Hvordan videnskab og religion smelter sammen i science fiction: En dybdegående undersøgelse af "And Walk Now Gently Through the Fire"

Videnskab og religion har længe været betragtet som modstridende kræfter i menneskets forsøg på at forstå sin eksistens. Men i den moderne science fiction, som afspejler de udfordringer og muligheder, mennesket står overfor i sin konstante søgen efter viden, smelter disse to områder sammen på måder, der tidligere var utænkelige. Denne sammensmeltning er tydelig i samlingen And Walk Now Gently Through the Fire, som redigeret af Roger Elwood. I denne samling af science fiction-historier ser vi, hvordan bioteknologi og mystik mødes, og hvordan forfattere udfordrer både videnskabelige og religiøse dogmer, idet de belyser fremtidens etiske dilemmaer og menneskets evolutionære rejse.

R. A. Laffertys historie And Walk Now Gently Through the Fire er et fremragende eksempel på, hvordan science fiction kan kombinere teknologiske fremskridt med esoteriske og religiøse temaer. I denne fortælling møder vi to evolutionære arter, de gamle Queer Fish og de Odd Fish, som engagerer sig i en dybdegående, næsten mystisk interaktion. Historien udforsker, hvordan videnskab og religion kan eksistere i en form for symbiose, og hvordan begge kræfter kan være nødvendige for at forstå det større billede af menneskets udvikling. Denne fortælling, som er en dypdykning i det okkulte, stiller spørgsmål ved vores forståelse af skabelse, liv og evolution på måder, der ikke blot er videnskabelige, men også spirituelle.

Science fiction som genre har udviklet sig i takt med, at samfundet er blevet mere åbent for de ideer, der engang blev anset som radikale eller urealistiske. Tidligere var det utænkeligt at kombinere religiøse betragtninger med videnskabelige fremskridt. I dag er det imidlertid ikke længere usædvanligt, at videnskabsfolk anerkender en højere magt eller en åndelig dimension i deres arbejde. De første astronauter, der landede på månen, tog sig tid til at udtrykke taknemmelighed for en højere magt, og mange unge mennesker i dag ser ikke længere videnskab og religion som modsætninger, men som komplementære måder at søge sandheden på.

En vigtig udvikling i science fiction er dens evne til at sætte spørgsmålstegn ved de etiske grænser for videnskab og teknologi. Robert Silverbergs Caught in the Organ Draft stiller for eksempel spørgsmålet om, hvad der ville ske i et samfund, hvor menneskers organer kunne tages fra de unge og gives til de ældre som en måde at sikre samfundets fortsatte stabilitet. Dette scenario rejser fundamentale spørgsmål om menneskets rettigheder, kroppens helbred og de moralske konsekvenser af at manipulere med liv og død.

Videnskaben har bestemt ændret menneskets forhold til naturen, og de ideer, som en gang blev anset som fantastiske, er nu blevet en del af den virkelige verden. I dag er bioteknologi, genetisk engineering og kunstig intelligens ikke længere blot spekulationer i science fiction-historier, men realiteter, som vi skal forholde os til. Det betyder, at vi i stigende grad må overveje de etiske og moralske konsekvenser af de teknologier, vi udvikler. Skal vi ændre på menneskets grundlæggende natur for at rette op på de fejl, vi har begået mod vores planet? Skal vi ændre vores biologi, eller er det ikke en form for arrogance at tro, at vi kan forbedre Gud’s skaberværk?

Det er vigtigt at forstå, at science fiction som genre ikke blot handler om at forestille sig fremtiden, men også om at udforske de etiske, religiøse og filosofiske spørgsmål, der opstår, når videnskab og teknologi tvinger os til at konfrontere de største mysterier i menneskets eksistens. Hver historie, der undersøges i denne samling, inviterer læseren til at reflektere over, hvordan vi forholder os til den viden, vi besidder, og hvordan vi bruger denne viden til at forme vores fremtid.

Hvordan bevarer man en kultur, når fremtiden er ubønhørlig?

Martin Sunbear sad på bakken og så ud over landsbyen, som langsomt begyndte at ændre sig. Det var en stor dag for folket på Kana – en dag for taksigelse, en feiring af livet, som var blevet givet tilbage til dem. Hans sind var imidlertid ikke i harmoni med dette smukke syn. Han havde indset, at dette ville være den sidste gang, han ville se det hele. Kolonisterne ville snart komme, og det ville være slutningen på en måde at leve på. Mændene i byens fællesskab, deres gamle traditioner og livsstil ville langsomt blive udvandet, tilpasset og til sidst udslættet af den store civilisation, som de ikke kunne forstå eller stå imod.

Martin vidste, at folket på Kana ikke havde nogen chance mod den civilisation, der nu blev bragt til deres dørtrin. Kolonisterne ville komme med deres teknologi og deres maskiner, og langsomt ville de grave ind i Kana og udgrave fundamenterne til træhuse, som senere ville blive erstattet af plastikbygninger. Det var en langsom, men ubønhørlig forandring, som ingen kunne stoppe, og Martin, som var blevet en del af det her samfund, var fanget mellem to verdener.

Den aftale, som var blevet lavet – denne traktat mellem Brandon og Chantuka – ville forandre alt. En fremtid var blevet skabt, men den var fyldt med håbløshed og tab. For Martin var det klart, at hvis han afslørede sandheden for Chantuka, ville den gamle leder nægte traktaten i et anfald af ære og stolthed, og så ville invasionen komme hurtigt. Dette var et samfund, der ikke havde noget valg, ingen flugtvej, kun underkastelse.

Det var en skuffelse, som han havde accepteret uden at kæmpe imod. Han havde i mange måneder set på Kana og ladet sig selv blive beroliget af landsbyens liv og de smukke farver, der flød gennem folket. Han nød synet af kvinderne, der bar muslingeskaller og fjer som smykker, men selv der opdagede han små elementer fra hans egen kultur, som på en måde var blevet implanteret i deres traditioner. Plastikbørster, farvede glasperlekæder og armbånd, der kun var pynt, men ikke havde nogen funktion. Det var noget, han ikke kunne ignorere længere. Det var begyndelsen på undergangen – en snigende form for ødelæggelse.

Han så på landsbyen og så alt dette som det sidste glimt af det, der ville være forsvundet for evigt. Det var et samfund, der ville blive ødelagt, og han var vidne til det, uden at kunne forhindre det. Det var et nederlag, men han kunne ikke ignorere det længere. Den ødelæggelse, som var på vej, kunne ikke stoppes af et minde eller et sidste håb. Når han vendte tilbage til "Wasp", ville han aldrig komme tilbage. Det var slutningen på den verden, som han havde været en del af.

Men der var stadig et valg, en mulighed. Martin besluttede sig for at finde en måde at stoppe ødelæggelsen på, selvom han vidste, at det var svært og næsten umuligt. Da han vendte tilbage til "Wasp", gik han ind i radiostationen og konfronterede Brandon med sandheden. Han var nødt til at sige det, selvom han vidste, at det ville være svært.

Brandon havde været klar til at fejre og opbygge et forhold, men Martin havde ikke længere den samme begejstring for de forandringer, de var i færd med at påtvinge Kana. Den fremtid, de ville give dem, ville ikke være en gave, men en ødelæggelse. De ville bringe elementer af begær, grådighed og synd, som aldrig før havde været en del af Kana. Det var ikke noget, folket ønskede. De vidste ikke, hvad de ville have, men Martin vidste, at det ikke var noget, de kunne holde stand mod.

Brandon prøvede at argumentere for, at kolonisterne kun ville hjælpe og forbedre folket på Kana, men Martin var ikke længere i tvivl. Han vidste, at selv den bedste intention kunne føre til en form for ødelæggelse, der ikke kunne vendes tilbage. Det var et spørgsmål om at bevidst ødelægge noget uskyldigt ved at påtvinge dem ideer og livsstil, de ikke havde bedt om. Han forstod, at når man giver noget til nogen, som de ikke har bedt om, er det ikke altid et givende forhold. Nogle gange er det et stjæle, en tilintetgørelse af noget autentisk, noget rent.

Det var et punkt, som Brandon ikke kunne forstå, og som Martin ikke kunne ignorere. Ødelæggelsen af en kultur kan begynde på måder, der virker uskyldige – med små gaver og tilbud – men langsomt og uundgåeligt vil de ægte værdier gå tabt.

Endelig konfronterede Martin sin egen rolle i alt dette. Han vidste, at han havde haft mulighed for at handle anderledes, men havde valgt at acceptere det som var, i stedet for at kæmpe imod det. Hans nederlag var ikke kun i behandlingen af Kana, men også i hans egen accept af den situation, han havde fundet sig selv i. Han skulle nu finde en måde at modarbejde denne fremtid på, eller stå ved, at han havde ladet ødelæggelsen finde sted uden at hæve en finger.

Det var et valg, han måtte træffe. Hvis han kunne finde en vej, ville han forsøge at redde de dele af Kana, der stadig var intakte, før de blev underlagt den ubønhørlige kraft fra den fremtid, han var blevet en del af.

Hvordan man beskytter og isolerer sin kultur mod fremmede

"Igennem denne hændelse bliver det klart, at Brandon og hans mandskab hurtigt måtte tage ansvar for at beskytte skibet. Men Martin, der havde et helt andet perspektiv på situationen, stillede sig uventet på en etisk og personlig skillevej. Deres første pligt var at beskytte sig selv og deres fartøj, men Martin så også, at han kunne beskytte noget mere værdifuldt. Det var ikke bare et spørgsmål om at komme ud af denne situation uskadt. Det var et spørgsmål om at sikre, at fremmede ikke ville trænge ind i deres verden på en måde, der kunne ødelægge det, de havde – noget, der kunne være vigtigere end deres umiddelbare overlevelse.

Da Martin besluttede sig for at handle på en anderledes måde end de andre, og opfandt en løgn, der ville holde skibet og hele besætningen fra at vende tilbage, afslørede han en dyb forståelse af etiske dilemmaer og konsekvenserne af interaktioner mellem fremmede kulturer. Han kontaktede den ydre verden og lod det som om, alle ombord på Wasp var døde og at planeten var hjemsøgt af en dødelig sygdom. Denne handling gjorde det muligt for ham at beskytte de indfødte på planeten Kana fra fremtidig opdagelse og intervention, men det medførte også en indre konflikt, da han var nødt til at løbe fra den verden, han havde valgt at blive en del af.

Den egentlige beskyttelse, som Martin gav, var ikke bare fysisk, men kulturel. Ved at forhindre, at fremmede mødte Kana, og samtidig isolere dem fra risikoen for korruption gennem kontakt med ydre kræfter, valgte Martin at beskytte den måde, som Kana levede på, deres samfund og deres traditioner. Han vidste, at selv de bedste intentioner fra fremmede kunne føre til uforudsete konsekvenser, og derfor advarede han om, at den største gave, som enhver civilisation kunne give Kana, var netop ingenting. At afslå at modtage eller give noget til fremmede var en nødvendighed, hvis de skulle forblive i fred og beskytte deres kultur.

Chantuka, den gamle leder, forståede Martins ord og accepterede hans beslutning. Men Martin var også nødt til at møde sin egen indre konflikt, når han måtte vælge at forlade disse mennesker, som han nu betragtede som sin familie. I denne beslutning var der et grundlæggende spørgsmål om, hvad det betyder at tilhøre et sted, et folk, et hjem. Ville han kunne leve med den beslutning, som han var tvunget til at træffe, eller ville han for altid føle sig som en fremmed i sit eget hjem?

Historien om Martin Sunbear afslører det svære valg mellem personlig frihed og forpligtelsen overfor en kultur, man ikke kan ændre, men som man samtidig har ansvar for at beskytte. Han satte et løfte om at beskytte Kana, men han satte også en betingelse for sin egen fortsatte eksistens: at han aldrig ville påvirke deres liv. Det var en gave af respekt, men også en selvpålagt isolering. Han forsikrede, at hvis han nogensinde skulle ende med at påvirke dem på nogen måde, ville han forlade dem for altid og være sammen med de mennesker, han havde forladt på skibet.

Martin valgte at forblive på Kana, selvom det ikke var et valg, han kunne træffe med glæde. Det var en beslutning, der var fyldt med ansvar, selv om det også var et ansvar, der ville forme hans fremtid på måder, han ikke kunne forudse. På den ene side havde han reddet folk fra ødelæggelse, men på den anden side havde han forårsaget en dyb indre splittelse i sig selv – et konstant spørgsmål om, hvad det egentlig betyder at beskytte noget, hvis man ikke er villig til at dele sin egen verden med dem.

Det er vigtigt at forstå, at beskyttelse af en kultur ikke kun handler om fysisk isolation, men også om at sikre, at værdier og traditioner ikke bliver udsat for forandringer, der kan skabe uforudsete konsekvenser. Den største gave, som vi kan give fremmede, er ikke nødvendigvis hjælp eller udveksling, men respekt for deres autonomi og vilje til at lade dem leve uden indblanding. Den ægte beskyttelse kommer fra en forståelse af, at ikke alle møder med fremmede er positive, og at nogle gange er den bedste måde at beskytte på at sikre, at fremmede aldrig får lov at komme ind.

Kan videnskaben forklare helbredelse gennem bøn?

Maj 20: Koldt og regnfuldt her, men jeg burde ikke klage. Denton gled på en våd fortovsflise og brækkede håndleddet. Så han siger, at der er ingen grund til, at jeg skal skære mig i tommelfingeren for at teste helbrederen. Han vil bruge det brækkede håndled. Vi venter til i morgen aften, da han stadig er bedøvet efter at have fået håndleddet sat på plads. Jeg tror ikke, jeg vil gå til aftenens gudstjeneste. Mit hoved gør ondt. Formentlig på grund af ændringen i højden.

Maj 21: Bingo! En vinder. Denne Stonestreet gav de højeste målinger, vi nogensinde har haft. Da han kaldte de syge frem, og Denton tændte for håndleds-måleren, var jeg skeptisk. Stonestreet er ikke den type, vi har fundet de fleste steder. Nå, han er lidt af en baglands-evangelist, på sin egen måde – men uden så meget bibelsk prædiken og råben. Han står virkelig fast, fyldt med selvtillid i sin helbredelsesmagts evner. Og hvorfor skulle han ikke være selvsikker? Da han lagde hænderne på Dentons gips, gik nålen straks af skalaen. Selvfølgelig skal vi vente til i morgen for at få håndleddet røntgenfotograferet igen, men Denton insisterer på, at det er i orden. Han siger, at han kan mærke det på, hvordan det føles. Hvis det er sandt, så er jeg klar til at arbejde med denne Stonestreet med det samme. Jeg har kun én chance for at overbevise en af disse uvidende sjæle om, at det her er et sandt videnskabeligt fænomen. Hvis de vil pakke det ind i religiøse rammer for at tiltrække en tilhørerskare, så er det deres sag, tror jeg. Men jeg kan bevise, at bibelske forkyndelser er intet andet end tom snak. Denne Stonestreet virker intelligent, selvom han ikke har nogen formel uddannelse. Det kan være, at jeg har fundet en vinder. Hvis han bare vil samarbejde med os og hjælpe os i vores forskning, kan vi have en videnskabelig artikel klar til efteråret. Og hvis han vil åbne en klinik, kan vi alle gøre os økonomisk gavn af det.

Maj 23: Stonestreet – de skulle have kaldt ham Stonewall. Jeg havde selvfølgelig ikke regnet med, at han ville tro på mig med det samme – men den der mine, da jeg fortalte ham, at hans helbredelse skyldes en særlig slags stråler, som hans hænder udsender, var uforglemmelig. Du skulle have set ham. Det var som om, jeg havde kaldt ham alt muligt skændigt. Så begyndte det at blive værre. Han begyndte at ynke mig. Det var næsten komisk. Her sidder jeg og føler mig ynkelig overfor ham, fordi han er så uvidende, og han ynker mig, fordi jeg er en vantro. Jeg må indrømme, at han er en overbevisende fyr, men det er jeg også. Jeg tror, jeg har en klog plan for at få mit budskab igennem til ham. Han mener, jeg har brug for at blive omvendt, så jeg vil spille med. Mens han omvender mig, vil jeg bare omvende ham lidt selv. Det bliver nok langvarigt, men det vil være det hele værd, hvis vi bare kan få ham til at forstå, at han kunne helbrede, uanset om han bad eller ej. Fra den tid, jeg har tilbragt med ham, er jeg overbevist om, at han har masser af naturlig intelligens, hvis vi bare kan kanalisere det på den rigtige måde. Jeg må afslutte journalen nu. Den der hovedpine er tilbage igen. Må huske at købe noget aspirin i morgen.

Maj 29: Jeg tror, vi begynder at få kontakt med Stonestreet. Han har indvilliget i at lade os køre nogle eksperimenter med vores udstyr. Og jeg har fundet ud af, at han faktisk har stor interesse for videnskab. Han har bare aldrig tænkt på at bruge den viden i forhold til sig selv. Han indser ikke, at hans helbredelse er et genuint videnskabeligt fænomen. Hvis vi kan finde ud af, hvor disse stråler stammer fra, bliver vi berømte. Efter aftenens gudstjeneste vil jeg arrangere et tidspunkt, hvor vi kan lave eksperimenterne.

Juni 5: Vores eksperimenter går langt over forventning. Stonestreet samarbejder fuldt ud nu, og jeg tror, at Denton og jeg endelig er ved at få ham til at forstå. I dag citerede han ikke en eneste bibelvers for os. Og han har stillet mange gode spørgsmål, for én der ikke har fået meget formel uddannelse. Da han gik i dag, spurgte han, om vi ville låne ham nogle bøger om videnskab, bøger om emner, der relaterer sig til vores arbejde. Vi forklarede, at vi er pionerer på et nyt område, men vi gav ham nogle generelle bøger, så han kunne få en baggrund for det, vi prøver at gøre. Jeg måtte stoppe med at arbejde på mine noter i eftermiddag, fordi linjerne begyndte at flyde sammen. Jeg må få tjekket mine øjne snart. Jeg har nok brug for briller. Det er nok derfor, mit hoved driller mig hele tiden.