Hvordan formede Trump-årene den politiske kultur i New Hampshire?

Da Donald J. Trump den 20. januar 2017 aflagde ed som USA’s præsident, stod Republikanerne med fuld kontrol over både Det Hvide Hus og Kongressen – for første gang siden 2006. Forventningen var en hurtig realisering af de løfter, som længe havde samlet partiet: skattereformer, deregulering, ophævelse af Affordable Care Act og en ny, hårdere kurs i udlændingepolitikken. Men denne dag blev kun begyndelsen på et politisk opbrud, hvis modbillede viste sig allerede dagen efter.

Den 21. januar fyldte millioner af amerikanere gaderne i de største protester i nationens historie. Fra Washington, D.C. til små byer i New Hampshire marcherede borgere i lyserøde huer som en ironisk kommentar til Trumps egne ord. I Concord og Portsmouth samledes tusinder, mens blot syv stod i sneen i Orford – men symbolikken var den samme: en spontan, landsdækkende reaktion mod den politiske ny virkelighed. Protesterne blev ikke blot et udtryk for afsky over for en enkelt mand, men for frygten for at miste noget mere grundlæggende – en demokratisk kultur, som føltes truet af en ny form for politisk brutalitet.

I New Hampshire fik denne nationale polarisering en lokal afspejling. For første gang i over ti år sad Republikanerne tungt på alle statens politiske grene – guvernørposten, delstatsforsamlingen og det magtfulde Executive Council. Guvernør Chris Sununu trådte frem som den moderate, pragmatiske konservative, der skulle forene partiet i en tid præget af både håb og uro. Men samtidig begyndte en ny aktivisme at spire fra bunden. De, der havde marcheret i januar, organiserede sig i lokale grupper, kontaktede lovgivere, og fyldte byrådsmøder med et nyt engagement, som i løbet af to år forvandlede statens politiske landskab.

Det demokratiske comeback i 2018 blev ikke født i partiets centralkomiteer, men i stuer, biblioteker og små mødelokaler. Den mobilisering, som startede i protesterne, bragte kvinder, unge og uafhængige vælgere tilbage til stemmeurnerne. Trods gerrymandering og institutionel modstand lykkedes det Demokraterne at genvinde kontrollen over både delstatsforsamlingen og Executive Council. Kun Sununu stod tilbage som Republikanernes sejr i et år, der ellers blev et nederlag for partiets struktur og strategi.

Trump-æraen blotlagde et skel i amerikansk – og newhampstersk – politik, som gik dybere end partiernes klassiske forskelle. Den viste, hvordan emotionel energi, vrede og følelse af uretfærdighed kan blive drivkraft for både magt og modstand. I New Hampshire blev staten et mikrokosmos af den større nationale konflikt: mellem institutionel kontrol og borgerlig mobilisering, mellem retorik og virkelighed.

Det er vigtigt at forstå, at denne periode ikke blot handler om vælgeradfærd eller partiskifte, men om en ændring i selve forståelsen af politik som fælles rum. New Hampshire blev et laboratorium for spændingen mellem institutionel magt og borgerlig moral. Og i denne spænding ligger måske nøglen til at forstå, hvordan amerikansk demokrati i dag formes – ikke i Washingtons korridorer, men i stemmerne, der nægter at forstumme.

Hvorfor udfordrer nogen en siddende præsident?

William Welds politiske rejse er et studie i mod og beregning. En tidligere republikansk guvernør fra Massachusetts, som i sin tid forlod guvernørposten med både prestige og respekt, fandt sig senere i rollen som vicepræsidentkandidat for Libertarian Party. Da valgkampen i 2016 nærmede sig sin afslutning, syntes han dog mere optaget af at støtte Hillary Clinton end sin egen løbspartner Gary Johnson. Denne bevægelse mellem partier, ideologier og delstater afslører en mand, som ikke længere jagter magt, men søger relevans – og måske en vis moralsk distance til et parti, han engang repræsenterede.

Da Weld i 2019 offentliggjorde sin kampagne mod Donald Trump, var det uden illusioner om sejr. Han vidste, hvor svær en udfordring mod en siddende præsident ville være. Alligevel var hans kandidatur symbolsk vigtigt: det markerede, at en udfordring eksisterede, at partiet stadig kunne rumme kritik, og at ikke alle republikanere var villige til at lade tavsheden sejre. I Vermont erklærede guvernør Phil Scott, selv republikaner i en demokratisk delstat, sin støtte til Weld – et stille, men bemærkelsesværdigt tegn på intern modstand.

Men modstand i det moderne Republikanske Parti er sjældent uden konsekvenser. Trumps støtter forsøgte i New Hampshire at ændre partiets regler, så alle partiledere ville være forpligtet til at støtte den siddende præsident. Forslaget blev trukket tilbage efter protester, men signalet var tydeligt: loyalitet over for Trump blev sat over institutionel uafhængighed. Samtidig ændrede partiet i Massachusetts sine regler, så vinderen af mere end 50 procent af stemmerne får samtlige delegerede – en ændring klart designet til at blokere for udfordrere som Weld.

Disse manøvrer udspringer sjældent af styrke. De afslører i stedet en latent usikkerhed – en erkendelse af, at magten må sikres gennem kontrol af systemet snarere end gennem tillid til vælgerne. Men regler, der udspringer af frygt, kan stadig være effektive. Welds udfordring var dømt til at fejle målt i stemmetal, men hans tilstedeværelse viste, at selve udfordringen stadig havde en moralsk og strategisk funktion.

På den