Hvordan Trump-kampagnen og præsidentskabet afslørede kriminelle handlinger og magtmisbrug

Trump-kampagnen og hans præsidentskab har været vidnesbyrd om en normalisering af ekstraordinær adfærd, hvor moralske og juridiske grænser blev overskredet. For mange amerikanere har medierne været den primære kilde til forståelse af de retssager, der har ramt Trump og hans nærmeste. Desværre har den stærkt polarisering i mediebilledet, hvor både venstre- og højreorienterede medier har haft deres egne agendaer, kun skabt forvirring omkring de juridiske problemstillinger, der omgiver Trump. I mange tilfælde har sandheden været svær at få øje på, begravet i lange og komplicerede juridiske dokumenter som de 448 sider i Mueller-rapporten, som de fleste amerikanere sjældent læser.

Trump og hans administration blev hurtigt kendt for at overskride grænserne for, hvad der kunne betragtes som acceptabel opførsel for en præsident. Mange af hans handlinger kan forklares som politiske manøvrer, men nogle var klart kriminelle, og ingen bør være undtaget fra at stå til ansvar for overtrædelser af loven – heller ikke præsidenten. Kriminaliteten i Trumps kreds spænder vidt – fra etiske overtrædelser begået af kabinetmedlemmer og White House-medarbejdere til mere alvorlige lovovertrædelser begået af kampagnemedlemmer og personer tæt på Trump selv. Ironisk nok priste Trump sig selv for at have ansat "de bedste mennesker", men mange af hans rådgivere og medhjælpere viste sig at være langt fra de bedste, når de blev anklaget og dømt for en lang række forbrydelser.

Trumps første nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, tilstod også at have løjet for FBI om sine samtaler med den russiske ambassadør. Roger Stone, en langvarig rådgiver for Trump, blev anklaget for at have afgivet falske erklæringer, forhindret en retssag og påvirket vidner i forbindelse med de e-mails, som blev stjålet og offentliggjort af russere under valget i 2016. Selv om flere af disse handlinger ikke var direkte relateret til præsidenten, havde de alle til formål at skjule en vigtig ting: kontakten med Rusland. Dette var netop det centrale emne i Mueller-undersøgelsen, og derfor blev disse handlinger betragtet som forsøg på at dække over russisk indblanding i valget.

Magtmisbruget og de kriminelle handlinger, som Trump begik, har haft en alvorlig indvirkning på vores love, vores forfatning og vores demokrati. I min erfaring som forsvarsadvokat, der i næsten to årtier har repræsenteret mennesker anklaget for lignende kriminalitet, kan jeg forstå den nødvendighed af retfærdighed og ansvar. Trump har dog formået at manipulere med de politiske og mediale strømninger til sin fordel, hvilket har gjort det lettere at aflede opmærksomheden fra hans egne forbrydelser. Det er derfor vigtigt, at vi holder fast i en objektiv og upartisk tilgang, når vi vurderer de alvorlige lovovertrædelser, han og hans rådgivere har begået.

Selvfølgelig kan det være fristende at falde for politisk spin og fordrejninger fra både venstre- og højrefløjen, medierne og endda fra præsidenten selv. Trump har i høj grad udnyttet sine sociale medier til at manipulere med offentlighedens opfattelse og forsøge at rette mediernes opmærksomhed væk fra de alvorlige anklager, der mod ham. Denne bog sigter mod at præsentere en objektiv og velovervejet analyse af de forbrydelser, som Trump og hans nærmeste begik, og som blev afsløret under Mueller-undersøgelsen.

Det er vigtigt at forstå, at mens meget af den offentlige diskussion om Trumps handlinger ofte bliver politiseret og forvrænget, så er de konkrete lovovertrædelser, som blev afsløret i Mueller-rapporten, klart dokumenterede. Det, der kan virke som en politisk strid, er i sidste ende et spørgsmål om lov og retfærdighed. Det er ikke kun Trumps handlinger som præsident, der skal stå til ansvar, men også den kulturen af magtmisbrug og uansvarlighed, der gennemsyrede hans administration. Det er dette, der har sat en ny standard for, hvordan vi skal forstå præsidentens magt og dens konsekvenser for vores demokrati.

Hvordan Præsidentens Handlinger og Undladelser Kan Tolkes i Lys af Mueller-rapporten

Under efterforskningen af Michael Cohen, Donald Trumps tidligere advokat, og hans potentielle involvering i kriminalitet, opstod en række handlinger, der peger på præsidentens forsøg på at påvirke udfaldet af sagen. Disse handlinger udgør et mønster, der ikke kan ignoreres, da de er direkte relaterede til præsidentens egen rolle i de hændelser, som blev efterforsket. Det er tydeligt, at præsidenten forsøgte at forhindre Cohen i at samarbejde med myndighederne, da han frygtede, at oplysninger, som Cohen havde, kunne afsløre potentielt skadelige detaljer om hans egen opførsel, hans familie og hans forretningsimperium.

En yderligere indikator på præsidentens forsøg på at skjule sandheden er hans reaktion på Cohen’s erklæring om sig selv som skyldig i at afgive falske vidnesbyrd. Efter at Cohen havde tilstået, og hans samarbejde med efterforskerne blev offentligt, ændrede præsidenten sin udlægning af Trump Tower Moscow-projektet. I stedet for at bekræfte, hvad han tidligere havde udtalt til specialanklageren, påstod præsidenten pludselig, at han selv havde besluttet at opgive projektet. Denne ændring af udtalelserne afslørede en klar modvilje mod at offentliggøre de faktiske omstændigheder, og det understregede frygten for, hvad Cohen kunne afsløre.

Endvidere er det også vigtigt at bemærke, at præsidenten ikke kun var bekymret for, hvad Cohen kunne afsløre om Trump Tower Moscow. Der var også en frygt for, at Cohen kunne give falske vidnesbyrd mod ham for at få en mildere straf, hvilket han også antydede i en offentlig udtalelse. Denne frygt for, hvad Cohen kunne afsløre på flere områder, både i relation til forretningsforhold og mulig kriminalitet, blev tilsyneladende håndteret gennem trusler og forsøg på at mislede både Cohen og offentligheden.

En del af de handlinger, der blev kritiseret i Mueller-rapporten, var præsidentens konstante udtalelser, der havde til formål at miskreditere Cohen og hans familie. På baggrund af disse udtalelser er det blevet klart, at præsidenten forsøgte at true og manipulere Cohen, hvilket i sig selv kan tolkes som en del af en større strategi for at forhindre efterforskningen i at afsløre ubehagelige sandheder.

I betragtning af de beviser, der blev præsenteret i Mueller-rapporten, står det klart, at præsidenten var dybt bekymret for de informationer, Cohen kunne afsløre, og hans handlinger kan derfor ikke afvises som harmløse eller utilsigtede. I stedet indikerer det et mønster af adfærd, der peger på forsøg på at hæmme en lovlig efterforskning og afholde en nøglevidne fra at samarbejde. Selvom rapporten ikke kom til en endelig konklusion om præsidentens strafansvar, var der rigeligt med beviser til at påpege, at hans handlinger var i strid med den amerikanske retspraksis og kunne have haft alvorlige konsekvenser.

Det er værd at bemærke, at Mueller ikke kunne fremsætte nogen endelig juridisk anklage mod præsidenten. Dette skyldes først og fremmest retningslinjerne fra Justitsministeriets kontor for lovgivning, som forhindrer anklager mod en siddende præsident. Men til trods for denne juridiske forhindring, slår rapporten fast, at præsidentens handlinger langt fra kan betragtes som uskyldige. For enhver anden person ville de samme beviser have ført til sigtelser for obstruktion af retfærdigheden.

Hvorfor er lyveforbrydelser så alvorlige i undersøgelser om russisk indblanding i USA's valg?

I modsætning til hvad nogle måske tror, støttede beviserne Papadopoulos' opfattelse af, at Mifsud havde betydelige forbindelser til russiske embedsmænd og havde mødt nogle af dem i Moskva lige før han fortalte ham om de kompromitterende e-mails. Papadopoulos forsøgte at bruge disse forbindelser i flere måneder for at arrangere et møde mellem Trumps kampagne og russiske embedsmænd.

I forbindelse med retssagen blev det klart, at Papadopoulos’ løgne i denne sag kunne have alvorlige konsekvenser. Ifølge den amerikanske lovgivning, Title 18 U.S.C. § 1001, kan enhver, der kommer med "væsentligt falske, fiktive eller svigagtige erklæringer" blive straffet med op til fem års fængsel. Dette gælder uanset om løgnen er stor eller lille, hvilket understreger lovens alvor. Papadopoulos blev således dømt for at have givet falske oplysninger til myndighederne under deres efterforskning af russisk indblanding i valget. Han blev idømt to uger i fængsel, men kun fængslet i tolv dage, idet han fik godtgørelse for sin varetægtsfængsling.

Papadopoulos’ retssag blev et klart signal til andre involverede i efterforskningen: Løgn over for myndighederne vil blive straffet, uanset hvem man er, og hvilket niveau af politisk indflydelse man måtte have. Hans dom var et klart eksempel på, at der ikke findes undtagelser i loven, når det gælder vigtige undersøgelser af nationale sikkerhedsspørgsmål. Det blev også bemærket, at Papadopoulos’ løgne ikke kun var tilfældige misforståelser, men bevidste og gentagne forsøg på at manipulere med undersøgelsen.

Papadopoulos, der blev anerkendt som den første til at blive dømt i undersøgelsen, var en figur, som mange havde betragtet som en mindre spiller i Trumps kampagne, men hans sag afslørede en vigtig kendsgerning: Ingen er over loven, uanset rang eller politisk indflydelse. Hans senere annoncering om at skrive en bog og søge et politisk embede har været et resultat af hans ønske om at genopbygge sin karriere, men det har også fremhævet, hvordan de personer, der bliver involveret i højt profilerede undersøgelser, står til ansvar, uanset deres position.

Papadopoulos’ sag understreger, at ingen er immune over for loven. Der er en grundlæggende forventning om ære og integritet, især for dem, der arbejder tæt på de højeste niveauer af den politiske magt. Desuden, når det drejer sig om undersøgelser, der truer nationens sikkerhed og demokratiets grundlag, bliver konsekvenserne for enhver form for manipulation – uanset om det er løgn, vildledning eller tilbageholdelse af information – betydeligt mere alvorlige.

Endtext

Hvordan Flynn’s Løgn og Samarbejde med Efterforskningen Påvirkede Retssagen

Flynn blev fyret af Trump i maj 2017, og den officielle begrundelse for fyringen var hans håndtering af Rusland-undersøgelsen, selvom det blev antydet, at der kunne have været andre årsager bag beslutningen. Denne fyring satte justitsminister Jeff Sessions i en ubehagelig position, da han både havde været en vigtig del af Trump-kampagnen og haft møder med den russiske ambassadør i 2016, herunder et møde, hvor en potentiel Trump-Putin samling blev nævnt. På grund af interessekonflikter trak Sessions sig fra Rusland-undersøgelsen og overførte ansvaret til vicejustitsminister Dana Boente, hvilket banede vejen for specialanklageren Robert Mueller.

Selvom Flynn var blevet kritiseret for sine handlinger, valgte Mueller i december 2018 at fremhæve Flynns lange og hæderlige karriere inden for militæret og det offentlige som et element, der adskilte ham fra de andre, der var blevet anklaget som en del af undersøgelsen. Imidlertid blev det klart, at højtstående embedsmænd burde holdes til de højeste standarder, og at Flynns omfattende erfaring burde have gjort ham særligt opmærksom på konsekvenserne af at give falske oplysninger til regeringen.

Den 1. december 2017 erklærede Flynn sig skyldig i at have afgivet falske udsagn til FBI, en overtrædelse af 18 U.S.C. § 1001. Ifølge Mueller blev Flynn dømt for sine løgne om sine telefonsamtaler med den russiske ambassadør Kislyak i december 2016 samt for sine fejlinformationer om sin forretningsforbindelse med Tyrkiet. Flynn anerkendte sin skyld og udtrykte anger for sine handlinger, der var blevet opfattet som en del af en større konspiration, og han lovede at samarbejde med myndighederne for at rette op på situationen.

Mange juridiske eksperter mente, at Flynns interaktioner med Rusland kunne have overtrådt Logan Act, en lov fra 1799, der forbyder ikke-autoriserede personer at forhandle med fremmede regeringer, der er i konflikt med USA. Men Flynn blev undgået denne anklage, som aldrig er blevet brugt til at retsforfølge nogen, og ingen er blevet dømt for en overtrædelse af Logan Act.

For at blive dømt for en overtrædelse af 18 U.S.C. § 1001 skal en tiltalte erkende, at vedkommende har afgivet en falsk erklæring om et emne, som falder inden for en bestemt regeringsmyndigheds område, at det blev gjort vilkårligt (dvs. med viden om, at erklæringen var falsk), og at erklæringen havde betydning for de beslutninger, som myndigheden traf. I Flynns tilfælde vedrørte hans løgne direkte undersøgelsen af mulige bånd mellem Trump-kampagnen og russiske embedsmænd.

Under retssagen i december 2018 havde Flynn allerede samarbejdet med specialanklagerens kontor og andre efterforskere i næsten et år, og hans samarbejde havde hjulpet med at belyse flere aspekter af den overordnede undersøgelse. Specialanklageren indgav en anmodning om, at Flynn skulle få en lavere straf, som følge af hans omfattende assistance. Dog valgte den føderale dommer, Emmet Sullivan, at undgå de aftalte strafforslag og i stedet overveje en langt strengere straf. Sullivan udtrykte betænkeligheder ved Flynns handlinger og overvejede, om de kunne betragtes som forræderi.

Flynns sag er et eksempel på, hvordan en føderal dommer ikke nødvendigvis er bundet af en aftale mellem den tiltalte og anklageren. En dommer har stor frihed til at fastsætte en straf, der ikke nødvendigvis følger de anbefalinger, der er blevet fremsat af myndighederne, selvom den tiltalte har samarbejdet aktivt. Dette understreger, at en dommers beslutning i straffesager kan afvige markant fra det, som parterne i sagen måtte have forventet.

I denne sag er det vigtigt at forstå, at det ikke kun handler om Flynns løgne og hans personlige ansvar, men også om den bredere betydning af at beskytte landets sikkerhed og integriteten af de politiske beslutningsprocesser. Desuden viser det, hvordan samarbejde med myndighederne, selv under vanskelige omstændigheder, kan påvirke straffens omfang, men også hvordan domstolene kan vælge at beskytte den offentlige tillid ved at pålægge hårdere straffe, når alvorlige handlinger som falsk vidnesbyrd er blevet begået.