I det moderne medielandskab er sandheden blevet en flydende og ofte undslippende størrelse. Den digitale revolution, som i mange tilfælde blev fremstillet som en teknologisk og social forbedring, har ikke kun ændret måden, vi producerer og distribuerer information på, men har også undergravet grundlæggende institutioner, der har været ansvarlige for at formidle objektiv og faktuel viden. Dette gælder især for journalistikken, som i dag står over for massive udfordringer i en tid, hvor misinformation og hadfærdigheder trives på de sociale medier.

Den digitale revolutions optimistiske fortælling har ofte fokuseret på dens potentiale til at skabe forandring og innovation. Nye forretningsmodeller, som har afløst de gamle, har givet plads til nye aktører og metoder. På mange måder har vi set, hvordan tidligere etablerede brancher som musik og video er blevet disruptet af digitale formater og platforme. Men for journalistikken er transformationen ikke nødvendigvis blevet mere kreativ end destruktiv. Det gælder især i lyset af, at markedet ikke nødvendigvis kan sikre et optimalt niveau af offentligt gode, som nyheder jo er. Nyheder er i den forstand et offentligt gode, både politisk og økonomisk. De opfylder demokratiets behov for information, men de er samtidig et gode, som i sagens natur er svært at monetarisere på en effektiv måde.

Historisk set har der været tre løsninger på problemet med, at nyheder underproduceres i markedet. Den første løsning har været selektive subsidier til specifikke mediehuse, som ofte har været finansieret af staten, politiske grupper eller private aktører, der ønskede at fremme egne synspunkter. Den anden løsning har været generelle subsidier til medier, der har sikret en vis grad af redaktionel uafhængighed, som f.eks. støtte til offentlig service-tv eller fordelagtige posttjenester til aviser. I USA har man historisk set også benyttet sig af en krydssubsidieringsmodel, hvor profitable segmenter som reklame og klassificerede annoncer har krydssubsideret de dele af avisen, der ikke kunne forvente økonomisk gevinst på kort sigt. Denne model har imidlertid lidt under digitaliseringen, hvor internettets opkomst har fragmenteret medielandskabet.

Internettet har alvorligt undermineret denne krydssubsidieringsmodel. Med udviklingen af platforme som Craigslist og eBay, har de penge, aviser tidligere tjente på klassificerede annoncer, næsten forsvundet. Desuden gør det fragmenterede internet det lettere for brugerne at få nyheder fra specialiserede kilder i stedet for at købe den lokale avis. Samtidig har de store tech-virksomheder som Google og Facebook formået at tiltrække næsten hele digital annonceringsmarkedet, hvilket har ført til et endnu større tab af indtægter for de traditionelle medier.

En konsekvens af denne udvikling er, at journalister og medier i stigende grad er afhængige af abonnementsmodeller for at generere indtægter. Men et stort problem er, at mange brugere ikke ser nogen grund til at betale for nyheder, når gratis alternativer er tilgængelige på internettet. Denne adfærd er ikke kun begrænset til et fåtal af brugere; det er blevet den dominerende trend. Trods dette fortsætter nogle af de store nyhedsorganisationer som New York Times og Washington Post med at vokse gennem abonnementsmodeller, mens lokale aviser, der ikke kan tiltrække nok betalende abonnenter, fortsætter med at krympe. Selvom digitale nyhedssider også er vokset, har de ikke været i stand til at kompensere for de store tab i både dækning og læserskare, som har ramt lokaljournalistikken.

Journalistikkens nedgang er tydelig i de beskedne beskæftigelsestal. Ifølge data fra USAs Bureau of Labor Statistics er beskæftigelsen i både dag- og ugeaviser faldet med 62 procent fra 1990 til 2017. For specialiserede medier som sports- og økonominyheder er der dog opstået niche-tilbud, som har været i stand til at finde deres vej i den digitale verden. Imidlertid er det stadig de lokale og regionale nyheder, som lider mest.

En yderligere effekt af denne udvikling er, at vi står overfor en geografisk forskydning i journalistikken. Mens kystområderne har set en stigning i digitale publiceringsjobs, er pressen i hjertet af landet blevet kraftigt reduceret. I 2016 arbejdede 72 procent af journalisterne i de counties, som stemte på Hillary Clinton, mens de områder, som stemte på Trump, har set de største fald i pressebeskæftigelse. Denne geografiske forskydning har resulteret i fremkomsten af såkaldte "nyhedsødelande", områder uden nogen lokalavis.

I denne situation er det vigtigt at forstå, at de store tech-giganter spiller en stadig større rolle i nyhedsdistributionen. Deres evne til at kontrollere strømmen af digital reklame og samtidig udnytte brugerdata har forvandlet dem til de primære aktører i nyhedsformidlingen, selvom de ikke skaber indholdet selv. Denne koncentration af magt har ikke kun økonomiske konsekvenser, men underminerer også mediets evne til at opretholde uafhængighed og integritet i den journalistiske praksis.

Det er vigtigt at forstå, at journalistik ikke kun handler om at rapportere hændelser, men om at udveksle information, der er essentiel for en fungerende demokratisk proces. Når den professionelle journalistik er i tilbagegang, og erstatning af denne gennem frie, ofte kommersialiserede kilder ikke er mulig, risikerer vi et samfund, hvor "sandheden" bliver et subjektivt begreb, der kan formes af de aktører, der kontrollerer den digitale infrastruktur. Den voksende afhængighed af sociale medier som nyhedskilder bidrager til denne situation, hvor algoritmer og brugeradfærd præger, hvad der bliver set og delt.

Hvordan Propaganda og Økonomisk Frihed blev Forbundet med Demokrati i USA i 1930'erne og 1940'erne

I begyndelsen af det 20. århundrede blev økonomisk frihed og politisk demokrati forbundet på en måde, som påvirkede både den offentlige opfattelse og politiske beslutningstagning i USA. Den Nationale Forening af Producenter (NAM) spillede en central rolle i at fremme en propaganda, som hævdede, at fri virksomhed ikke kun var en vigtig del af den amerikanske økonomi, men at det også var fundamentalt for landets demokrati og borgerlige friheder. I denne periode blev teorier fra de østrigske økonomer Friedrich Hayek og Ludwig von Mises bragt ind i den offentlige diskurs som en væsentlig del af denne kampagne.

Propagandaprogrammet "The American Family Robinson," som blev sendt i radioen i slutningen af 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne, blev anvendt som et middel til at præsentere et billede af et USA, hvor den økonomiske frihed og det frie marked var tæt forbundet med landets politiske system. Gennem dette program forsøgte NAM at overbevise den amerikanske befolkning om, at fri virksomhed var en uundværlig del af både det amerikanske liv og den demokratiske orden. Ifølge dette synspunkt kunne den amerikanske måde at leve på ikke eksistere uden den ubesværet funktionerende frie virksomhed.

I et afsnit af programmet blev det hævdet, at ingen europæiske lande kunne tilbyde et økonomisk system, der fungerede bedre end USA's, og at europæerne led under lave lønninger og manglende af de "amerikanske bekvemmeligheder." Men man kunne have argumenteret på det tidspunkt, at europæiske økonomier på flere måder faktisk tjente almindelige mennesker bedre end den amerikanske. For eksempel havde europæiske landmænd adgang til elektricitet, før de amerikanske landmænd havde det. Et vigtigt aspekt af NAM's propaganda var at understrege amerikansk industri som en central aktør i at sikre national sikkerhed, især efter 1939. I et afsnit af programmet klager hovedpersonen, Luke, over, at USA havde mistet milliarder under Første Verdenskrig på grund af for meget statslig kontrol over produktionen af våben og militært udstyr. I programmet bliver det hævdet, at det ikke er politikere, men industriens ledere, der har den nødvendige viden og dygtighed til at producere militært udstyr på effektivt vis.

NAM forsøgte at sikre den amerikanske befolkning om, at fri virksomhed var en uvurderlig del af den nationale sikkerhed, og at det var afgørende for landets fremtid, at industrien fik lov til at arbejde med så lidt regulering som muligt. Denne besked var hjertet af NAM's propaganda – at overbevise den amerikanske offentlighed om, at fri virksomhed og demokrati var uadskillelige.

I 1939 understregede NAM i en kommentar til National Association of Broadcasters, at programmets formål var at fremme en pro-business besked og ikke en anti-politisk besked. Programmet skulle vise, at ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed og økonomisk frihed var uadskillelige og nødvendige for at bevare det demokratiske styresystem, der havde gjort Amerika til den nation, den var. Denne idé blev gentaget i mange af NAM’s udgivelser, og i 1939 blev den centrale idé offentliggjort i en pressemeddelelse: "I en verden, der er ramt af krig og diktatur, lever amerikanerne i fred og frihed."

NAM understregede, at det var den amerikanske tro på repræsentativt demokrati, fri virksomhed og borgerlige og religiøse friheder, som havde givet amerikanerne den højeste grad af personlig frihed, den største mulighed og den højeste levestandard i verden. Denne forbindelse mellem fri virksomhed og den amerikanske livsstil blev således en grundlæggende del af den amerikanske politiske diskurs.

Selvom NAM's kampagne havde til hensigt at fremme en bestemt fortælling om, at den amerikanske livsstil var uløseligt forbundet med økonomisk frihed, var denne fortælling langt fra fuldstændig. Den ignorerede den lange og mørke historie om slaveri i USA, der spillede en central rolle i at opbygge den amerikanske økonomi. Den overså også den betydelige rolle, som regeringen spillede i at støtte økonomisk vækst gennem tariffordninger, infrastrukturprojekter og statslige virksomheder. Derudover blev de arbejdere, der gav den amerikanske økonomi dens produktivitet, ikke tilstrækkeligt anerkendt i denne fortælling. Der blev ikke talt om fagforeningernes rolle i at sikre, at velstanden blev fordelt mere bredt, og at arbejdstagerne kunne få tid til at nyde de fordele, som økonomien skabte.

På trods af disse mangler blev denne fortælling om fri virksomhed som en grundlæggende del af det amerikanske demokrati og livsstil fast etableret i den offentlige bevidsthed. Denne form for ideologisk fortælling blev brugt til at fremstille enhver kritisk holdning til fri virksomhed som en trussel mod den amerikanske frihed og livsstil.

I dag kan vi se, hvordan denne samme fortælling stadig lever videre i mange politiske og økonomiske diskurser. For eksempel blev USA's modstand mod klimaaftaler og tobaksregulering i 1990'erne ofte forbundet med ideen om, at enhver form for statslig indgriben i økonomien ville true den amerikanske livsstil. Dette viser, hvordan gamle propagandaer stadig kan forme nutidens politiske diskurser.

Endelig er det vigtigt at forstå, at den ideologiske forbindelse mellem økonomisk frihed og politisk demokrati, som blev fremmet af NAM, var og er et politisk valg, ikke en uundgåelig kendsgerning. Den blev anvendt som et værktøj til at beskytte de interesser, som økonomiske eliter havde i at opretholde status quo, og den overså de strukturelle uligheder og de sociale bevægelser, der var nødvendige for at skabe mere retfærdighed i samfundet.

Hvordan institutionel autoritet og sociale medier bidrager til misinformation og politisk polarisering

I den moderne medieverden er misinformation blevet et globalt fænomen, der ofte forstærkes gennem traditionelle medier, selv på trods af faktatjek og advarsler fra nyhedsorganisationer. Denne situation afslører et dybere problem: en nedbrydning af institutionel autoritet, der underminerer tilliden til officielle informationer. Når fokus kun rettes mod sociale medier, overses de institutionelle kriser, hvor valgte embedsmænd – der traditionelt har været de mest betroede kilder til autoritative oplysninger – selv bliver stadigt mere involveret i at sprede forstyrrende kommunikation.

I mange af de foreslåede løsninger på dette problem, som omfatter faktatjek, medieundervisning eller reguleringer af mediegiganter som Facebook og YouTube, er intentionerne som regel velmenende. Imidlertid er disse tilgange usandsynlige at føre til ønskede resultater, især fordi et voksende antal borgere ønsker at tro på alternative fakta, der appellerer til deres dybere emotionelle sandheder og følelser af politisk og økonomisk marginalisering. Det er derfor usandsynligt, at valgte politikere, som har opbakning fra sådanne følgere, vil betragte bestræbelser på at regulere deres kommunikation på sociale medier som andet end censur.

Der er en tendens til at se på misinformation som et individuelt problem. Man fokuserer på de kognitive processer, der får enkelte mennesker til at være modtagelige for misinformation. Nogle personer har en naturlig tilbøjelighed til at søge information, der bekræfter deres eksisterende overbevisninger – et fænomen, der kaldes bekræftelsesbias. Dette er et kognitivt fænomen, der fører til polarisering, da individer vil afvise eller undgå information, der modsiger deres overbevisninger, samtidig med at de opsøger følelsesmæssigt beroligende information, der bekræfter deres synspunkter. En teori er, at information, der er i modstrid med eksisterende overbevisninger, bliver mentalt omformet, så den tilpasses de tidligere holdninger. Et eksempel på dette er den såkaldte "backfire effect", hvor bestræbelser på at korrigere faktuelt fejlinformerede holdninger faktisk kan forstærke de fejlagtige overbevisninger.

Trods forskelligartede resultater i forsøg på at forstå denne effekt, har flere undersøgelser vist, at folk generelt forbliver stædige i deres politiske overbevisninger, uanset om den modtagne information er sandfærdig eller ej. En vigtig observation er, at folk ofte ikke er isolerede informationsovergivere, som det fremgår af mange af de eksperimentelle studier om misinformation. I virkeligheden lever vi i en tid, hvor information ikke bare bliver modtaget passivt, men også produceret og delt aktivt i sociale netværk. Dette peger på, at det ikke er nok blot at se på individet isoleret, men at vi i stedet må forstå de kollektive dynamikker og interaktioner, som skaber og spreder misinformation i det moderne samfund.

Der er også et kritikpunkt, der går på, hvordan tidligere tiders medieforskning – der ofte har baseret sig på laboratorieeksperimenter og surveys – ikke er tilstrækkelig til at forstå de komplekse, interaktive informationsstrømme, vi ser i dagens medielandskab. I denne nye æra, hvor information er let tilgængelig og hurtigt deles på tværs af platforme, er det ikke længere nok at bruge de gamle modeller for mediekommunikation. Den nuværende medievirkelighed kræver en ny tilgang, som tager højde for den kompleksitet, der følger med, når folk konstant interagerer med information gennem sociale netværk og online fællesskaber.

Selv om mange af de løsninger, der sigter mod at bekæmpe misinformation, fokuserer på individets evne til at genkende og modstå forvrænget information, overser de en vigtig realitet: Misinformation er ikke længere en tilfældig forstyrrelse i et ellers velfungerende informationssystem. Det er blevet en industriel proces, hvor information bliver systematisk manipuleret og distribueret for at forme offentlige opfattelser og påvirke politiske beslutninger. Som et eksempel på dette kan vi se på de russiske forsøg på at påvirke valgene i USA og Europa. Trods advarsler og indsats fra internationale organisationer er det stadig uklart, hvordan man effektivt kan stoppe spredningen af misinformation, især når den bliver forstærket af både udenlandske aktører og indenlandske medier.

En anden vigtig dynamik er forholdet mellem politiske ledere og de medier, der understøtter deres dagsordener. Under den amerikanske rigsretssag mod Trump i 2020 blev det tydeligt, hvordan både politiske figurer og medier kunne konstruere alternative narrativer, der ignorerede fakta til fordel for mere følelsesmæssigt appellerende historier, som deres tilhængere kunne identificere sig med. Denne praksis er en del af et større fænomen, hvor fremstillingen af "sandhed" bliver manipuleret for at opretholde politisk magt og mobilisere vælgerne.

Det er vigtigt at forstå, at misinformation i den moderne æra ikke er et enkeltstående problem, men en kompleks samspilsproces, hvor både individuelle kognitive skævheder, sociale netværk og institutionelle aktører spiller en rolle. For at kunne tackle misinformation effektivt, er det nødvendigt at forstå disse dynamikker og udvikle løsninger, der adresserer både de personlige og strukturelle faktorer, der understøtter misinformationens spredning.

Skal du opgradere fra EF til RF objektiver? En test og overvejelser om opgraderinger
Hvordan man opbygger tone og tekstur ved hjælp af blæk og markører i tegning
Hvordan Adversitet Kan Blive Din Største Lærer
Hvordan man udnytter det innovative potentiale i digital finansiering ud over kryptovalutaer
Hvordan Man Skriver En Litteraturgennemgang: Metoder og Værktøjer til At Samle Forskning