Hvad karakteriserer den moderne tyran i lyset af historiske forbilleder?

Tyranniet, i sin essens, er ikke blot et spørgsmål om magt, men om dens udøvelse uden ansvar. Aristoteles identificerede tre typer tyranni. Den første, hvor magten fastholdes med rå vold, passer dårligt til moderne demokratier. Den anden, hvor valgte ledere udøver despoti, er mere genkendelig i samtiden. Den tredje, og mest typiske ifølge Aristoteles, er den mest nuancerede: en vilkårlig magtudøvelse af en enkeltperson, uden ansvar over for nogen, styret af egen vinding frem for folkets, og derfor i direkte modstrid med deres vilje.

Platon gik et skridt videre og tegnede et psykologisk portræt af tyrannen som en mand i evigt begær – et menneske, der er slave af sine egne impulser. Han er som en drukkenbolt, fanget i et kaos af skiftende lyster, hvor det ene begær fordriver det andet. Den slags menneske, skrev Platon, kender aldrig til sand frihed eller venskab, for han er ude af stand til at herske over sig selv. Hans private og offentlige liv spejler hinanden: før han når til magten, omgiver han sig med parasitter, spiller ven, når det gavner ham, og skifter straks facaden, når målet er nået.

Et historisk eksempel er Cleon, en athensk politiker fra det 5. århundrede f.v.t., som – ligesom Donald Trump – arvede en forretning fra sin far og blev den første leder fra de kommercielle klasser. Populist og plutokrat i én person, søgte han støtte fra folket med løfter og gaver, samtidig med at han i en periode samarbejdede med de rigeste. Han var rå, uforfinet, men talte med kraft og vidste, hvordan han skulle tænde folks følelser. Hans foragt for datidens politiske elite mindede slående om Trumps afsky for Washingtons establishment.

Men begge havde også den samme skrøbelighed: de tålte ikke latterliggørelse. Cleon blev drevet til raseri over Aristofanes’ teaterstykker, og anlagde sag mod ham. Trump reagerede med samme raseri på "Saturday Night Live" og sagsøgte komikeren Bill Maher. Begge angreb de selve spillereglerne i det demokratiske system. Cleon nedbrød den respektfulde tone i folkeforsamlingen, råbte i stedet for at tale og satte tonen for en ny, kynisk og destruktiv politisk kultur. Trump underminerede på lignende vis den offentlige samtale med hån, løgne, fornærmelser, voldelige hentydninger og storhedsvanvittige påstande.

Cleon lancerede en slags “Athen først”-politik, hvor han trak krigen i langdrag i håbet om athensk dominans. Det banede vejen for en ny type magtsøgende demagoger, som forværrede Athens forfald efter hans død.

Længere fremme i historien møder vi Caligula, Romerrigets tredje kejser, der i begyndelsen blev mødt med folkelig begejstring, men hurtigt afslørede sin grusomhed, sadisme og hensynsløshed over for embedsmænd. Hans trang til selvforherligelse kendte ingen grænser. Han byggede monumenter med sit eget navn, udbetalte pengegaver til hæren, og ignorerede økonomiske råd – hvilket førte til hungersnød. Hans mest berygtede handlinger blev mytiske: han lod kornskibe omdirigere for at bygge en bro, red sin hest over den iført Alexanders brystpanser, og antydede endda, at han ville udnævne hesten til senator – ikke som en joke, men som hån mod det politiske system.

I begge tilfælde opstod en kultur, hvor overlevelse betød fuldkommen loyalitet og smiger. I Caligulas kreds forstod man hurtigt, at det eneste sprog var ros. Det samme mønster sås i Trump-administrationen, hvor rådgivere og ministre overgik hinanden i underdanighed og teatralsk loyalitet.

Det er væsentligt at forstå, at tyranniet ikke nødvendigvis ankommer som et kup, men ofte gennem et valg. Tyrannen kan være valgt – men hans styre afslører sig i mønstre: kulten omkring individet, forfølgelse af kritikere, manipulation af sandheden, og ikke mindst: en dyb foragt for det fællesskab, han påstår at repræsentere.

Er Donald Trump virkeligheden? En analyse af hans indflydelse på den politiske virkelighed og sandhedens rolle under hans præsidentskab

Trumps manipulation af offentligheden gik langt ud over blot hans verbale angreb. Han skabte en virkelighed, hvor det, han selv sagde, blev anerkendt som sandheden, uanset hvor modstridende det kunne være med objektive fakta. I sin verden blev den officielle sandhed ikke længere baseret på objektive data, men på hans egen fortolkning af virkeligheden. Hans opfattelse af "fake news" blev således reduceret til enhver mediehistorie, der ikke var i hans favør. I Trumps univers var sandheden kun det, han sagde, og alt andet var enten løgn eller manipuleret information. Dette udtryk for post-sandhed, hvor følelsesmæssige appeller og personlige overbevisninger blev prioriteret frem for objektive fakta, var ikke kun en isoleret hændelse i amerikansk politik, men en global tendens, som Trump satte fart på.

Det er interessant at bemærke, at Trump ikke var den første til at forfægte en sådan politik. Den tidligere præsident George W. Bushs administration introducerede begrebet "reality-based community", som blev brugt til at nedgøre dem, der baserede deres vurderinger på virkelige fakta. Dette var en indikator på, at den politiske magt i USA i stigende grad så sig selv som skaberen af sin egen virkelighed, snarere end blot som en reaktion på den verden, vi alle lever i. Trumps brug af begrebet "fake news" var således en forlængelse af denne tankegang, hvor det at skabe sin egen virkelighed blev en strategi for politisk kontrol.

I Trumps politiske univers blev det ikke længere betragtet som nødvendigt at forholde sig til de grundlæggende normer for god regeringsførelse. At kritisere hans handlinger, politiske beslutninger eller hans administration blev i hans optik en angreb på ham selv. Denne tendens medførte ikke blot et dybt misforhold mellem ham og de institutioner, som normalt skulle holde magten i skak, men også en alvorlig destabilisering af de demokratiske processer, som USA ellers var bygget på. I mange henseender blev Trumps regeringstid en øvelse i at skabe en parallel virkelighed, hvor han var den eneste, der kunne definere, hvad der var sandt.

Selv om Trumps første år i embedsperioden var præget af dyb kritik og dårlige vurderinger, især fra politiske videnskabsmænd og historikere, var det tydeligt, at hans indflydelse på amerikansk politik og den globale scene ikke kunne undervurderes. Hans evne til at mobilisere et stort antal mennesker, ofte gennem hans brug af sociale medier, gav ham en unik magtposition. Dette var ikke kun en politisk magt, men også en magt over den kollektive virkelighed, som mange amerikanere og resten af verden begyndte at opfatte som den eneste gyldige.

Med tiden er det blevet klart, at Trumps virkelighed ikke kun handlede om, hvad han sagde eller gjorde, men også om, hvordan han fik andre til at tro på det. Hans evne til at spille på frygt, usikkerhed og politisk frustration gav ham en loyal base, som troede på hans version af virkeligheden, selv når den var i direkte konflikt med fakta. Dette var ikke blot et angreb på medierne, men på de grundlæggende principper for demokratisk diskurs. På denne måde skabte Trump en ny form for politisk magt, hvor det ikke længere var muligt at tale om objektiv sandhed uden at møde modstand eller mistillid.

I denne kontekst er det vigtigt at forstå, at det ikke kun er Trumps ledelsesstil, der skal analyseres, men også den politiske og sociale virkelighed, som han var i stand til at skabe. Hans indflydelse kan ikke kun måles i politiske beslutninger, men også i den måde, hvorpå han formåede at ændre, hvordan vi forstår og interagerer med sandhed. Dette er måske den mest farlige arv, Trump efterlader sig: en verden, hvor objektiv virkelighed og fakta er blevet relativiseret til fordel for personlig magt og politisk kontrol.