Hvad gør en science fiction-magasin uundværlig? Tænketanken bag Asimov's Science Fiction

Tænk på de første år af science fiction, de drømme om fremtiden, der var indlejret i hver side af magasinerne, som fyldte hylderne i butikkerne. I de tidlige år, især i 1970'erne, var science fiction tidsskrifter ikke kun en flugt fra nutiden, men også en platform, hvor både etablerede og nye forfattere kunne eksperimentere med ideer, der udfordrede de eksisterende grænser for teknologi, samfund og menneskelig erfaring. Asimov's Science Fiction, der startede i 1977, blev hurtigt et samlingspunkt for både klassiske og nyskabende fortællinger. Det blev mere end bare et magasin, men snarere en tidsmaskine, som forbinder fortidens visioner med fremtidens muligheder.

De første udgivelser af Asimov's Science Fiction gav nye forfattere mulighed for at blive opdaget, og det blev hurtigt en platform for både debutanter og etablerede forfattere. Historierne, der blev udgivet i magasinet, varierede meget, men en ting var konstant: de var alle nyskabende på deres egen måde. Et eksempel er John Varleys "Air Raid," der udkom i 1977. På trods af de teknologiske fremskridt, der er sket siden, er den fortsat en ufatteligt spændende og rørende fortælling, der formår at fastholde læseren fra første til sidste side. Dette peger på en væsentlig kendetegn ved Asimov's Science Fiction – evnen til at blande det teknologisk fremtidige med dybt menneskelige, tidløse konflikter.

Asimov's Science Fiction blev hurtigt en vigtig institution, der ikke kun tilbød et vindue til fremtidens teknologi, men også et spejl, hvor samtidens samfundsproblemer kunne reflekteres og undersøges gennem en futuristisk linse. Det, der begyndte som et enkelt magasin, blev hurtigt til et af de mest respekterede tidsskrifter inden for genren og opnåede status som en platform, hvor kritiske og refleksive diskussioner om teknologi, samfund og menneskelig natur kunne finde sted.

Men Asimov's Science Fiction var ikke kun et udtryk for fremtidens teknologi. Undervejs blev det også en scene for dybe udforskninger af menneskelige relationer, etiske dilemmaer og de psykologiske konsekvenser af de teknologier, vi engang kunne forestille os. Dette gælder især for historier som Ursula K. Le Guins "Ether, OR," der stiller spørgsmål ved menneskets rolle i en teknologisk fremtid, og som samtidigt dykker ned i de sjældent betragtede psykologiske konsekvenser af den fremtid, vi skaber.

Mange af de mest markante værker, der har optrådt i magasinet, har også udfordret den konventionelle forestilling om, hvad science fiction kan være. Isaac Asimov, selv en mastodont inden for genren, tillod andre forfattere at tage chancer, og han anerkendte, at fremtiden ikke kun handler om teknologi, men også om, hvordan mennesker interagerer med den teknologi. Robert Silverbergs "The Time of the Burning" er et godt eksempel på dette, idet det ikke kun handler om at forudse fremtidige teknologier, men også om at forstå, hvordan menneskelige konflikter og handlinger kan ændre verden omkring os, langt ind i fremtiden.

Desuden er Asimov's Science Fiction et spejl af sin egen tid. Det afslører ikke kun forfatternes tanker om fremtiden, men giver os også et indblik i de frygter og håb, der levede i 70’ernes og 80’ernes verden. Dens indflydelse har været enorm, og det har været med til at forme den moderne opfattelse af science fiction som en genre, der ikke bare handler om teknologi, men også om menneskets eksistentielle og etiske udfordringer i et teknologisk samfund.

I sidste ende er det ikke kun de historier, der er blevet publiceret i Asimov's Science Fiction, der har haft en varig effekt på genren. Magasinet har selv været et symbol på den evige fornyelse af science fiction, en genre, der konstant genopfinder sig selv og finder nye måder at beskæftige sig med de samme gamle spørgsmål: Hvad betyder det at være menneske? Hvordan forholder vi os til teknologien, vi skaber? Og hvad er fremtidens plads i det store, uendelige kosmos?

Hvordan håndterer man genforening og forandringer efter traumatiske oplevelser?

Jeg sagde i stationens intercom, “Skal du have en drink?” Andrew, teknikeren på vagt, stak hovedet ind i studiet og sagde, “Der er vist noget øl i køleskabet.” Det var ikke noget særligt—fyldt med halvt fordærvede madpakker og sure mælkekartoner, men også en seks-pack dårlig øl, som jeg kunne klare mig med. Jeg havde brug for at skylle mindet om Eagerys kød af min mund. Stille og metodisk drak jeg øllen, lænede mig mod væggen i loungen, mens programmet kørte videre i baggrunden. Andrew håndterede min fravær, fyldte luften med en tåbelig komedie-promo med ordet “Rock me” revet ud af utallige gamle sange og klippet sammen til et larmende bombardement. Så kom hans stemme over intercom’en: “Lenny er hernede, Tom. Tag fri, hvis du vil.” Jeg behøvede ikke mere opfordring. Ti minutter senere sad jeg fast i trafikken, lyttende til stationen i min bil.

“Tommy,” sagde Frank med en svag stemme, “det er længe siden.” Hans stemme var udtømt, som hans ydre, og han prøvede at finde forskellen på mig nu og den zombielignende version, han havde levet med de sidste par dage. Jeg lod ham ikke være i tvivl for længe. Jeg gav hans hånd et fast klem og omfavnede ham. Jeg trængte til den menneskelige kontakt efter Hell.

For mig var det en tilvænning at se Frank som en træt, gammel mand, ikke længere den charmerende excentriker, jeg huskede fra min barndom. “Flot sted, Tom,” sagde han stille. “Det er Maureens fortjeneste,” svarede jeg. “Hun slider for at holde det hele sammen.” Han nikkede og spurgte, hvor længe han kunne blive. Jeg sagde, at han var velkommen til at blive, indtil han fandt et sted. Han virkede lidt ubekvem og skiftede hurtigt emne med et halvt spøgagtigt: “Jeg er blevet ret god til at lave mad ...” Jeg havde nok allerede spist flere af hans måltider uden at vide det.

Vi brød isen med humor. “Behandl mig som en nyfødt, der sutter på en whisky-tumbler, når jeg kommer tilbage,” sagde jeg. Frank slappede af og fortalte, at det var godt at være sammen med familien igen. Vi talte om fortiden, om dengang jeg var barn, og hvordan det var at se os tre sammen nu. Samtalen blev afbrudt, da Maureen kom hjem. Hun pegede over sine indkøbsposer og gik videre uden et ord. Jeg lagde min drink fra mig, og vi satte os tæt uden at røre ved hinanden, vidende at ord kunne komplicere situationen igen.

Frank foreslog, at han og Peter kunne tage i biografen med en pizza. Jeg gav ham bilnøglerne og lidt penge, mens Maureen og jeg igen blev siddende på sofaen, tavse men nærværende, indtil vi stille gik i seng sammen.

Det er vigtigt at forstå, hvordan familierelationer og personlige forbindelser ofte kræver tid og tålmodighed til at hele efter store omvæltninger. Mennesker kan ændre sig både fysisk og følelsesmæssigt, men båndene, selv når de er svækket, kan genopstå og tilbyde støtte og trøst. At skabe plads til sårbarhed og gensidig forståelse er centralt for at navigere i genforeninger, især når fortiden er præget af tab, forandring og genopstandelse. Det menneskelige behov for kontakt og genkendelse kan ikke undervurderes, og selv de mest udmattede relationer kan genopbygges gennem ærlighed, tilstedeværelse og en vilje til at mødes, hvor man er.

Hvad sker der, når redning bliver et spørgsmål om tid og illusion?

Fødderne først, børnene først, hurtigere, som stewardessen siger. Det handler ikke om høflighed eller orden, men ren instinktiv handling. Jeg løb forrest ind i første klasse, faldt på knæ ved døren til toilettet og så de fem børn – små, skræmte, nogen grædende, deres blikke flakkende mellem døde kroppe i sæderne. Jeg lokkede dem frem med et smil, et løfte om at forældrene snart kom, en stemme der skulle lyde tryg midt i rædslen. Tre kom igennem. Den fjerde nægtede, plantede fødderne, slog med armene. Jeg kunne ikke slå et barn. Hun kradsede mit ansigt, rev min paryk af, stirrede på mit skaldede hoved. Jeg skubbede hende igennem. Den sidste, en dreng på måske syv år, sad grædende i midtergangen. Jeg løftede ham, kyssede ham, kastede ham gennem porten.

Pinky havde øje for dem, der ikke kunne bruges, ikke engang til at hjælpe sig selv. Vi drev dem frem mod forenden af flyet, stillede os langs venstre side, så vi kunne dække arbejderne. De slæbte de livløse kroppe frem, mens adrenalinen langsomt forlod min krop, efterlod træthed og medfølelse med de stakkels ”geder”. De var bedre stillet, de ville dø, hvis vi ikke fik dem væk – men hvordan skulle de forstå det, når de så, hvad der ventede på den anden side?

Vi ryddede turistklassen, lod de udmattede gå igennem, selv dem på halvtreds. Vi stod tilbage med fire mænd og to kvinder, stærke nok til at arbejde til udmattelse. På femogtyve minutter havde vi processeret alle. Portapakken kom, mens vi smed tøjet. Cockpittet var på autopilot, som det skulle være; piloten var sat ud af spillet. Man kan kun ændre fortiden dér, hvor det ikke gør forskel. Et fejltrin, en overlevende, og alt ville smuldre, og vi ville forsvinde tilbage til start.

Vi stod tæt, cigaretter i hånden, ventende på porten. Transfusionen pumpede os fulde af blod, ilt, sukker, adrenalin, metedrin, sprængstof og ”Kickapoo joyjuice”. Hjertet eksploderede som fyrværkeri. Vi var stærke, alt var morsomt, latteren rullede, som om vi kunne flå metal fra skroget med øjenvipperne. Men blandingen gør én hyper. Porten lod vente på sig. Flyet ville ikke holde længe. Endelig åbnede den sig, og vi gik i gang.

Rutinen var dræbende. Du griber selen om en ”wimp”, trækker den gennem midtergangen, finder det malede sædenummer på panden, spænder den fast, slipper selen, henter den næste. Du stoler på, at de andre på den anden side har gjort arbejdet: fyldninger i tænderne, fingeraftryk, højde, vægt, hårfarve. Det meste ville brænde væk i styrtet, men man tager ingen chancer. Redningsfolkene er grundige, især med tænder og fingeraftryk.

Jeg hader ”wimps”. Hver gang jeg griber en, hvis det er et barn, spørger jeg mig selv: er du min Alice? Er du min grøntsag, min slimede orm? Jeg sluttede mig til Snatcherne efter at hjerneinsekterne tømte mit barns hoved for liv. Jeg kunne ikke bære tanken om, at hun var den sidste generation – de sidste mennesker, medicinsk døde allerede i 1979, med maskiner der holdt deres muskler i gang, puberteten stadig frugtbar men sindet væk.

Det er vigtigt at forstå, at alt dette ikke kun handler om teknologi og tidsrejser, men om mennesker, om grænserne for medfølelse, tvang og ansvar. Bag hvert barn, der bliver reddet eller erstattet, bag hvert valg om at manipulere fortiden uden at ændre den, ligger en etisk smerte, der ikke kan pumpes væk med adrenalin. Redningen er ikke kun en operation – den er et møde med ens egen grænse for, hvad der er menneskeligt.

Er kærlighed et resultat af skæbnen eller tilfældighed?

Der er noget næsten uundgåeligt over de møder, der finder sted mellem mennesker, hvor begge parter føler en uventet tilknytning, som om de var forudbestemte til at krydse hinandens veje. Men er det virkelig tilfældigheder, der binder os sammen, eller er vi kun magtesløse ofre for skæbnens luner? Dette spørgsmål hænger over mødet mellem June og Humphrey Bogart Stoneking, to personer, der tilfældigt støder på hinanden i en verden, hvor det umulige hurtigt bliver til det selvfølgelige.

Da de mødtes, var der intet umiddelbart, der syntes at forklare den forbindelse, der hurtigt opstod mellem dem. June, med sin ro, som om hun havde set for meget af livet, og Humphrey, som bærer et navn, der allerede bærer en fortælling om filmstjerner og drømme. Deres første udvekslinger er beskedne, og humoren, der sniger sig ind i deres samtale, afslører et spektrum af følelser – fra den barske kendsgerning om Humphreys baggrund som uønsket søn, til de små, uheldige berøringer, der hurtigt udvikler sig til noget mere intimt. De deler ikke blot en fysisk nærhed, men også noget i deres indre, der føles genkendeligt og let, selvom de ikke helt forstår det.

Mødet mellem June og Humphrey bliver hurtigt mere komplekst. Det starter med en uskyldig nysgerrighed og ender med en erkendelse af, at deres relation muligvis er blevet skabt af kræfter, de ikke kan kontrollere. Perfumen, som June stjæler fra en butik, bliver en katalysator, der ikke blot ændrer hendes forhold til Humphrey, men også afslører, at deres liv på en eller anden måde er forbundet med kræfter, de ikke forstår.

Humphrey, som er på en søgen efter noget mere i livet, vælger at tage flyvelektioner som en måde at konfrontere sin frygt for fugle, men det er ikke bare en hobby for ham. Det er en flugt, et forsøg på at overvinde noget i sig selv. June, som synes at være mere forbundet til jordens realiteter, understøtter hans valg uden helt at forstå, hvorfor hun gør det. Hendes handlinger er både impulsive og refleksive, som om hun intuitivt ved, at deres møde er mere end bare tilfældighed.

Der er noget næsten uhyggeligt ved, hvordan livet og skæbnen syntes at have en plan for dem. Den mystiske bog, der dukker op i Humphreys bagage, afslører ikke blot forbindelsen mellem hans fortid og June, men sætter også spørgsmålstegn ved, hvordan vores valg – og måske endda vores forudbestemte roller – former de forhold, vi opbygger. Når de deler en simpel stund i en bageri, omgivet af den varme duft af friskbagte brød og det dunkle lys fra ovnene, er de begge uvidende om, at de er fanget i et spil, de ikke kan kontrollere.

Dette møde mellem June og Humphrey understreger en sandhed, som ofte overses: kærlighedens natur er ikke kun et spørgsmål om tilfældigheder eller skæbne, men også om den vilje, vi har til at træde ind i et forhold og acceptere, hvad der kommer. De møder ikke bare hinanden fysisk, men også sjæleligt, gennem deres delte opfattelser af verden, selv om de måske ikke helt forstår hinanden endnu. Og hvad sker der, når den skæbnesvangre parfume afslører noget mere – måske en dybde, som de ikke er klar til at konfrontere?

I sidste ende er dette et spørgsmål, der kan ramme os alle – er vi virkelig i kontrol over de forbindelser, vi danner med andre, eller er vi bare brikker i et større, uforklarligt spil? Når vi står overfor den mystiske tiltrækning mellem to mennesker, må vi overveje, om det er et resultat af vores handlinger eller om vi på en eller anden måde er forudbestemt til at møde visse mennesker på bestemte tidspunkter i vores liv.