Ermak Timofejev og hans skæbnesvangre død ved Irtysh floden

K.F. Ryleev
Duma
ERMAK'S DØD
P. A. Muhanov

Under ordet Sibir forstås i dag det ubegribelige rum fra Uralbjergene til kysten af Stillehavet. Tidligere blev det lille tatariske område kaldet Sibirsk Tsardom, hvis hovedstad, Isker, lå ved floden Irtysh, som munder ud i Ob. I midten af det 16. århundrede var dette tsardom underlagt Rusland. I 1569 blev tsar Kuchum accepteret under Ivan den Grusomme og forpligtede sig til at betale tribut. I mellemtiden angreb sibiriske tatarer og de underlagte ostyaker og vogulere nogle gange permiske områder. Dette fik den russiske regering til at fokusere på at sikre disse grænser med befæstede steder og øge befolkningen der. De rige handelsfolk Stroganov fik tildelt store ødemarker i Perm-regionens grænseområder: de blev givet retten til at bosætte sig og opdyrke jorden. Under ledelse af Stroganov opfordrede disse ivrige godsejere kosakkerne, der, uden at anerkende nogen overordnet magt, plyndrede industriarbejdere og handelskaravaner på Volga-floden. Sommeren 1579 kom 540 af disse modige mænd til bredden af Kama-floden; de havde fem ledere, hvoraf den vigtigste var Ermak Timofeev. Stroganov sendte 300 forskellige bosættere med dem, forsynede dem med krudt, bly og andre forsyninger og sendte dem over Uralbjergene (i 1581). I løbet af det følgende år besejrede kosakkerne tatarerne i mange slag, erobrede Isker, fangede Kuchums nevø, tsarvich Mametkul, og dominerede i Sibirien i næsten tre år. I mellemtiden faldt deres antal langsomt: mange døde på grund af fejl og forsømte forhold. Den afsatte Kuchum flygtede til de kirgisiske stepper og begyndte at planlægge hvordan han kunne udrydde kosakkerne. En mørk nat (5. august 1584), under et kraftigt regnvejr, udførte han et overraskende angreb: kosakkerne forsvarte sig tappert, men kunne ikke holde stand i lang tid; de måtte give efter for styrken og det uventede angreb. Uden mulighed for andet end flugt, kastede Ermak sig i Irtysh-floden, med intentionen om at svømme over på den anden side, og han omkom i bølgerne. Krønikeskriverne beskriver denne kosak som en heroisk figur, stærk, statelig og bredskuldret, med et gennemsnitligt vækst, fladt ansigt, hurtige øjne, sort skæg og mørkt, krøllet hår. Flere år efter blev Sibirien forladt af russerne; senere kom kejserlige tropper og tog det tilbage. I det 17. århundrede udvidede de uafbrudte erobringer af forskellige modige ledere de russiske grænser til kysten af Stillehavet.

Stormen brølede, regnen brølede,
I mørket fløj lynene,
Uafbrudt tordnede det,
Og vinden rasede i kratene...
Til ære for berømmelsen åndede
I det barske, dystre land,
På den vilde Irtysh-strand
Sad Ermak, opslugt af tanker.

Hans arbejders kammerater,
Sejre og storheds berømmelse,
Lå trygt blandt teltene
Og sov fredeligt nær skovkanten.
"Åh, sov, sov, I trofaste kammerater," tænkte helten,
"I stormens brølende rasen;
Med daggry vil min stemme lyde,
Som kalder på ære eller død!"

I har brug for hvile; sødt søvn
Beroliger de tapre i stormen;
I drømme vil det minde om ære
Og fordoble krigerens styrke.
Den der ikke skånede sit liv
For at skaffe sig guld gennem røveri,
Vil ikke tænke på det,
Når han dør for det hellige Rusland?

Efter at have vasket væk
Alle synder fra et vildt liv
Og efter at have vundet sejre
Og fortjent sit lands velsignelse,
Er døden ikke skræmmende for os;
Vi har gjort vores værk færdigt:
Sibirien er underlagt tsaren,
Og vi har ikke levet forgæves i verden!"

Men hans skæbnesvanger skæbne
Sad allerede tæt ved helten
Og kiggede med medfølelse
På offeret med nysgerrige øjne.
Stormen brølede, regnen brølede,
I mørket fløj lynene,
Uafbrudt tordnede det,
Og vinden rasede i kratene.

Irtysh kogte ved de stejle kyster,
De grå bølger steg op,
Og brølede i støv,
Da de slog mod kysten, og kosakkernes både.
Med lederen i fredens søvn,
Smagte den tapre hær på søvnen;
Kun stormen med Kuchum
Var den, der ikke hvilede!

Frygtende at kæmpe mod helten,
Krukum snød sig nær teltene som en skammelig tyv,
Krøb langs den skjulte sti,
Omgivet af tatarer i flokke.
Sværdene glimrede i deres hænder —
Og dalen blev blodig,
Og den frygtindgydende styrke faldt,
Uden at trække sværd, hæren...

Ermak vågnede fra søvnen
Og, forgæves at undslippe døden,
Fulgte han stormen, men båden
Var langt fra kysten!
Irtysh rasede kraftigere —
Ermak anstrengte alle sine kræfter
Og med sin stærke hånd
Skar han gennem de grå bølger...

Han svømmede... båden var tættere —
Men skæbnens kraft trak sig tilbage,
Og floden brølede stærkere,
Da den opslugte helten med et brøl.

Da helten blev forladt
For at kæmpe mod den rasende strøm,
Den tunge rustning — gave fra tsaren,
Blev hans dødbringende skæbne.

Stormen brølede... pludselig under månelyset
Irtysh kogte og blev sølvfarvet,
Og liget, opkastet af strømmen,
Lyste op i sin bronzebrustning.
Skyerne fløj omkring, regnen brølede,
Og lynene flammede stadig,
Tordenen rumlede i det fjerne,
Og vinden rasede i skovene.