Jainismen fremhæver et dybt fundamentalt forhold mellem menneskets indre liv og dets ydre handlinger. Hver følelse og hver handling, der udspringer af vrede, stolthed, bedrag, grådighed, kærlighed, had, illusion, undfangelse, fødsel, død, helvede, dyreliv og smerte, er forbundet i et kædeforhold. En, der kender vrede, kender stolthed; en, der kender stolthed, kender bedrag; en, der kender bedrag, kender grådighed, og så videre. Hver enkelt af disse tilstande er en forlængelse af den forrige, og på denne måde hævder jainismen, at en vis mand bør undgå dem alle. Dette kan virke som en simpel liste, men i virkeligheden afslører det en dyb filosofi om, hvordan et menneske bør leve for at undgå den lidelse, der stammer fra disse sjælelige forurenende kræfter.

Jainismen tilbyder ikke kun en vision af, hvad man bør undgå, men giver også en instruktion til en livsstil, der er fri for begær, handlinger og deres følgevirkninger. En sådan person, som undgår at skade levende væsener og afslutter sine handlinger, opnår en vis ophøjet tilstand. Han har nået en forståelse, som gør det muligt for ham at bryde ud af samsara, den evige cyklus af fødsel og død. Her finder vi en klar opfordring til at integrere etisk adfærd i både praktiske og åndelige dimensioner af livet.

I Jainismens lære er det vigtigt at bemærke, hvordan handlinger, der skader levende væsener, ikke kun er moralsk forkerte, men også skaber åndelige bånd, som hindrer opnåelsen af visdom og frihed. For jainerne er begreber som smerte, død og helvede ikke kun fysiske tilstande, men også mentale og åndelige fænomener, der opstår som følge af dårlige handlinger. Det er gennem kontrol og afholdenhed, at en person kan opnå visdom, og det er gennem undgåelse af de oprindelige syndige handlinger, at han kan befri sig selv fra de karmiske konsekvenser, der ellers vil binde ham til yderligere lidelse.

Der er en markant opdeling i, hvordan munkene og lægfolk praktiserer jainismen. Munkene, især digambaras, som bærer ingen tøj og lever et liv i fuld afholdenhed fra materielle besiddelser, adskiller sig klart fra den mere praktiske tilgang, som lægfolket tager. Lægfolkene kan stadig følge de grundlæggende etiske præcept, men med større frihed i forhold til de materielle aspekter af livet. Selvom den monastiske vej er den højeste vej til oplysning, åbner Jainismen også op for muligheden for, at lægfolket kan bidrage til deres egen åndelige udvikling gennem aktiviteter som velgørenhed og forsigtighed i deres erhverv.

Jainismen omfavner et universelt princip om ikke-skadende, som manifesterer sig i, hvordan samfundet ser på arbejde og erhverv. Erhverv, der involverer skade på levende væsener, som jagt eller husdyrhold, er generelt uønskede. Der er dog også en erkendelse af, at nogle erhverv er uundgåelige for at opretholde samfundets funktion. Derfor anerkender jainismen erhverv som handel som mere accepterede, da de forårsager mindre skade på levende væsener.

Den højeste form for død, ifølge Jainismen, er at afslutte livet ved frivilligt at give slip på sin krop gennem faste og meditation. Denne handling, som er et valg og ikke et resultat af ydre omstændigheder, er en manifestation af den totale kontrol over kroppen og sindet. Dette syn på døden, som en kontrolleret og bevidst afslutning, står i stærk kontrast til den almindelige opfattelse af død som noget, der bare sker, når kroppen bryder sammen. I stedet ser Jainismen døden som en proces, som individet selv kan forme, når han er mentalt og åndeligt forberedt.

Desuden er den jainske opfattelse af samfundet både inkluderende og ikke-diskriminerende, især i forhold til kaste og sociale grupper. Jainismen betragter den idealiserede Brahman som et mål for alle at stræbe efter, uanset fødsel. Denne filosofi opfordrer til at hæve sig over ydre sociale betingelser og værdsætte individets egen åndelige udvikling.

Der er dog advarsler mod visse sociale relationer, som kan føre til åndelig nedgang, især når det gælder kvinder, som i Jainismen betragtes som en potentiel fare for munkenes kyskhed. Men Jainismen har også etableret et monastisk system for kvinder, hvilket betyder, at kvinder også kan søge åndelig oplysning gennem den samme disciplin, som mænd følger.

Endvidere er jainismen praktisk og filosofisk fleksibel. Den indser, at det er umuligt for alle at leve som munk, og derfor tilbydes der alternativer for lægfolkene, der stadig stræber efter åndelig oplysning. Denne tilpasningsevne har gjort Jainismen til en levedygtig tro gennem århundreder, som både respekterer de individuelle valg og samtidig opretholder sine fundamentale etiske standarder.

Hvordan tidlige bosættelser i det sydlige Asien afslører overgangen fra nomadisme til landbrugssamfund

De tidligste spor af menneskelig bosættelse på det centrale og sydlige asiatisk subkontinent stammer fra det 5. årtusinde f.Kr. Arkæologiske udgravninger i områder som Kalat-plateauet, Mundigak, og de mange tidlige landsbybosættelser langs floderne Gomal og Zhob giver et indblik i de langsomme, men fundamentale ændringer, der prægede disse samfund. Forfattere som Beatrice de Cardi og J. M. Casal har gennem deres arbejde i midten af det 20. århundrede kortlagt flere kulturelle faser, der markerer overgangen fra semi-nomadiske livsformer til mere etablerede landbrugsbaserede samfund.

I Kalat-området i det sydlige Afghanistan, hvor udgravningerne i 1948 og 1957 afslørede fem klare besættelsesperioder, er det tydeligt, at de tidlige samfund, i Period I, boede semi-nomadisk. Der blev ikke fundet spor af bygninger, men den anvendte keramik afslørede en velforberedt produktion af drejede buff-bakker, nogle af dem med brændt rød slip, hvilket indikerer en begyndende specialisering af produktionen. Det første spor af permanente bosættelser dukkede op i Period II, hvor man fandt mudderbygninger på stensokler, som var noget af en teknologisk udvikling. I Period III og IV begyndte man at anvende bearbejdede sten til bygning af boligstrukturer, og der opstod et mere organiseret samfund, som udviste større kontrol over landbrugsjord og husdyrhold.

Mundigak, en vigtig bosættelse beliggende langs en nu tør flodbænk i det sydøstlige Afghanistan, har også været genstand for udgravninger i 1950'erne og 1960'erne. I Period I viser de tidligste lag ingen tegn på permanente strukturer, men sporene af små husceller og forenklede solstøbte murværk i senere faser afslører begyndende landbrugsaktivitet. I fase 4 og 5 kunne arkæologerne identificere større huse og et system af brønde, hvilket tyder på etablering af en mere permanent bosættelse. Pottery fra denne periode var generelt drejet, og man fandt også fund af alabasterkrukker og stenhuggede våben. Dertil fandtes der tidlige metalgenstande som en nål og en lille bøjet kniv.

I det nordøstlige Baluchistan, omkring floderne Zhob og Anambar, afslører udgravninger på steder som Sur Jangal, Dabar Kot og Rana Ghundai vigtige elementer af tidlig landbrugspraksis. Bygningerne ved Sur Jangal blev opført i ler, og der er en bemærkelsesværdig mængde husdyrknogler, især fra kvæg, hvilket indikerer, at kvægavl var en central aktivitet i samfundet. Desuden er keramik fra denne periode præget af malerier af stammeboskaber af humpede og ikke-humpede okser, som kunne have haft en religiøs eller rituelt betydningsfuld funktion.

Rana Ghundai, som blev udgravet i 1930’erne og igen i 1950’erne, afslørede fem besættelseslag, hvor Period I indikerede en semi-nomadisk livsstil uden store strukturelle bygninger. I Period II begyndte samfundet at anvende drejet keramik med dekorative friser, der fremstillede humpede okser. I Period III kan man observere ændringer i stilen, og det er tydeligt, at samfundene i regionen begyndte at udvikle sig i retning af mere etablerede landbrugssamfund med en stærkere religiøs og social struktur.

På steder som Gumla og Rahman Dheri, hvor udgravninger fandt sted i 1970’erne, afsløres en tidlig overgang fra en-ceramisk til keramisk periode. I Period I var samfundene a-ceramiske, men i Period II begyndte de at fremstille keramik, som blev dekoreret med geometriske mønstre og billeder af kvæg og fisk, hvilket understøtter den øgede værdi af husdyrhold og jagt. I denne periode begyndte man også at lave terracottafigurer, herunder kvindelige figuriner og figurer af okser, som er karakteristiske for de tidlige indoeuropæiske kulturer i Centralasien og det sydlige Asien.

De tidligste bosættelser i området omkring Potwar-plateauet i Punjab viser også begyndende overgange mod mere permanente former for byggeri og landbrug. I Sarai Khola, som blev udgravet i slutningen af 1960'erne, var de første perioder præget af håndlavet keramik og et stort antal mikrolittere, som peger på et samfund, der levede af jagt og småskalalandbrug. Denne overgang fra en mere mobil til en mere fastlivsform var en langsom proces, hvor man, i takt med øget landbrugsproduktion, begyndte at forstå vigtigheden af at kontrollere og udnytte naturressourcerne på en mere organiseret måde.

Denne overgang er ikke kun af teknologisk og økonomisk karakter, men har også betydning for forståelsen af de sociale og religiøse strukturer, der udviklede sig i denne periode. Mange af de fundne figurer, som "Zhob mother goddess"-figurinerne, indikerer en udvikling af religiøse eller kultiske praksisser. Det er muligt, at disse tidlige samfund praktiserede former for religion, der var tæt knyttet til landbrugets cyklusser og kvægavl, og at sådanne overbevisninger spillede en central rolle i deres daglige liv og samfundsstruktur.

De arkæologiske opdagelser i denne region giver os et væld af information om, hvordan tidlige samfund langs de store floder i det sydlige Asien tilpassede sig deres miljø og udviklede de nødvendige teknologier og sociale strukturer, der muliggjorde en overgang fra nomadisme til mere permanente landbrugssamfund. Samtidig giver de os en forståelse af, hvordan religion, kultur og teknologi blev vævet sammen i de tidligste perioder af menneskets historie.

Hvordan Netflix' Simian Army og AI Testautomatisering Forandrer Softwareudvikling
Hvordan former kunstig intelligens fremtidens krigsførelse?
Hvordan Begynder Man At Tegne? Grundlæggende Tegneteknikker og Hvordan Man Udvikler Sin Stil
Hvad gør folketro og eventyr tidløse og universelle?