Rusland, badet i blod: Artiom Vesjolijs revolutionære roman

Artem Vesely "Rusland, vasket i blod"

Vesely Artem (rigtigt navn: Kochkourov Nikolaj Ivanovich) (1899, Samara – 1938, i fængsel), russisk prosaforfatter. Han begyndte at arbejde som 14-årig, og i 1917 meldte han sig ind i Bolsjevikpartiet, var agitator og skrev for aviser, hvor han offentliggjorde flere essays og noveller. Han var en soldat i den Røde Hær og sømand i Sortehavsflåden. I 1921 offentliggjorde han i tidsskriftet "Røde Nyheder" novellen "I landsbyen på Maslenitsa" og stykket "Vi", som handlede om revolutionens og borgerkrigens begivenheder, og i 1923 blev hans novelle "De brændende floder" offentliggjort i tidsskriftet "Den unge garde". Hans hovedværk blev romanen "Rusland, vasket i blod" (delvist offentliggjort i 1929, helt i 1932), som Artem Vesely arbejdede på og ændrede gennem hele sit liv. Romanens handling finder sted i Volga-regionen og Kuban, hvor kampen for et nyt liv udfolder sig, en stor forandring sker, og en århundredgammel historie brydes ned, hvilket medfører både lykke, men også fortvivlelse og sorg; alle forbud er brudt, alle værdier er mistet, og hjem og familier er ødelagt. Uden at afslutte romanen begyndte forfatteren at arbejde på værker, der beskrev Eremaks erobring af Sibirien (romanen "Gå, Volga", 1932; stykket "Gå, Volga", 1933; filmmanuskriptet "Erobrere", 1935). Fra 1927 og indtil hans arrestation arbejdede forfatteren på en cyklus af prosadigte "Hypoteser", som aldrig blev afsluttet. I hans levetid blev kun et par prosadigte offentliggjort, og en stor del af hans arkiv gik tabt ved hans arrestation. I 1937 blev forfatteren arresteret, hans bog "Rusland, vasket i blod" blev kaldt for injurierende, og i 1938 blev han henrettet.

Roman. Uddrag "Med døden over døden"

I Rusland var der revolution – jorden, som en mor, rystede
og den våde jord, den hvide verden blev mudret…
Den verden, rystet af krigens orkan, vaklede, beruset af blod.
Krydsere og slagskibe pløjde gennem havene og oceanerne og spydte torden og ild. Bag skibene sned sig ubåde og minestrygere, der tyngede de vandfyldte ødemarker med dødsens korn.
Fly og luftskibe fløj østpå og vestpå, sydpå og nordpå. Fra skyernes højder kastede piloten glødende kuller ned i menneskers samlinger, i byernes flammer.
På Syrien og Mesopotamiens sand, på de kraterfyldte marker i Champagne og Vogeserne krybte tankene, der knuste alt på deres vej.
Fra Østersøen til Sortehavet, fra Trapezund til Bagdad, klinger krigens hammer ubønhørligt.
Rhein, Marne, Donau og Neman flød med blodet fra de krigende folk.
Belgien, Serbien, Rumænien, Galicien, Bukovina og Tyrkisk Armenien var opfyldt af flammerne fra brændende landsbyer og byer. Veje… På de blodige og tårevædede veje marcherer hære, artilleri, konvojer, lazaretter og flygtninge.
Mørke – i den blodrøde glød – gik året 1916 mod sin undergang.
Krigens segl høstede menneskeliv som æg.
Kirker og moskeer, kirker og katedraler var fyldt med grædende, sørgende, jamrende mennesker, nedknebne.
Tog med brød, kød, rådne konserver, rådne støvler, kanoner, granater rullede… Og alt dette blev slugt af fronten, blev nedslidt, revet, skudt.
I sultens og kuldens jerngreb vred byerne sig, op mod himlen rejste sig landsbyernes klager, men uden ophør rungede krigens trommer, og kanonerne brølede vredt, overdøvende børns døende klynk, kvinders og mødres skrig.

• Krig indtil sejr!
  Militære eliter og pengefolk hævede glassene med kogende vin.

• Krig indtil sejr!
  Og der – på markerne – skovlede ildens koste som affald de tyske arbejderne, Donbass-gruvearbejderne, beduinerne fra Arabien, havearbejdere fra bredden af Gangesfloden, havnearbejdere fra Liverpool og ungarske hyrder, proletarer fra forskellige racer, stammer og dialekter og bønder, der slidte med sved for at brødføde sig på deres fædres og bedstefædres jord.
  Kors og grave, grave og kors.
  Balkanerne, Kurdistan, Karpaternes dale, Polens jord, Verdens forsvarsfæstninger og Maas-højderne var propfyldt med soldaters kød.
  I Rur og Krivoy Rogs miner, i Sibirien og på de kemiske fabrikker i Tyskland – de mest tvungne arbejder – arbejdede krigsfanger. Krigsfanger led i lejre bag pigtråd, de afsluttede deres liv under SS-mænd og sergenter, de døde i barakkerne af sorg, sult og tyfus.
  

  Lazaretter… Tilflugtssteder for sorg, tilflugt for lidelser… De der var lemlæstede, forfrosne, skadede, forgiftede med gas – med knuste knogler og stinkende sår – tumlede rundt på sengen og operationsbordene, hvor blodet blandede sig med pus, tårer med forbandelser, stønnen med bønner for forældreløse børn og håbløshed med ødelagte drømme.
  
  Benløse, armeløse, blind, døv og stum, vanvittige og halvdøde, de bankede på dørene til kontorer og velgørenhedsorganisationer.