Verdensdag: En hyldest til fred og håb for en bedre fremtid

Begivenheden "Fredens due"
Nej, ordet "fred" vil næppe blive stående,
Når krigene ikke længere er noget, folk kender.
For det, man før kaldte fred,
Vil alle simpelthen kalde livet.
V. Berestov

Det er så dejligt, så fredfyldt -
At sove roligt og ikke se eksplosioner,
Ikke løbe for at undslippe bombardementer,
Vide, at nærmeste, venner, naboer - er i live!
At se himlen, de fårede skyer,
Og de blå floder,
At se, hvordan fuglene flakser i skovene.
For mange af os er fred noget, der tages for givet.
Den unge generation i vores land ved ikke, hvad krig, sult, og ødelæggelse er.
Det er naturligvis godt, men samtidig undervurderes gaven af et roligt og fredfyldt liv i den globale betydning af ordet.

Men for en række lande og folkeslag, der lever i kaos og væbnede konflikter,
Er fred ikke bare ord. Det er en gave, en vidunderlig drøm.
Netop derfor, fordi der findes mennesker i verden, der drømmer om fred, der drømmer om den klare himmel over deres hoveder, blev denne særlige dag oprettet.

Hvert år den 21. september fejres Verdensfredsdagen.
Dette er en fest, der hylder stabilitet og velstand. Det er livet uden de bitre tårer af tab, uden ødelæggelse, uden konstant farefølelse.

Historien om Verdensfredsdagen
Dagen blev oprettet i 1981 gennem en resolution fra FN's Generalforsamling.
Siden 2001 er 21. september blevet anerkendt som Verdensfredsdagen.

Traditioner på Verdensfredsdagen
Fejringen begynder med Fredens Klokkeslag.
Klokkens ringning er en påmindelse til menneskeheden om, at fred er en stor værdi, og at det ikke er nok bare at drømme om den, man skal arbejde hårdt og vedvarende for at opnå den.

På Verdensfredsdagen afholdes der nationale og statslige begivenheder i mange lande.
Målet er at fremme idealerne om fred.
Den 21. september holder FN's generalsekretær taler, der er adresseret til forskellige folk.
Og den røde tråd i disse taler er opfordringen til, at regeringer skal lytte til deres folk og skabe sikre levevilkår med omtanke og pleje.
Derefter følger klokkens slag, og et minut stilhed indtræder - et tidspunkt, hvor alle reflekterer over deres egen skæbne.

Hvorfor er dette minut af stilhed nødvendigt?

Fredens symbol
Fredens symbol er Pablo Picassos værk - en due, der holder en olivengren i næbbet.
Billedet har ændret sig flere gange, indtil det fik den form, vi kender i dag.
Duen som symbol for fred blev valgt ikke tilfældigt.
Det menes, at grundlaget for dette valg var den bibelske legende, hvor duften af olivengren blev bragt af en due til Noahs ark efter den store syndflod - et tegn på, at Gud var blevet forsonet med menneskene.

Fredsperioden er en velsignelse, der giver os mulighed for at leve stabilt:
at lære, arbejde, danne familier, udleve vores rettigheder, vokse åndeligt og moralsk.

Lyt til historien om den amerikanske skolepige Samanta Smith,
der blev berømt på grund af et brev, hun skrev til USSR’s generalsekretær Yuri Andropov i efteråret 1982.
Samanta blev motiveret til at skrive brevet af en artikel i magasinet "Time".
I artiklen blev der fremsat antagelser om, at lederen af vores land var farlig for USA, og at hans regering kunne føre til en ny krig.

Efter at have læst artiklen spurgte Samanta sin mor:
"Hvorfor er alle bange for Mr. Andropov?
Hvorfor spørger ingen ham, om han har planer om at angribe vores land?"
Til svar bemærkede moren i sjov: "Hvorfor spørger du ikke selv ham?"

Samanta tog modigt morens ord til sig og skrev brevet:
"Kære hr. Andropov!
Mit navn er Samanta Smith. Jeg er 10 år gammel.
Jeg vil gerne ønske dig tillykke med din nye post.
Jeg er meget bekymret for, om der vil starte en atomkrig mellem Sovjetunionen og De Forenede Stater.
Er du for krig eller imod?
Hvis du er imod, vil du så fortælle mig, hvordan du vil forhindre krig?
Du er selvfølgelig ikke forpligtet til at svare på dette spørgsmål,
men jeg vil gerne vide, hvorfor du ønsker at erobre hele verden eller i det mindste vores land.
Gud skabte jorden, så vi alle kan leve i fred og ikke kæmpe.
Venlig hilsen, Samanta Smith".

Brevet blev offentliggjort i den sovjetiske avis "Pravda".
Den 26. april 1983 modtog Samanta et svar fra Yuri Andropov.
I slutningen af brevet inviterede Andropov Samanta til at besøge Sovjetunionen og se, hvordan børn lever der.
I juli 1983 fløj Samanta sammen med sine forældre til Sovjetunionen.
I Moskva blev hun mødt med en varm velkomst.

Samanta tilbragte to uger i Sovjetunionen.
Den 22. juli 1983, før hun rejste hjem, sagde Samanta de ord, som mange stadig husker:
"Vi vil leve".
Senere skrev Samanta i sin bog "Min rejse til Sovjetunionen":
"De er lige som os."
Sådan er historien om den pige, der smeltede den kolde krigs is.

Fred er svær at opbygge, og endnu sværere at bevare.
Fred er meget skrøbelig.
Lad os beskytte den!

Hvor dejligt er det at leve under den fredelige himmel!
Omkring os blomstrer blomster, fuglene kvidrer,
Overalt høres den klare børns latter,
Og forbipasserende ansigter stråler af lykke.
Hvor skræmmende er det at leve under krigens mørke timer,
At se døden, de ubarmhjertige krige,
Værdsæt lykken, du holder i dine hænder,
Der skal ikke være flere krige, druknet i blod.
Uden fred kan vi ikke leve, det er livets fundament,
Krig bringer kun dødelighed.
Lad vores handlinger og ord være fredelige,
Lad os sammen beskytte FREDEN.