Hvad betyder det at være en agent i en verden uden faste principper?

Der er noget, næsten uundgåeligt tragisk, i det at være en agent i en verden, hvor alt er foranderligt og meningsløst. En agent, som beskrevet af Five O’Clock Man, er den udefinerede skikkelse, hvis liv er en kompleks dans omkring mystik og hemmeligheder, uden at selv agenten kender til sin egentlige rolle. Han går gennem verden med en følelse af uforklarlig betydning, som om hans handlinger er større end ham selv. Hans eksistens bliver ikke blot et produkt af hans egne valg, men også af en ydre, næsten kosmisk kraft, der dikterer hans handlinger. Men hvad sker der, når denne kraft forsvinder, eller når agenten mister forståelsen af sin egen rolle?

Agentens liv er et konstant søgen efter en primær figur, et mål eller en figur, der giver hans handlinger mening. Uden denne primære målestok mister agenten sin eksistensberettigelse. Uden en primær, hvilket i praksis betyder en leder, et lys i mørket, bliver agenten forladt, hjemløs, i en verden hvor han enten ikke længere forstår sig selv eller sin opgave. Dette skaber en dyb følelse af ødelæggelse og formålsløshed, som er den virkelige tragedie for agenten: han er blevet efterladt af alt, hvad han troede på.

For denne type menneske er livet en performance, en rolle, han spiller uden at være sikker på, om han selv forstår manuskriptet. Hans liv bliver til et skuespil, hvor han er både skuespiller og tilskuer, og han accepterer dette uden spørgsmål. Det er en tilstand af eksistentiel angst, men samtidig en form for accept af sin egen uafhængighed af forståelse. Det er derfor ikke så meget spørgsmålet om, hvordan han agerer i denne rolle, men snarere hvordan han reagerer på, at denne rolle er alt, han er, og at han måske aldrig vil få indsigt i dens dybere mening.

Dette bliver særlig klart i den dramatiske afslutning, som beskrevet, hvor agenten, eller måske det bedre kunne beskrives som offeret for systemet, ser sin egen død blive en del af et større maskineri. Her, i et skarpt skifte, hvor hans rolle som agent pludselig opgives, bliver han bevidst om, at han er blevet en brik i et større spil, og at hans liv aldrig havde nogen reel værdi i sig selv. Døden, som på et tidspunkt virker som en uundgåelig ulykke, bliver nu en afslutning på noget, der aldrig var blevet fuldt forstået – og som heller ikke kan forstås.

I denne forbindelse er det vigtigt at forstå, at de personer, der finder sig i sådanne systemer, står overfor en større udfordring end blot at være aktører i et spil. De er fanget i en strukturel spænding mellem deres ydre roller og deres indre søgen efter identitet. Når denne spænding ikke længere kan holdes, når illusionerne bryder sammen, er det ikke længere muligt at se verden som en simpel forestilling. Systemet, der har styret deres liv, kollapser – og med det gør også deres forståelse af sig selv.

Endtext

Hvordan fiktive skildringer kan forsinke forståelsen af virkelighedens teknologi i krigsberetninger

I begyndelsen af Første Verdenskrig var det stadig muligt at se gamle ridderangreb fra hesteryg, selvom maskinernes tid var kommet. I mange fiktive fremstillinger af den store verdenskrig blev krigens udstyr og teknologi fejlagtigt portrætteret som forældet, og det skabte et skævt billede af den virkelige situation. Hvordan kunne litteraturen være så langt bag virkeligheden? Hvordan kunne forfatterne, der portrætterede krigen, have overset de nye teknologier og de virkelige kampmetoder, der var i spil? Krigens maskiner var langt mere avancerede end de hestetrukne enheder og gamle metoder, der blev skildret i mange værker.

I 1914, da krigen brød ud, var de fleste nationer allerede langt inde i en industrielt drevet militær æra. Soldaterne i kampene kunne ikke længere stole på de gamle, langsomme heste, der før havde domineret krigsførelse. Der var flyvemaskiner i luften, tanks på jorden, og maskinpistoler var blevet det nye våbenvalg. Alligevel var det som om, forfatterne, som portrætterede krigen i deres bøger, ikke havde forståelse for det teknologiske skift og forsatte med at bruge gamle metoder som reference for deres dramatiske scenarier. Dette skaber et massivt misforhold mellem den faktiske krigsteknologi og den fiktive fremstilling.

Et af de mest slående eksempler på denne teknologiske forsinkelse findes i skildringen af flyvning i disse værker. I en tid hvor Martin, Curtis og Wright virksomhederne allerede havde udviklet effektive fly, og alle luftfartsentusiaster kunne forstå luftens natur, blev flyene i mange fiktive fortællinger stadig beskrevet som klodsede, fantasifulde maskiner uden realistisk formål. Den klassiske "hundekamp" i luften blev ofte fremstillet som en umulig og nærmest komisk forestilling, hvilket afslørede forfatternes manglende kendskab til, hvordan det virkelig var at flyve. Disse skildringer afslørede en mangel på forståelse af både den nye teknologi og de nødvendige færdigheder, der krævedes for at navigere i luftens dimension.

Krigens diplomati i den første verdenskrig, som ofte blev skildret i fiktive værker, var også langt mindre kompleks og realistisk end den virkelighed, der fandt sted i de virkelige diplomaters forhandlinger. I romaner, som for eksempel E. Phillips Oppenheims, blev diplomatiske intriger skildret på en måde, der minder om de simple og utopiske plot, man finder i tidens eventyrromaner. Der blev ikke taget højde for den svære virkelighed af politisk magtspil og de strategiske beslutninger, der formede krigens forløb.

Disse fiktive værker reflekterer et klart misforhold mellem de virkelige forhold og den måde, som disse forfattere beskrev krigen. Mange af dem manglede den nødvendige indsigt i teknologi, diplomati og krigsførelse og forsøgte derfor at bygge deres historier på simplificerede og urealistiske begreber. Krigen blev i deres øjne en bibelsk eller mytologisk konflikt, fremfor en kompleks og blodig realitet, som den faktisk var.

Der er dog et mere udbredt fænomen, som sjældent diskuteres, men som er essentielt for at forstå, hvordan sådanne misforståelser opstår i fiktive skildringer: menneskets hukommelse og perception. Når en person, måske en gammel mand, gennemgår hypnotisk regression, kan han begynde at genopleve eller konstruere falske minder om at have været general under en krig som den, vi kender fra 1914. Denne tilstand af "pseudo-minder" er ikke et bevis på, at han reelt var en del af krigen, men et eksempel på, hvordan menneskets hukommelse kan skabe alternative virkeligheder.

Når vi ser på dette fænomen i konteksten af de skildringer, vi ser i litteraturen, bliver det klart, at det ikke blot er en teknologisk forsinkelse, men en mental og psykologisk proces, der er i spil. Krigen, som den blev skildret i bøger og film, blev på en eller anden måde filtreret gennem et menneskeligt behov for at forenkle og gøre begivenheder mere forståelige. Derfor kan vi se, hvordan krigens kompleksitet og den virkelige teknologiske udvikling blev overført til noget mere håndgribeligt og kendt – noget, der kunne forstås og fordøjes af publikum, selvom det var langt fra den virkelighed, soldaterne mødte på slagmarken.

Derfor er det vigtigt at forstå, at disse fiktive billeder ikke blot er fejlinformerede, men også en spejling af, hvordan mennesker bearbejder og omformer virkeligheden. Fiktive skildringer af krige, som dem vi ser fra perioden før og under Første Verdenskrig, er ikke blot et produkt af forfatternes manglende viden, men også et resultat af den måde, vi kollektivt bearbejder vores erfaringer på – gennem erindringer, drømme og skygger af fortiden.