José María Figueres’ politiske rejse og hans indflydelse på Costa Ricas bæredygtige udvikling er et af de mest interessante eksempler på, hvordan en ny generation af ledere kan forme en nations fremtid gennem et fokus på miljø og bæredygtighed. Født ind i et politisk dynamisk miljø, hvor hans far, José Figueres Ferrer, var en markant figur i landets historie, kunne José María ikke undgå at bære arven fra sin fars politiske bedrifter. Hans egne bidrag i Costa Ricas historie begyndte dog med en vision, der langt oversteg hans fars arv: at skabe en bæredygtig fremtid for landet.

Efter at have afsluttet sin ingeniøruddannelse vendte Figueres i 1988 tilbage til Costa Rica og blev minister for landbrug under Óscar Arias’ præsidentskab. Denne periode markerede et afgørende vendepunkt i Costa Ricas miljøpolitik, da Figueres’ tid som minister for landbrug sammenfaldt med grundlæggelsen af MINEREM og flytningen af den nationale parker-administration fra Landbrugsministeriet til det nye ministerium. Det var i denne periode, at Costa Rica begyndte at definere sig som en international leder inden for bæredygtighed, et mål, som Figueres senere gjorde til kernen af sin politiske dagsorden.

I begyndelsen af 1990'erne tog Figueres sin uddannelse et skridt videre og blev optaget på Harvard University, hvor han afsluttede sin mastergrad i offentlig administration ved Kennedy School of Government. Denne uddannelse var ikke kun en personlig milepæl, men også en mulighed for at danne relationer med fremtidige nøglepersoner inden for bæredygtighed og miljøøkonomi. Da han i 1994 blev valgt til præsident i en alder af 39 år, blev han den yngste præsident i Costa Ricas moderne historie. På trods af modstand fra sin far, Óscar Arias, som ikke støttede hans kandidatur, formåede José María at samle en stor opbakning og bane vej for et nyt politisk lederskab i landet.

Et centralt tema i Figueres’ præsidentskab var hans dygtighed til at samle et stærkt team af eksperter og akademikere, som kunne levere ideer og løsninger til de udfordringer, som Costa Rica stod overfor. Blandt dem var René Castro, som blev minister for miljøet, og flere af Figueres’ Harvard-venner, som blev rekrutteret til at hjælpe med at forme den bæredygtige politik. Det var også denne gruppe af personer, som bidrog til at etablere Costa Rica som en af de førende nationer inden for miljøvenlig politik og bæredygtig udvikling.

Fokus på bæredygtighed blev hurtigt en drivkraft for Figueres' politiske dagsorden, og han blev hurtigt anerkendt som den første præsident i Costa Rica, der offentligt og konsekvent satte bæredygtig udvikling på dagsordenen. Samtidig med hans internationale engagement blev Figueres’ lederskab karakteriseret af hans evne til at opbygge relationer med globale aktører som Maurice Strong og Jeffrey Sachs, som også var tilstede på verdensøkonomiske fora og bidrog til at styrke Costa Ricas position som en bæredygtig aktør på verdensscenen.

Figueres’ politiske arv er dog ikke uden kontroverser. Hans tid som leder af World Economic Forum blev afbrudt af en skandale i 2004, hvor han blev anklaget for at have modtaget betalinger fra den franske telekommunikationsvirksomhed Alcatel. Skandalen var et alvorligt vendepunkt for Figueres, og mens nogle tilgav ham, blev hans forhold til den internationale økonomiske elite for altid plettet.

På trods af skandalen og de udfordringer, som han stødte på under sit lederskab, forblev Figueres en central figur i Costa Ricas politiske liv. Hans lederskab i 1990'erne gjorde det muligt for Costa Rica at fastholde en lavere økonomisk ulighed sammenlignet med mange andre lande i Latinamerika. Dette er illustreret af Gini-koefficienten, som målte økonomisk ulighed i Costa Rica, og som i 1994 var lavere end i de følgende årtier.

Det er vigtigt at forstå, at Figueres' arbejde ikke blot var en resultaterklæring på grund af hans politiske handlinger, men også et resultat af hans evne til at bygge bro mellem akademiske miljøer, globale aktører og lokale politiske institutioner. Costa Ricas relative økonomiske ligevægt i denne periode var ikke et resultat af tilfældigheder, men af et politisk system, der var stærkt engageret i at skabe et grønt og økonomisk bæredygtigt land.

Denne proces med at opbygge en "grøn elite" og samtidig sikre, at miljømæssige mål blev integreret i alle politiske beslutningsprocesser, kan ses som en model for andre lande, der ønsker at gøre bæredygtig udvikling til en national prioritet. Det, der gør Costa Rica særligt interessant, er, at landet ikke kun havde den nødvendige politiske vilje, men også et netværk af stærke, veluddannede og erfarne aktører, som kunne udnytte den globale miljødagsorden til landets fordel.

Hvordan Costa Rica skabte et nationalt engagement i miljøbeskyttelse og klimaneutralitet

I 2010 blev Costa Rica Forever, en non-profit organisation, grundlagt med det mål at sikre langsigtet beskyttelse af landets naturreservater. En central drivkraft i arbejdet var at oprette en fond, der kunne beskytte Costa Ricas nationalparker. Bag denne vision stod et team af dedikerede individer, blandt dem Pablo, der påpegede, at organisationens succes i høj grad skyldtes den politiske neutralitet, der blev fastholdt gennem hele indsatsen. At etablere denne organisation i et politisk klima præget af kontroverser og modstand krævede både vision og vedholdenhed, ikke mindst i lyset af den politiske dynamik omkring den kontroversielle udvinding af mineraler i Las Crucitas.

En særlig vigtig figur i organisationens første år var den tidligere præsident Oscar Arias. Ifølge flere interviewede kilder kunne Costa Rica Forever ikke være blevet til uden hans politiske støtte. Arias spillede en central rolle i at sikre eksterne donationer, herunder fra store internationale miljøorganisationer som Conservation International og The Nature Conservancy. En konkret historie, der illustrerer Arias' rolle, blev fortalt af Pablo. Han beskrev, hvordan en potentiel donor til naturbeskyttelse i Costa Rica blev overbevist om at støtte initiativet efter et møde med Arias. Denne donation blev en "motiverende kraft", som gav organisationens grundlæggere mulighed for at opnå yderligere økonomisk støtte. Denne type politisk forbindelser og muligheder kunne være sværere at skabe i andre lande som Panama, hvilket gjorde Costa Rica til en særlig position i miljøbeskyttelsesinitiativer.

Også andre aspekter af Costa Ricas miljøindsats har været præget af et strategisk fokus på markedsorienterede løsninger, hvilket kom til udtryk i initiativet "Peace with Nature" og Costa Ricas mål om at blive klimaneutralt. Dette projekt blev en central del af Costa Ricas politik i midten af 2000'erne og videre ind i det næste årti. Initiativet var ikke kun et symbol på landets miljømæssige engagement, men også et politisk værktøj til at samle forskellige sektorer som landbrug, turisme og menneskerettigheder under ét fælles mål. I dette perspektiv fremstod "carbon neutrality" som en bredere samfundsforståelse, der engagerede både regeringen og civilsamfundet i en fælles politisk vision.

Selv om det har været vanskeligt at opnå fuld klimaneutralitet, har Costa Rica formået at etablere et nationalt klimapolitisk mål, som har været en vigtig del af den offentlige samtale. Ifølge nogle respondenter, som Julieta fra Klimaforandringscentret, var målet om klimaneutralitet i starten lettere at kommunikere til både erhvervslivet og befolkningen. Denne "let genkendelige" målsætning havde ikke kun politisk støtte, men skabte også en offentlig bevidsthed og følsomhed overfor klimaforandringer. Selvom Costa Rica ikke har opnået klimaneutralitet på alle områder, har denne offentlige diskussion været en vigtig drivkraft bag landets klimapolitik og har fået både virksomheder og enkeltpersoner til at reflektere over deres eget klimaaftryk.

Indsatsen har haft vidtrækkende konsekvenser for, hvordan Costa Ricas befolkning ser på klimaændringer. En national undersøgelse fra 2009 viste, at over 85% af befolkningen var bekymrede for klimaændringer, og næsten alle opfattede dem som en realitet. Den offentlige diskussion om klimaændringer i Costa Rica er således blevet en vigtig politisk faktor, der har fremmet en bredere forståelse af de miljømæssige udfordringer, landet står overfor.

Endelig er det væsentligt at forstå, at Costa Ricas succes i at skabe en national miljøbevægelse ikke kun er et resultat af politiske beslutninger på højt niveau. Det er også et udtryk for, hvordan landet har formået at forene forskellige aktører—fra politikere og erhvervsliv til civilsamfundet—om et fælles mål. Denne samling af forskellige interesser og aktører har været en central faktor i de miljømæssige fremskridt, Costa Rica har opnået.

Hvordan Costa Ricas politiske netværk påvirker klimaændringspolitikken

Costa Rica har i mange år været et af de mest fremtrædende lande i kampen mod klimaændringer. Landet har sat sig ambitiøse mål om at blive kulstofneutralt og har opnået international anerkendelse for sine miljøinitiativer. En vigtig del af Costa Ricas succes i denne henseende kan tilskrives de personer, der er dybt involveret i beslutningstagningen omkring klimaændringer og bæredygtighed. I løbet af min forskning blev det klart, hvordan et lille, tæt netværk af politiske aktører spiller en central rolle i landets miljøpolitik. Dette netværk af personer med stor erfaring og viden om klimaændringer har været med til at forme beslutninger, som har haft stor betydning for Costa Ricas strategier for klimaændringer, især i forhold til de globale klimaforhandlinger og landets nationale politik.

For at forstå, hvordan klimaændringspolitikken i Costa Rica er blevet udviklet, er det nødvendigt at forstå de mennesker, der har stået bag disse beslutninger. I mit feltarbejde, som strakte sig fra 2013 til 2021, mødte jeg flere centrale aktører, herunder ministre, akademikere og ansatte i både offentlige og private institutioner. En vigtig observation, som blev tydelig, var, hvordan netværkene og relationerne mellem disse personer spiller en afgørende rolle i udviklingen af politiske strategier. Costa Rica er et lille land, og derfor er der et stærkt sammenhold blandt de beslutningstagende personer, hvilket gør, at et enkelt møde eller en personlig anbefaling kan åbne døre for nye muligheder og beslutninger.

I starten af mit arbejde i 2013 og 2015 indsamlede jeg navne på relevante personer gennem kontakt med myndigheder som DCC (Climate Change Center) og MINAE (Ministry of Environment and Energy). Jeg havde adgang til vigtige dokumenter, der identificerede de personer, der var involveret i beslutningstagningen. Gennem interviews med disse personer opbyggede jeg et netværk, hvor hver interviewperson ofte kunne pege på nye personer, der havde været afgørende for de politiske beslutninger. Denne metodologi – kendt som snowball sampling – gjorde det muligt at få indsigt i et stadig større og mere relevant netværk af aktører, som arbejdede på at forme Costa Ricas klimaændringspolitik.

I løbet af denne proces blev det klart, at Costa Ricas grønne elite ikke kun bestod af politikere, men også af akademikere, ngo-medarbejdere og eksperter, der havde været involveret i den praktiske implementering af politikkerne. En af de mest interessante observationer, som jeg gjorde mig, var, hvordan disse aktører ofte havde et højt niveau af gensidig respekt og forståelse, hvilket gjorde det lettere for dem at samarbejde på tværs af sektorgrænser. Dette samarbejde har været en afgørende faktor for at kunne udforme og implementere effektive politikker i forhold til klimaændringer og bæredygtig udvikling.

Den centrale rolle, som Costa Ricas "grønne elite" spiller i beslutningstagning, blev yderligere tydelig, når man ser på de mange internationale forhandlinger, som landet har været en del af. I mine interviews nævnte flere af de interviewede personer, hvordan de havde deltaget i COP-møder (Conference of the Parties), hvor Costa Rica har spillet en aktiv rolle i at fremme globale klimaaftaler. Dette engagement i internationale fora er et klart bevis på, hvordan et lille lands politiske netværk kan have en global indflydelse, når der er politisk vilje og dedikation til klimaindsatsen.

En vigtig pointe, som flere af de interviewede personer fremhævede, er, hvordan det politiske klima i Costa Rica, der ofte kan være præget af små netværk og tæt samarbejde, kan påvirke beslutningstagningen på en måde, der ikke altid er synlig for omverdenen. Denne tæthed i de politiske kredse kan både være en styrke, da det fremmer hurtigere beslutningstagning og samarbejde, men det kan også skabe udfordringer, da beslutninger i nogle tilfælde kan være præget af personlige relationer eller politiske alliancer, som ikke nødvendigvis afspejler et bredt konsensus. Dette er noget, der kræver opmærksomhed, når man ser på Costa Ricas politiske udvikling og de beslutninger, der træffes på vegne af befolkningen.

Det er også værd at bemærke, at Costa Rica, på trods af sin grønne profil, står over for flere udfordringer i arbejdet med klimaændringer. Mens landets politikere og eksperter ofte fremhæver de positive resultater og den store politiske vilje, er der også interne og eksterne faktorer, der kan bremse landets fremdrift. For eksempel kan økonomiske interesser og politiske skiftende prioriteringer udgøre hindringer for langsigtede klimaaftaler og bæredygtighedsmål. Desuden er Costa Ricas succes i stor grad afhængig af det internationale samfunds støtte og samarbejde. Uden globalt engagement vil selv de mest ambitiøse nationale mål ikke kunne opnås.

Sammenfattende er Costa Ricas tilgang til klimaændringer et eksempel på, hvordan små lande kan udnytte deres politiske netværk og samarbejde på tværs af sektorer for at skabe betydningsfulde resultater i kampen mod globale udfordringer. For læsere er det væsentligt at forstå, at politik og beslutningstagning ikke kun afhænger af de politiske beslutningstagere, men også af de netværk, der understøtter dem. I Costa Rica har det været de tætte relationer mellem aktører i både det offentlige og private, der har været med til at forme landets klimaindsats.