Er The Folly hjemsøgt af La Belle Julie?

Treville mumlede, "Vi skal ud herfra, der er ingen vej til The Folly." Han tog hendes taske. I den aftagende dagslys så Laura, at jorden til venstre for hende stejlt skråede ned mod bredden af en sø, hvis grå vand snævrede sig til en spids, hvor en lav bygning med søjler stod. Den mindede mere om en 1700-tals orangeri end et hus beregnet til menneskelig beboelse. For Laura syntes The Folly både smukt og forladt, som et eventyrslot i et ukendt rige, langt væk fra hendes egen verden, et sted hvor både glæde og sorg havde gjort deres indtryk, men nu kun vidnede om forfald.

"Hvis jeg bare kunne være sikker på, at du aldrig vil fortryde, at du kom her," hviskede Treville. Laura svarede hurtigt: "Jeg vil altid være glad, aldrig fortryde, Julian." Han tog hendes hånd og kyssede den. "Gamle Celestine vil påstå, at The Folly er hjemsøgt af La Belle Julie. Du er vel ikke bange for spøgelser, min kære?" Laura smilede svagt i det svindende lys. "Jeg er langt mere bange for kød og blod end for spøgelser," mumlede hun. "Hvor bor Celestine og hendes mand, Julian?"

"Vi kan ikke se deres hus herfra, men det er ganske tæt på." Hans stemme blev lav: "Jeg har fortalt dem, at du ikke er bange for at være alene i huset om natten." De gik ned ad en snoet sti, og hun holdt sig tæt til ham, glad for hans nærvær, indtil de nåede den stenbelagte plads mellem søen og den grå bygning. Og så, pludselig, mens de gik mod hoveddøren, gav Laura et kvalt skrig fra sig, for en lille figur, nærmest som en gnom, sprang ud foran dem.

"Her er gamle Jacques," udbrød Treville opgivende. "Han viser altid alt for meget iver!" Den lille franskmand gestikulerede og forklarede hurtigt, at der havde været ild i de tre rum, der skulle anvendes af besøgende hele dagen. Han fortalte, næsten uafbrudt, at Celestine ville komme til The Folly meget snart for at installere "Madame". Efter at den gamle mand var forsvundet, satte Julian Treville en nøgle i låsen på den tunge, gamle dør. Han løftede Laura op i sine stærke arme og bar hende over tærsklen ind i et fortryllende opholdsstue, hvor intet var ændret i mere end hundrede år.

"Wow, hvilket dejligt sted, Julian! Jeg havde aldrig troet, det ville være sådan..." Et bål kastede høje flammer op i den dybe pejs, og en lampe oplyste et rundt, marmorbord med guldramme tæt på en lav og rummelig, omend lidt stiv, firkantet lænestol. De få fine Empire-møbler var dækket med falmet gul satin, som var bragt fra Paris, dengang Napoleon formede Europas grænser, for de daværende Treville havde møbleret The Folly for at glæde den franske kvinde, han elskede.

Væggene var hængt op med turkis silke. Over pejsen hang et forgyldt spejl, og på den højre væg hængte et oval pastelbillede af La Belle Julie. Hånd i hånd stod de og så på den smilende, smukke skikkelse. "Ifølge traditionen," sagde Treville, "var det billede det eneste, den stakkels sjæl tog med sig, da hun forlod Frankrig. Hendes pudrede hår viser, at det må være malet, da Julie var i sine teenagere, før Revolutionen. Min olde-olde-far blev forelsket i hende, da hun nok var godt over tredive..."

Derefter, da han fjernede den maske, han havde båret siden de forlod bilen, sagde han: "Laura! Elskede! Endelig—endelig!" For dem begge forsvandt verden, selvom noget af hendes ubevidste sind stadig lyttede i frygt til lyden af en nøgle i låsen.

"Det er Celestine, kommet før tid," mumlede Treville. Hoveddøren åbnede sig, og Laura, som hurtigt vendte sig om, så en høj, tynd gammel kvinde iført en sort kjole, en hvid muslincap på hendes hvide hår og en pelskappe over skuldrene. Hun stod lige indenfor døren og kiggede undersøgende på både sin herre og den dame, der var kommet for at tilbringe en uge på The Folly på et tidspunkt, der virkede så ubelejligt.

"Jeg kommer for at spørge," udbrød Celestine på ret god engelsk, "om Madame er komfortabel? Er der noget, jeg kan gøre for Madame ud over at dække bordet og lave hendes middag?"

"Det er kun på grund af David—kun på grund af David, jeg føler mig bange." Og lige som hun sagde ordet "bange," kom den gamle franskmand tilbage ind i rummet. "Vil Madame have, at jeg kommer og sover her hver nat?" spurgte hun. Treville svarede for Laura. "Frøken Darcy foretrækker at være alene her. Hun vil leve, som min stedmor gør, når hun opholder sig på The Folly."

Efter at hendes elsker havde forladt hende med et stille håndtryk, og efter at Celestine til sidst var gået til sine egne gemakker, satte Laura sig ned og dækkede sit ansigt med hænderne; hun følte sig både lykkelig og elendig, opløftet og bange. Til sidst kastede hun en øm tanke mod La Belle Julie, som havde opgivet alt, hvad der burde have været hendes værd at leve for, for at følge den mand, hun elskede, til et formentlig tragisk eksil. Alligevel følte Laura, at hun, hvis hun ikke havde været mor, også ville have haft den samme nådesløse mod, til at følge sin elsker. Hun rejste sig til sidst og gik tværs gennem rummet, undrende sig over, hvordan smukke Julie havde haft det, mens hun ventede på sin elskede. Ville den Treville fra den tid have gjort for Julie, hvad Julian havde gjort for Laura denne nat? Ville han have respekteret hendes ængstelige frygt? Laura var overbevist om, at Julie’s Treville ikke ville være kommet tilbage. Men Laura vidste, at hendes egen Treville ikke ville vende tilbage denne nat. Og så vendte hun sig hurtigt, for en dyb suk havde lydt i rummet.

Hvilken usynlig kraft binder mennesket til et hjem og et sind i forfald?

Afstanden mellem gulvet af sort eg og de uopnåelige højder af det hvælvede loft fremstod som et rum uden adgang, hvor lyset kun trængte ind som blodrøde skær gennem gitterværkets ruder. Den svage belysning gav blot konturerne af rummets mest markante genstande, mens hjørnerne forblev dunkle og utilgængelige for øjet. De tunge, mørke draperier på væggene og det overvældende, men falmede og flossede interiør skabte en følelse af overmætning og kulde. Spredte bøger og musikinstrumenter lå som levn fra en forgangen vitalitet, uden at bringe nogen egentlig livlighed til rummet. Alt var indhyllet i en atmosfære af sorg, en ubønhørlig, dyb og uigenkaldelig tungsindighed.

I hans adfærd var der en urolig vekselvirkning: et forsøg på livlighed afløst af pludselig dysterhed. Stemmen skiftede fra dirrende ubeslutsomhed til et vægtigt, hult og perfekt afmålt tonefald, som minder om den afhængige i hans mest intense rus. Han talte om sin lidelse som en arvelig og forfatningsbunden svaghed, en nervøs tilstand uden håb om helbredelse, men forklædt som noget forbigående. Hans sanser var skærpede til det ulidelige: kun det mest smagsløse var spiseligt, kun bestemte tekstiler tålelige mod huden, alle blomsters dufte kvalte ham, selv det svageste lys pinte hans øjne, og kun enkelte strengeinstrumenter kunne han høre uden rædsel.

Han var slave af en sær form for angst, en uro der ikke frygtede selve faren, men dens virkning. Han talte om en forestående undergang i kampen mod dette fantom af frygt, hvor livet og forstanden til sidst måtte overgives. Samtidig anede jeg bag hans ord en overbevisning om, at selve huset, hvor han boede og aldrig havde forladt, udøvede en dunkel indflydelse på hans sind, en virkning, som form og stof – de grå mure, tårnene og den stillestående dam under vinduerne – gennem årtiers lidelse havde aflejret i hans sjæl.

Madelines sygdom havde længe trodset lægernes forståelse. Hendes apatiske sind, den gradvise svækkelse af kroppen og de forbigående, kataleptiske anfald dannede et billede af en lidelse, som syntes at udviske grænsen mellem liv og død. På min ankomstdag havde hun endelig måttet overgive sig til sygdommens nedbrydende magt, og jeg fik at vide, at det blik jeg havde fået af hende sandsynligvis ville blive det sidste – i hvert fald så længe hun var i live.

For læseren er det væsentligt at forstå, hvordan rum, arkitektur og familiearv kan sammenvæves med individets psyke og skabe et indre fængsel, hvor sygdom og sindstilstand gensidigt forstærker hinanden. Det er ikke blot en fortælling om et menneske og et hus, men om den usynlige forbindelse mellem sted, arv og bevidsthed, som kan gøre ethvert hjem til en labyrint uden udgang.

Hvordan påvirker uløste konflikter og skjult vrede relationer i julens tid?

Det er en dybt menneskelig erfaring, hvordan små stridigheder kan udvikle sig til større konflikter, især i tider der ellers burde være præget af forsoning og fred, som julen. Når to mennesker, der elsker hinanden, ikke formår at finde veje til gensidig forståelse, opstår en særlig form for smerte, hvor kærlighed og vrede blandes på en næsten ubærlig måde. I den tekst, vi læser, er det tydeligt, at begge parter føler sig både sårede og vrede, men samtidig næret af en inderlig kærlighed, der ikke kan overvindes af ord alene.

Når en af parterne forsøger at række ud, at give slip på stolthed og tilbyde tilgivelse, bliver det mødt med modstand og forvirring. Det er en smertefuld proces, hvor kommunikationen bliver en kampplads for følelser, der både ønsker nærhed og afstand på samme tid. At “være sur” eller “at tie stille” bliver ikke blot en enkel handling, men et forsøg på at beskytte sig selv mod yderligere smerte. Det er som om, de to mennesker taler forbi hinanden, fanget i en cyklus af misforståelser og uindfriede forventninger.

Den voldsomme vrede, der udmønter sig i et slag, kan ses som en desperat udtryksform for indre kamp – en kamp mellem kærlighed og had, mellem længsel og afvisning. Det er ikke blot en fysisk handling, men et øjebliks gennembrud i en undertrykt følelsernes strøm, hvor smerten bliver håndgribelig.

Værd at forstå er, at konflikter i nære relationer sjældent handler om en enkelt hændelse, men ofte er en kumulation af uforløste spændinger og uudtalte følelser. Det er ikke nok at undskylde eller kræve tilgivelse uden en dybere erkendelse af, hvad der har såret og skabt afstand. Konflikter bærer ofte i sig selv en form for kommunikation, som kan være svær at afkode, men som peger på behov for gensidig forståelse, respekt og ægte nærvær.

Julens tid kan både forstærke og afsløre disse brud, og derfor er det særligt vigtigt at møde hinanden med tålmodighed og indsigt. At forstå sin egen og den andens sårbarhed kan være nøglen til at bryde ud af den onde cirkel. At lære at rumme vrede uden at lade den skade relationen kan være et skridt mod forsoning og fred, ikke kun i julen, men i livet generelt.

Endvidere må man huske, at følelser som kærlighed, vrede, sorg og frygt ofte eksisterer samtidigt, og det kan være nødvendigt at give plads til alle disse nuancer uden at fordømme sig selv eller sin partner. At forlade eller afslutte et forhold er en dramatisk beslutning, som sjældent er pludselig, men snarere resultatet af langvarige ubearbejdede problemer. Det kræver mod at konfrontere disse, og det kræver ofte hjælp udefra for at bryde destruktive mønstre.