Hvordan en Portrætmaler kan Ødelægge eller Skabe en Skæbne

Campion blev stående, undrende over, om der kunne være en skjult hensigt i den pludselige kølighed, som han blev mødt med. Før han kunne nå at afklare det, blev han overrasket af uventet varme fra et andet og lige så indflydelsesrigt hjørne. En lille dame, iført en sensationel kjole, vraltede hen mod ham med en entusiasme, der syntes helt uventet. "Er det ikke Mr. Campion? Hvor er jeg glad for at se dig; jeg har haft fornøjelsen af at møde dig flere gange hos den elskværdige fru Staniland," sagde hun. Campion, der ikke var vant til denne slags overstrømmende opmærksomhed, blev endnu mere forundret, da han genkendte hende som fru Avenham Honiton. Selvom han var blevet præsenteret for hende tidligere, havde hun i lang tid ignoreret ham. Han havde selv forestillet sig, at hendes kølige adfærd kunne skyldes hans manglende respons på nogle let bitre kommentarer, som hun havde delt på bekostning af hans velgører.

"Jeg har sagt til alle, at de skal komme og se det," fortsatte hun. "Du ved hvad jeg mener: det er virkelig fantastisk, helt fantastisk – årets portræt. Den stakkels Miss Elsworth vil vågne op og finde sig selv berømt." Campion kunne ikke undgå at smile lidt over denne uventede ros. "Det, jeg satte så meget pris på i dit billede, var dets fuldkomne sandhed. Det var virkelig forfriskende at se nogen, man kender, portrætteret præcist, som de er i virkeligheden. Og så den charmerende idol; jeg kunne tilbede det idol. Kun du ville have tænkt på at sætte det der."

"Jeg ønskede den stærkeste kontrast, jeg kunne finde," svarede han. "Jeg er meget glad for, at du kan lide resultatet."

Hun vrikkede videre ind i den voksende menneskemængde, og efterlod Campion i en let forvirring, men også med en følelse af ikke helt ubehagelig forundring. "Ved Gud," tænkte han, "jeg må virkelig have gjort et indtryk denne gang, når hun opfører sig så venligt."

Det varede ikke længe, før en ny stemme kaldte hans navn, og han vendte sig for at opdage to kvindelige kunstnere, han havde arbejdet sammen med på Slade for flere år siden. Begge var repræsenteret i udstillingen, men de bad ham ikke at forsøge at finde deres værker. "For efter at have set dit portræt," sagde den ældre af dem, "er vi helt ude af humør til at se på vores små klatter."

"Og åh, Mr. Campion," indskød den yngre, "fortæl os om din mystiske pige. Er hun virkelig sådan?"

"Jeg har måske ikke gjort hende fuld retfærdighed," svarede han, "men jeg mener, at det ligner hende."

"Det er utroligt, at nogen virkelig kan være sådan," sagde de, "tror du, hun ved det?"

"Jeg vil sige så lidt som muligt om nogen af hendes udseende," svarede Campion koldt.

"Og det er derfor, hun satte sig for dig, vil jeg tro? Jeg ville ikke blive overrasket, hvis hun er meget selvglad."

"Jeg er ikke i en position til at sige," svarede han og følte sin irritation vokse. "Men det var på hendes tante’s opfordring, ikke af hendes eget ønske."

"Det kunne hun have nægtet. Jeg ville," sagde den ældre, "men det er et dårligt vindue... Det portræt vil gøre dit navn, Mr. Campion, det vil jeg profetere."

Før han kunne få mere af dette ud af hovedet, stødte han på Lionel Babcock, der kiggede på ham med et underligt udtryk, en blanding af overraskelse, modvilje, foragt og tilfredshed. "Nå, Campion," sagde han, "nu har du gjort det. Og nu, formoder jeg, at du er kommet her for at prale af din præstation?"

"Det kunne man sige, Babcock," svarede Campion hurtigt. "Nå, du har gjort Sybil Elsworth til Londons samtaleemne. Den stakkels pige kan ikke vise sit ansigt denne sæson. Jeg vil gerne vide, hvad der fik dig til at få en så forfærdelig idé i dit hoved!"

Campion så sig omkring, mens han begyndte at føle den mistænkelige fornemmelse krybe op ad ryggen. "Hvad mener du?" spurgte han.

"Du har misbrugt din position som portrætmaler," sagde Babcock. "Du har forrådt hende."

Campion blev rød af vrede. "Du taler om noget, du ikke forstår. Vær venlig at holde dig til de involverede, hvis de er tilfredse med resultatet."

Babcock rystede på hovedet. "Du vil aldrig få den falske uskyld til at gå igennem for nogen," var alt, hvad han sagde. "Men kom, så viser jeg dig, hvad der er galt med portrættet."

Campion begyndte at få en fornemmelse af, at noget var galt, men han kunne ikke forstå, hvad det var. Hvad kunne der være ved hans maleri, som folk, der tidligere havde givet ham komplimenter, kunne finde så bekymrende?

"Du vil finde svaret i det næste rum," sagde Babcock og begyndte at bevæge sig hen imod det sted, hvor portrættet var hængt. Campion fulgte hurtigt efter, sin nervøsitet og frygt voksende for hver skridt.

Da han endelig stod der og så på det, indså han, at kommentaren om den "mærkelige" kvalitet var en reaktion på noget mere dybtliggende – en forståelse, som han måtte finde i sig selv. Hvad var det, som skabte den skuffelse, han nu kunne mærke breder sig gennem menneskene omkring ham?

Så som han stod der, kunne han ikke undgå at undre sig over, hvordan et eneste billede kunne have en så uforudsigelig magt. For hvem var det egentlig, der blev portrætteret i dette værk?

Kan et menneske stole på sine egne sanser, når virkeligheden synes at forvride sig?

Da Nebelsen, hans Chela, trådte ind, kom nyheden som et spyd. “Så tror du endelig?” spurgte han. Campion lo hult. “Tro på hvad? At en afgud kan ødelægge mit liv?” Hans blik faldt på idolens ansigt – det lille billede med de nedslagne øjne, som om det bar på en stille, uundgåelig sorg. For Campion var det for absurd at tro, og dog, mens han tørrede afguden med et stykke venetiansk broderi, følte han en skælven, som om handlingen ikke var uden konsekvens. En forvandling syntes at ske – ikke i afguden, men i ham selv. Pludselig var farverne tilbage, og frygten blev større end før. Hvad hvis det var rigtigt? Hvad hvis hans blik var blevet forhekset?

Nebelsen indrømmede tøvende, at hans mester ikke forstod “denne verden” – ikke dens moral, ikke dens handel, ikke dens skygger af ansvar. For ham var dette blot et jordisk bagatelspørgsmål. Men for Campion var det hans liv, hans kunst, hans samvittighed. At adlyde ville være at handle imod alt, han mente rigtigt; at nægte var at fortsætte i et mareridt uden vej ud. Og Chelaen, bundet af sin egen lydighed, trak sig tilbage: han kunne ikke hjælpe, hvis Campion trodsede rådet. “Det er okkult etikette,” sagde Campion bittert. “At åbne mine øjne, men lade mig kæmpe alene?”

Her, i spændingsfeltet mellem tro og tvivl, mellem kunst og moral, står Campion som et billede på den moderne menneskelige tilstand. Han har søgt indsigt, og den indsigt har kostet ham hans tryghed. Hans hænder ryster; han er blevet en fremmed for sit eget blik. Den afgud, som han måske selv har gjort mægtig ved at tro på dens magt, er nu både et fysisk objekt og et spejl for hans indre verden.

Hvordan håndterer man uhensigtsmæssige ting, man ikke kan slippe af med?

Hvad skulle han gøre med denne ting? Han måtte gøre noget hurtigt, for klokken var sen, og han ville ikke give den længere ophold. At forsøge at slippe af med den igen var en håbløs opgave—det ville ikke lykkes, for han vidste, at den ville vende tilbage. Campion vidste, hvad han var oppe imod, og nu vendte tankerne tilbage til Nebelsens uafklarede advarsel. Hvad nu, hvis den person, der havde givet ham denne advarsel, blot havde været en skikkelse som den kendte, ukendte orakel? Hvad nu hvis statuen, ligesom et uønsket klassisk skygge, kun ønskede en ordentlig begravelse?

Denne tanke faldt til jorden som en lettelse, og han begyndte sin opgave. Han pakkede statuen ind i et stykke stoffet, som allerede var blevet ødelagt i sin tidligere tjeneste, og greb en paletkniv, som var det bedste værktøj han havde til rådighed. Under den kvælende og tæt luftige nat, hvor selv månen så hæmmet ud i sin rødme, kæmpede Campion med at grave et ordentligt hul. Det var sværere og varmere arbejde end han havde troet. I det fjerne kunne han høre tunge støvler fra en nattevagt, der marcherede ned ad gaden. Campion rørte sig ikke; der var ingen politiordning, der forbyder en mand at begrave sine husguder i sin egen have, selvom det måtte virke en smule excentrisk. Han vidste, at han måtte komme til en beslutning—det kunne ikke stå i hans hus længere. Da han endelig var ved at afslutte arbejdet, bemærkede han, at de tunge skridt nærmede sig hans hus.

Campion forsikrede ham, at hans handlinger var lovlige og ikke skadelig, men det var tydeligt, at samtalen var mere end blot et møde med en nattevagt. Det var et skæringspunkt mellem det gamle og det nye, mellem de restriktioner, der tidligere havde været pålagt, og den nye frihed, man havde opnået.

Dette bringer os til en vigtig refleksion: Når noget er blevet en del af ens liv, en genstand, et objekt, som tilsyneladende ikke vil forlade en, hvad gør man så? Hvordan forholder man sig til ting, man ikke længere ønsker, men som på en eller anden måde bliver en del af ens hverdag? Det er ikke blot en handling, men en symbolsk opgave. Når noget, som måske er blevet en byrde, ikke kan fjernes, er det vigtigt at finde en måde at integrere det, om ikke i harmoni, så i forståelse. For som vi ser med Campion, er der en vis forståelse, der kommer fra at acceptere, at nogle ting er ude af vores kontrol, selv når vi gør alt for at slippe af med dem.

Kan en idol have onde kræfter? En teosofisk undersøgelse af en jain-idols indflydelse

"Jeg er kommet for at vise jer, hvorfor denne idol ikke er, som I tror," sagde han. "Det er ikke blot et buddhistisk symbol. Nej, det er sandsynligvis en jain-idol, og det er en helt anden sag." Denne opdagelse var ikke kun et spørgsmål om at skelne mellem to religiøse traditioner, men også et skridt i retning af en dybere forståelse af, hvad en sådan idol kunne betyde – eller gøre.

Ifølge Nebelsen er Jaina-idoler ikke blot billeder af en hellig person, men repræsentationer af dem, der gennem deres liv er blevet hædret som store åndelige figurer. Dog er der en tradition i jainismen, der rummer et mørkt kapitel: en forfalsket helgen, en, der på et tidspunkt blev anerkendt som en tirthankar, men senere viste sig at være en bedrager. Det var den slags figur, Nebelsen mente, at denne idol kunne være en rest af. En figur, hvis falskhed kunne give genlyd, selv efter døden.

"Sådan en figur," fortsatte han, "skaber en aura, ikke kun fordi den blev skabt som en hellig figur, men fordi den blev lavet af en person, der var i stand til at manipulere de kræfter, som yogier og fakirer kan. Og når sådan en figur er i verden, bærer den på den energi, som har været ved dens skaber. Selv efter døden kan denne energi stadig udstråle fra den, som en magnet, der tiltrækker eller afviser."

Denne idé om, at en "falsk" åndelig leder kunne have en slags negativ energi, som kunne overleve ham, når han var død, blev udfordret af flere i rummet, men Nebelsen fortsatte urokkeligt. Han beskrev, hvordan den åndelige forfalsker kunne have været i stand til at skjule sine sande intentioner under en maske af ære og renhed. Den indre strid, han beskriver, var ikke bare en kamp for magt på jorden, men en kamp for at kontrollere de åndelige energier, der blev frigivet ved hans handlinger.

Sybil, der var tilstede under denne forklaring, var fast besluttet på, at hendes far skulle høre dette, men hendes far, der var langt mere skeptisk, var knap nok interesseret. Alligevel følte han en underlig træthed ved at afvise det hele. Måske, tænkte han, var det alligevel værd at høre på, før de trak en slutning.

For læseren er det vigtigt at forstå, at disse ideer ikke bare handler om at identificere rigtige eller forkerte religiøse overbevisninger, men om at stille spørgsmål ved, hvad der virkelig definerer åndelig sandhed og renhed. Er det nok at efterligne den ydre praksis og skabe et billede af det hellige, eller kræver det noget dybere – noget ægte – for at frigive de kræfter, som sådanne symboler og billeder kan bære med sig? Det er en udfordring til, hvordan vi forholder os til åndelighed, og hvordan vi vælger at lade den påvirke vores liv og den verden, vi lever i.

Hvordan afslører man det usynlige, og hvad betyder det for vores forståelse af virkeligheden?

En tidlig observation kan ofte give anledning til dybere undren. Når Yarker, politimanden, ankommer til Campions hus, er han langt fra den arrogante, magtfulde figur, man kunne forvente af en person i hans position. Hans tilbageholdenhed afslører en interessant dynamik i forholdet mellem magt og sårbarhed, hvilket skaber en grundlæggende forståelse af hans besøg. Det, han afslører, er et forsøg på at rette op på en situation, der er langt fra hans kontrol – et forsøg, som både afslører hans egne usikkerheder og det komplicerede spil mellem autoritet og retfærdighed.

Yarkers opførsel understreger, hvor let et menneskes virkelighed kan ændre sig, og hvordan et enkelt øjeblik af fejlagtig observation kan føre til fatale konsekvenser. Han står ved døren og forklarer, hvordan han, i sin iver for at følge reglerne, har opfattet en situation på en helt forkert måde. I stedet for at være en forsvarlig og rationel handling, viser det sig, at hans forståelse af virkeligheden er skæv, hvad der bringer ham til en tilstand af undskyldning og forsigtighed.

I hans beretning om hændelsen afsløres en kompleks blanding af magt og svaghed, der ligger i politiets beslutningstagning. Yarkers forklaring af, hvordan han greb ind, da han så noget, der i hans øjne lignede et menneskebarn, afslører en dyb mistillid til sine egne observationer og en interesse i at beskytte sin karriere fremfor en mere åben tilgang til virkeligheden. Hans opførsel står i skarp kontrast til den usynlige, men farlige virkelighed, han står overfor – og som han forsøger at forstå gennem sine egne begrænsninger.

Det er her, at hele forståelsen af det usynlige bliver endnu mere væsentlig. I historien bliver det klart, at virkeligheden ikke altid er, som den ser ud til at være. En enkelt fejlagtig opfattelse kan føre til, at noget, der tilsyneladende er harmløst, opfattes som en stor trussel. Denne usynlige virkelighed er ikke kun fysisk, men også psykologisk og kulturel. Hvad vi ser med vores øjne, er kun én form for virkelighed, og den kan let manipuleres af vores indre verdensbillede.

Yarkers fortsatte beretning om den mystiske begivenhed, hvor han blev overbevist om, at han havde fundet et eksplosivt stof, og hvordan han til sidst opdagede, at det ikke var andet end en statue, understreger netop det faktum, at virkelighedens kompleksitet ofte kan føre til misforståelser og fejlfortolkninger. Det er ikke kun politimænd, men alle mennesker, der til tider farer vild i forsøgene på at forstå en verden, der er langt mere mystisk, end vi måske ønsker at indrømme.

I hele denne proces er det den uventede afsløring af en indre, skjult virkelighed, som forvirrer både læseren og de involverede personer. Hvad der startede som en simpel opgave om at finde en mulig forbrydelse, bliver hurtigt et spørgsmål om forståelse af det åndelige og det ubevidste. Hvis virkeligheden kan opfattes på flere måder, hvordan kan vi så skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der er indbildt?

En vigtig tanke at overveje er, at vi aldrig kan være helt sikre på, at vi ser hele sandheden. Yarker, som begår den fejl at antage, at han har fundet noget farligt, og Nebelsen, som arbejder på at afdække et usynligt lag af virkeligheden gennem sin vilje, viser begge, hvordan menneskelig forståelse er både begrænset og ofte fejlagtig. Historien om det skjulte, det usynlige, minder os om, at vi altid skal være opmærksomme på, hvordan vores egen opfattelse kan være farvet af både vores frygt og vores forudindtagede ideer.