1B Predator er et bevæbnet, fleropgaveorienteret ubemandet luftfartøj med middel højde og lang udholdenhed, der styres fjernbetjent. Dets avancerede sensorer, multimode kommunikationssystemer og præcisionsvåben som Hellfire-missiler gør det muligt at overvåge og støtte operationer over længere tid. Predator anvendes til efterretning, tæt luftstøtte, søg- og redningsaktioner samt præcisionsangreb i både konventionel og ukonventionel krigsførelse. Dette illustrerer, hvordan moderne ubemandede systemer ikke blot fungerer som overvågningsværktøjer, men som aktive aktører på slagmarken.

Ud over ubemandede luftfartøjer findes der også ubemandede overflade- og undervandssystemer. USV’er (Unmanned Surface Vessels) kan opdeles i store og mellemstore fartøjer, mens UUV’er (Unmanned Underwater Vehicles) varierer fra mikroskopiske til ultra-store fartøjer med forskellige anvendelsesområder. Ruslands udvikling af små UUV’er som Amulet og Juno, der kan operere i betydelige dybder og med sensorudstyr, illustrerer den teknologiske fremgang. Endnu mere betydningsfuld er deres strategiske UUV, Poseidon, som drives af et nukleart fremdrivningssystem, kan dykke op til 1000 meter og have en rækkevidde på op til 10.000 kilometer. Denne platform kan bære en ekstremt kraftfuld sprængladning, hvilket ændrer balancen i strategisk maritim krigsførelse radikalt ved at tilbyde mulighed for dybtgående, autonome angreb udenfor fjendens umiddelbare rækkevidde.

I 2019 viste Singapore Seekrieger frem, et fartøj med evne til både at operere på overfladen som en USV og under vandet som en UUV. Det er bevæbnet med torpedoer og skibskanoner, hvilket understreger den voksende tendens til multifunktionelle, formskiftende ubemandede platforme, der udfordrer traditionelle militære doktriner og strategier.

Denne udvikling er en del af en bredere revolution i militærteknologi, der stiller nye krav til ledelse, kontrol og doktrin. Debatten om, hvorvidt AI’s indførelse i militære systemer udgør en reel militærrevolution eller snarere en revolution i militære anliggender (RMA), er central. Begrebet RMA fokuserer på teknologisk innovation, der har betydelige taktiske og operationelle effekter, mens en militærrevolution indebærer en dybere transformation af samfund, stat og militær struktur – en systemisk ændring, der overskrider blot nye våbensystemer.

Historien viser os, at både militærrevolutioner og RMAs har fundet sted i en gradvis, ofte sammenflettet proces. Eksempler som introduktionen af langbuen i det 14. århundrede og fremkomsten af krudtsoldater i tidlig moderne Europa viser, hvordan teknologiske innovationer har ændret slagmarkens dynamik og samtidig påvirket staters socioøkonomiske strukturer og deres magtprojektion globalt. AI’s nuværende integration i militæret er en fortsættelse af informationsrevolutionen, der har rod i det 20. århundredes teknologiske gennembrud. Denne revolution breder sig langt hurtigere end tidligere, hvilket også afspejler den stigende globalisering og den digitale tidsalders hurtige informationsspredning.

Indførelsen af AI og autonome systemer kræver fundamentale ændringer i militære organisationer. Udover teknologisk integration må træningen af soldater og lederstrukturerne revurderes, og nye doktriner udvikles for at udnytte de muligheder, som AI giver. Dette kan føre til væsentligt ændrede krigsføringsmetoder og potentielt skabe nye former for væbnede styrker med øget autonomi og evne til hurtige, selvstændige beslutninger.

Det er væsentligt at forstå, at teknologiske fremskridt i militæret ikke kun ændrer kampens umiddelbare taktikker, men også de strategiske og politiske rammer, hvorunder konflikter udspiller sig. Samtidig skal man være opmærksom på de etiske og juridiske spørgsmål, som følger med AI-krigsførelse, herunder spørgsmålet om ansvar, kontrol og den menneskelige faktor i beslutninger om liv og død. Endvidere har den hurtige udvikling af autonome systemer betydning for internationale magtbalancer og kan fremkalde en ny form for våbenkapløb, hvor stater presses til at accelerere deres teknologiske udvikling for at bevare sikkerhed og strategisk overlegenhed.

Den igangværende militærrevolution, der udløses af AI, bør derfor ses i et bredere samfundsmæssigt og historisk perspektiv, hvor teknologi, kultur, økonomi og politik gensidigt influerer hinanden og former fremtidens krigsførelse og internationale relationer. Samtidig er det nødvendigt at erkende, at ingen militær revolution er et rent brud med fortiden, men snarere en kompleks proces af forandring og kontinuitet, hvor nye teknologier integreres med eksisterende strukturer og praksisser.

Hvordan påvirker cyberangreb moderne militærstrategi og global sikkerhed?

Cyberangreb repræsenterer en fundamental transformation af krigsførelse og sikkerhed i det 21. århundrede, hvor traditionelle begreber som sabotage, spionage og subversion nu udføres i et digitalt og virtuelt domæne. Modsat konventionelle krigshandlinger kræver cyberangreb ikke fysisk nærhed til målet, da angrebene udføres gennem internettet og påvirker computersystemer, som styrer alt fra kommunikation til avancerede våbensystemer. I takt med at næsten halvdelen af verdens befolkning i de mest udviklede regioner bruger internettet, er sårbarheden over for sådanne angreb blevet global og dybt integreret i både civile og militære systemer.

Moderne militær udstyr og infrastruktur er stærkt afhængige af computere og netværk, hvilket gør cyberangreb potentielt katastrofale i den fysiske verden. Cyberkrigsførelse kan forstyrre alt fra kommunikationsnetværk til missilaffyringssystemer og dermed forstærke eller erstatte konventionelle angreb. Kombinationen af digitale og kinetiske angreb kan skabe ødelæggende synergier, som underminerer traditionelle forsvarsstrategier.

Indførelsen af kunstig intelligens (AI) i cybersikkerhed og cyberkrigsførelse forstærker denne dynamik yderligere. AI kan automatisere opdagelsen og udnyttelsen af sårbarheder i modstanderens systemer med hidtil uset hastighed og effektivitet. Dette indebærer ikke blot offensive operationer, men også forbedret forsvar mod malware og andre trusler. AI’s rolle i overvågning og digital krigsforberedelse betyder, at konflikter kan eskalere hurtigere, hvilket reducerer reaktionstiden for de involverede parter og destabiliserer den strategiske balance.

Den nukleare afskrækkelse, som historisk set har været afhængig af sikre andenangrebskapaciteter, står over for alvorlige trusler fra avancerede teknologier som AI, cloud computing, droner og hypersoniske missiler. Disse teknologier muliggør præcise angreb mod mobile landbaserede missiler, hvilket kan udløse en ny våbenkapløb og øge risikoen for uheldige eller utilsigtede nukleare konflikter. Cyberangreb, som Stuxnet-virusens ødelæggelse af Irans centrifuger i Natanz-anlægget, illustrerer hvordan digitale operationer kan forvolde reel fysisk skade på kritisk infrastruktur uden traditionel krigsførelse.

AI muliggør også nye former for informationskrigsførelse, herunder fremstilling af dybt falsk audiovisuel indhold (deepfakes), automatiseret spredning af misinformation, og målrettet manipulation af befolkningsgrupper via sofistikerede bots og mikrosegmentering. Disse metoder gør det muligt for aktører at påvirke samfundets sociale sammenhængskraft og politiske stabilitet på en måde, der kan eskalere konflikter eller undergrave demokratisk beslutningstagning.

Nationale sikkerhedsstrategier udvikler sig derfor i retning af digitale grænseforsvar, hvor fokus er at forhindre digitale trusler i at trænge ind i et lands territorium. Dette omfatter kapaciteter til at detektere og afværge cyberangreb, herunder systemer, som kan forhindre hacking af kritiske infrastrukturer som banker, elnet og militære kommando- og kontrolsystemer. Den voksende kompleksitet og automatisering i cyberkrigsførelse stiller enorme krav til både teknologisk udvikling og international regulering for at undgå ukontrollerede eskalationer og utilsigtede følger.

Det er afgørende at forstå, at cyberangreb ikke kun er tekniske problemer, men dybt forbundne med geopolitik, militær strategi og international sikkerhed. Digital infrastruktur bliver et centralt mål i konflikter, og evnen til at beskytte denne infrastruktur bliver afgørende for både national suverænitet og global stabilitet. Samtidig skaber integrationen af AI og avancerede teknologier nye risici, der kan destabilisere kerneelementer i international afskrækkelse og øge faren for både cyber- og konventionelle krige.

Hvilke paralleller kan drages mellem Mussolini og Donald Trump?
Hvordan opnå balance og styrke gennem avancerede øvelser: En træningsplan for bedre mobilitet
Hvordan skaber man en sund og velsmagende skål?
Hvordan sikrer man validitet og pålidelighed i forskningsresultater?