Hvordan Nixon Skabte og Formede "Den Tavse Majoritet" i Politik

I sin berømte tale tilbød Nixon to muligheder for, hvordan han kunne fortsætte i Vietnam: at trække sig tilbage eller blive. Han hævdede, at den "tavse majoritet" ønskede at blive i Vietnam, indtil freden var opnået, men uden at afslutte konflikten på en måde, der ville få USA til at fremstå svagt. Nixon kritiserede de protesterende, som ifølge ham ville "ydmyge USA". I denne tale blev den tavse majoritet først og fremmest fremstillet som de ikke-protesterende, men det var allerede her, at han begyndte at bruge udtrykket til at adskille sin egen tilhængerskare fra en gruppe, der var modsat amerikanske værdier. Senere kom han til at forbinde det med en række race-relaterede emner som velfærd, kriminalitet og skolebusser. Nixon begyndte at racialisere den tavse majoritet som værende hvid, allerede før 1972.

I 1970-valgkampen tog denne racialisering af den tavse majoritet fart og blev en væsentlig del af Nixons strategi i 1972-valget, hvor han introducerede en opdateret betegnelse: "Den Nye Majoritet". Lowndes bemærker, at den Nye Majoritet ikke ville bære den samme byrde som arbejdstagerne eller sydstaternes vælgere, der endnu ikke var klar til helt at identificere sig som republikanere. Den Nye Majoritet repræsenterede et forsøg fra Nixon og det republikanske parti på at udvide appel til en mere mangfoldig gruppe hvide og hvide etniske amerikanere. Denne strategi havde en stærk appel og subtile race-messages, som Nixon begyndte at forme gennem sin tilgang til velfærd i 1969.

Nixons velfærdsplan blev dog ikke hurtigt vedtaget. Da valgåret 1972 nærmede sig, var FAP stadig stagneret i senatet, hvilket gav Nixon en mulighed for at bruge velfærdsspørgsmålet som et emne, han kunne adressere i sin anden periode. Og det gjorde han med endnu mere provokerende retorik, som forstærkede de race-økonomiske forbindelser. Fra begyndelsen viste Nixon sin komplekse relation til race ved at udpege demokraten Daniel Patrick Moynihan som sin rådgiver for bysager og bruge hans idéer til at strukturere FAP. Valget af Moynihan viste Nixons vilje til at adressere raceproblemer som en del af velfærdspolitikken, fordi Moynihan var knyttet til det. Det viste også Nixons vilje til at samarbejde på tværs af partierne og hans tendens til at bryde med de accepterede løsninger på fattigdom fra New Deal-æraen.

I 1970-valgkampen begyndte strategien for at udvide den tavse majoritet at tage form. Nixon og hans kampagnefolk havde en idé om, hvad de ønskede at opnå med denne nye strategi. En vigtig idé at overveje er Nixons plan om at appellere til vælgere gennem "sociale spørgsmål". I 1970 sendte Nixons talerist Pat Buchanan et memorandum til Nixon om bogen "The Real Majority", hvor demokraterne Richard Scammon og Ben Wattenberg hævdede, at hvide, middel-amerikanske vælgere ville afgøre de kommende valg. De sagde, at demokraterne skulle appellere til de hvide etniske grupper gennem "det sociale spørgsmål"—spørgsmål som kriminalitet, race og pornografi—men samtidig skulle de knytte disse spørgsmål til økonomiske emner, som var en af partiets styrker. Buchanan foreslog, at republikanerne "skulle præ-emptivere det sociale spørgsmål for at få demokraterne til at være på defensiven". Nixon tilsluttede sig idéen. Han skrev, at han sigtede mod "de utilfredse demokrater, de blåkravede arbejdere og de arbejderklasse-hvide etnikere".

Hvordan Barack Obamas Rhetorik Formede Racemæssig Identitet i Politik

Barack Obama stod overfor en kompleks politisk situation, hvor hans race og identitet konstant blev diskuteret i den offentlige sfære. Hans politiske opstigning, først bemærket i 2004 som Illinois senator og senere i hans kandidatur til præsident i 2008, satte ham i centrum af en national debat om race i USA. Hans ræsespørgsmål var ikke kun et personligt anliggende, men et spørgsmål, der havde dybe implikationer for, hvordan amerikanerne så ham, og hvordan han selv skulle navigere de udfordringer, som hans multiraciale baggrund medførte.

Obama blev fra starten betragtet som en politisk figur, der kunne redefinere den racemæssige diskurs i Amerika. I sin berømte tale ved det Demokratiske Nationalkonvent i 2004 brød han med den klassiske racetale, der ofte blev brugt af tidligere afroamerikanske ledere som Jesse Jackson eller Al Sharpton. Jackson og Sharpton brugte ofte en direkte og konfronterende tilgang til racemæssige problemer, mens Obama i stedet præsenterede en mere inklusiv og post-racial retorik. Dette var en strategisk beslutning, der afspejlede hans ønske om at samle både hvide og sorte amerikanere om en fælles vision. Han talte ikke kun til afroamerikanere, men også til latinoer, asiatere og immigranter, og han søgte at etablere et fælles fundament af værdier og mål, som kunne bringe disse grupper sammen.

Obama konstruerede sin retorik på en måde, der både anerkendte de udfordringer, som den sorte befolkning i Amerika stod overfor, og samtidig forsøgte at skabe en forbindelse til hvide vælgere ved at understrege universelle amerikanske værdier som arbejde, familie og uddannelse. Dette var ikke kun en politisk nødvendighed, men en retorisk tilgang, der afspejlede hans forsøg på at skabe et fælles grundlag, hvor de sociale og økonomiske udfordringer, som afroamerikanere står overfor, kunne blive anerkendt uden at blive gjort til et polariserende emne.

En central del af Obamas retorik var hans evne til at navigere i den racemæssige diskurs, der tidligere havde været kendetegnet ved et skarpt skel mellem "hvide" og "sorte" amerikanere. Denne dikotomi havde ofte ført til en isoleret diskussion om race, hvor de sorte amerikaneres interesser blev set som modsætning til hvide vælgeres præferencer. Obama forsøgte at fjerne denne opdeling ved at fremme et billede af Amerika som et multikulturelt samfund, hvor alle grupper kunne finde fælles fodslag.

Obama undgik dog ikke helt de racemæssige angreb, som blev rettet mod ham i både den demokratiske primærvalgkamp og den generelle valgkamp. Under primærvalget i 2008 blev han angrebet for at være "for sort" af både konservative og moderate stemmer, der mente, at hans baggrund kunne gøre ham mindre electabel. Denne kritik blev ofte formuleret i subtile former for racemæssige angreb, der appellerede til de dybere fordomme i vælgerne. Hans konkurrenter, herunder Hillary Clinton, forsøgte at indramme hans succes som et resultat af glat talens evner snarere end en resultat af hans reelle politiske erfaring eller arbejde.

Obama måtte reagere på disse angreb ved at fremstille sig selv som en realistisk og hårdtarbejdende kandidat, der kunne repræsentere både den sorte befolkning og den brede amerikanske befolkning. Hans strategi om at fremstå som en integreret del af "den hvide middelklasse" uden at miste sin identitet som afroamerikaner var en balancegang, som ikke alle politiske observatører mente var mulig at opretholde. Men hans evne til at konstruere et billede af sig selv som en brobygger i et delt samfund gjorde ham til en unik figur i amerikansk politik.

I sidste ende var Obamas valgkamp i 2008 en kamp for at redefinere, hvad det betød at være "sort" i amerikansk politik. Han var i stand til at udnytte en racemæssig retorik, der forsøgte at gøre race til et inkluderende emne snarere end et polariserende emne. Dette var en strategi, der ikke blot handlede om at vinde valg, men også om at tilbyde en ny vision for et Amerika, hvor race og identitet kunne forstås på en mere kompleks og sammenhængende måde.

I lyset af Obamas politiske strategi er det vigtigt at forstå, at race og etnicitet i amerikansk politik altid har været tæt knyttet til ideen om national identitet. Hans valgkamp og efterfølgende præsidentperiode har tvunget amerikanerne til at revidere deres forståelse af, hvad det betyder at være "amerikansk". Dette perspektiv er stadig centralt i diskussioner om etnisk og racemæssig repræsentation i USA i dag.