Hvad betyder det at være alene i et fremmed hus?

Det var som om, det var bestemt, at når jeg først var kommet ind, skulle jeg aldrig kunne komme ud igen. Den første følelse, som jeg husker fra den lange rejse, var kulden. Det var en bidende kulde, som jeg aldrig har oplevet hverken før eller siden. Den trængte sig ind i min krop og hjerne, som en nål, og forvirrede mit sind, så jeg kun kunne ønske, at jeg ikke var kommet. Jeg kunne intet se i den mørke nat, kun mærke de ujævne vejaftryk, da bilen rystede mig fremad. Engang imellem følte jeg grenene fra træerne prikke mod vognen, som om de ønskede at advare mig om noget, som jeg ikke kunne forstå.

Efter hvad der føltes som en uendelig rejse, stoppede vi endelig. Den gamle mand, der havde kørt mig, steg langsomt af vognen og åbnede døren til min side. Kulden greb mig igen, og jeg trådte ud i et tæppe af sne, som falder tungt og stille, og som oplyste stien foran mig med et blødt og mystisk skær. Foran mig åbenbarede sig en uformelig skygge, huset der skulle modtage mig. Jeg kunne ikke skelne nogen detaljer i mørket, kun mærke fryseren, som snød mig for enhver klar tanke.

Efter at have ringet på dørklokken, dukkede en gammel mand op, der lignede chaufføren, og de to gamle mænd talte sammen, mens jeg stod udenfor og frøs. Jeg blev vist ind i varmen, men mit hjerte forblev tungt. Huset var for mig som en ukendt verden, og selv den første skimte af min værts ansigt undrede mig. Den mand, jeg havde forventet, var en følsom kunstner, men han var alt andet. Han var høj, robust og muskuløs, næsten overdimensioneret, men hans stemme, der kom som en skarp, pipende tone, afslørede hans nervøsitet.

Han bød mig velkommen med en umådelig iver, som om hans liv afhængede af mit besøg. Jeg kunne mærke hans desperation. Hans nervøse opførsel var ikke kun mærkbar i hans ord, men også i hans måde at føre mig rundt i det forfaldne hus på. Hver gang han talte, kunne jeg mærke, at han forsøgte at skjule sin angst bag en venlig facade. Jeg blev ledsaget gennem skrøbelige korridorer og op ad mørke trapper, hvor de gamle billeder, der prydede væggene, var falmede og slørede.

Da han endelig viste mig ind i mit værelse, kunne jeg mærke, at han var på nippet til at bede mig om at blive, som om han frygtede, at jeg ville forlade ham. Jeg satte mig hurtigt foran den varme ild, der brændte lystigt i pejsen, og følte mig en smule lettere. Men ikke længere. Det var først, da han havde forladt mig alene, at en merekelig følelse begyndte at vokse i mig. Jeg havde ingen grund til at være bange, men alligevel følte jeg mig stadig fanget i huset. Og så, som en naturlig konsekvens, fik jeg den mærkelige trang til at flygte.

Jeg åbnede et af de gamle vinduer, der blev holdt af rustne hængsler, og mærkede den kolde luft og den næsten døvende brusen fra havet udenfor. Det var som om noget i luften – noget usynligt – truede med at knuse mig. Da jeg kiggede tilbage, så jeg hende: en gammel kvinde, der pludselig stod der i døråbningen. Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men jeg kunne have svoret på, at hun var der. Jeg havde ikke ventet noget sådant syn. Hendes ansigt var skræmmende, et skævt, ondt ansigt, et ansigt, der syntes at have mistet enhver rest af livskraft. Men hvad var hun? En husbestyrerinde? En skygge fra en fjern tid? Jeg ved det ikke.

Da jeg kiggede bort et øjeblik, forsvandt hun som et ekko i mørket. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at mit sind måske spillede mig et puds, men følelsen af, at der var noget ubeskriveligt skræmmende ved dette hus, var uundgåelig. Jeg følte mig som en fremmed i et ukendt land, omgivet af mennesker og ting, der tilsyneladende ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Jeg kunne ikke slippe følelsen af, at jeg var blevet en del af et skuespil, som jeg ikke kunne forstå, et skuespil, der udfoldede sig for mig alene, og som jeg ikke kunne vende om fra.

Det, der gør denne oplevelse så markant, er ikke kun mødet med de mærkelige mennesker i huset, men også de små detaljer, som langsomt trænger sig på. Den kolde kulde, der trækker sig ind i kroppen og sindet, og som tvinger dig til at konfrontere din egen ensomhed. Den følelsesmæssige distance mellem mig og mit vært, som måske ikke var så usynlig, som jeg gerne ville tro. Og så den uundgåelige fornemmelse af, at der er noget, der ikke stemmer. Noget skjult i væggene, i billederne, i stemningen i huset, der ligger som et tungt tæppe over alt.

Hvad sker der, når kærlighed og død mødes?

Hendes hoved hængte, hendes øjne stirrede tomt på Aird, som stod stille foran hende. "Du—brut!" Hun talte igen, men Aird forblev tavs. Så, med et overskud af tårer, kastede hun sig over den døde hjort, hviskede kærlige ord til den. Den nedgående sol, der var tæt på at forsvinde bag horisonten, kastede et blodrødt lys henover hendes krop, som lå i en bue på jorden. Lyset strakte sig langt og nåede til Aird, og badede ham i dens dødbringende skær. Det var som om flammen i solens sidste stråler ikke havde varme, men alligevel forbrændte de både hende og ham, og vækkede dem til bevidsthed.

Hun rejste sig langsomt, knæene rystende. Aird tog et skridt hen imod hende. "Død," hviskede hun. "Død! Denne blodrøde flamme rammer også dig—du, som lige har udløst død. Hvorfor, hvorfor gjorde du det? Var der ikke andre dyr, en gris måske, du kunne jage, Tuan Aird, men du måtte dræbe min sjæl?"

Deres varme læber mødtes, og kriedingernes musik flød gennem hulen, som en blid strøm, som om det var en fjerne, men alligevel nær, væsen, der forlod dem et øjeblik og derefter vendte tilbage.

Aird lå afslappet på en skyblå madras, støttet op mod puder, og så på den sidste glød fra sin cigaret. Han vidste, at fem dage var gået, da han reflekterede over hans strenge ration på jagten—ti cigaretter om dagen, som nu var forbi. Fem dage af... Lyden af tørrede tangstænger rystede. Han løftede blikket, og Cranfields datter stod foran ham, og kriedingernes musik stoppede.

"Hvad du siger, er det sandt?" Hviskede hun. "Sandt—alt sammen sandt—så sandt som..." Aird forsøgte at sige "død", men stoppede sig selv. "Som?" Hun kiggede ham i øjnene. "Som at jeg elsker dig, Saiang," svarede han stille, mens han strøg hendes gyldne hår.

"Og du har set registret—læst ordene?" Aird nikkede. "Jeg har ikke længere behov for at leve i vanære, foragtet af både hvide og brune—som en datter af synd og skam—en varsler af død—min hånd mod alle mennesker—min sjæl i lænker—handel med overtro som Ånden af den Store Hvide Død—jeg har ikke længere behov?"

Hun kiggede på ham med lysende øjne, som om hun var rede til at give sig selv fuldstændig, og en uvægerlig længsel fyldte ham, en længsel, der var mere grundlæggende end noget han havde følt før. "Og du vil tage mig til dit hus over bugten, lade mig sejle dig derhen i min spøgelsesbåd—Berballen? Og vise mig alt? Og du vil beholde mig hos dig—mig, et vildt barn—aftager af det vilde—og vores børn, født af sol og måne og hav, skal en dag kravle på dine knæ i et hus i England, langt langt over havet? Du sværger, elskede?"

Hun kiggede ham intenst, og Aird blev rystet. "Jeg sværger," sagde han stille.

I den dybe nat, i mørket af Scrip's Cave, hviskede hans ord som et opkald, en ukendt forudsigelse. Aird lukke sine øjne, for nogle ting tør mænd ikke se. Et pludseligt rykning i hans ben, som en krampe greb hans kalve, forårsagede smerte, og han gav et svagt råb. To arme snoede sig om hans nakke, kølige fødder kærtegnede hans brændende fødder.

Kærlighed, som havde sejret over døden, var nu dødt. Men i denne død, sejrede kærligheden, for den besejrede den store hvide frygt.