Hvordan påvirker stor data oprindelsen og forståelsen af oprindelige folks viden og magt?

I de seneste år har udviklingen af store datateknologier været en drivkraft bag transformationen af mange samfundsforhold, inklusive politik, sundhed, og økonomi. Men hvordan kan denne teknologiske revolution også påvirke forståelsen af oprindelige folks viden, magt og autonomi? Svaret ligger i den kritiske tilgang til, hvordan data indsamles, forvaltes og bruges. Dette er en problemstilling, der ikke kun handler om teknologi, men også om kolonialisme, kulturel kontrol og magtforhold.

Større dataudveksling og digitalisering ændrer vores relation til viden. Historisk set har optegnelse og kategorisering af data været et centralt element i den koloniale magtudøvelse. Denne praksis har ofte været præget af objektivering, hvor menneskelige grupper er blevet reduceret til kategorier og statistikker, som kunne bruges til at retfærdiggøre politiske og økonomiske beslutninger. Dette var især tydeligt i koloniale regimer, hvor censushandlinger og befolkningsundersøgelser blev brugt til at få kontrol over både oprindelige folk og deres ressourcer.

I dag er data indsamling og analyse en del af den større fortælling om globalisering og teknologisk udvikling. Dog er de oprindelige befolkninger, som historisk set har været objekt for denne kontrol, nu begyndt at kræve kontrol over deres egne data. Denne bevægelse, kendt som "Indigenous Data Sovereignty," sigter mod at genvinde kontrollen over, hvordan deres data indsamles, analyseres og anvendes, især i relation til deres egne kulturelle og politiske behov.

I stedet for at betragte data som en objektiv sandhed, understreger denne tilgang, at data er farvet af de magtstrukturer, der skaber og bruger dem. Et centralt begreb i denne diskussion er "OCAP" (Ownership, Control, Access, and Possession), som bruges som et redskab til at sikre, at oprindelige folk har kontrol over deres egne data. Dette princip tager sigte på at forhindre, at deres viden og identitet bliver udnyttet uden deres samtykke eller kontrol, som det har været tilfældet i tidligere koloniale sammenhænge.

Indigenous Data Sovereignty handler således ikke blot om tekniske eller juridiske spørgsmål, men også om et dybtgående spørgsmål om identitet og selvbestemmelse. Når oprindelige folk får mulighed for at styre deres egne data, får de også mulighed for at definere deres egne narrative og fremtid. Dette indebærer, at de ikke længere skal acceptere eksterne, ofte forvrængede, opfattelser af deres liv og samfund. Denne bevægelse er tæt knyttet til en større politisk kamp for anerkendelse og respekt for oprindelige folks rettigheder og autonomi.

Men det er ikke uden udfordringer. Oprindelige folk står over for teknologiske, politiske og økonomiske barrierer, som gør det svært at realisere denne data-selvbestemmelse. Uden de nødvendige ressourcer og infrastruktur til at opbygge og opretholde datahåndteringssystemer, kan deres evne til at kontrollere og bruge deres data stadig være begrænset. Desuden er der også en risiko for, at data, der er designet til at styrke deres selvbestemmelse, i sig selv kan blive misbrugt, hvis ikke de rette etiske rammer er på plads.

For at støtte denne bevægelse er det vigtigt at forstå, at begreber som datahåndtering og -beskyttelse ikke bør reduceres til tekniske diskussioner alene. De er dybt forankrede i de samfundsmæssige, politiske og kulturelle forhold, som former, hvordan vi ser og behandler hinanden. Data er ikke neutrale, og derfor er det nødvendigt at implementere strategier, der tager højde for både de etiske og politiske dimensioner af dataindsamling og -analyse.

At arbejde mod data-selvbestemmelse for oprindelige folk betyder at anerkende deres ret til at styre og forme den viden, der definerer deres liv og fremtid. Det handler om at sikre, at data ikke bliver en ny form for kolonial kontrol, men et redskab til at styrke oprindelige samfund og deres rettigheder.

Hvordan Statistiske Data Om Urfolk Reflekterer Koloniale Magtstrukturer

En mulig forklaring på den tilsyneladende ensartethed i disse data er, at de afspejler de koloniale magtstrukturer, som stadig er på plads i de anglo-koloniserede nationer. Dataene, som samles og offentliggøres, er ikke nødvendigvis et spejl af urfolkenes virkelige forhold, men snarere en afspejling af, hvad den stat, der har koloniseret disse folk, anser som vigtigt at vide om dem. Statsstatistikkerne er dermed ikke et neutralt spejl, men et redskab i de relationer, der har været præget af århundreders kolonialisme og undertrykkelse.

Når man ser på urfolkstatistikker gennem denne linse, bliver det klart, at disse tal ikke bare er objektive målinger af virkeligheden, men sociale konstruktioner, der bærer spor af de magtforhold, der stadig dominerer relationen mellem urfolk og koloniserende stater. Ifølge Quine (1948) er det at acceptere eksistensen af tal ikke det samme som at acceptere, at tallene har en uforanderlig virkelighed. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt disse tal er "ægte" eller ej, men snarere hvad disse tal betyder, og hvordan de forstås i deres sociale og politiske kontekst.

Der er flere teoretiske rammer, der kan hjælpe med at belyse, hvorfor disse statistikker ser ud, som de gør. En af de mest centrale teorier er 'Indigenous Lifeworlds' teorien, som beskriver urfolks livsverden som en kompleks, kulturel og historisk konstruktion. Denne teori forklarer, hvorfor statistikkerne om urfolk i CANZUS-lande er så ensartede på tværs af de forskellige, kulturelt og historisk forskellige grupper af første folk. Urfolks livsverden er ikke blot en samling af statistiske data, men en fortolkning af, hvordan livet leves inden for bestemte sociale og kulturelle rammer. Disse rammer er ikke kun et produkt af urfolks egen kultur, men også af de koloniale magtstrukturer, der fortsat dominerer deres liv.

Indigenous Lifeworlds teorien bygger på ideen om, at den måde, vi forstår vores liv på, altid er kontekstuelt betinget og uadskillelig fra vores sociale, kulturelle og fysiske verden. I tilfælde af urfolk er deres liv ikke bare defineret af deres traditioner og værdier, men også af deres position som koloniserede og marginaliserede folk, som lever på jorden, der historisk set tilhører dem. Dette giver et vigtigt perspektiv på, hvordan urfolk forstås af statslige institutioner og på, hvorfor statistikkerne ikke nødvendigvis afspejler den faktiske virkelighed, som urfolk oplever.

Ved at kombinere teorierne om Indigenous Lifeworlds og ’Seeing Like a State’ kan vi få en dybere forståelse af, hvorfor urfolkstatistikker ofte ser ud, som de gør. Dataene er ikke objektive spejlinger af virkeligheden, men et resultat af, hvordan staten har valgt at organisere og forstå urfolk. Dette har direkte konsekvenser for, hvordan urfolk bliver anerkendt og behandlet af staten.

Statistikkerne om urfolk er derfor ikke bare tal. De er et redskab i en langvarig politisk og social kamp om anerkendelse, magt og autonomi. De fungerer som en form for magtudøvelse, der ikke kun definerer, hvem urfolk er, men også hvem de ikke er. Det er derfor vigtigt at forstå, at statistikkerne ikke kun reflekterer samfundets syn på urfolk, men også er en del af den fortsatte kolonisering, som påvirker urfolks liv på mange måder.

Urfolk lever deres liv ikke kun indenfor deres egne kulturelle rammer, men også i et samfund, hvor de stadig står overfor kolonial undertrykkelse. Denne dobbelthed – livet som både urfolk og som koloniseret – skal tages i betragtning, når man fortolker statistikkerne og forståelsen af urfolk i det moderne samfund. Dataene fortæller en historie om magt, relationer og ulighed, som ikke kan adskilles fra den historiske og nuværende koloniale kontekst.

Hvordan Racialisering og Selvidentifikation Skaber Udfordringer for Métis-fællesskabet i Canada

For eksempel, i det nordlige Saskatchewan, deler nogle Métis-samfund, der er placeret tæt på First Nations, de samme efternavne som dem i First Nations-samfundene Cumberland House First Nation og Cumberland House Cree Nation. I mange tilfælde begyndte efterkommere af disse familier at identificere sig selv som Métis, hvilket kan forklares med racialisering, som vi vil beskrive senere.

I kontrast til den nationalt orienterede Métis-diskurs bliver termen Métis ofte forstået i mere rent racemæssige termer som et signal om en fundamental “blanding,” en racialisering, som også afspejles i selvidentifikationen hos nogle individer. Denne racialisering har været en væsentlig drivkraft i opbygningen af Canada som en kolonial nationalstat. Den dominerende racialiseringstænkning i disse diskussioner er baseret på ideen om en indfødt “autenticitets renhed,” som blev uigenkaldeligt forvandlet af tilstedeværelsen af bosættere og kolonialismen med dens projekter for tilegnelse og ødelæggelse af samfund.

Således er termen Métis ofte blevet brugt etymologisk som det franske ord for “blandet,” et oversættelsesmæssigt banalt udtryk, der ofte bruges som bevis på en essentiel, underliggende betydning og anvendt i dåbsoptegnelser af den katolske kirke til at identificere personer med blandet fransk eller racemæssig baggrund. De såkaldte “dual origin” individer og samfund – der ofte eksisterede før oprettelsen af Métis-nationen og som findes overalt i det geografiske landskab, der i dag udgør Canada – har forsøgte at bruge termen Métis til at beskrive sig selv og deres samfund, selvom ingen af deres forfædre identificerede sig som Métis (Andersen 2014; Lawrence 2004).

Mere nyligt har en voksende gruppe forskere begyndt at analysere væksten af selvidentifikation som Métis blandt ellers hvide individer. Dette kan ses som et resultat af to centrale impulser: Den første er Geonpul-forsker Moreton-Robinsons begreb om “hvid besiddelse,” som argumenterer for, at de sidste fem hundrede års koloniale projekter har set og handlet på Indigenitet som noget ontologisk inaktivt og dermed åbent for besiddelse af “frie” (dvs. hvide) subjekter (Moreton-Robinson 2015). Den anden er antropologen Circe Sturm’s observation, at nutidige krav på Indigenitet ofte er baseret på “tomme erfaringer med hvidhed,” hvor mennesker begynder at selvidentificere sig som en måde at føle en tilhørsforhold, de ellers ikke oplever. Dette er blevet kendt som race shifting. Darryl Leroux beskriver race shifters og definerer den “hvide lyst til at være indiansk” som “race shifting” eller som “bosætternes selv-indianisering.” Alle disse faktorer har haft en betydelig indvirkning på, hvordan termen “Métis” forstås og defineres i nutidens Canada.

Selv hvis nogen identificerer sig som Métis i folketællinger, giver de et ideelt sted at begynde at udtrykke disse krav til Métisidentitet, selvom spørgsmålet er lidt mere kompliceret af grunde, vi senere vil forklare. Selvom det er rimeligt at sige, at redskaber som folketællinger ikke er designet til at håndtere denne type identitetskompleksitet, er de data, der indsamles, stadig blevet anvendt som vigtige empiriske kilder til at understøtte politiske krav, der måske ville være bedre forklaret med mere nuancerede eller komplekse beviser.