Hvordan blev hvid kristen nationalisme en dominerende kraft i amerikansk politik?

For at forstå fremvæksten af hvid kristen nationalisme i USA, må man erkende sammensmeltningen mellem religiøs tro, national identitet og etnisk overherredømme som en historisk og ideologisk konstruktion. Denne konvergens er ikke tilfældig, men en konsekvens af strategisk tænkning blandt religiøse og politiske aktører, som i årtier har formet amerikansk kultur, især gennem evangelikal kristendom og dens politiske alliancer. Hvid kristen nationalisme er ikke kun et trossystem, men en social og politisk magtstruktur, der hviler på ideen om, at USA er guddommeligt bestemt til at være en kristen nation, ledet af hvide amerikanere.

Denne ideologi har dybe rødder i amerikansk historie. Fra de koloniale evangelikalere, som brugte bibelske narrativer til at retfærdiggøre slaveri, til det moderne evangelikale netværk, der aktivt har støttet politiske figurer som Donald Trump, har religion været brugt som et redskab til at konstruere og opretholde hvidt kulturelt herredømme. Når Trump fremstilles som en messiansk figur eller ligefrem som en ny Jesus i propaganda, vidner det ikke kun om religiøs overbevisning, men også om en politisk mytologi, der skal opretholde en bestemt orden, hvor Gud, nation og hvidhed er uadskillelige.

Fænomenet er komplekst og gennemsyret af medielandskabet. Store kristne netværk og megakirker fungerer som infrastrukturer for politisk mobilisering, og YouTube, Facebook og alternative nyhedsplatforme bliver brugt til at sprede evangelikale budskaber forklædt som patriotisk oplysning. Narrativer som "Make the Gospel Great Again" illustrerer, hvordan evangeliet bliver nationaliseret og omformet til et redskab for ideologisk disciplinering. Kritikere, også indenfor kristendommen selv, bliver marginaliseret som forrædere eller vantro, mens tilhængere opmuntres til at tolke politisk loyalitet som troens prøve.

Hvid kristen nationalisme bliver dermed ikke kun et spørgsmål om personlig tro, men om politisk identitet og social tilhørsforhold. Den fungerer som et værn mod modernitetens trusler: pluralisme, sekularisme og et multietnisk demokrati. Denne ideologi insisterer på, at det amerikanske samfund må bevares – eller genskabes – i dets "oprindelige", gudgivne form. Det er denne myte, der ligger bag slagordet "Make America Great Again", og som driver ønsket om et kristent teokrati, hvor bibelen og forfatningen smelter sammen til én og samme lov.

Det er også væsentligt at forstå den emotionelle og affektive kraft bag denne bevægelse. For mange troende handler det ikke om magt alene, men om håb, eksistens og formål. Det kristne evangelium i denne kontekst bliver et eksistentielt svar på oplevet marginalisering og kulturel forandring. Når økonomiske og sociale strukturer smuldrer, bliver troen en måde at fastholde stabilitet – og i den proces bliver troen politiseret. At vende sig mod en stærk leder, som hævder at være Guds udvalgte, føles ikke som fanatisme, men som overlevelse.

Det er afgørende for læseren at erkende, at hvid kristen nationalisme ikke er en perifær bevægelse. Den er dybt integreret i amerikansk kultur, uddannelsessystem, retsvæsen og politik. Dens fremmarch er hverken spontan eller irrationel, men rationelt organiseret og teologisk forankret. Det gør den både farlig og svær at afmontere med blot sekulære argumenter eller moralsk fordømmelse.

For at forstå hvid kristen nationalisme må man se ud over dens teologiske påstande og i stedet analysere dens funktion som magtmekanisme. Det er en struktur, der distribuerer legitimitet, identitet

Hvordan kan mediedemokratisering fremme økosocialisme og udfordre højreorienterede ideologier?

Denne observation understreger, at kampen mod miljøødelæggelse er central i kampen mod kapitalismen. Kapitalismen har ført os til et krisepunkt i forholdet mellem menneskeheden og naturen. Hvis vi fortsætter uforstyrret med den nuværende kurs, er økologisk kollaps ikke bare muligt, men sandsynligt, og dette vil sætte civilisationen i fare. Som en konsekvens hænger der en gigantisk dødsdom over meget af vores verden, og kapitalismen er henretteren. Økosocialismen bliver derfor mere og mere presserende, især i lyset af den vilde økologiske ignorans, der vises af højreorienterede politikere som Trump, som påvirker ikke bare USA, men hele planeten. De mest konservative skøn viser, at næsten en million liv i den globale syd allerede hvert år kræves af klimaforandringernes vold, samtidig med at millioner af andre mister deres hjem og livsgrundlag.

Denne situation kræver øjeblikkelig handling. En stor del af løsningen ligger i mediernes rolle og hvordan de kan bruges til at fremme pædagogik, der både udfordrer højreorienterede ideologier og samtidig fremmer økosocialismen.

Et medie for mange, ikke for de få, er en vision, som Jeremy Corbyn (2018) har forfægtet. Ifølge Corbyn er der et stærkt behov for at støtte lokal, undersøgende og offentlig interessejournalistik, som i høj grad udfordrer den højreorienterede establishment. Han understreger, at god journalistik bør konfrontere de magtfulde—både i den private sektor og i regeringen—og dermed skabe en informeret offentlighed. Denne type journalistik kan spille en central rolle i at belyse de økologiske udfordringer og kæmpe imod klimafornægtelse og destruktive ideologier.

Endvidere foreslår Corbyn, at journalister bør have magt til at vælge redaktører, og at der bør være pladser i bestyrelser for både arbejdstagere og forbrugere, som allerede er implementeret på liberale aviser som The Guardian. Dette ville styrke både skaberne og forbrugerne af medierne i stedet for de, der kontrollerer og ejer dem.

I USA har Bernie Sanders allerede brugt alternative medier på lokalt niveau til at "tage fjernsynet ud af hænderne på profitdrevne virksomheder" og skabe sin egen platform. Hans programmer, der nu er digitaliserede, har været med til at fremme venstreorienterede forslag, herunder progressive skatter og et nationalt sundhedssystem. Sanders forstod tidligt, at for at kunne kommunikere direkte med befolkningen om hans politiske visioner, måtte han selv tage kontrol over medierne, hvilket udgjorde en vigtig fornyelse i den politiske kommunikation.

Medierne er altså ikke kun et værktøj for at formidle information, men også et middel til at fremme en økosocialistisk pædagogik, der udfordrer de dominerende højreorienterede ideologier. Demokratisk kontrol over medierne er en central del af at skabe en offentlig diskurs, der ikke kun konfronterer kapitalismens destruktive indvirkning på miljøet, men også fremmer en mere retfærdig og bæredygtig samfundsstruktur.

Det er essentielt at forstå, at mediedemokratisering ikke kun handler om at udfordre magtstrukturer, men også om at skabe et rum for ny tænkning og for mobilisering af folk til handling. For socialister betyder det at fremme en pædagogik, der ikke kun taler til eksisterende allierede, men også engagerer de brede masser i kampen for en ny økonomisk og økologisk orden. Dette kræver en intensiv indsats for at skabe alternative medier, som ikke er bundet af kapitalismens profitorientering, men som arbejder for det fælles gode.