Emerick kritiserer indgående lederskabet inden for Alt-Right-bevægelsen, som hun betegner som “Dolt-Right” — et navn der understreger deres inkompetence og manglende ansvarsfølelse over for tilhængerne. Hun fremhæver særligt, hvordan bevægelsens ledere håndterede begivenhederne ved “Unite the Right”-demonstrationen, hvor James Fields dræbte Heather Heyer og senere blev idømt en livstidsdom plus yderligere år og bøder. For Emerick blev det et klart bevis på ledelsens uduelighed, da de ikke ydede nogen støtte til Fields’ juridiske forsvar eller hans familie. Dette eksemplificerer efter hendes opfattelse den manglende strategiske vision og fraværet af et samfund, der tager vare på sine egne — en fundamental mangel for etnisk nationalistisk lederskab med rødder i europæisk folkelighed.

Hun kritiserer ikke kun ledelsen men også bevægelsens medlemmer for deres mangel på moral, især den udbredte misogyni. I stedet for at udvikle en positiv, traditionelt forankret ethos handler mange i Alt-Right barnligt og nedværdigende, særligt i deres online adfærd mod kvinder. Dette bliver et symptom på, at bevægelsen ikke er rodfæstet i europæisk kultur og tradition, men snarere er reaktiv og destruktiv. En væsentlig del af hendes kritik handler om bevægelsens manglende evne til at skabe en autentisk europæisk identitet, da de i stedet forholder sig til kristendommen, som hun ser som en fremmed ideologi.

Sammen med Grimvera, en anden etnonationalistisk pagan, skitserer Emerick bevægelsen “Folkright” som et alternativ til Alt-Right. De peger på en bevægelse, hvor paganer tager afstand fra Alt-Right på grund af den kristne dominans og intolerance over for hedenske traditioner. Kristendommen, selv når den udtrykkes i racialistiske termer, betegnes som “universalistisk” og derfor modstridende til det etniske fællesskabs særpræg og “ethnos.” For Emerick handler det ikke blot om at afvise liberalisme, men også “at vågne op til Abrahamismen,” altså at erkende og modsætte sig kristendommens og dermed abrahamitiske religioners dybe indflydelse på europæisk identitet.

Hun bruger et socialpsykologisk eksempel fra Harry Harlows forsøg med rhesusaber til at illustrere, hvordan europæere har knyttet sig til kristendommen som en form for trøst, efter at deres oprindelige traditioner blev frataget dem. Kristendommen beskrives som en “ørkenreligion” med et fremmed syn på samfund og kvinder, som ifølge hende har forurenet europæisk bevidsthed. Fra hendes synspunkt er kristendommens lære om mandlig dominans over kvinder medvirkende til den misogyni, der findes i Alt-Right, hvilket står i direkte modstrid til en ægte etnonationalistisk paganismes idealer, hvor kvinder betragtes som en integreret del af helheden.

For Emerick og Grimvera er det nødvendigt at vende tilbage til for-kristne europæiske traditioner og den oprindelige tro for at opbygge en sammenhængende og effektiv pan-europæisk etnopolitik. Denne tilbagevenden er ikke blot kulturel, men også politisk og spirituel. Samtidig er det vigtigt at forstå, at Alt-Right’s interne konflikter – især den religiøse splittelse mellem kristne og paganer samt bevægelsens afhængighed af internet-memes og den tilsyneladende børnelige, destruktive adfærd – underminerer dens relevans og evne til at fungere som en samlet bevægelse for etnisk nationalisme.

Der findes dog enkelte forsøg inden for Alt-Right på at bygge bro mellem de religiøse forskelle, som for eksempel radioprogrammet “Good Morning White America,” der søger at skabe et fællesskab for hvide kristne. Disse initiativer illustrerer, at der er en erkendelse af behovet for pluralisme og samarbejde på tværs af religiøse skel, selvom spændingerne fortsat er betydelige.

Det er afgørende at forstå, at etnisk nationalisme, som Emerick og Grimvera formulerer det, ikke blot handler om racemæssig eller politisk identitet, men dybt integreret med kultur, spiritualitet og en gensidig omsorg for fællesskabet. Den manglende omsorg, inkompetence og internaliserede fremmedgørelse i Alt-Right-bevægelsen peger på nødvendigheden af at genfinde en oprindelig europæisk folkekultur som grundlag for enhver etnonationalistisk bevægelse, der ønsker at være både effektiv og ægte. Den kulturelle forankring og respekt for traditioner er ikke bare nostalgi, men en forudsætning for langsigtet sammenhængskraft og autentisk identitet.

Hvordan Southern Baptist Convention håndterede Alt-Right og spørgsmål om racisme i 2017

I 2017 blev et kontroversielt forslag om at fordømme Alt-Right bevægelsen fremlagt i Southern Baptist Convention (SBC), men det mødte betydelig modstand og blev oprindeligt ikke sat til afstemning. Ifølge vedtægterne krævede det en to-tredjedels majoritet at suspendere reglerne og frigive resolutionen, hvilket ikke blev opnået. Garrett Kell fra Del Rey Baptist Church udtrykte bekymring for, at SBC’s holdning til Alt-Right ikke blev klarlagt, hvilket efterlod forvirring om organisationens syn på hvidt overherredømme og Alt-Right-bevægelsen.

Formanden for resolutionsudvalget, Barrett Duke, forklarede, at resolutionen var for upræcis i sin beskrivelse af, hvem der hørte til Alt-Right, og at den ikke skelnede tilstrækkeligt mellem personer med konservative synspunkter og dem, der tilsluttede sig de mere problematiske holdninger inden for hvidt overherredømme. Duke påpegede også, at teksten indeholdt "opildnende sprog", blandt andet udsagnet om, at medlemmer af Alt-Right troede på "etnisk udrensning". Dette skabte yderligere kontrovers og kritik af udvalgets håndtering.

Efter længere tids arbejde, som strakte sig til sent tirsdag aften og tidligt onsdag morgen, blev resolutionen revideret og præsenteret til afstemning. Duke beklagede fra talerstolen for den forvirring og smerte, som den oprindelige håndtering havde forårsaget. Mens nogle, som David Mills fra Beech Haven Baptist Church, foreslog en undersøgelse af både Alt-Right og Alt-Left bevægelserne, fokuserede flertallet på en tydelig og kraftig fordømmelse af Alt-Right’s racisme. Russell Moore og Charles Hedman fremsatte stærke appeller for, at resolutionen skulle vedtages uden forsinkelse.

Hedman bemærkede også, at den oprindelige afvisning af resolutionen havde skabt forvirring og endda tilskyndet Alt-Right-bevægelsen. Uden for mødestedet delte Alt-Right-tilhængere pjecer ud, og på sociale medier roste de SBC’s beslutning om ikke at vedtage den oprindelige resolution. Richard Spencer, en ledende skikkelse inden for Alt-Right, tweetede begejstret om, at Southern Baptists tilsyneladende ikke havde taget afstand fra bevægelsen.

For både tilhængere og modstandere i SBC var afstemningen ikke blot et spørgsmål om Alt-Right, men en bredere markering af konventionens holdning til hvid nationalisme. Udvalget forklarede, at beslutningen om ikke at bringe den oprindelige resolution til afstemning skyldtes behovet for yderligere redaktionelt arbejde og hensyntagen til tidligere resolutioner om raceforhold. På det tidspunkt blev afviste resolutioner ikke ledsaget af forklaringer i mødets bulletin, hvilket bidrog til uvidenhed uden for udvalget.

Efter den reviderede resolution blev vedtaget, udtrykte Rev. McKissic overraskelse over anklagerne om dårlig formulering og opildnende sprog. Han pegede på det større problem med manglende mangfoldighed i SBC’s lederskab og påpegede, at han var den første sorte formand for resolutionsudvalget i konventionens historie. Han mente, at fraværet af minoriteter i ledende stillinger skabte strukturelle problemer, som kunne føre til situationer som denne.

Denne episode var en væsentlig begivenhed, men ikke den eneste gang, SBC tog stilling til Alt-Right. Efter den kontroversielle Charlottesville Unite The Right-rally i 2017 skrev McKissic og Keith Whitfield, dekan ved Southeastern Baptist Theological Seminary, et brev rettet mod præsident Trump. Brevet, som blev bredt underskrevet af evangelikale ledere, kritiserede Trump for ikke klart at fordømme Alt-Right-bevægelsen og påpegede, at denne bevægelse var grundlæggende en hvid identitetsbevægelse, domineret af hvide nationalister og hvide supremacister. De understregede, at bevægelsen havde opnået øget opmærksomhed under Trumps præsidentkampagne, og at dens medlemmer søgte at udnytte politiske og kulturelle bekymringer for deres egen fordomsfulde dagsorden.

Det er væsentligt at forstå, at denne konflikt i SBC ikke blot handler om formuleringen af en resolution eller politiske holdninger, men også om dybereliggende strukturer i religiøse institutioners lederskab, deres håndtering af racemæssige spørgsmål og den komplekse rolle, som religiøse organisationer spiller i politiske og sociale spørgsmål. Det illustrerer, hvordan spørgsmål om race, magt og repræsentation ofte er tæt forbundne og vanskelige at adskille. Ydermere viser det, hvordan institutioner kan blive fanget i spændingsfeltet mellem ønsket om inklusion og frygten for at udløse konflikt ved at konfrontere kontroversielle emner direkte.

Endvidere er det vigtigt at erkende, at holdningen til Alt-Right-bevægelsen blandt religiøse grupper ikke nødvendigvis er entydig, og at forsøg på at adressere denne problematik ofte afspejler bredere kulturelle og politiske spændinger. Det fremhæver nødvendigheden af grundige, nuancerede samtaler og handlinger, som både anerkender forskellighed inden for konservative kredse og samtidig fastholder klare standpunkter mod racisme og ekstremisme.

Hvordan Neo-Reaktionære Tænkere Formulerer Deres Politisk Filosofi: Fra Curtis Yarvin til Nick Land
Hvordan Finnegan og Hans kom i harmoni med verden og sig selv
Hvordan AI Forbedrer Roboternes Perception og Interaktion i Begrænsede Ressourcer