Hvordan har præsidenter adresseret race siden 1964?

Præsidentkandidater bruger deres retorik strategisk for at skabe koalitioner af vælgere, der kan føre til valgsejr. I deres kampagner forsøger de at opbygge et billede, der appellerer til specifikke vælgergrupper og derved konstruere et fællesskab omkring deres budskaber. For eksempel, selvom afroamerikanske vælgere siden 1964 har stemt overvejende på demokratiske kandidater, betyder det ikke, at demokraterne kan tillade sig at ignorere deres behov og bekymringer. Selvom det kan synes, at republikanerne ikke har nogen realistisk chance for at tiltrække flertallet af afroamerikanske vælgere, er det stadig nødvendigt for demokraterne at opretholde denne vælgergruppe. Selv hvis de fortsat vinder deres støtte, kræver det, at kandidaterne holder deres opmærksomhed på de spørgsmål, der betyder noget for dem. Dette kan føre til, at en kandidat fremhæver bestemte emner, som kan resonere mere med den ene gruppe vælgere frem for den anden.

Retoriske strategier er sjældent simple eller entydige. Beslutningen om, hvilke emner der skal diskuteres, afhænger af, hvor relevante disse emner er for de forskellige demografiske grupper. For eksempel kan en politiker, der udtaler sig positivt om affirmative action, risikere at fremmedgøre en del af de hvide liberale vælgere, som måske ikke nødvendigvis bryder sig om emnet, men som ikke finder det særligt vigtigt. Hvis dette emne er vigtigt for afroamerikanske vælgere, kan det dog være strategisk for en kandidat at tage afstand fra de hvide liberales opfattelse og i stedet fremhæve deres egen støtte til affirmative action.

For demokrater kræver en sådan tilgang, at de også tager højde for de hvide vælgeres holdninger til racemæssige spørgsmål. Dette gælder især i valgkampagner, hvor hver eneste vælgergruppe kan være afgørende for valgresultatet. Derudover er det vigtigt at bemærke, at det ikke kun er den aktuelle vælgeradfærd, der betyder noget. I valgperioder, især ved genvalg, betyder det også, hvordan vælgerne vurderer de løfter, som præsidenten gav under den forrige kampagne.

For eksempel i 2016, da Donald Trump henvendte sig til de arbejderklasse-hvide vælgere, var det tydeligt, at han håbede at kunne få deres støtte ved at pege på utilfredshed med ændringerne under Obama-administrationen. Hans retorik reflekterede dette håb om, at disse vælgere ville vurdere ændringerne og blive enige om, at de ikke havde haft de ønskede resultater. Det er muligt, at Trumps støtte blandt denne vælgergruppe blev styrket af det billede af sig selv, han skabte med sin retorik. Men hvis han ikke leverer de politiske ændringer, han lovede, kan han risikere at miste deres støtte.

Derfor er det ikke kun ordene, men også de faktiske politiske handlinger, som er afgørende. Hvis præsidenten ikke leverer de løfter, han gav under valgkampen, kan vælgerne føle sig forrådt, og den oprindelige koalition kan bryde sammen. Hvis en præsident f.eks. lover at fjerne en lov som "Obamacare", men ikke er i stand til at gennemføre ændringerne på grund af modstand fra kongressen eller domstolene, kan vælgerne stadig bedømme hans evne til at opfylde sine løfter. Dette kan få vælgerne til at vurdere, om de skal støtte denne præsident i fremtidige valg.

Denne dynamik mellem retorik og handling har dybe konsekvenser. Politisk retorik er ikke kun et spørgsmål om at fremføre tomme løfter, men et strategisk værktøj, der skal opretholde og udvikle koalitioner af vælgere, der vil sikre valgsejre. Når præsidenter taler om race og etnicitet, er det ikke kun et spørgsmål om at adresserer aktuelle problemer; deres ord danner også offentlighedens opfattelse af, hvad der er politisk muligt i USA, og hvilken politisk fremtid vælgerne kan forvente.

Endelig skal man forstå, at valgadfærd ikke kan reduceres til simple beslutninger om, hvordan bestemte grupper reagerer på en bestemt retorik. Der er mange faktorer, der påvirker, hvordan vælgerne ser på en kandidat, og om de opfatter ham eller hende som troværdig. Når en præsident ikke formår at levere på sine løfter, kan det føre til en negativ opfattelse af ham eller hende, hvilket kan have en direkte indflydelse på hans eller hendes chance for genvalg.

Hvordan Ronald Reagan og George H.W. Bush Formulerede Deres Budskaber i 1984: En Analyse af Deres Taler

I 1984, under Ronald Reagans genvalgskampagne som præsident, spillede talerne og de offentlige bemærkninger en central rolle i at forme den politiske debat og de offentlige opfattelser. Reagans samarbejde med vicepræsident George H.W. Bush afspejlede et strategisk politisk partnerskab, der var fundamentalt for deres kommunikation med både de republikanske vælgere og den brede amerikanske befolkning. Taleren Ronald Reagan, støttet af Bush, anvendte en række strategier til at fremme sine politiske mål og skabe et stærkt forhold til nationens vælgere.

I talerne, der blev holdt på forskellige kampagner i 1984, herunder i stater som Iowa, Texas, Illinois og New Jersey, var der flere kendetegn, som var typiske for Reagans offentlige kommunikation. Reagan brugte ofte retoriske teknikker til at appellere til amerikanernes følelser og deres nationale stolthed. I talerne var der fokus på de amerikanske værdier, som frihed, individuel ansvarlighed og muligheden for at opnå succes gennem hårdt arbejde.

En af de centrale elementer i Reagans retorik var hans evne til at opbygge en klar kontrast mellem de to politiske lejre – de konservative og de liberale. I hans tale i Cedar Rapids, Iowa, den 20. september 1984, fremhævede Reagan sin administration som en forsvarer af økonomisk vækst og frihed mod det, han betragtede som en statslig overreach fra den liberale venstrefløj. I stedet for at skubbe til et politisk system baseret på bureaukratiske løsninger, satte Reagan sin lid til, at markedsøkonomien og private initiativer kunne løse landets problemer bedre end regeringens indblanding.

En anden vigtig dimension af Reagans taler var hans engagement i at adressere spørgsmål om race og etnicitet, som spillede en vigtig rolle i 1984-valget. I sin tale til den nationale organisation for sorte amerikanske colleges (National Historically Black Colleges Week) i september 1984, understregede han vigtigheden af at støtte uddannelse og muligheder for minoriteter. Reagan forsøgte at placere sig som en præsident, der kunne opnå væsentlige fremskridt i raceforholdene, samtidig med at han bekræftede sin forpligtelse til at støtte økonomisk vækst og national enhed.

Den politiske strategi, der blev udformet i Reagans taler, komplementeredes af hans partnerskab med George H.W. Bush. Bush blev ofte præsenteret som en afbalancerende figur, en mand af erfaring og integritet, som kunne sikre kontinuiteten i Reagans politik. Deres forhold var et nøgleelement i kampagnen, idet de sammen sendte et budskab om stabilitet og et stærkt lederskab i en tid med intern og international usikkerhed. I deres fælles taler blev Bush præsenteret som en værdig medleder, hvis erfaring som tidligere CIA-direktør og vicepræsident gav ham en unik forståelse af de globale udfordringer.

Derudover kan vi se, at Reagan og Bush var særligt opmærksomme på at tale direkte til de amerikanske vælgere gennem deres deltagelse i masser af offentlige arrangementer og receptioner. For eksempel, i en tale til den konservative politiske aktionskomité i marts 1984, udtrykte Reagan sin optimisme for fremtiden og understregede behovet for, at Amerika skulle forblive et fyrtårn for demokrati og frihed. Dette var ikke kun et appel til vælgerne, men et signal om, at Reagan og Bush var i harmoni med de republikanske kerneværdier om frihed, individualisme og en stærk national sikkerhedspolitik.

Derfor bør læseren være opmærksom på, hvordan Reagans taler ikke blot reflekterede politiske ideologier, men også skabte en kultur af udelukkelse og manglende opmærksomhed på etniske og økonomiske udfordringer. Samtidig var talerne et effektivt redskab til at mobilisere vælgere og etablere et langsigtet politisk perspektiv, som stadig præger amerikansk politik den dag i dag.