Hvordan påvirker kunstig intelligens og militær teknologi fremtidens krigsførelse?

Udviklingen inden for kunstig intelligens (AI) og informations- og kommunikationsteknologi har de seneste årtier markant ændret samfundets strukturer, og militæret står nu over for en tilsvarende transformation. Stigningen i computerkraft, maskinlæring, big data og robotik har muliggjort en ny æra for maskinintelligens, som i stigende grad integreres i både civile og militære systemer. I militær sammenhæng forventes AI-drevne våbensystemer at ændre krigsførelsens karakter fundamentalt over de næste 10 til 20 år.

Inden for akademia i Indien, for eksempel, er diskussionen om AI’s militære konsekvenser stadig begrænset, hvilket illustrerer en mangel på kritisk analyse og forberedelse i nogle regioner, der potentielt står over for radikale ændringer i forsvarssektoren. På en konference arrangeret af Peace Research Institute Oslo (PRIO) i Kolkata samledes eksperter fra mange discipliner og lande for at diskutere disse problemstillinger – ikke kun teknologien i sig selv, men også de nødvendige nye doktriner, kommandostrukturer, taktik og uddannelse, der kræves for effektivt at integrere AI i eksisterende militær- og politiske rammer.

Den teknologiske udvikling medfører også etiske og juridiske dilemmaer, især i forhold til autonome våbensystemer, populært omtalt som ‘killer robots’. Spørgsmål om ansvarlighed, beslutningstagning og menneskelig kontrol bliver centrale, når maskiner i stigende grad får en selvstændig rolle i konflikter. Derudover vil indførelsen af AI ikke blot ændre interaktionerne mellem mennesker og maskiner, men også potentielt føre til nye kulturelle værdier og identiteter, som udfordrer eksisterende forestillinger om krig og fred.

For at forstå denne komplekse transformation er det væsentligt at betragte AI i en bredere strategisk og filosofisk kontekst. Militære ledere og forskere må sammen analysere, hvordan maskinintelligens kan styrke forsvarsevnen uden at underminere de etiske grundprincipper for krigsførelse og international sikkerhed. Det er nødvendigt at udvikle internationale rammer og en kodeks for adfærd i forbindelse med AI i militære operationer for at forhindre eskalation og misbrug.

Viden om den teknologiske udviklings praktiske og teoretiske sider er kritisk for beslutningstagere. En tværfaglig tilgang, som kombinerer ingeniørvidenskab, filosofi, jura og militærstrategi, skaber et bedre grundlag for at navigere i de nye udfordringer. Desuden bør der lægges vægt på forskning i, hvordan AI kan understøtte menneskelig dømmekraft frem for at erstatte den, for at bevare ansvarlighed i krig.

Hvordan kan autonome krigsmaskiner udvise meningsfuld menneskelig kontrol og normativ styring?

Krigsmaskiner i fremtiden vil være autonome, ikke-menneskelige enheder med alle væsentlige menneskelige egenskaber. Dette rejser en hidtil ukendt udfordring for menneskeheden, da al vores erfaring og viden hidtil har været baseret på kulstofbaseret liv. At forstå og håndtere ikke-kulstofbaseret intelligens – såsom fremtidens kunstige superintelligens (ASI) – kræver udvikling af en normativ arkitektur, der kan regulere denne nye form for bevidsthed og beslutningstagning. Det afgørende spørgsmål handler ikke om, hvorvidt sådanne systemer kan opnå følsomhed eller bevidsthed – det vil de – men om hvordan de kan styres ud fra et etisk, moralsk og dydsetisk grundlag.

Moderne krigsførelse udgøres allerede af komplekse systemer, hvor bemandede og ubemandede enheder samarbejder i hybridkamp. Disse systemer kombinerer kommando, kontrol, kommunikation og efterretning i et integreret netværk, som i konfliktzoner som Ukraine-Rusland-krigen. Her ser vi tre primære systemer: forskellige ubemandede droner med varierende modenhed, traditionelle militære aktiver som kampvogne og fly samt autonome AI-baserede beslutningssystemer, som i dag stadig overvåges af mennesker, men som allerede kan træffe selvstændige taktiske valg.

Disse ikke-kulstofbaserede entiteter vil udvise metakognitive evner, som omfatter systemtænkning, normative og værdibaserede overvejelser, fremtidsorienteret tænkning, strategisk tænkning samt selvbevidsthed og kritisk refleksion. Blandt disse kompetencer er normative og værdibaserede overvejelser helt centrale, idet de udgør grundlaget for at vurdere beslutninger og deres konsekvenser som acceptable eller uacceptable, gode eller dårlige. Det er her, normativ arkitektur træder til – en kompleks struktur af etiske, moralske og dydsetiske regler, der skal fungere som en realtidsstyrende mekanisme for autonome systemers handlinger.

Det er essentielt, at disse normer ikke blot er statiske regler, men indlejret i systemers dybe læring, således at de kan tilpasse sig komplekse og uforudsigelige konfliktsituationer. Krigsmaskiner må derfor designes med et system-til-system-tilgang, hvor forstærkende og balancerende feedback-loop sikrer en anticipatorisk regulering af etik, dyd og moral. Denne tilgang skal tillade autonome systemer at navigere i gråzoner, træffe beslutninger under usikkerhed og løbende revidere deres adfærd baseret på konsekvenser og værdier.

At forstå denne dynamik er altafgørende, for mens teknologien udvikler sig, må vi erkende, at de traditionelle menneskelige kontrolmekanismer ikke længere er tilstrækkelige. Menneskelig kontrol over autonome systemer bliver meningsfuld først, når normerne for ansvar, etik og værdi er integreret i systemernes kerne og ikke blot fungerer som en ekstern kontrolinstans. Krigsmaskiner, som skal handle på egen hånd i kampens hede, må derfor have en dybt forankret normativ kapacitet, som er lige så kompleks og nuanceret som den menneskelige dømmekraft.

Ydermere bør læseren være opmærksom på, at udviklingen af autonome krigsmaskiner ikke blot er et teknologisk spørgsmål, men et fundamentalt etisk og filosofisk problem. For at kunne håndtere fremtidens krigsførelse må man erkende, at vi træder ind i et ukendt territorium, hvor definitionen af ansvar, skyld og menneskelighed må genovervejes i lyset af ikke-kulstofbaserede aktører med egne beslutningsprocesser. Dette medfører et behov for tværfaglige tilgange, hvor teknologer, etikere, jurister og militære eksperter i fællesskab udvikler de rammer, som kan sikre, at autonome krigsmaskiner ikke mister menneskelige værdier af syne.

Normativ styring af autonome systemer i krigsførelse indebærer også en kontinuerlig refleksion over, hvordan sådanne systemer påvirker det strategiske og taktiske landskab samt den humanitære og juridiske kontekst. Evnen til at forbinde normer med systemernes læring og beslutningstagning vil være altafgørende for at undgå uhensigtsmæssige eskalationer, utilsigtede civile tab og uforudsete følger.

Hvordan påvirker kunstig snæver intelligens Indiens militære kamp mod interne oprør?

De sidste to årtier har indiske militær- og politiske kredse diskuteret inddragelsen af både det Indiske Luftvåben og Flåden i bekæmpelsen af interne oprør. Særligt er fokus rettet mod anvendelsen af kunstig snæver intelligens (ANI) inden for Indiens væbnede styrker, hvor ANI spiller en central rolle i bekæmpelsen af væbnede oprør og interne trusler. Begrebet kunstig intelligens i denne sammenhæng refererer udelukkende til ANI, som udgør et specialiseret teknologisk værktøj frem for en fuldt autonom general AI.

Ved begyndelsen af 2010’erne erkendte den indiske regering og militær de både udfordringer og muligheder, som ANI medfører. Mens staten tager skridt til at integrere ANI i sine militære operationer, adopterer ikke-statslige aktører, såsom oprørsgrupper og terrororganisationer, også aktivt AI-relaterede teknologier for at styrke deres kapaciteter. Indiens militær har derfor ikke blot at forholde sig til konventionelle trusler, men også til avanceret teknologisk modstand, som forandrer doktriner, taktikker, kommandoformer samt de etiske og juridiske rammer for kontraterror- og oprørsbekæmpelse (COIN).

Indien har reageret med udviklingen af en militær doktrin, kendt som Cold Start, der går ud på hurtig mobilisering og præcise, begrænsede konventionelle angreb inden for 96 timer. Denne doktrin blev skabt som et svar på tidligere langsomme mobiliseringer, hvor Pakistan fik tid til at styrke sin forsvarsstilling. Cold Start-operativet anvender integrerede kampgrupper med kampvogne og taktiske luftstyrker til at trænge hurtigt ind i pakistansk territorium uden at overskride tærsklen for atomvåbenbrug. Alligevel har Pakistan hævet den nukleare tærskel ved at true med atomreaktioner selv over begrænsede indiske angreb, understøttet af kinesisk militærteknologi og opgraderede missiler med nuklear kapacitet.

På den indenlandske front er den demografiske situation i Pakistan med en voksende ung befolkning, mange uddannet i religiøse skoler (madrassas) og med begrænsede økonomiske udsigter, en væsentlig drivkraft for radikalisering og rekruttering til militante bevægelser. Den urbaniserede befolkning koncentreres i byer, som er blevet centrale områder for ekstremistisk aktivitet og rekruttering.

Denne tendens stemmer overens med David Kilcullens analyser, hvor han påpeger, at det 21. århundredes guerillakrig ikke længere hovedsageligt udspiller sig i bjergene eller landområder, men i megabyernes tætbefolkede og strategiske centre. Her findes højt prioriterede mål, administrative knudepunkter og økonomiske motorer, som gør storbyer til afgørende slagmarker for oprørere og terrorister. Eksempelvis er den pakistanske terrororganisation Lashkar-e-Taiba kendt for at specialisere sig i byterrorisme med dødelige angreb i Mumbai i både 2006 og 2008, hvor hundredvis mistede livet.

Den maritime dimension indgår også i Indiens militære strategi, hvor flåden og luftstyrkerne spiller en voksende rolle i COIN-operationer, især langs kystområder og i forbindelse med terrorisme, som opererer gennem søvejene.

Ud over de militære aspekter er det afgørende at forstå den komplicerede sammenhæng mellem teknologi, politik og samfund i denne konflikt. Anvendelsen af ANI i militære operationer rejser komplekse spørgsmål omkring kontrol, ansvar, etik og retssikkerhed, især i situationer hvor autonome systemer kan træffe livsvigtige beslutninger. Derudover kræver den teknologiske kapløb mellem statslige og ikke-statslige aktører en dynamisk tilpasning af doktriner og strategier, som konstant må balancere effektivitet, præcision og risiko for utilsigtede konsekvenser.

Hvordan kan AI understøtte militær beslutningstagning uden at erstatte menneskelig dømmekraft?

Kontrol over informationsstrømmen er central i militære operationer, især når det gælder behandling af store mængder data fra forskellige sensorer. Computere overgår menneskets hjerne i både hastighed og kapacitet til at bearbejde denne information, hvilket har ført til en stigende anvendelse af AI-indlejret software til tolkning og analyse. Alligevel understreger eksperter som den amerikanske flådemajor Steven I. Davis nødvendigheden af menneskelig overvågning i maskinunderstøttet beslutningstagning. Han foreslår brugen af ANI (Artificial Narrow Intelligence), som kan udføre specifikke, forprogrammerede opgaver i forskellige og adskilte komponenter af militær planlægning, frem for AGI (Artificial General Intelligence), der potentielt kan efterligne og endda videreudvikle menneskelig kritisk analyse.

Situationsbevidsthed, eller SA, spiller en afgørende rolle på slagmarken ved at indsamle, analysere og levere realtidsinformation om fjendens hensigter, kapacitet og position. Internet of Things (IoT) bidrager her væsentligt til at forbedre beslutningsprocessen ved at skabe et omfattende billede af slagmarkssituationen og dermed muliggøre hurtigere og mere præcise militære handlinger.

I kampen mod oprørsgrupper, der typisk opererer i små, spredte enheder, anvender den indiske hær sit Battlefield Management System (BMS). Dette system integrerer kommunikation mellem forskellige kommandoniveauer og opererer både med bemandede og ubemandede systemer, herunder UAV’er (ubemandede luftfartøjer) af forskellig størrelse og rækkevidde, der støtter operationer med overvågning og missionstildeling. Samtidig arbejder det indiske luftvåben på et interaktivt kommando- og kontrolsystem, der kan integrere UAV’er, bemandede fly og bakketropper for at sikre effektiv samordning i alle domæner af krigsførelse.

Intens træning og tæt samarbejde mellem mennesker og autonome våbensystemer er afgørende for effektiv brug af disse teknologier i kamp. Indien har i flere år gennemført fælles øvelser mellem hæren, flåden og luftvåbnet, med fokus på interoperabilitet og anvendelse af UAV’er til efterretning og ildledning. Specialiserede enheder med sværmintelligens-baserede systemer trænes fysisk og taktisk til at kunne modstå avancerede droneangreb, der kan blive en realitet i fremtidens asymmetriske konflikter.

Udviklingen af nye uddannelsesprogrammer, som fremmer teknologisk forståelse og AI-kompetencer hos militært personel, er nødvendig for at kunne håndtere denne teknologiske udvikling. Samtidig skal taktikker og operationelle paradigmer tilpasses for at integrere autonome systemer uden at gå på kompromis med den menneskelige faktor.

Der opstår imidlertid komplekse etiske og juridiske spørgsmål, når autonome våbensystemer potentielt kan begå fejl, som forårsager civile tab eller friendly fire. Ansvarsspørgsmålet i sådanne situationer forbliver uafklaret og udgør en væsentlig udfordring i både national og international ret. Samtidig rejser brugen af ‘killer robots’ dybe moralske spørgsmål, idet mange eksperter advarer mod, at en fuldautomatiseret krigsførelse kan underminere humanitære principper og retssikkerhed.

Det er derfor essentielt at forstå, at AI i militære operationer ikke blot er et teknologisk redskab, men et komplekst fænomen, der kræver omhyggelig integration med menneskelig dømmekraft, løbende træning, klare juridiske rammer og etisk refleksion. Kun gennem denne balance kan AI bidrage til at øge effektiviteten og sikkerheden i moderne militære operationer uden at undergrave grundlæggende principper om ansvar og menneskelighed.