I de seneste år har kryptovalutaer og deres tilknyttede aktiver tiltrukket enorm opmærksomhed. Men samtidig har de også givet anledning til bekymringer om regulering, risiko og potentielle negative virkninger for både økonomien og samfundet. Mens de fejl, der er blevet begået af kryptobaserede enheder, ikke har haft en umiddelbar indvirkning på den finansielle sektor, understreger de et kritisk behov for effektiv regulering. Kryptomarkedet og det finansielle system kan blive tættere forbundet, især når store teknologivirksomheder træder ind i sektoren, hvilket gør behovet for regulering endnu mere presserende.

Reguleringen af kryptovalutaer og tilknyttede aktiver bør tage udgangspunkt i princippet "samme funktioner, samme risici, samme regler". Kryptomarkedet bør ikke få præferentiel behandling i forhold til andre aktiver, og det er afgørende, at købere af kryptovalutaer er fuldt ud informeret om de risici, de påtager sig. På samme måde skal de aktiviteter, der knytter sig til kryptovalutaer, ses som risikofyldte, og de skal behandles derefter. En nøje afgrænsning mellem kryptobaserede aktiviteter og det traditionelle finansielle system bør sikres for at beskytte den bredere finansielle stabilitet.

Den europæiske lovgivning, som f.eks. MiCA (Markets in Crypto-Assets), sigter mod at etablere en omfattende reguleringsramme. Denne ramme vil omfatte både stablecoins og andre kryptovalutaer samt de serviceudbydere, der er involveret i disse aktiviteter. Det er afgørende, at MiCA-reguleringen hurtigt implementeres for at sikre, at reguleringen af kryptomarkedet er tidssvarende og effektiv. Stabiliteten i den finansielle sektor kan kun opretholdes, hvis der er en klar og ensartet regulering, som også tager højde for de risici, som kryptovalutaer medfører.

Men regulering alene er ikke tilstrækkelig til at skabe et stabilt fundament for digital finansiering. For at udnytte de muligheder, som teknologisk innovation giver, er det nødvendigt at give digital finansiering et stabilt fundament i form af en digital risikofri aktiv. Her kommer centralbankens penge i spil, da kun disse kan fungere som en stabilitetsanker for det digitale finanssystem.

Der er en misforståelse blandt nogle kommentatorer, der mener, at stablecoins kan fungere som et risikofrit aktiv. Det er dog ikke tilfældet. Stablecoins investerer deres reserver i markedsinstrumenter, hvilket gør dem udsatte for risici som likviditets-, kredit- og modpartsrisici. På sigt vil disse risici føre til, at stablecoins handles til variable priser, hvilket gør dem uegnede som risikofrie aktiver. Et teoretisk alternativ kunne være at tillade, at stablecoins holder deres reserver udelukkende i risikofrie indskud i centralbanker. Dette ville eliminere risikoen for opbevaring og investering, men kunne skabe andre fundamentale problemer, herunder trusler mod monetær suverænitet og potentielle negative konsekvenser for finansieringen af den reale økonomi.

I stedet bør løsningen være at udvide det nuværende to-niveau monetære system til den digitale tidsalder. Dette system bygger på et komplementært forhold mellem centralbankens penge og kommercielle bankers penge. Digitaliseringen af betalinger udfordrer den rolle, som kontanter spiller som et stabilitetsanker. Digitalisering af centralbankens penge i form af en digital valuta ville sikre, at offentlig penge fortsat kan bruges til digitale betalinger og bevare den monetære suverænitet. Den Europæiske Centralbank arbejder i øjeblikket på en digital euro af netop denne årsag.

En vigtig betragtning, som ikke må overses, er den nødvendige balance mellem innovation og stabilitet. I den hastige udvikling af digital finansiering er det afgørende, at vi bevarer en stabil ramme, der både fremmer innovation og beskytter den økonomiske struktur mod ukontrollerede risici. For at gøre det effektivt er det nødvendigt, at de regulatoriske rammer er tilpasset de konstant skiftende dynamikker i teknologien og markedet. De nuværende initiativer på EU-niveau og den potentielle introduktion af digital valuta bør ses som en integreret del af en langsigtet strategi for at sikre et bæredygtigt og stabilt finansielt system, der samtidig giver plads til nye innovative løsninger.

Endtext

Hvordan kan følelser bruges effektivt i retorik, og hvad siger klassikerne om deres rolle?

Under valgkampen i 2008 blev både Barack Obama og John McCain ofte kritiseret ud fra deres følelsesmæssige fremtoning. Obama blev opfattet som kølig, distanceret og ubrydelig, mens McCain blev anset for at være reaktiv og følelsesladet. Begge fremkaldte stærke følelsesmæssige reaktioner hos vælgerne. Klassiske retorikere betragtede imidlertid ikke følelser som noget uhåndterligt eller kaotisk. Tværtimod lærte de, at bevidsthed om følelser og evnen til at anvende dem i tale var færdigheder, der kunne udvikles gennem observation og erfaring.

Cicero identificerede en række almindelige følelser, som taleren skulle kunne fremkalde hos sit publikum: kærlighed, had, vrede, jalousi, medlidenhed, håb, glæde, frygt og irritation. Aristoteles brugte også meget tid på at analysere forskellige følelser og deres virkning på modtageren. Det var dog ikke tilstrækkeligt blot at kende til følelserne; taleren måtte også vurdere, om øjeblikket og situationen var egnet til et følelsesmæssigt appèl. Ifølge Cicero skulle stærke følelsesmæssige udbrud undgås i småsager eller over for mennesker, hvis temperament gjorde det umuligt at påvirke dem.

Der er en vigtig erkendelse i klassisk retorik: Mennesker træffer langt flere beslutninger på baggrund af indre følelser som had, kærlighed, lyst, vrede, sorg, glæde, håb eller frygt end ud fra objektiv virkelighed, lovgivning eller juridiske præcedenser. Denne observation sætter fokus på det følelsesmæssige som en grundlæggende drivkraft i menneskelig beslutningstagning, ikke blot i politik men i alle former for overtalelse.

Et eksempel på følelsers magt i tale findes i Russell H. Conwells berømte foredrag "Acres of Diamonds," som blev holdt tusindvis af gange i begyndelsen af det 20. århundrede. Conwell, en baptistpræst, brugte historier om selvforbedring og succes til at motivere sine tilhørere. Historien om Ali Hafed illustrerer, hvordan menneskelig længsel og utilfredshed kan drive en person til at søge noget bedre, ofte uden at se, at rigdommen eller løsningen allerede findes nær én selv. Denne fortælling indfanger essensen af følelsesmæssig appel: at skabe håb og et personligt engagement, som får publikum til at identificere sig med fortællingen.

Vigtigheden af at mestre følelser i retorik ligger ikke blot i at fremkalde dem, men i at forstå deres kompleksitet og tilpasse deres brug til konteksten. Følelser er ikke noget, der skal undertrykkes eller frygtes, men snarere noget, der kan gøres til et bevidst redskab for overbevisning. At kunne skelne mellem hvornår og hvordan følelser skal bruges, er en afgørende del af effektiv tale.

Det er væsentligt for læseren at forstå, at følelser i retorik ikke er et udtryk for irrationalitet, men tværtimod et udtryk for en dyb forståelse af menneskelig psykologi. At kunne vække følelser hos et publikum kræver indsigt, empati og timing. Det indebærer også en moralsk dimension, hvor taleren bør overveje, hvordan brugen af følelser påvirker lytterne – om det skaber manipulation eller oplysning.

Derudover må læseren erkende, at følelser i overtalelsessituationer altid bør balanceres med fakta og argumenter. En tale, der kun spiller på følelser, risikerer at fremstå tom eller utroværdig. Den stærkeste retorik kombinerer både følelsesmæssig appel og rationel overbevisning, så begge aspekter styrker hinanden.

Jak správně rezervovat ubytování a co vše je třeba vzít v úvahu
Jaký je rozdíl mezi pasivní a aktivní validací v produkci?
Jak správně vyhodnocovat výsledky svých stravovacích návyků a dosahovat dlouhodobých výsledků
Jak správně se orientovat v kempu a co si vzít na cestu?
Jak vytvořit zdravý a chutný brunch: Příprava pokrmů s batáty, čočkou, quinoou a rybami