Hvilken rolle spiller miljøet i økonomisk teori, og hvordan udfordrer alternative perspektiver den etablerede ortodoksi?

Økonomisk teori har traditionelt betragtet miljøproblemer som eksterne forhold, som kun i begrænset omfang bør integreres i den økonomiske model. I dette synspunkt behandles miljøproblemer som "specielle tilfælde", som kan håndteres med eksisterende økonomiske værktøjer. Den ortodokse økonomiske tilgang ser miljøet gennem linsen af markedsdrevne løsninger som grøn vækst, grønne job og grøn finansiering, som ikke udfordrer den grundlæggende økonomiske model, men søger at justere den. Eksempelvis bliver menneskeskabte klimaforandringer ofte set som et spørgsmål om at omstille økonomien til lavt kulstofforbrug, hvilket samtidig markedsføres som en mulighed for økonomisk vækst. Denne tilgang ignorerer dog de dybere økologiske og sociale transformationer, som er nødvendige for at håndtere den globale miljøkrise.

På den anden side står den sociale økologiske økonomi, som udfordrer denne ortodokse tænkning og insisterer på, at økonomi ikke kan forstås isoleret fra de økologiske systemer, den er en del af. Social-økologiske økonomer argumenterer for, at vi skal tage højde for de sociale og politiske dimensioner af økonomiske beslutninger og anerkende, at økonomiske systemer er indlejret i naturen. Dette synspunkt kræver en tværfaglig tilgang og insisterer på, at økologiske og sociale forandringer er nødvendige for at ændre den måde, vi organiserer vores økonomi på.

En anden vigtig kritik går på, at den dominerende økonomiske diskurs ikke formår at inddrage et tilstrækkeligt radikalt perspektiv. Ifølge Lee (2009) udgør heterodoxe økonomer, som udfordrer den økonomiske ortodoksi, ofte en udfordring for den etablerede teori, men de forbliver i mange tilfælde fanget i de samme grundlæggende kapitalistiske forudsætninger. Dette betyder, at selv når de tilbyder alternative teorier og modeller, bliver de i sidste ende indlemmet i den dominerende økonomiske tænkning, som ikke bringer den nødvendige transformation af samfundet. Lavoie (2014) og Backhouse (2009) taler om, at "ortodokse dissidenter" ofte er de økonomer, der måske kritiserer enkelte aspekter af økonomisk vækst eller markeder, men ikke er villige til at udfordre de grundlæggende forudsætninger for det økonomiske system.

I modsætning hertil står de sociale økologiske økonomer, som udfordrer både de ortodokse og heterodokse synspunkter og insisterer på, at vi skal se økonomiske systemer som integrerede i de økologiske systemer, de er en del af. Økologisk økonomi er ikke kun en akademisk disciplin, men en politisk og samfundsmæssig nødvendighed. Den repræsenterer en bevidsthed om, at den økonomiske model, vi har bygget op, ikke kan forenes med et bæredygtigt forhold til naturen, og at der er behov for en transformation af de økonomiske og sociale strukturer, der styrer vores liv.

Social-økologiske økonomer fremhæver, at der er et behov for en radikal ændring af både økonomisk teori og praksis, og at denne transformation ikke kun kan komme fra økonomer, men også fra politiske tænkere, sociologer, antropologer og naturvidenskabsmænd. Økologisk økonomi er et tværfagligt forsøg på at forstå og løse de miljømæssige og sociale problemer, vi står overfor, og det kræver en forståelse af, hvordan økonomiske systemer er knyttet til og påvirker økologiske processer.

Hvordan underkaster økonomien sig naturens love?

Økonomiske systemer er ikke adskilt fra naturen, men opstår fra de samme fysiske og biologiske strukturer, som former alt liv. De er dermed underlagt de samme naturlove, der styrer energi, stof og forandring. I økologisk økonomi er forståelsen af økonomiens funktion og reproduktion tæt forbundet med materielle og energimæssige strømme. Det forekommer indlysende i betragtning af de geopolitiske konflikter og krige om ressourcer, men denne sammenhæng er blevet ignoreret af de fleste økonomer, der traditionelt har behandlet energi som et eksternt, teknisk forhold snarere end et grundlæggende eksistensvilkår.

Termodynamikkens første lov fastslår, at energi hverken kan skabes eller ødelægges; mængden forbliver konstant i et lukket system. Den anden lov, entropiloven, siger derimod, at energi uundgåeligt mister sin anvendelighed – den

Hvordan interdisciplinaritet og transdisciplinaritet kan integreres i økologisk økonomi

I de fleste større internationale forskningsrapporter, især dem der omhandler miljømæssige problemstillinger som klimaforandringer eller biodiversitet, præsenteres ofte forskellige discipliner i et forsøg på at adressere komplekse emner. Det kan på overfladen virke som om, der sker en sammenkobling af discipliner, men i virkeligheden mangler rapporterne ofte en reel dybde, interaktion eller kritisk refleksion. Dette skyldes, at de enkelte discipliners perspektiver ikke altid er forenelige, og der er sjældent nogen ægte dialog, der kan føre til ny læring eller forståelse. Når der ikke er reel interaktion mellem disciplinerne, kan rapporten ende med at være en sammenstilling af forskellige synspunkter, der ikke nødvendigvis bidrager til et samlet eller integreret billede.

Max-Neef (2005) argumenterede for en metafysisk filosofisk grundlag for transdisciplinaritet og koblede dette til en hierarkisk struktur af disciplinær viden og virkelighed. Hans centrale bekymring var at udfordre de grænser, som moderne vestlig tænkning har sat for viden, og åbne op for en logik, der kunne harmonisere fornuft med intuition og følelse. Dog forblev hans diagrammer over disciplinære interaktioner komplekse og omdiskuterede, og de tilbød ikke meget praktisk vejledning i forhold til hvordan man opnår den ønskede integration. I modsætning hertil er den tyske tilgang mere anvendt og kombinerer interdisciplinaritet med offentlig deltagelse, som foreslået af post-normal videnskab (Luks og Siebenhuner 2007). Ifølge denne tilgang er transdisciplinaritet en udvidelse af interdisciplinaritet, der omfatter tovejs kommunikation og konceptualisering i konteksten af samfundet som helhed, og ikke kun blandt eksperter. Denne formulering af transdisciplinaritet betegner, hvad man kunne kalde 'stærk transdisciplinaritet'.

I økologisk økonomi har det derfor været nødvendigt at redefinere, hvad der menes med transdisciplinaritet og at afklare, hvordan interdisciplinaritet og offentlig deltagelse kan kombineres på en meningsfuld måde. Integration af disciplinerne kræver en dyb engagement med de enkelte discipliners metoder og teorier for at forstå de potentielle forbindelser og muligheder for syntese. Dette kan inkludere, at forskere og praktikere aktivt engagerer sig med de samfundsmæssige og normative dimensioner af deres emne og på en åben måde accepterer muligheden for at revidere deres egne forståelser.

Under kritisk realisme er det nødvendigt at identificere de relevante ‘strata’, som et givent fænomen tilhører. Dette betyder, at forskeren skal afgøre, hvilke discipliner og kilder af viden, der er relevante for at forstå et fænomen, og at analysen nødvendigvis skal tage højde for både de sociale, økonomiske og økologiske dimensioner, som ofte er tættere forbundet, end man umiddelbart kunne tro. Kapp (1961) fremhævede, at denne proces ofte resulterer i en afklaring af disciplinernes grænser og afslører de begrænsninger, der findes i integrationsprocessen. I dette lys er det klart, at integration af viden kræver, at forskeren er villig til at revidere tidligere positioner og tro, hvilket kan være en psykologisk udfordring.

Hvordan kan videnskabelig integration overkomme epistemologiske barrierer?

Kapp (1961) kritiserede den traditionelle, formelle tilgang til videnskab og foreslog en bredere, empirisk og kritisk orienteret metode til at forstå menneskelige adfærdsmønstre og sociale processer. Hans synspunkt var, at videnskabelige analyser bør fokusere på de faktiske problemer, som mennesker står overfor i deres interaktion med både naturlige og kulturelle strukturer. I stedet for at insistere på de logiske implikationer af midler-mål-relationer og rationelt valg, argumenterede Kapp for, at vi bør studere menneskelige behov og sociale strukturer på tværs af disciplinære grænser. For ham var det nødvendigt at forene forskellige specialiseringer i et problemfokuseret perspektiv, hvor tværfaglighed var nøglen til at forstå komplekse sociale og kulturelle fænomener.

Kapp understregede, at selvom disciplinær specialisering stadig havde sin plads, skulle der være en større åbenhed for integrerende metoder, som kunne bringe forskellige discipliner sammen alt efter det specifikke problem, der skulle undersøges. Det var ikke et afvisning af specialisering, men en opfordring til at lade sig inspirere af de ideer og metoder, der var mest relevante for den konkrete udfordring. En sådan tilgang krævede dog en ændring i den måde, forskere bliver uddannet på, samt en større vægt på tværfaglige studier, som i dag alt for ofte er blevet overset.

Desuden er der modstand mod denne tværfaglighed fra de etablerede videnskabelige discipliner, og Kapp advarede mod, at akademisk imperialisme kunne hæmme et sådant integreret samarbejde. Det er her, at det er vigtigt at forstå den nødvendige filosofiske fundament, der ligger bag en meningsfuld tværfaglig tilgang. Videnskabelig integration kan kun opnås, hvis der er fælles begreber og forståelse på tværs af discipliner. Dette kræver en dybere forståelse af de værdier og sociale processer, der knytter sig til det fælles objekt for studiet.

Kapp foreslog, at et "fælles begreb" kunne være løsningen på denne problematik. Dette ville kunne samle de forskellige forsøg på at forstå samme fænomen, som man finder i forskellige videnskabelige discipliner, og skabe en mere sammenhængende videnskabelig tilgang. For eksempel, begrebet "socioøkonomisk forsyning" blev genstand for undersøgelse i flere heterodoxe økonomiske skoler. Det blev brugt som en grundlæggende ide om, hvordan samfundets økonomi fungerer i forhold til at imødekomme menneskelige behov.

Der er et væsentligt element i Kapps tanker, der ikke kan ignoreres, nemlig den kritiske holdning til den logiske og reduktionistiske tænkning, der dominerer mange discipliner i dag. I stedet for at reducere komplekse sociale og kulturelle fænomener til isolerede variable og måle dem gennem kvantitative metoder, opfordrede Kapp til at integrere kvalitative forståelser. Dialektisk tænkning, som Kapp og Georgescu-Roegen talte for, kræver, at vi forstår, at videnskabelige begreber ikke kun kan reduceres til aritmetiske modeller. Modellen skal relateres til de kvalitative og sociale egenskaber, som de undersøger.

Tværfaglighed er derfor et nødvendigt skridt for at bringe forskellige lag af viden sammen. Men for at det skal være meningsfuldt, skal der også være en metodologi, der understøtter denne tværfaglighed. Den videnskabelige praksis bør ikke bare være et sammensurium af forskellige synspunkter, men en ægte integration af viden, der bevarer forskellighederne mellem disciplinerne og samtidig anerkender deres fælles mål. Et eksempel på dette kunne være brugen af metaforer og analogier, som kan være nyttige til at forbinde forskellige teoretiske perspektiver. Men vi skal være forsigtige med, at analogier ikke bliver så langt fra den oprindelige objektivitet, at vi mister forståelsen for det fænomen, vi undersøger.

Videnskabens fremtid kræver derfor en erkendelse af, at tværfaglighed og integration ikke er simple løsninger, men nødvendige betingelser for at kunne forstå de komplekse problemer, vi står overfor. I stedet for at blive fanget i de etablerede grænser for disciplinerne, bør vi søge at finde fælles referencer, som kan rumme de forskellige perspektiver. Kapp’s syn på videnskab som en integreret helhed og hans kritiske tilgang til den reduktionistiske tænkning giver os et væsentligt fundament for at kunne forstå og tackle de mange udfordringer, som vores samfund og vores planet står overfor i dag.

Er økonomisk teori den største hindring for social og økologisk transformation?

De nuværende økonomiske teorier er i vid udstrækning utilstrækkelige til at adressere de sociale, økologiske og økonomiske kriser, vi står overfor. Det er ikke længere muligt for menneskeheden at fortsætte med at tro på og praktisk støtte urealistiske økonomiske systemer, som ikke blot er tilbagestående, men som også bidrager til at forværre de problemer, vi står overfor. De vækstorienterede økonomier, som vi kender i dag, er bygget på konkurrence og udnyttelse, og disse systemer fører menneskeheden mod alvorligere ressourcemangler og ulighed. Denne type økonomi er en væsentlig årsag til de vedvarende sociale og miljømæssige problemer.

For at skabe en mere retfærdig og bæredygtig økonomi kræves der en radikal transformation – en dyb social-økologisk økonomi, der anerkender de grundlæggende principper, som skal ligge til grund for en mere bæredygtig fremtid. Denne transformation kan ikke komme ved at forsøge at tilpasse sig det eksisterende system eller finde kompromiser med de etablerede økonomiske ideologier. I stedet er det nødvendigt at erkende, at der ikke kan være nogen fremtid i at fortsætte med de nuværende økonomiske strukturer, som systematisk skaber ulighed, udbytning og ødelæggelse af naturen.

En effektiv transformation af vores økonomiske system kræver identifikation af de fundamentale ting, der virkelig betyder noget, og en forståelse af, at økonomi er et socialt og etisk spørgsmål. Det er ikke kun et teknisk emne, der kan løsnes fra de sociale og etiske overvejelser. Økonomisk teori bør tage højde for det faktum, at økonomiske systemer indebærer reproduktive processer, der inkluderer ulønnet vedligeholdelse, gave- og gensidighedsprincipper. Desværre er disse faktorer ofte ignoreret eller benægtet under de økonomiske systemer, vi i øjeblikket lever med, hvor finansielle, korporative og neoliberale kræfter dominerer.

I denne kontekst bliver alternative økonomiske systemer og former for social forsyning mere nødvendige end nogensinde. Der er behov for økonomiske modeller, der bryder med vækstens og markedsdynamikkens hegemoniske rolle, som har været dominerende i lang tid. Alternativerne skal ikke kun baseres på teorier om profitmaksimering, men på, hvordan vi skaber løsninger, der dækker menneskers behov gennem ikke-økonomiske, ikke-profitdrevne metoder. Dette kræver en helt anden tilgang til planlægning og organisering af økonomi.

Der er mange muligheder for, hvordan fremtidens økonomier kunne se ud, herunder planlægningsøkonomier, regeringskontrolleret ejendom, socialistiske økonomier, lokalsamfundsbaserede økonomier, økonomier der fokuserer på omsorg og solidaritet, økologiske landsbyer, og mange flere. Der er et væld af modeller og ideer, som kunne muliggøre en overgang til en mere bæredygtig og retfærdig økonomi. Denne mangfoldighed bør ikke afskrives som utopisk, men som nødvendige alternativer til et system, der ikke længere fungerer.

De økologiske økonomer, der forsøger at samarbejde med eller tilpasse sig de dominerende paradigmer, har på det seneste kun opnået passive revolutioner, der ikke løser de strukturelle problemer. Ved at spille med de eksisterende magtstrukturer forhindrer de den dybere forandring, som er nødvendig. Der er en tendens til at genvalidere den mainstream økonomiske diskurs, selv når den er irrelevant i forhold til de problemer, vi står overfor. En virkelig transformation kræver at vi skaber de nødvendige betingelser for at fremme nye ideer, og for at dette kan ske, må vi udelukke de forældede teorier og den viden, der er blevet tilbagevist.

I denne forbindelse er det vigtigt at forstå, at de ændringer, der er nødvendige, ikke blot handler om at reformere den eksisterende økonomi. Det handler om at skabe en ny økonomisk forståelse, der tager højde for sociale og økologiske faktorer, og som ikke blot tilpasser sig de eksisterende magtstrukturer og markedskræfter. Det er ikke nok at kritisere de eksisterende systemer – vi må skabe noget, der radikalt forvandler, hvordan vi forstår og organiserer økonomien.