Nerva blev valgt som kejser under usædvanlige omstændigheder, og hans regeringstid blev aldrig lang. Hans eftermæle er præget af en beslutning om at udnævne Trajan som sin efterfølger, en beslutning der stadig vækker nysgerrighed og spørgsmål. Hvorfor valgte han en ukendt mand, fremfor at udnævne en af sine mange slægtninge, som ville have haft langt bedre chancer for at sikre hans eftermæle? Dette valg virker uforklarligt, og samtidig afslører det måske noget meget dybere om de forhold, der prægede Rom i denne periode.
Nerva, der regerede fra 96 til 98 e.Kr., står som en mærkelig skikkelse i Romerrigets historie. Hans regeringstid var kun på 16 måneder, og han blev aldrig rigtig accepteret af de magtfulde grupper, som en kejser burde have styr på. Hans største succes, som han ofte bliver krediteret for, var at forhindre en borgerkrig efter Domitians død, men det var mere et resultat af, at han simpelthen døde på det rette tidspunkt, end af noget, han aktivt gjorde for at holde magten. For Nerva var allerede svækket af de trusler og den ydmygelse, han havde lidt fra prætorianergarden og hæren. Hans magtbase var skrøbelig, og hans beslutning om at udnævne Trajan som sin efterfølger blev både nødvendigt og kritisk for stabiliteten i Rom.
Der er noget, som bliver tydeligt ved nærmere eftertanke: Nerva var en mand, der ikke havde den nødvendige autoritet til at udøve kejserens magt. På trods af at han havde tribuns retter til at beskytte sin egen person, blev han fysisk truet og ydmyget, noget som aldrig burde være sket for en romersk kejser. Det afslører, at selvom hans styre måske ikke har været katastrofalt, havde han ikke de nødvendige evner til at føre romersk politik gennem de turbulente tider, der fulgte efter Domitians død.
Selvom Gibbon og andre historikere ofte placerer Nerva blandt de "gode" kejsere, er dette i høj grad et resultat af hans valg af Trajan. Gibbon har en tendens til at overskygge de svagheder, Nerva udviste som leder. Selvom hans beslutning om at vælge Trajan som sin efterfølger måske kan virke som en klog og stabiliserende handling, var det i høj grad Trajan, som med sine efterfølgende handlinger og militære succeser skabte et positivt billede af Nerva som en vis og værdig leder. Faktisk kan man argumentere for, at Nerva’s eftermæle udelukkende er blevet hævet af Trajan, og det var først da Trajan begyndte at herske, at Rom begyndte at se en kejser, der kunne opretholde ordren og få hæren til at føle respekt og loyalitet.
Selvom Nerva undgik en civilkrig og efterlod Rom med en stabil efterfølger, var hans regeringstid et klart tegn på, at hæren havde udviklet sig til at være en af de vigtigste faktorer i kejserens magtposition. Selvom det at fordele penge til soldaterne i en tid med usikkerhed havde været nok i fortiden, var det ikke længere tilstrækkeligt. Soldaterne havde ikke længere kun brug for penge, de havde brug for en leder, der kunne inspirere respekt og frygt.
Så hvad kan læseren tage med sig her? Det er vigtigt at forstå, at det ikke kun var et spørgsmål om at have kontrol over Romerrigets politik, men også om at forstå hæren og prætorianergarden. Dette var en tid, hvor det at have politisk indsigt og forbindelser var nødvendigt, men hvor hæren spillede en langt vigtigere rolle i at sikre magten. Nerva, på sin side, kan ses som et symbol på, hvordan kejsere i denne periode begyndte at blive styrtet af magtfulde militære grupper, som ikke kunne begrænses af de traditionelle politiske normer. At studere Nerva’s tid som kejser giver et godt indblik i den magtkamp, der pågik mellem kejseren, hæren og andre magtfulde grupper i Rom.
Det er heller ikke tilfældigt, at Nerva efterlod sig en stabil og velrespekteret efterfølger som Trajan. Dette valg kunne ses som et sidste forsøg på at rette op på den politiske usikkerhed, han selv havde lidt under. Nerva viste sig ikke at være en usædvanlig leder på egen hånd, men hans betydning som den mand, der valgte en rigtig efterfølger, er måske den største gave, han gav Romerriget.
Hvad gør en dårlig kejser?
Det er måske en god idé at sikre sig, at den hersker, man vælger, ikke lider af en fatal personlighedsfejl, som kan forværres under presset fra at være i en magtposition. Historien har vist, at sådanne fejl, som Caligulas sadisme og Domitians paranoia, muligvis ikke ville være blevet afsløret, hvis de ikke var blevet kejser. At overdrage den vigtigste post i imperiet til nogen, blot fordi deres far havde den, har også vist sig at være en skuffende beslutning. Dette er tilfældet med figurer som Commodus, der ikke var særligt begavet, Geta, der var smålig, og Valentinian II, der var yderst svag. At presse mænd ind i rollen som herskere, som i tilfældene med Vitellius og Gordian I, og sandsynligvis også Quintillus og Nerva, resulterer sjældent i et langvarigt styre. Det er nok bedst ikke at udnævne en kejser uden at have kendskab til deres evner, som det skete med Elagabalus. At sælge kejsertitlen til den højeste bydende, som Didius Julianus gjorde, er bestemt ikke en måde at finde en værdig kandidat på.
På den anden side kan selv de bedst kvalificerede kandidater, dem med mest erfaring og evner, som Galba og Petronius Maximus, ende som en skuffelse, når de rent faktisk får ansvaret. Jeg forsøger derfor at sige, at der ikke er nogen hård regel for at forudsige, hvem der vil være den værste kejser. Det er derimod langt lettere at pege på de kejserne, der udmærker sig som de bedste – men det er et helt andet emne.
Når man ser på de romerske kejsere, viser det sig hurtigt, at de dårlige herskere ofte lider af enten personlighedsfejl, manglende kompetence, eller at de simpelthen ikke var i stand til at styre de kræfter, som omgav dem. Den romerske historie afslører et skræmmende billede af, hvordan en dårligt valgt hersker kunne bringe riget ud i politisk og social kaos. Det er netop i denne sårbarhed, at imperiet viser, hvor skrøbelig magt kan være, når den er i hænderne på de forkerte mennesker.
For eksempel var Caligula en mand, hvis sadisme først blev afsløret, da han nåede magten. Hans tyranni og mærkelige beslutninger, som at udnævne sin hest til konsul, afslørede hans totale inkompetence og manglende forbindelse til virkeligheden. Domitian, på sin side, var plaget af paranoia, som resulterede i, at han i stigende grad mistænkte og henrettede sine nærmeste rådgivere og allierede, hvilket ødelagde hans regeringstid.
Der er også de kejserne, som bare ikke var opgaven voksen. Nerva, for eksempel, blev valgt som kejser i en tid, hvor han knap kunne håndtere de politiske intriger, der omgav ham. Hans regeringstid blev præget af hans manglende kontrol over hæren og de aristokratiske klasser, som stadig havde stor magt. Gordian I og Vitellius led begge under, at de blev sat i en position, de ikke var forberedt på, og det resulterede i hurtigt kollaps af deres styre.
En vigtig pointe er, at nogle af de værste kejserne måske ikke nødvendigvis var onde eller sadistiske, men simpelthen inkompetente eller ude af stand til at navigere de farlige politiske farvande i Rom. Kejseren havde ikke blot magt, men skulle også balancere mange interesser: hæren, senatet, de aristokratiske familier og folkets opbakning. De, der mislykkedes i at opnå eller opretholde denne balance, kunne hurtigt falde fra magten.
At udnævne en kejser var aldrig en simpel opgave. Mange faktorer spillede ind, og det er klart, at der ikke var nogen garanti for, at en kejser, der så ud til at være en passende kandidat, ville klare sig godt. Mens det var nemt at vælge en hersker baseret på blodslinjer eller tilfældige omstændigheder, blev resultatet ofte et farligt og ustabilt styre. Den omstændighed, at kejseren ikke nødvendigvis var valgt ud fra sine evner, men snarere hans status eller forbindelser, betød, at der ofte manglede de nødvendige kvaliteter til at styre et imperium af Romens størrelse og kompleksitet.
I de endelige analyser kan man sige, at valget af en dårlig kejser ikke altid skyldtes en personlig fejl, men ofte et resultat af de politiske systemer og sociale strukturer, der skabte de rammer, hvori disse beslutninger blev truffet. Rom var et imperium, der var afhængig af stabile ledere for at kunne opretholde sin enorme magt, men da de svageste herskere blev udnævnt, blev denne stabilitet hurtigt brudt ned.

Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский