Kosakkernes sange og erindringer: Fra Nara-floden til krigsdigte

Floden Nara
 
…i Slaget om Moskva blev fjenden standset ved grænsen til floden Nara… Fra “Den Store Fædrelandskrigs Historie”
Floden Nara, floden Nara,
Kort den, ikke bred,
Men når det bliver nødvendigt –
Uindtagelig flod.
Her ved floden Nara
I jord, i himmel, i flamme, i is
Rødder groet et internationalt
Uddannelsesløst folk.
Og som om det var nærliggende,
Forsvare menneskeslægten,
Tog de deres sidste
Og afgørende kamp.
Bayonet brød under slaget…
Blodig knytnæve…
Han vil ej lade Nara i stikken,
Denne fyr fra Sibirien.
Selezginen kravler med granaten,
Sort sne gribes med munden:
Her, ved denne floden Nara,
Forsvarer han sit hjem.
Og krig – det er ingen eventyr
Med en sød sukkeragtig slutning!
Se her, en bachkir i tiende klasse
Faldt ansigt ned i russisk sne.
Is glitrer på hans overskæg,
Smerten stivnede i øjnene:
For ved floden Nara
Faldt en zaporogisk kosak.
Vi ved – ikke forgæves
Faldt en håndfuld drenge,
At nu i den broderlige grav,
BRODERLIG – hører I?! – ligger de.
For landet ved floden Nara
Lagde de hovedet ned,
Gav alt, alt hvad der krævedes…
Og hvad var det – livet.
(E. Grinberg)
Digte om kosakker
Side 1 af 2

Anatolij Vladimirovitj Sofronov blev født den 6. (19.) januar 1911 i Minsk. I 1937 dimitterede han fra litteraturfakultetet ved Rostovs pædagogiske institut. I årene under Den Store Fædrelandskrig arbejdede han som særlig korrespondent for “Izvestija”. I 1953–1986 var han chefredaktør for tidsskriftet “Ogonyok”. Begyndte at publicere sig fra 1929.
 
 
 
 
 
 
KOSSAKKER BAG BAKKEN
Fra skoven ud over marken med rasende fart
Galopperer kosakkeregimentet på deres heste;
Endnu er klinger ikke ravet røde af blod,
Men kosakkerne står på stigbøjlerne.
Og tæt trampen over marken løber,
Som fra himlen falden tordenrul,
Fra horisont til horisont over sletten lyder!
– Egej! Hey-hey! Kosakker bag bakken
Røde lampaser blinker på marken,
Snørene fra burki’erne slynger sig på brystet,
Og en dæmmet opbygning skåret over i flyvende spring
“Ryster allerede bag skærene bagude.
Brænder som et hus, det tyske pansertog,
Med sin røgede tunge rører himlen,
Dundrer på sletten, skjult i højt græs!
– Egej! Hey-hey! Kosakker bag bakken!”
Ved overfarten ved flodens bugt
Jernstøn og soldaterråb;
En tysk division på færge,
Spændt kabel lyder som streng.
Men hvor er du, venstre bred, hvor er du, højre bred,
Kablet skåret igennem, færgen går ned.
Og over floden rejser sig ved overfarten! –
Egej! Hey-hey! Kosakker bag bakken!
Står en sørgelig vejkantpopler,
Førende en lang samtale med vejen …
Men her hører den over bakkerne tramp,
Hovslagenes slag, stigbøjlernes spil.
Og den rasler af glæde med sine grene,
Lyder over sletten med stille sølv,
Brummer med bark og mørke rødder –
Egej! Hey-hey! Kosakker bag bakken!
Egej! Hey-hey! Ikke slåede, ikke knuste,
Truer de truende regimenter med styrke.
Stiger morgener, falder solnedgange, –
I sadlen, i sadlen de don-kosakker.
Marker, marker, brede dale –
Vi vil alle gå igennem, men fra sadlerne ej stige,
Indtil vi med torden slår til ved Berlin:
– Egej! Hey-hey! Kosakker bag bakken!
1941
Viktor Mikhailovitj Gusev (1909–1944) — russisk sovjetisk digter, dramatiker. Modtager af to Stalin-priser af anden grad (1942, 1946 – posthumt).
 KOSAK GIK I KRIGEN
På den frie, på den blå, på den stille Don
Lød en marschsang.
Kosakken drog ud til den store krig,
Hans brud sendte ham af sted.
– Ønsk mig lykke, kære, på vejen,
Om jeg vender hjem – ukendt,
– Kosakken sagde, sagde til hende: – Farvel!
– Farvel! – svarede bruden.
Bag sletten tændte en sørgelig daggry,
Donens bølge glimtede.
– Jeg giver dig til afsked en tobaks pose,
Jeg har broderet den selv.
Vær modig, vær tapper i den grumme kamp,
Kæmp for det russiske land.
Og husk Don, husk din elskede,
Med sejr vend tilbage til dem.
1942–1943
 Dmitrij Borisovitj Kedrin
 
Pigen plages af kosakken ved hækken:
Hvornår vil du, Oksana, elske mig?
Jeg vil sejre med sablen for min elskede
Og skinnende tjekiner og klingende rubler…
Pigen svarer, fletter sit hår:
I går spåede en sigøjner i skoven for mig.
Hun sagde til mig: jeg vil elske den,
Som bringer min mors hjerte som gave.
Jeg behøver ikke tjekiner, ikke rubler…
Giv mig din moders hjerte gamle,
Jeg brygger hendes aske med humle,
Jeg vil drikke bryg – og elske dig.
Kosakken fra den dag tav, blev dyster.
Spiste ej borsjtj, heller ej salamaty.
Med kniv skar han ved sin moders bryst
Og drog af sted med bævrende byrde.
Se her, hendes hjerte på farvet dug
Bærer den elskede i sit skælvende hånd.
På vejen blev hans syn dunkelt,
Da han trådte op ad trappen, snublede kosakken,
Og moderens hjerte, faldet på dørtrinet,
Spurgte ham: “Er du såret, søn?”

Iraida Andreevna Mordovina — don-kosak kvinde
Plastuny
Kosakkernes specialstyrke, dristige – plastuny.
De er elite for enhver krig.
De kan svømme lang tid under vand,
Kan kæmpe med alt, hvad der er ved hånden.

De frygter hverken sværd eller stav.
I spidserne er kamp for dem blot spil.
Med en pisken kunne plastuny holde fjenden tilbage
Og løbe mange mil uden hvile.

For plastuny er succes – den kosakkiske viden om geværkolbe*,
Thi ved forudseende stød tager plastuny initiativ
For plastuny i kampen det aller vigtigste – refleksen.
Under kamp er luften vævet af cirkler.

Slagene flyver – alt tegnet omkring.
Om plastuny lukker sig som en brændende ring.
At være plastuny – specielt kunne krige,
I rekognoscering alt om fjendens hær lære.

Fra barndom læres kosakken at være plastuny.
Efterkommerne bør nu huske det forgangne.

Lampaser
Tsaren belønnede
Don-kosakkerne.
Med blåt klæde forkælede
Han de tapre krigere.

Han gav desuden en anelse
Af skarlagenstøj.
Dog var det lidt…
Statens kasse svigtede.

Hvordan dele, fordele
Klædet retfærdigt?
Intet hjælper at regne på det,
For alligevel er det for lidt…

Til atamanken udleveredes
Skarlagensklæde,
Kosakkerne for at se
Chkemen fra afstand.

Farvede dragten blå
Don-kosakkerne syede.
Af skarlagen stof blev lavet
Lampaserne på bukserne.

Restene på huerne
Randen omsyet
Og gennem århundreder bærer legenden
Om dette i folket.

Alt delt med samvittighed,
Så ingen skuffelse.
Gamle kosakkisk visdom
I århundreder vandrer…

For ikke tilfældigt rev man
Lampaser fra kosakker.
Grundigt udslettede Sovjeterne
Don-kosakkerne.

De frygtede deres frihed,
Evne til at kæmpe.
Derfor besluttede man
“Lampaser” at udrydde.

Kosakkens kreds
Den hvis ære ikke tager – pind forstår
Kosakkens kreds – den højeste frie magt.
Torvet summede, staničen tog huen af:
Hvad vil atamanken sige nu?

Faner trækkes ud i kredsen,
Fra kirken kommer fader,
Bænke trækkes for de gamle…
Den skyldige esaul fører.

Før atamankens rapport
Advarer esaul alle:
– Stilhed, stanica, på torvet,
Når ataman tager ordet.

Knap forstand runger to gange:
– Forræderi i familier, kosakker.
Stepan Anisimov med jalmerkah
I går drillede, dončački.

Javo og nu ved kredsen mor,
Gives hende taletid.
Hun, duen, næppe kan gå –
Hun skal snart kosak føde.

Konen råbte til ataman:
– Med jalmerkah min mand vildledte på sletten.
Da jeg begyndte at bebrejde ham,
Slåede han mig hårdt.

Jeg beder om beskyttelse herved kredsen,
Har ej mere kræfter at leve med ham.
Jeg vil dø snart af slid:
Det er hårdt for mig at bære gården.

Svigermor og svigerfar er med ham ikke milde.
Javo førte os mod synd.
Jalmerkaherne kommer til vores bazar:
Ikke liv, men bitter, sørgelig latter…

Gamle summede på kredsen:
– Javo er ingen til at slå!
– Hvad for efterkommere vil hun frembringe,
At dag og nat slide på hende?

– Hvis hun er gift – lad være,
Giv de unge at føre sig.
Til gården bedre håndtere,
For konen din her – snart at føde.

– Jalmerkaherne skal skammes uden skamfulde
Slås eller sættes i hul,
Så de lærer deres ære at bevare
Uden mandens nærvær i hellighed…

Atamanken lyttede alvorligt:
Vore koner må ej tages til skade.
Han stod med sammenpressede bryn:
– Hør mig, venner!

Det er ikke værdigt at slå børn og kvinder,
Vi må kæmpe med fjenden.
En sund hustru kan ej bibringe raske børn…
Vær klar over det!

At frygt let når ind i sjælen hos kvinden,
Hun føder ej modige børn.
Man må ej bryde den hellige pagt.
Straffen vil komme…

Hvis en kosak hustru vil skilsmisse,
Skal Javo gives hende.
Og kosakken – til vrede hunde,
Sendes ud i sletten langt af sted.

Er hun villig til at tilgive
Og tage manden tilbage på kaution,
Skal han barskt med piske
Straffes foran alle.

Men jalmerkaherne… Pind – i vandet
Eller piskes som kosak,
Eller begraves til halsen i jord
Og nægtes et sting vand…

Hat fjernes foran de ældste
Atamanken tager med respekt:
– Hvem vil dømme min beslutning?
Hvordan straffe vi skam i dag?

– Det er vel, selvfølgelig, pind – og vand...
Hvad tale om det.
– Har mændene været på krigstog?
Hvordan uden dem dømme kvinderne?

– Begraves til halsen i hul!
Lad dem sidde dér to hele dage…
– Så de smager tilstrækkelig skam,
Lad byfolkene se…

– Og til Stepan give pisken…
Så tåbeligheden går af ham!
– Tag dine bukser af! Kom så!
Så pisken rammer din rumpe!

Jalmerkahen blev sat i kælderen:
– Lad hende vente dér på sin tur…
Og kosakken blev pisket foran alle:
– En lærdom at huske fremad…

Blodets sår rakte sig,
På den oppustede, blålige ryg.
Han rejste sig, bøjede sig dybt
For de ældre, og for sin kone:

– Tak for din lære,
Tilgiv mig, ældre.
Jeg finder noget at distrahere mig med,
Vil ej mere besvære min hustru.

Og du, kære hustru,
Tilgiv mig min utroskab.
Og at jeg i min vrede
Slået dig, min kære…

På kredsen summede kosakkerne:
– Atamanken har dømt ret.
Jalmerkaherne skreg kun med stemme:
Deres skam venter offentligt i dag…

Valg af Ataman
Kosakkens ære vil ej forlade ham,
så længe hans hoved ej forgår

Om morgenen skynder stanica til kredsen,
For at vælge atamanken.
– Den gamle ataman må gå bort.
– Embedstiden er slut – tiden til fornyelse.

Faner bæres ud i kredsen,
Fra kirken kommer fader.
Orden beder esaul’erne om,
Folket samlet bruser.

Her atamanken bøjede for alle
Og talte til kosakkerne:
– Tilgiv mig, atamancer,
Hvis jeg ej altid tog rigtigt valg.

– For alt takker vi dig.
– Du var en værdig ataman.
– Nu er tiden – du går bort,
Sådan byrden af loven kræver.

Atamanken tager sin hat af,
Lægger den sammen, bærer til bordet.
Tildækkes med checkmen over sig
Og lægger bøllen ved siden.

Går hen mod almindelige kosakker.
De fører ham frem…
Med respekt bærer de
Hans rejsekrog til ham.

Så træder esaul frem i kredsen,
Læser for kosakkerne rapport,
Hvad der gjordes under gammel magt,
Alle glade for at høre.

Talen sluttede med bøjning
Af den grå og strenge esaul.
Ser hårdt på kosakkerne,
Stikker sin stang i jorden.

– Til hvem skal stangen gives?
Svar, dončački!
Lad jer høre, vær ej tavse!
Hvem skal vi vælge, kosakker?

Fra råb sprængte den ærlige kreds:
– Matvej! Jakob! Peter!
– Jerom… Lyubo! Udpeg en!
Tid til at lede ham.

Med hænder esaul spreder ud:
– Hvem skal vi vælge?
Alle værdige kandidater,
Det er tid, venner, at stemme.

Endelig valgtes Peter.
– Tjen stanica, ataman.
– Du er i dag valgt af hele folket,
Tag stangen for ledelse.

Tornet stav, toppen af bly,
Bær den værdigt, lad den ej falde!
Og kosakkens ære ifølge loven
For folket behold.

Hatte lægges på atamanken,
Han tog stangen, bøllen.
Alt frivilligt, uden bedrag
Folket valgte deres tjener.

Stanica vil tjene ataman,
Vise folket vejen at leve.
Og i den svære time lad ej modløshed slå til:
Alle står parate til at tjene ham…

Nikolaj Nikolajevitj Turoverov (18. (30.) marts 1899, Starotjerkasskaja, Det Russiske Imperium – 23. september 1972, Paris, Frankrig) — don-kosak, kosakkisk digter af “første bølge” emigranter.
Krym
Vi forlod Krim
Blandt røg og ild,
Jeg fra agterenden hele tiden ud mod
Min hest skød…
Og den svømmede, udmattet,
Bag den høje agterstavn,
Troede ej, vidste ej,
At vi skiltes for evigt.
Hvor mange gange én grav
Ventede vi i kamp.
Hesten svømmede stadig, mistede kræfter,
Troede på min troskab.
Min tjener skød ikke forbi,
Vandet farvedes svagt rødt…
Den bortgående bred af Krim
Husker jeg for evigt.
Standart
Jeg drømte om kosakkernes standart,
Drømte – jeg blev ung igen.
Brande flammede bag os,
Aske og røg svævede.
Det sidste tag brændte,
Og vinden blæste friere,
Ligesom i Toh­tamysh’ tider,
Eller måske endnu ældre.
Og standarten midt i sort røg
Skin­ne­de med sit brokadestof,
Eneste, uforbrændelig,
Udødelig i ildens bælg.
Ny ære klingede,
Endnu uudtænkt klinge…
Og jeg drømte om overfart
Med heste, svømmende, over Don.
Og Donens farvelvand
Bar os med strømmen,
Over os på fanen ikoner,
Ikoner – ikonostase;
Og bitter vind af indre strid,
Fra brand blev til varme,
Ansigterne af alle Guds Moder
Viftede på kosakkernes brokade.
1949

Evgenija Arhangelskij, byen Kerch
Tilegnet det russiske kosaskab
Fædrelandet blev splittet til fyrstedømmer…
Lad Satans hær more sig i fulde drag…
Hvor er du, russisk krigerstand?!
Hvor er du slægt modig,
Som aldrig fra hordens frembrud fór tilbage?!
Og ej i khansk fangenskab, ej i tyskhed bestial,
Men i fædrelandets egen jord vores smerte kæmper,
Som Kain opfostret i russisk tumult,
Vores forbandede lod ingen forstår…
I det hvide skydække råber jeg til at få stemme,
Hvid – hvid bryder hesten under dig, Sankt Georg.
Ser du hvor mange lys i kirken?!
Hvor er dit skjold og hvor er dit sværd?
Med de sidste kræfter beder jeg,
Vend tilbage, Rusland dør!
I denne frygtelige massakre
Bror mod bror – som så ofte…
Vi bærer stenen op ad brystet, og øksen bag ryggen.
Hvorfor ej i den skismatiske sjæl
I det klare tempel bede,
Hvis troen hånes i Rusland af Satan.
Er det ikke tid, brødre, at bekende for Gud,
Og inderligt bede om tilgivelse, hinanden.
Så over uren magt med Guds hjælp sejre
For det russiske kavaleri og fædrelandet være!!!
 
Petr Petrovitj Kotelnikov
Til kosakkerne
Er folket andet, en stand?
Mange, mange år er gået,
Men på historiens overflade
Har I efterladt et klart aftryk.
Fortællinger er endnu friske,
Der er noget at være stolt af for kosakkerne,
Sydens grænser er sikre,
Fjender kan ej krydse vor grænse.
Der er meget lidet at udholde,
Og i årene med rød terror,
Men i tumultens blodige tider, kosakkerne kendte ingen skam.
Og vælge ord behøves ej,
Søge i historien efter eksempler, –
Kosakkernes ære uendelig –
Æreskorsets kavaliere.
Jeg ønsker jer at leve værdigt,
Styrk jeres mod og kræfter,
Og tjen ved tro og sandhed
Til moder Rusland til gavn.