Sammy havde forladt sin kasket på bordet. Uden den var han blot en lille filippinsk dreng i en falmet solbrun jakkesæt. Hans og Finnegans konferencer foregik adskilt fra de andre. Finn tog sin mundharmonika og spillede "The Red River Valley", og de to skoskrubbere stod som forstenede og kiggede på ham. I flere minutter spillede han, og de fortsatte med at observere ham, som om han var en magisk skabning, der kunne få verden til at stanse.

Mens de stod der og lyttede, stjal Sammy en af deres skoskrubbeæsker og forsvandt med den. Det var en enkel handling, en lille bedrag, men den havde den magi, som kun folk som Sammy, den naturlige svindler, kunne udføre. Finn spillede videre og stødte på melodier som "Way Back in the Hills" og "The Wreck of the Old Ninety-Seven", og som han spillede, vendte Sammy tilbage, satte æsken tilbage, og de fortsatte deres leg.

Mændene, nu samlet omkring bordet med et tomt flaskebord og ikke en penge tilbage, begyndte at tale om livet, om brænden af ting, om kaos og overlevelse. Det var ikke en diskussion om moral eller formål, men en simpel fest, der fulgte en logik af nødvendighed og den uundgåelige glæde, der findes i et fællesskab af mænd, der finder sig selv på kanten af verden, hvor konventioner og regler er udfordret.

"Fire skind, fire pesos," sagde Sammy med en nonchalant tone. De var nu i en anden verden, hvor reglen om, at man aldrig burde stole på folk, blev udfordret af handlingen at stole på den, man var sammen med. Det var ikke for at udnytte andre, men snarere for at udnytte situationens iboende absurditet.

I det samme øjeblik som Sammy ledte dem gennem deres små bedrag og farlige eventyr, havde de opnået noget, der kunne beskrives som en form for heltemod. Deres fælles oplevelser—fra at stjæle skoskrubbeæsken til at tage kampen op mod nogle soldater på vejen og ride de hvide heste—skabte et bånd, et fællesskab, der var langt stærkere end noget, de kunne have opnået alene. Det var i deres sammenhold, at de virkelig levede.

Sammy og hans venner var som de gamle græske helte, ikke for deres fysisk styrke, men for deres vilje til at skabe et fællesskab i et landskab af individualisme og splittelse. Det var i denne uortodokse heltemodighed, at deres liv gav mening. Det, de havde, var en uvurderlig gave, der kunne eksistere i et øjebliks intimitet, som i en stjålen øjeblik, en hurtig flugt gennem mørket og den kollektive ro, der kom af at dele sig selv med andre.

I denne verden af konstant opbrud og forvirring, hvor alt kunne falde fra hinanden på et øjeblik, var det påfaldende, hvordan de, til trods for deres mange forskelle, formåede at skabe et fællesskab, som kunne modstå tidens kræfter. Deres navne, deres identiteter, deres skæbner—alt dette blev midlertidigt sat til side i det, de gjorde sammen. Der var noget universelt og alligevel gribende ved det.

Mændene var blot brikker i et større spil, et spil, hvor overlevelse ikke kun handlede om fysisk kamp eller intellektuel dygtighed, men om evnen til at finde fællesskab i det mest usandsynlige. Der var noget transcendental i deres aktiviteter, en form for ægte frihed, der kom fra det at have tiltro til, at de kunne finde sammen, selv i en verden, hvor ingen kunne stole på noget.

Sammy, Finnegan, Hans, Henry, Casey og Vincent—de var ikke helte, men mænd, der havde fundet et formål i at være sammen, at støtte hinanden i deres svagheder og dele de små sejre, der opstod i de mest absurde situationer. Det var en livsstil bygget på intimitet, på et fællesskab, der kunne opstå selv under de mest uventede omstændigheder.

Det er vigtigt at forstå, at i et samfund, hvor traditionelle værdier er blevet fragmenteret, kan det at finde et fællesskab være en af de vigtigste kilder til menneskelig styrke og modstandskraft. Det er ikke nødvendigvis de store bedrifter, der definerer os, men de små handlinger, de stille øjeblikke og den måde, vi vælger at være sammen på, når verden omkring os synes at bryde sammen. Det er i disse øjeblikke, at vi kan finde vores sande karakter og vores dybeste tilknytning til andre mennesker.

Hvordan håndterer man de små tingene før et bryllup, og hvad ligger bag de større beslutninger?

Finnegan var ofte optaget af mindre ting i dagene op til sit bryllup. Mænd har ikke mange forpligtelser før de gifter sig, men de har nogle. Hans dage blev ofte fyldt med forretning – besøg i banker, møder med bygherrer, investorer og leverandører. Det blev så intenst, at det ikke sjældent kunne blive sent på formiddagen, før han overhovedet kunne finde tid til at drikke med vennerne. Det var da, Henry eller den mærkeligt bitre Casey kunne dukke op. Duffey kunne være med, eller den uundgåelige Stein. Senere på ugen blev det Show Boat. "Det er min bacheloruge også," ville hun sige. Men Monica Stranahan kunne ikke lide, at hun altid drak med drengene, især om morgenen.

Dotty kunne godt lide at tage med, men hun følte, at hun måske ville bekymre Finnegan. Mary Catherine (Caseys kæreste) elskede at feste, men hun havde et mystisk fjendskab med Casey. Der var ingen, der rigtig kom overens med hans "rigtige" partner.

Denne tirsdagmorgen, dagen før brylluppet, var det Mary Virginia Schaeffer, Mary Catherine Carruthers, Finnegan, Henry og Duffey, der kørte rundt i Mary Schaeffers bil. De kørte over floden til Illinois og besøgte de små byer, stoppede ud af høflighed ved hver eneste værtshus.

"Er der noget med Casey, Duff?" spurgte Henry. "Du og Mary Catherine kender ham bedre end nogen. Er han virkelig gået helt af sporet? Du behandler ham som om han havde korsfæstet Kristus på ny."

"Han har planer om at gøre netop det, Henry, men prisen er steget siden første gang. Han får en god støtte fra nogen," svarede Duffey.

"Hvordan kan de tvinge ham til det?" spurgte Henry.

"En smule afpresning har aldrig skadet nogen," svarede Mary Catherine. "Men det er ikke sådan længere, Henry," sagde Duffey. "Det hele startede sådan, men nu tror Casey på det. Han har allerede lært det, og når han vendte sig mod det, kom det til ham med sin egen logik. Han er intelligent nok til at forstå, at der ikke er noget sted imellem, selvom resten af verden står i midten som en flok tåbelige føl."

"Har han forladt Kirken?"

"Nej. Det ville være bedre, hvis han gjorde det," sagde Mary Catherine. "Det er djævelen i ham. Og hans værdi for dem ville være mindre, hvis han forlod den. Han vil identificere Crock som et liberalt katolsk magasin og bruge det som en platform for deres hænder og citater. Jeg forstår ikke, hvordan han kan holde ud med det. Jeg kan ikke påvirke ham. Det kan Duffey heller ikke."

"Skal du give ham magasinet, Duff?"

"Han har det nu. Han har taget det fra mig. Det er mest hans penge i det. Jeg må starte et nyt og kæmpe lidt hårdere imod det."

"Men hvorfor hader han Stein, hvis Stein virkelig er en af dem?"

"Underligt nok har Stein også vist tegn på at skifte. Han var så langt ude, som man kan komme, og det er farligt for ham at forlade det; men der er en chance for, at han vil, eller at han allerede har. Du ser, Stein er virkelig en anstændig fyr. Han blev født i partiet, ligesom vi blev født i Kirken. Han bliver revet i stykker, men han er ikke så gennemsigtig som Casey."

Da de kørte tilbage mod byen, stoppede de i endnu en lille by. Værtshuset var lige åbnet. Det var egentlig et rastehus. De satte musikboksen på, og spillede "Seems Like Old Times" og "It's a Great Big World." De fem satte sig ved et af bordene.

"Så hvad kan du egentlig gøre, Finnegan?" spurgte Duffey. "Har du et fag?"

"Massere af dem, og jeg er også en kunstner. Jeg er en af de mest talentfulde kunstnere, du kan finde."

"Jeg bliver lidt træt af alt det skarpe, krystalklare snak," rynkede Duffey på næsen. "Det virker som om, I alle lærer det fra hinanden."

"Jeg ville ønske, det kun var det," sagde Finnegan trist. "Jeg ville ønske, at jeg ikke var så god, så jeg kunne joke med, at jeg var stor. Det her er ikke noget, jeg ønsker. Det skræmmer mig fra vid og sans. Jeg ved, hvordan Henry følte, da hans kald kom til ham. Der er et vildt hastværk for at slippe af med det. Det kom til mig for længe siden, men jeg accepterede det ikke. Jeg accepterer det stadig ikke. Jeg vil løbe fra det, jeg vil slippe af med det, jeg vil miste det. Hvorfor gives det til fjolser? Der er så mange bedre mennesker, der kunne bruge det bedre: jeg kan kun misbruge det, når jeg overhovedet bruger det. Har du nogensinde bedt om natten om, at du ville vågne op og ikke længere have en særlig gave?"

"Ja, jeg er også en idiot, der har fået mere, end jeg ved, hvordan jeg skal håndtere," sagde Duffey. "Men jeg løber ikke væk fra det, selvom det er sandt, at jeg bøvler med det. Men skal du ikke arbejde, Finnegan? Du burde."

"Jeg venter, til jeg løber tør for penge. Jeg har arbejdet på flodbådstog og kunne stadig komme med. Jeg kan også tage til New Orleans. Mine papirer til Merchant Marine er i orden. Jeg har lavet bar-tjeneste, men hvis jeg gør det, skal jeg gøre det med Dotty. Hun har penge til at spare og har et sted, der er klar til at blive købt. Jeg tror, hun køber det, med eller uden mig. Nu siger hun, at hun har en anden idé, som vil overraske mig, og at den vil blive afsløret på det rette tidspunkt. Men hvis jeg går ind med hende, bliver mit valg taget for mig."

"Så gift dig med hende og driv baren sammen med hende, og når du vil drikke dig fuld, kan du gøre det på stor skala. Lad hende tage beslutningen for dig."

"Vincent og hans familie vil gerne have, at jeg slår mig ned her og går på arbejde," sagde Finnegan, "men ikke i bar-forretningen. De virker meget ivrige efter, at alle skal arbejde. Jeg plejede at tro, at arbejde kun var en trend, der ville dø ud. Nu tager mange mennesker det alvorligt."

"Hugh vil have, at jeg skal være sælger for ham. Philip vil have mig til at være butiksmand for ham og lære at blive mekaniker. Og Tim siger, at han har en plads til mig i sin ready-mix betons virksomhed. Dotty siger, at det nok er betonmodelering af overflader. Jeg tror ikke, Tim elsker mig så meget som de andre gør."

"Er du okay, Henry?" spurgte Mary Catherine. "Har du penge, eller hvordan håndteres alle de her ting?"

"Ja, jeg har nok penge. Vi er en bunke penge-skapende franskmænd. Og så er det et godt præstekriger-land. De opdrager mange af dem der, og er altid klar til at starte dem."

De kørte til byen og gik til Stranahans hus. Alle var for travlt optaget til at tage sig tid til at tale med dem, undtagen Maurine, Vincents yngste søster.

"Du løb væk fra mig i morges," udfordrede hun. "Lad os tage endnu en tur."

"Du var slet ikke oppe," sagde Finnegan. "Kom her... du giver mig en tur."

"Jeg vil, hvis du ikke er for bange for at gøre det," drillede Maurine. "Og ingen af jer kiggede ind til min klassefest i går aftes."

"Vi kommer tilbage næste år, når du er færdig med 11. klasse," sagde Duffey.

"Vincent får al opmærksomheden for at blive gift," klagede Maurine. "Det er meget lettere end at komme ud af 11. klasse. Alle kan blive gift."

"Jeg kender tre piger, der ikke ville være enige," sagde Mary Catherine, mens hun krammede Finnegan.

"Åh, vi skal ikke gifte os med munke eller pinkos eller banan-næser," lo Mary Virginia, "Vi kunne alle blive gift. Ja, 11. klasse er meget sværere."

"Vi holder en dans i morgen," sagde Maurine, "og jeg vil stjæle en af drengene til at tage mig med. Det er meget populært at få en voksen mand til at tage dig med. Finnegan, vil du gøre det

Er den onde selv i vores nærhed? En refleksion over X's møde med Djævelen

X. hævdede at have talt med Djævelen, og hans beretning var både uforklarlig og dybt foruroligende. Han beskrev et natligt møde, hvor en skyggefuld skikkelse dukkede op uden et ord, gennem en lukket dør. Der var ikke åbning eller lukning af døren, men han var der, uden at X kunne forstå, hvordan det var muligt. Han blev vidne til, hvordan denne skikkelse, hvis han var den, som han troede, satte spørgsmålstegn ved hans egen forskning og viden, korrigerede ham om personer, han havde betragtet som beviste. Når han så afslørede noget om fremtidens begivenheder, blev han kun mere overbevist om den underlige viden, denne skikkelse besad. X. kunne ikke undgå at føle, at han talte med en, der havde videnskabens dybde, men samtidig en dybde, der virkede uden for rækkevidde af menneskelig forståelse. Djævelen selv? Eller blot et spil, som nogen, der ønskede at udnytte X’s troværdighed?

Som X. fortalte sin historie videre, blev hans ord mere intense, og hans refleksioner omkring det, han havde oplevet, kom til at bære en tone af både ærefrygt og ubehag. Djævelen, som han beskrev ham, var ikke blot et væsen fra en anden verden, men et væsen, der forstod menneskets svagheder til perfektion. X. mente, at han ikke nødvendigvis havde kendskab til den nøjagtige fremtid, men at han havde en uhyggelig evne til at afsløre menneskers dybeste frygt og begær. På et tidspunkt sagde han, at han selv havde været til stede i nogle af de højeste råd, hvor verdens mest magtfulde individer mødtes. En person, der var til stede i sådan en sfære, måtte på en eller anden måde have adgang til viden, som var langt uden for det normale menneskes rækkevidde.

Når man ser på denne fortælling gennem moderne øjne, kan det være svært at skelne mellem fantasi og virkelighed. Men det er netop her, at historien får en mystisk og nærmest filosofisk dybde. Var det en simpel spøg? En opfindelse? En måde at skabe drama på? Eller var det et virkeligt møde med noget, der overskrider menneskets forståelse? Er det muligt, at det menneskelige sind kan konstruere så intense visioner, at de overskrider vores egen virkelighed? X’s historie åbner op for flere spørgsmål end svar.

I sin beretning indgår også et dybt personligt aspekt: hans forhold til en kvinde, han havde elsket og giftet sig med, men som nu var en fjern tanke i hans liv. Hans beskrivelse af deres forhold, den nervøsitet han følte ved tanken om at møde hende igen efter mange års fravær, afspejlede ikke kun hans personlige usikkerhed, men en dyb fornemmelse af, hvordan tid og fravær kan ændre forhold. Selvom han havde været ung og modig, da han først havde giftet sig med hende, kunne han nu ikke længere håndtere den nervøsitet, der opstod ved tanken om at konfrontere hendes ironi og bebrejdelser. Hans frygt var ikke blot en frygt for et konkret møde, men også en frygt for at blive konfronteret med sig selv - en påmindelse om, hvordan vores tidligere handlinger og beslutninger kan indhente os, selv når vi forsøger at undslippe dem.

X. forlod dem én nat, og der var ingen, der hørte ham gå. Først senere modtog de et avisudklip, der beskrev en uidentificeret mands død. Hans krop var blevet fundet med en gammel kniv i skuldrene og en kugle i nakken. Der var intet bevis for, at det var X., men hele situationen virkede på en eller anden måde som et spil, en leg, der måske var designet til at få dem til at tvivle på, hvad de egentlig vidste om virkeligheden. Dotty, en af de personer, der havde været tæt på X., nægtede at tro på, at han var død. Hun mente, at det var en spøg, et trick for at underholde dem og bringe dem tilbage til den mystik, som altid havde omgivet ham.

Historien om X. rummer et væld af mulige betydninger og indsigter. Hvad kan vi lære af hans oplevelser? Hvad betyder det at konfrontere vores egne dæmoner, vores frygter for det ukendte, og vores egne indre kampe? Hvordan adskiller vi virkelig det, der er ægte, fra det, der blot er et produkt af vores forestillinger og vores opfattelse af verden?

Det er ikke kun et spørgsmål om at finde svar på mysterierne i X’s liv, men også et spørgsmål om at erkende, hvordan vi alle er fanget mellem virkelighed og illusion. Vi lever i en verden, hvor det, vi tror på, kan være lige så forstyrrende som det, vi ikke kan forstå. I en verden, hvor det at have viden måske ikke nødvendigvis gør os klogere, men snarere kan føre os længere ind i mørket.

Hvordan Harappan-samfundet reflekterede gennem keramik og samfundsstruktur
Hvad karakteriserer den moderne tyran i lyset af historiske forbilleder?
Hvordan bliver statistik om oprindelige folk forstået i koloniale samfund?
Hvordan reducerer man sin sociale mediekonsumtion for at øge produktiviteten?
Hvordan formidler man offentlig sorg og ære i en tid med krise?