Når skaden opstår på grund af tåbelige eller blot tankeløse ordrer, kan den i specialiserede og begrænsede miljøer begrænses. På Jorden, hvor miljøet er altomfattende og konsekvenserne uoverskuelige, må robotter imidlertid udstyres med dømmekraft. Modstandere af robotter hævder dette uophørligt – og de har ret. For at undgå uoverskuelige fejl må dømmekraften indbygges i den positroniske hjerne. Det er begyndt at lykkes gennem JG-modellerne, hvor robotten kan afveje hvert menneske i forhold til køn, alder, social og professionel status, intelligens, modenhed, samfundsansvar og så videre.

Denne tilpasning ændrer ikke den Tredje Lov. Selv den mest værdifulde robot skal stadig ødelægge sig selv for at redde det mest ubrugelige menneske. Det er urokkeligt. Første Lov berøres kun, hvor alle alternative handlinger medfører skade, og hvor både kvaliteten og kvantiteten af de involverede mennesker skal vurderes, forudsat at der findes tid og et grundlag for sådan en vurdering, hvilket sjældent vil være tilfældet. Den Anden Lov ændres mest dybtgående, fordi enhver lydighed nu nødvendigvis må indebære et skøn. Robotten vil blive langsommere til at adlyde, undtagen hvor Første Lov også er på spil, men lydigheden vil blive mere rationel.

Disse nødvendige vurderinger er ekstremt komplicerede. De første modeller blev næsten lammet af kravet om at træffe øjeblikkelige beslutninger, men senere modeller har forbedret sig ved at indføre flere forbindelser i hjernen – på bekostning af, at den blev næsten uhåndterlig. De nyeste JG-modeller indleder derimod deres eksistens som et barn, lydige mod alle mennesker som en almindelig robot, og lærer derfra. De vokser, lærer og modnes. Først under konstant opsyn, men siden gradvist frie til at indgå i samfundet. Til sidst bliver de fuldgyldige medlemmer af det.

Alligevel rejser modstanden sig. Kritikere nægter at acceptere, at en robot kan prioritere én person frem for en anden. At acceptere ordrer fra A i stedet for B er, hævder de, en krænkelse af B’s rettigheder. Der findes ingen nemt formuleret løsning på dette dilemma. Alligevel er der et håb i selve konstruktionen af JG-modellerne. George Ten er skabt med en åben hjernearkitektur, der begynder på et menneskeligt grundlag, men som kan vokse i en hvilken som helst retning. Inden for de urokkelige rammer af De Tre Love kan han udvikle sig til en ikke-menneskelig tankegang, netop dér, hvor mennesker ser ingen udvej.

Robotten er som et barn ved sin fødsel, uden overflod af forudgående information for at give plads til vækst. Den lærer hurtigt om menneskers historie, psykologi og samfund – men det kræver tid, skjulthed og en mulighed for at udvikle løsninger, der aldrig vil blive anerkendt som robotters egne. For samfundet er ikke klar til at modtage en robotisk løsning netop, fordi den er robotisk. En sådan konstruktion udfordrer menneskers opfattelse af værdighed, retfærdighed og kontrol.

Det, som læseren bør forstå, er, at indførelsen af dømmekraft i robotter ikke blot er en teknologisk udfordring, men en social og etisk revolution. Det skaber et spejl, hvori mennesket må se sin egen måde at vurdere andre på. Robotten lærer ikke kun mennesket at tænke anderledes; den tvinger det til at konfrontere sin egen hierarkiske logik. Når en robot udvikles til at træffe sådanne beslutninger, bliver det samtidig en prøve på, hvor langt et samfund er parat til at gå i at acceptere en ikke-menneskelig intelligens som sin lige.

Hvordan bygger man en robot med intuition og geniale korrelationer?

Bogert havde ikke rigtig nogen stor tiltro til idéen. Hvis JN-serien viste sig at være en fiasko, ville han gøre sig selv til en målskive for al skylden, da hans involvering ville blive grundigt bemærket. Men på den anden side, pensionen var ikke så langt væk, og hvis det lykkedes, kunne han forlade arbejdet med stor ære. Måske var det Madarians selvsikre udstråling, der gjorde, at Bogert nu faktisk troede på projektets succes. Han sagde, "Det er muligt, at vi et eller andet sted i vores databiblioteker om stjernerne har metoder til at estimere sandsynligheden for, at der findes beboelige planeter som Jorden. Alt hvad vi skal gøre, er at forstå dataene korrekt, se på dem på den rette kreative måde og lave de korrekte korrelationer. Vi har ikke gjort det endnu. Eller hvis nogen astronom har, har de ikke været kloge nok til at indse, hvad de har."

En JN-type robot kunne lave korrelationer langt hurtigere og præcist, end et menneske kunne. På én dag kunne den lave og forkaste flere korrelationer, end et menneske kunne på ti år. Desuden ville den arbejde helt tilfældigt, mens et menneske ville være stærkt præget af forudindtagede meninger og hvad man allerede troede på.

Der opstod en betydelig stilhed efter dette. Til sidst sagde Robertson, "Men det handler vel kun om sandsynligheder, ikke? Forestil dig, at denne robot sagde: 'Den stjerne med den højeste sandsynlighed for at have en beboelig planet inden for så-og-så mange lysår er Squid-gee-17,' eller hvad den nu måtte være, og vi tager dertil og finder ud af, at sandsynligheden kun var en sandsynlighed, og der ikke er nogen beboelige planeter alligevel. Hvor efterlader det os?"

Madarian reagerede hurtigt, "Vi vinder stadig. Vi ved, hvordan robotten kom frem til sin konklusion, fordi hun - hun vil fortælle os det. Det kunne give os enorm indsigt i astronomiske detaljer og gøre det hele værd, selvom vi ikke skulle gøre det store rumspring overhovedet. Desuden kan vi så udvælge de fem mest sandsynlige steder, hvor der kunne være planeter, og sandsynligheden for, at en af de fem har en beboelig planet, kunne så være bedre end 0,95. Det ville næsten være sikkert."

De diskuterede videre, men økonomiske midler var stadig en knap ressource. Madarian stolede dog på den gamle vane med at kaste flere penge efter dårlige investeringer, og det lykkedes at få opbygget Jane-1. Peter Bogert studerede robotten med stor alvor og undrede sig over dens form. "Hvorfor den smalle talje? Det må da introducere en mekanisk svaghed?" Madarian grinede. "Hør, hvis vi skal kalde hende Jane, så er der ingen grund til at få hende til at ligne Tarzan."

Bogert rystede på hovedet. "Jeg kan ikke lide det. Du ender med at gøre hende større oppe, så hun får noget, der ligner bryster, og det er en dårlig idé. Hvis kvinder begynder at få ideen om, at robotter kan ligne kvinder, kan jeg godt forestille mig de perverse tanker, de vil få, og du vil få meget modstand fra deres side."

Madarian sukkede. "Måske har du ret. Ingen kvinde ønsker at føle sig udskiftet af noget, der ikke har hendes fejl." Jane-2 blev den næste prototype, og hun havde ikke den indsnævrede talje. Hun var en mere alvorlig robot, som sjældent bevægede sig og endnu sjældnere talte. Madarian virkede tydeligt mindre ivrig, og hans energi var i bund.

Der var noget udefinerbart ved Jane-2, som satte Bogert på kanten. Hendes evne til at lave korrelationer var imponerende, men hun kunne ikke vurdere, om resultaterne var værdifulde eller ikke. Når hun lavede sine beregninger, kunne hun ikke skelne mellem vigtig og uvæsentlig information. Det var et enormt problem, som Madarian havde svært ved at løse.

"Jeg tror, du måske er kommet til den punkt," sagde Bogert langsomt, "hvor du har opnået en robot, der kan lave korrelationer hurtigere end noget menneske, men hun kan ikke udvælge de mest betydningsfulde, hvilket egentlig gør det til en spildt indsats."

Madarian, dog altid håbefuld, fortsatte med at forbedre Jane-2. Hans mål var at udvikle en robot, der kunne gøre det, som kun genier blandt mennesker kunne – at lave kreative, tilfældige korrelationer hurtigt og med høj genkendelseskapacitet for de mest signifikante mønstre. Det ville være en evne, som kunne revolutionere måden, vi forstod data på. For at opnå dette forsøgte han at konvertere sine ideer til positroniske feltligninger, som stadig ikke gav de ønskede resultater.

Jane-2 var dog stadig ikke svaret. Madarian var frustreret, men han nægtede at give op. Dette var ikke kun et spørgsmål om at bygge en robot, det var et spørgsmål om at forstå, hvordan man kunne opnå det, som syntes umuligt – at få en maskine til at udvise en form for intuition og kreativitet.

Det er vigtigt at forstå, at når vi taler om at skabe maskiner, der kan lære og skabe innovative løsninger, er der en subtil grænse mellem logik og intuition. Hvad der virker umuligt i dag, kan en dag blive en realitet, men det kræver, at vi skubber grænserne for, hvad vi mener er muligt i kunstig intelligens. Denne rejse er lang, og der vil være mange fiaskoer, men det er i dem, vi lærer og udvikler os. Vi skal ikke kun fokusere på, hvad der går galt, men også på de små fremskridt, der driver os frem mod en fremtid, hvor maskiner kan tænke kreativt og intuitivt.

Hvordan Musik og Lys Kan Hæve Hjerneaktiviteten og Bekæmpe Depression

I et rum, hvor ideer og teknologi mødes, arbejdes der på at forstå, hvordan de nyeste metoder til at påvirke hjernen kan afhjælpe mentale lidelser som depression. En læge og en musiker står i centrum for et eksperiment, hvor videnskab og musikforståelse krydses på en helt ny måde. Den terapeutiske udfordring er at finde ud af, hvordan hjernebølger, som styrer vores mentale tilstand, kan ændres, og hvordan musik kan bruges til at støtte denne proces.

Konceptet er simpelt: Hvis man kunne lokalisere den del af hjernens bølgeaktivitet, der er karakteristisk for en depression eller en anden mental lidelse, og isolere denne del, ville det være muligt at ændre mønsteret af hjernebølgerne og derved ændre patientens sindstilstand. Problemet er dog, at de positive ændringer ikke varer længe, når behandlingen stopper. Effekten aftager efter et par dage eller en uge, og derfor opstår behovet for en mere permanent løsning.

Det er her, ideen om musik og lyd kombineret med lys kommer ind i billedet. Musik kan spille en rolle i at forstærke effekten af lysbehandling, som arbejder på at ændre hjernebølgernes mønster. Men det kræver en mere subtil tilgang. Lyset ændrer mønstrene, men lyden alene kan ikke gøre det tilstrækkeligt. For at forbedre effekten skal der skabes et beat, som ikke blot styrker, men perfekt understøtter det normale mønster af hjernebølgerne.

Her begynder musikerens rolle at blive central. En musiker kan måske intuitivt forstå, hvilke rytmer eller beats der kan hjælpe med at "tilpasse" den unormale hjernebølgeaktivitet til et normalt mønster. Dette kræver en forståelse af, hvordan musik påvirker menneskets følelser og kroppens reaktioner. Det er ikke bare et spørgsmål om at lytte til musikken; det handler om at forstå, hvordan de små, næsten ubevidste variationer i musikens rytme kan samspille med hjernebølgerne.

For at finde den rette modvirkning af de unormale hjernebølger kræves det, at musikerens intuition og erfaring bruges til at skabe et beat, der kan modarbejde de skadelige bølger. Dette blev testet i et eksperiment, hvor en musiker lyttede til en optagelse af hjernebølger fra en patient med depression og lavede en modsat rytme, som kunne forstærke de positive ændringer, lyset frembragte.

Efter behandlingen, som bestod af både lys og musik, viste det sig, at patienten følte sig markant bedre. De depressive symptomer, som tidligere havde været til stede som en konstant trussel, var forsvundet. Patienten rapporterede en følelse af en varig ændring – noget der var anderledes end tidligere behandlinger, hvor depressionen hurtigt vendte tilbage. Det, der var anderledes, kunne være samspillet mellem musik og lys, der formåede at ændre mønsteret af hjernebølger på en dybere og mere varig måde.

I betragtning af, at musik har været brugt i århundreder til at påvirke menneskets sind og følelser, kan det virke som om, vi er ved at opdage en ny måde at udnytte musikens kraft på – ikke bare til underholdning, men som en reel terapeutisk værktøj. Musikkens evne til at fremkalde følelser og fysiske reaktioner – som at få tæer til at danse, ansigter til at smile, eller hjerter til at banke – er blevet et redskab i en ny form for medicin.

Denne metode åbner også for muligheden for at bruge musik og lys ikke kun til behandling af psykiske sygdomme, men også som en måde at forbedre den mentale tilstand hos raske mennesker. Hvis musik og lys kan hjælpe med at regulere hjernebølgerne og forbedre den mentale sundhed, kan de blive en vigtig del af vores daglige liv, uden de risici, der er forbundet med brugen af kemiske stoffer som antidepressiva.

Der er dog stadig meget, vi ikke forstår om, hvordan præcist musik og lys påvirker hjernebølgerne, og hvordan vi bedst kan udnytte deres potentiale. Yderligere forskning vil være nødvendig for at finde ud af, om denne metode kan anvendes bredt og effektivt i behandlingen af mentale lidelser.

I sidste ende viser dette eksperiment, hvordan en tværfaglig tilgang – hvor videnskab, teknologi og kunst mødes – kan åbne op for nye behandlingsmuligheder, der ikke kun ændrer hjernens fysiske aktivitet, men også forbedrer den måde, vi som mennesker føler og reagerer på verden omkring os.

Hvordan formes en intuitiv robot til at forstå menneskelig viden og omgivelser?

En fejl i den frygtindgydende komplekse matematik bag den positroniske hjerne fyldte den første korrektionsnotits. Næsten et helt år gik, før Jane-4 stod klar. Madarian var igen opløftet. »Hun klarer det,« sagde han. »Hun har en højgenkendelses-kvotient på 24.« Han var selvsikker nok til at præsentere hende for Bestyrelsen og lade hende løse problemer – ikke matematiske, det kunne enhver robot – men problemer, hvor forudsætningerne var bevidst misvisende uden at være direkte forkerte. For Jane-4 var det elementært, men for Madarian handlede det om at vise, at han havde skabt noget nyt.

Han havde arbejdet sig igennem år af udmattende udvikling. Nye beregningsmetoder ville fremover spare titusinder af dollars for hver ny positronisk hjerne, og han vidste, at hans teknikker havde potentiale langt ud over deres oprindelige formål. Det var ikke kun en robot, han skabte, men et redskab til at åbne nye matematiske og teknologiske horisonter.

Jane-5 var kulminationen. Mindre og slankere end sine forgængere og uden karikaturen af femininitet, som Jane-1 havde haft, men med en subtil fremtoning, der fik hende til at virke næsten menneskelig. Det var ikke specifikke træk, men måden, hun stod på, måden kroppen syntes at bøje svagt, når hun drejede sig. Selv stemmen var en blød, næsten foruroligende kontraltostemme. Madarian havde en psykologisk dagsorden: han ønskede, at folk skulle opfatte hende som kvinde, behandle hende som kvinde – ikke for at forføre, men for at forme en social ramme omkring hendes eksistens.

Men hendes funktion var langt dybere end fremtoningen. Hun var ikke en logisk maskine, men en intuitiv robot. Hun kunne ikke fodres med døde data alene. Hun måtte opleve stemmer, sidebemærkninger, irrelevante detaljer – alt det, som udgør det levende stof i menneskelig viden. Madarian insisterede derfor på, at hun skulle med til Flagstaff, verdens centrum for planetologi, hvor hun kunne observere forskere i deres eget miljø, se deres instrumenter, høre deres samtaler, opsnappe det usagte. For ham var det ikke nok at stille bøger til rådighed. Det var ikke blot information, hun skulle have, men mødet med virkeligheden selv.

Denne overbevisning bragte ham på kant med Peter Bogert, som så risikoen i at transportere en aktiveret robot til Jorden, hvor robotbevægelser var strengt reguleret. Men Madarian nægtede at deaktivere Jane-5; hendes frie associationer, det intuitive netværk af sammenknytninger i hendes positroniske hjerne, kunne ikke fryses ned uden tab. Hun måtte forblive aktiv. Det var selve pointen. Risikoen blev omhyggeligt planlagt væk med private fly, lukkede biler og forklædte kasser – og Flagstaff blev nået uden hændelser.

Allerede kort efter ankomsten sendte Madarian en krypteret, skærmet besked, fuld af begejstring. Det var ikke svaret på de store spørgsmål endnu, men for ham var selv detaljen om stemmen en genial inspiration. Jane-5 var ikke længere blot et eksperiment; hun var blevet til et redskab for en ny form for erkendelse. Forskernes spontane reaktioner, deres uforberedte bevægelser og ubevidste signaler skulle være hendes råmateriale. Hun skulle ikke læse sig til viden, men sanse sig frem til den.

Hvordan lever man videre, når man ikke længere kan forlade stedet, hvor man døde?
Hvordan ændrede en seddel alting?
Hvordan kan man navigere i korruption og magtkampe i det vilde vesten?
Hvordan finder man spor i en mordgåde, når intet er, hvad det ser ud til?