Kan økonomisk vækst forenes med økologisk bæredygtighed?

Debatten mellem postkeynesianske og økologiske økonomer kredser om et fundamentalt spørgsmål: er vækst et middel til menneskelig fremgang, eller en hindring for planetarisk overlevelse? Postkeynesianismen, med dens fokus på fuld beskæftigelse og udnyttelse af ledige ressourcer, er historisk forankret i troen på, at økonomisk vækst løser samfundets problemer. Økologisk økonomi, derimod, betoner begrænsningerne i planetens økosystemer og fremhæver behovet for nedsat eller nulvækst.

Lavoie påpeger, at postkeynesiansk teori sjældent har beskæftiget sig med miljøet. Han fastholder dog en vis teknologisk optimisme: naturressourcer kan genskabes, nye reserver kan opdages, og substitutter kan fremstilles. Denne tilgang overser dog, at faldende miljøkvalitet og klimaforandringer stiller spørgsmålstegn ved selve grundlaget for denne tro på uendelig erstatning. Samtidig opstår et behov for samarbejde mellem postkeynesianske og økologiske økonomer – et samarbejde, der allerede viser sig i de nye makroøkonomiske modeller, som forsøger at forene beskæftigelse, stabilitet og bæredygtighed.

Mellem 2014 og 2017 dukkede en række postkeynesiansk inspirerede modeller op, der forsøgte at inkorporere økologiske hensyn i makroøkonomiske sammenhænge. De bevægede sig fra ortodokse energitransitionsmodeller til mere heterodokse, post-vækstorienterede tilgange. Fælles for denne litteratur er dens søgen efter svar på, om kapitalismen kan overleve uden vækst, og hvad en bevidst overgang til en stationær eller nedvækstøkonomi betyder for samfundets struktur og værdier.

Peter Victor og Tim Jackson har været blandt de mest fremtrædende inden for denne formelle økologiske makromodellering. Deres arbejde – især med LowGrow-modellen for den canadiske økonomi – forsøger at beskrive overgange mod “bæredygtig velstand for alle”, forstået som menneskelig trivsel inden for planetens grænser. Denne velstand defineres ikke alene økonomisk, men ud fra en neo-aristotelisk forståelse af menneskelig blomstring – et liv i balance med naturen, baseret på kapaciteter og muligheder snarere end forbrug.

Alligevel står deres tilgang i spænd mellem ambition og metode. I bestræbelsen på at kommunikere med det økonomiske mainstream benytter Victor og Jackson sig af klassiske modeller – Cobb-Douglas-produktionsfunktioner, substitutionselasticitet og marginalanalyse – som forudsætter uendelig udskiftelighed mellem kapital og natur. Dermed indlejres deres arbejde paradoksalt i den tankegang, de søger at udfordre. Den formalisme, de anvender for at “dialogisere” med ortodokse økonomer, risikerer at udvande de begrebsmæssige forskelle, der netop adskiller økologisk tænkning fra den vækstbaserede tradition.

Morgan fremhæver, at denne tilpasning til mainstream-rammen er metodisk inkonsistent: hvis lavvækst og nedvækst skal forstås som sociale og institutionelle transformationer, giver det ingen mening at reducere dem til rent tekniske spørgsmål om indkomstfordeling. I sådanne modeller bliver ulighed blot et spørgsmål om tal – ikke om klasse, køn, race eller magt. Den sociale substans forsvinder, og tilbage står en matematisk illusion af kontrol over processer, der i virkeligheden er historisk og kulturelt forankrede.

Hvordan forstår vi økonomiens videnskabelige og filosofiske grundlag i en social-økologisk kontekst?

Økonomi er ikke blot et sæt modeller og teorier, men en disciplin dybt forankret i filosofiske og metodologiske overvejelser, der former, hvordan vi forstår både samfund og natur. I den social-økologiske økonomi bliver disse grundlag særlig centrale, fordi de udfordrer traditionelle opfattelser og søger at integrere flere former for viden og virkelighedsforståelser.

I den ortodokse mainstream-økonomi er naturen ofte betragtet som en ressource, der kan prissættes og integreres i markedet via modeller som neoklassisk økonomi og nye resource economics. Men denne tilgang møder kritik, især fra økologisk økonomi, som påpeger, at mange miljømæssige problemer og samfundsmæssige konsekvenser ikke kan forstås eller løses gennem rent markedsbaserede mekanismer. Her træder begreber som markedsfejl, grænser for vækst og den materielle balances teori frem, som understreger naturens begrænsninger og økonomiens afhængighed af økosystemer.

Filosofisk set udfordres økonomiens metodologiske naturalisme og positivisme ofte i social-økologisk økonomi. Metodologisk pluralisme foreslås som en nødvendig tilgang for at forstå de komplekse samspil mellem natur, samfund og økonomi. Det indebærer anerkendelse af forskellige epistemologier – hvordan vi skaber og validerer viden – og nødvendigheden af at integrere social, økologisk og økonomisk viden. Vidensproduktion ses her ikke som neutral, men som indlejret i sociale og politiske kontekster, hvor ideologier og magtforhold spiller ind.

Den feministiske økonomi og postkoloniale perspektiver tilføjer yderligere lag ved at pege på, hvordan køn, magt og historie påvirker både økonomisk teori og praksis. Forståelsen af, hvordan forskellige stemmer, ofte marginaliserede, kan og bør repræsenteres i økonomiske beslutningsprocesser, er essentielt for en social-økologisk økonomi.

Sammenfattende peger social-økologisk økonomi på, at økonomi må forstås som en interdisciplinær praksis, der kræver en dyb erkendelse af vidensgrundlaget og en bred metodologisk tilgang. Økonomiens rolle er ikke kun at styre ressourcer effektivt, men at bidrage til en bæredygtig samfundsorden, hvor både natur og menneskelig trivsel respekteres og integreres.