Slangen—visdom, list, styrke, smidighed. Det væsen, som kaster sin gamle hud og genfødes ren og ny, når tiden er inde. Et billede på evig forvandling og cyklisk skæbne. Når Chinchilla, med lysende øjne, peger på slangeringen og bemærker: "Den bider sig selv i halen," ser han ikke blot et smykke, men et tegn. En evig cirkel. Et varsel.

Men Prem, som endnu ikke kan finde hvile, hjemsøges af ordene: “Forbandet være du frem for alt kvæg og frem for alle dyr på marken; på din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dine dage...” Ordene kommer til ham uden varsel, som en gammel stemme i mørket. De forstyrrer ham. Måske kender han dem, måske er de hans egne. Men deres tilstedeværelse ændrer alt. De kaster skygger over natten, og da han ser sig selv i spejlet, er det ikke sit sande jeg han møder, men et forvrænget, gammelt, brugt billede. Spejlets sølv er blegnet, det skjuler ikke længere noget. Illusionen er blotlagt. Men under det slørede glas er han stadig ung, stadig i stand til at spille sin rolle.

Chinchilla afbryder morgengryet med sin teatralske optræden i guldpyjamas og med fornem tale. "Store ting står for døren. I dag er en af de Dage.” Dagen må indvies med præcision—ikke med handling, men med ord. Det rigtige ord, på det rigtige tidspunkt, ind i det rigtige øre. “Vi skal inseminere nogen gennem ørerne,” siger han med glimt i øjet, men uden ironi.

Prem, stadig fastlåst i søvnens og tankens slør, foreslår sin historie. En fortælling om begær, manipulation og forfængelighed forklædt som kærlighed. En skuespiller, feteret og feterende, fanget i sin egen maske, ønsker frihed fra sin hustru. Hun er blot et irritationsmoment, “et grus i øjet”, men trofast og uden fejl. Han ønsker den unge pige, den romantiske idé. For at slippe fri iscenesætter han et mord. I sin elskerindes pels og paryk forvandler han sig til hende og skyder sin hustru. Vidnerne ser hende. Beviserne peger på hende. Og den ældre skuespiller kan begynde forfra.

Men alting har sin pris. Da han vender hjem for at fejre sin sejr, banker det på døren. Det er ikke politiet, ikke hævnen, men hans egne børn. "Daddy!" råber de og stormer ind.

Hvordan formår en person at skabe en aura af magt og storhed omkring sig?

Jeg er i virkeligheden ypperstepræsten for en Gud. I går blev en ung skuespillerinde opdaget i sengen med en kontordreng på seksten år, hvis fingre var sorte af blæk. Han havde fortalt hende, at han fyldte Chinchillas blækhoveder og lovet at lægge et godt ord ind for hende. Forestil dig da min magt og min herlighed – storheden af Edgar Prem, der kalder Chinchilla “Walter” og spiser frokost med ham. Chinchilla var nærmest uden midler og fuldstændig ukendt, da jeg mødte ham, men han formåede altid at få folk til at føle sig betydningsfulde gennem sin anerkendelse.

Hans lakaj, en dreng på fjorten, betragtede sig selv som en lille Lord Privy Seal. Chinchilla havde aldrig en sekretær – kun statssekretærer. Bud drenge i hans tjeneste blev til kurerer; selv de gamle kvinder, der skrubbede hans kontorer, anså sig selv som hofdamer og bar deres sjaler og hatte med en vis mystik. Han kunne altid få sine underordnede til at føle sig storslåede. Jeg tror meget af hans storhed hviler på denne evne.

Jeg var aldrig baron, men Chinchilla insisterede på at kalde mig Baron de Prem, indtil jeg næsten begyndte at tro, at jeg virkelig havde arvet sådan en titel. Han kunne altid være mere overbevisende end den ærlige sandhed. En gang havde vi en elektriker ved navn George; men en dag, i et øjebliks lunefuldhed, kaldte Chinchilla ham Sebastian. Fra det øjeblik hed han Sebastian, også hans kone kaldte ham Sebastian. Chinchilla kunne inspirere mænd og kvinder til en fanatisk tro på hans ufejlbarlighed.

Han købte en Delage, så stor som en ligvogn, fik den malet citron-gul og fandt i en afkrog en udsultet gammel soldat ved navn Ted til chauffør. Chinchilla hentede ofte folk op fra renden og rekonstruerede dem efter sin vilje. Ted, der engang havde været sergent i et eliteregiment, udviklede sig til en ophøjet og foragtelig skikkelse som Chinchillas chauffør. Han brugte mange timer på et puslespil, “Fang tigeren”, hvor man skulle rulle små kugler ned i huller i hjørnerne. Jeg har set Ted anstrenge sig til det yderste, svede i panden over den sidste kugle, som rullede i hullet, men de andre kugler røg ud igen. Så sukkede han: “Det er umuligt, sir. Det kan ikke lade sig gøre. Noget er galt med denne dims: det er umuligt. Tag Mr. Chinchilla til at gøre sådan noget her, sir.”

Tag for eksempel den stakkels Tito Cenci, der drev Hotel Cenci. For tyve år siden var han en kraftig mand med brændte tændstik-øjenbryn og et slidt, børstet overskæg. Hans mund og øjne var runde, altid med et udtryk af behagelig overraskelse, som om han netop havde pustet en rygring. På bagsiden af et visitkort skrev Chinchilla: "Giv min ven Baron de Prem din særlige opmærksomhed." Det virkede som et mærkeligt nyt stof. Da jeg viste kortet til Tito, trak han vejret dybt og kiggede på mig med tårer i øjnene fyldt med kærlighed og hengivenhed. Så gik han i kontrollerede hysteri, som en lykkelig restauratør. Jeg var ven med Chinchilla? Basta! Det var nok, det var skønt.

Han ville finde mig et værelse, sove på kullene for at gøre plads til en ven af Mr. Chinchilla, sove på gaden om nødvendigt. Han snusede som en gammel spaniel, fyldt med uudsigelig tilbedelse, satte mig i en blød stol, hældte et glas sherry op og jagtede en flue væk fra mit hoved. “Han er også adelig, Monsieur le Baron,” sagde Tito. “Mr. Chinchilla er en stor adelsmand, en fin mand, en smuk mand, Monsieur le Baron.” “Kald mig bare Monsieur Prem, tak,” sagde jeg. “Ah, der taler den sande adelsmand! Ligesom Mr. Chinchilla. Så rar, så dejlig! Der er et værelse med nyt bad. Du vil kunne lide det?” “Bare det er rent og ikke for dyrt,” sagde jeg. “Jeg sørger for det! Kan du lide fjer-seng? Jeg ordner det. Sig mig, hvilke blomster du bedst kan lide, jeg ordner det.”

“Det er ikke nødvendigt at gøre sig alt det besvær, Monsieur Tito.” “Besvær? Nej, nej, nej! For Mr. Chinchilla?” Han kyssede sine fingerspidser. “For ham, alt jeg har!” “Du kan godt lide Mr. Chinchilla, ser jeg.” “Kan lide? Mig? For Mr. Chinchilla løber jeg til helvede, jeg hopper ned i et hul!” Han hældte mere sherry op, tilbød mig en tyrkisk cigar, fyldte sine lunger og fortalte sin historie.

Tito havde været tjener på en berømt restaurant i City og sparet omhyggeligt op til at starte sin egen restaurant. Efter mange år havde han samlet fem hundrede pund. En dag sagde en rig kunde, der spiste ved hans bord hver dag: “Køb sådan og sådan, og du fordobler din kapital på fjorten dage.” Tito købte aktier for sine fem hundrede pund, men på syv dage var kapitalen faldet til syv pund og ti shilling, og hans livsopsparing var væk i det finansielle kaos. Han var knust. Chinchilla, der lejlighedsvis spiste på restauranten, så hans sorte elendighed og spurgte, hvad der var galt. Efter kaffen fortalte Tito hele sandheden.

“Det er din egen skyld for at være sådan en idiot,” sagde Chinchilla, bestilte regningen og kiggede grundigt på hver post. Den lød på fem shilling og trepence. Chinchilla fandt ud af, at han var ude af penge. “Det gør ikke noget,” sagde Tito sørgmodigt, “næste gang går det bedre.” Men Chinchilla stirrede på ham med hovmodig forbløffelse, skrev en check, kastede den på bakken og sagde: “Behold resten.” Tito kiggede på checken og besvimede; den lød på fem hundrede pund, fem shilling og trepence. De hældte vand i hans ansigt og fik ham til at komme til sig selv igen. Han rejste sig, løb ud og startede Hotel Cenci, der straks gik godt. Da han ville betale pengene tilbage, kiggede Chinchilla på ham og sagde: “Det var ikke et lån. Det var et tip.”

“Behold resten og køb dig et lille hotel” – sådan gjorde Chinchilla. Titos stemme dirrede, når han tænkte på det. “Lad mig ordne det; jeg gør alt for at glæde dig – intet er for stort et besvær for mig. Det er en fornøjelse.”

Senere sagde han til mig: “Snart skaffer jeg dig nogle beccaficos.” “Hvad er beccaficos?” “En lille fugl, der lever af figner; en stor luksus – beccaficoen er næsten uddød.” “Men hvorfor skulle du gøre dig alt det besvær?” “Beccaficos er umulige at få fat i. Jeg skaffer dem til dig!” Han lukkede øjnene og smilede. Hjemme kendte jeg en gammel romantisk rengøringskone, hvis mand var gadesoprer: hun sagde engang, “Han er bedre end ingenting, dog – jeg lukker øjnene og tænker på Jan de Reszke.” Tito lukkede sine øjne og tænkte på Chinchilla.

Den magt og storhed, som Chinchilla udøvede, var ikke kun et spørgsmål om økonomi eller position. Den bestod i evnen til at opbygge illusioner, få mennesker til at føle sig betydningsfulde og vigtige. Han transformerede mennesker, gav dem nye navne, nye titler, nye identiteter. Hans magt lå i at få folk til at tro på noget større end sig selv – en tro på ham, og gennem ham en tro på deres egen værdi. Det er denne slags magt, der kan forme liv, bygge imperier eller vælte dem. Bag facaden er der ikke blot en mand, men et spil med menneskelig psykologi, drømme og behov for anerkendelse.

Det er vigtigt at forstå, at denne form for magt bygger på menneskets behov for at høre til, blive set og blive værdsat. Det er ikke blot autoritet, men evnen til at skabe relationer, hvor selv de mest ydmyge føler sig ophøjede. Magt kan derfor være både konstruktiv og destruktiv, alt efter hvordan den anvendes og forstås. Den sande kunst består i at kende grænserne for illusionens magt og respektere den menneskelige kerne bag de roller, vi spiller.

Hvordan "Brown Sugar" Repræsenterer Sorte Kvinders Seksualitet i Pornografi
Hvordan Historiske Klasse Dynamikker Driver Klimapolitik i Costa Rica og Latinamerika
Hvad er den virkning af naturen på vores velvære?