Hvordan opbygger man en .NET SignalR-klient og arbejder med streamingdata?

Når du arbejder med SignalR og realtidskommunikation, kan du effektivt sende beskeder mellem klienter og servere. SignalR tilbyder en kraftfuld metode til at opbygge interaktive applikationer ved at muliggøre kommunikation i realtid, hvilket gør det ideelt til chat-applikationer, live data feeds og meget mere. Denne proces inkluderer at oprette både en SignalR-server, som fungerer som formidler, og klienter, der modtager eller sender data.

Når du starter med SignalR, er det første skridt at konfigurere dit SignalR-miljø korrekt, herunder at starte din webapplikation i Visual Studio eller Visual Studio Code. Hvis du bruger Visual Studio, skal du vælge HTTPS-profilen i værktøjslinjen og starte applikationen uden debugging. Hvis du derimod benytter Visual Studio Code, kan du starte applikationen ved at køre kommandoen dotnet run --launch-profile https i terminalen. Når serveren kører, kan du begynde at teste applikationen ved at navigere til https://localhost:5131/ i din webbrowser.

Når du har oprettet forbindelse til serveren, er det muligt at registrere brugere. For eksempel, i et scenarie, hvor Alice er allerede registreret med navnet "Alice" og tilknyttet grupperne "Sales, IT", kan Alice sende en besked til en bestemt gruppe, som f.eks. "Sales". Denne besked vil derefter blive sendt til alle medlemmer af den gruppe. Bob, der også er registreret med navnet "Bob" og tilknyttet gruppen "Sales", modtager beskeden.

SignalR gør det også muligt at sende beskeder til alle tilsluttede brugere på en gang, hvilket er nyttigt i scenarier som chatrum eller live begivenheder, hvor alle deltagere skal holdes opdateret på samme tid. Charlie kan eksempelvis sende en besked til alle ved at lade feltet "To" være tomt og skrive "Everybody dance now!" i beskedteksten, og alle brugere, der er tilsluttet, vil modtage denne besked.

For at opbygge en .NET-baseret SignalR-klient, bruger du en konsolapplikation, som kan kommunikere med SignalR-serveren. Når du starter et nyt projekt og tilføjer de nødvendige pakker for SignalR, kan du begynde at oprette forbindelse til SignalR-serveren og lytte til modtagne beskeder. Når du først har etableret forbindelsen, kan du sende registreringsoplysninger for at tilføje brugeren til systemet og begynde at lytte til beskeder, der bliver sendt.

Som eksempel på en simpel SignalR-klient i .NET, bruger vi et konsolprogram, hvor brugeren bliver bedt om at indtaste et brugernavn og grupper, de ønsker at tilhøre. Når forbindelsen er etableret, lytter klienten efter beskeder, og disse bliver vist i konsollen. Hvis en besked modtages, bliver den vist i formatet "To {recipient}, From {sender}: {message}".

I praktisk forstand kan dette bruges til at sende opdaterede aktiekurser, hvor en metode på serveren konstant sender aktuel information til tilsluttede klienter. Hvis du eksempelvis ønsker at strømme aktiekurser, kan du oprette en klasse som StockPrice for at repræsentere aktiedata. Herefter opretter du en ny hub, der tilbyder metoder til streaming af aktiekurser, som kan anvendes til at sende opdaterede priser til alle tilsluttede klienter.

SignalR tilbyder dermed både en effektiv og skalerbar løsning til realtidskommunikation, som kan tilpasses en række forskellige anvendelsestilfælde. Det er vigtigt at forstå, hvordan SignalR fungerer både med strukturerede data og med streaming af data over tid, hvilket udvider mulighederne for at bygge interaktive og dynamiske applikationer. Desuden er det væsentligt at forstå de tekniske krav, som f.eks. C# versionen og asynkron programmering, som kræves for at arbejde med streamingdata korrekt.

Hvordan bygger og tester man en Blazor WebAssembly-applikation?

For at udvikle en Blazor WebAssembly-applikation er det nødvendigt at forstå de grundlæggende indstillinger og konfigurationer, der skal til for at bygge og teste komponenter korrekt. Denne proces involverer flere trin, fra konfiguration af serveren og oprettelse af nødvendige filer, til at bygge brugerdefinerede komponenter og implementere dem i applikationen.

json
Copy code
"applicationUrl": "https://localhost:5161;http://localhost:5162"

Når applikationen starter, vil du bemærke, at Blazor WebAssembly-runtime'en bliver indlæst i browseren, hvilket gør det muligt at køre Blazor-komponenter direkte på klienten. Dette gøres gennem den relevante HTML-struktur i index.html, hvor du bl.a. refererer til nødvendige stylesheets og manifest-filer, som gør applikationen visuel og funktionel. Du bør også være opmærksom på de fejlhåndteringsmeddelelser, der vises, hvis der opstår problemer under indlæsningen:

html
Copy code
<p>Loading...</p>
<p>An unhandled error has occurred. Reload</p>

razor
Copy code
@inherits LayoutComponentBase
<div class="row">
    <div class="col-4">Navigation (coming soon)</div>
    <div class="col-8">@Body</div>
</div>

For at teste applikationen, skal du starte serveren og sikre dig, at den korrekte URL vises i browseren. I eksemplet med Northwind.BlazorWasm.Server projektet, skal du starte serveren ved at vælge HTTPS-profilerne og bruge Chrome som webbrowser. Når serveren er startet, vil du kunne se Blazor-komponenterne blive indlæst på klienten:

bash
Copy code
Now listening on: https://localhost:5161

Now listening on: http://localhost:5162

Med serveren i gang kan du begynde at interagere med applikationen og teste de forskellige komponenter, som f.eks. en simpel Blazor WebAssembly-komponent, der vises som en progress bar.

Opbygning af en progress bar komponent

En progress bar komponent er en af de mest almindelige elementer, når man arbejder med dynamiske applikationer. For at bygge en progress bar i Blazor, opretter du en ny Razor-komponent. I dette tilfælde vil komponenten have indstillinger, der tillader bindende parametre, så brugeren kan angive værdier som minimum, maksimum, og om baren skal animere under udførelsen. Komponentens grundstruktur kan se således ud:

razor
Copy code
<div class="progress">

    <div class="progress-bar @((IsAnimated ? "progress-bar-striped progress-bar-animated" : ""))"
         role="progressbar"
         style="width: @(Value)%"
         aria-valuenow="@Value"
         aria-valuemin="@Minimum"
         aria-valuemax="@Maximum">
         @(ShowValue ? $"{Value}%" : "")
    </div>
</div>
@code {
    [Parameter] public int Value { get; set; } = 0;
    [Parameter] public int Minimum { get; set; } = 0;
    [Parameter] public int Maximum { get; set; } = 100;
    [Parameter] public bool IsAnimated { get; set; } = false;
    [Parameter] public bool ShowValue { get; set; } = false;
    [Parameter] public string? LabelText { get; set; } = "Progress bar";
}

For at bruge denne komponent på tværs af applikationen, skal du sørge for at importere den i _Imports.razor-filen:

razor
Copy code
@using Northwind.BlazorWasm.Client.Components

Denne tilgang sikrer, at komponenten bliver tilgængelig på alle Razor-sider i projektet. Derudover skal du huske at overveje, hvordan komponenterne interagerer med resten af applikationen, og hvordan de kan genbruges og tilpasses i forskellige scenarier.

At bygge webkomponenter som Blazor WebAssembly kræver grundlæggende forståelse for webteknologier, server-konfiguration og komponentstruktur, men det giver også en utrolig fleksibilitet til at skabe rige, interaktive webapplikationer, der kører effektivt på klienten.

Hvordan håndteres datoer, globalisering og data i moderne .NET-applikationer?

I arbejdet med moderne .NET-applikationer spiller håndtering af datoer, globalisering, datavalidering og kryptering en central rolle, der sikrer både funktionalitet og sikkerhed. Datoer behandles ikke blot som simple værdier, men kræver omfattende håndtering af formatering, lokal tilpasning og beregninger. DateTime-klassen i .NET giver mulighed for præcis manipulation af dato- og tidsværdier, mens DayOfWeek-enum understøtter dag-specifikke operationer. Globalisering, som inkluderer tilpasning til forskellige kulturer og tidszoner, er essentiel for at sikre, at applikationer fungerer korrekt på tværs af forskellige markeder. Dette omfatter også formatering af værdier og lokaliserede brugergrænseflader.

Inden for datahåndtering er Entity Framework Core (EF Core) en central komponent, der faciliterer både kode-først og database-først tilgange. Fluent API og annoteringsattributter bruges til at definere og konfigurere datamodeller, som understøtter komplekse hierarkier og arv, hvilket giver fleksibilitet og genanvendelighed i datalaget. EF Core understøtter desuden data-seeding, som muliggør forudfyldning af databaser med test- eller startdata. I kombination med værktøjer som dotnet-ef, Docker og Azure SQL Edge kan udviklere effektivt oprette, migrere og administrere databaser, samtidig med at de sikrer versionering og skalerbarhed.

Sikkerhed er et afgørende aspekt i moderne applikationer, hvor kryptering og digital signaturer sikrer dataens integritet og fortrolighed. Algoritmer som Elliptic Curve DSA (ECDSA) og Digital Signature Algorithm (DSA) anvendes til digitale signaturer, mens kryptering og dekryptering beskytter data under transmission og lagring. Håndtering af krypteringsnøgler, herunder generering og opbevaring, er kritisk for at opretholde sikkerheden. Desuden er det vigtigt at forebygge angreb som denial-of-service (DoS) og distribuerede DoS (DDoS), hvor teknikker som rate limiting kan anvendes.

Inden for webudvikling og brugergrænseflader spiller .NET MAUI en stigende rolle, hvor udviklere kan bygge cross-platform applikationer med ensartede brugeroplevelser. .NET MAUI understøtter avancerede kontroller, binding til enhedsinformation, dynamisk indlæsning af assemblies og integration med desktopfunktioner som menu-bjælker og editor-kontroller. Kombinationen med teknologier som GraphQL og gRPC tilbyder robuste og fleksible API-løsninger, der gør det muligt at opbygge effektive, moderne klient-server-kommunikationsmodeller med streaming, filtre og abonnementsfunktionalitet.

Det er væsentligt at forstå, at ud over de tekniske løsninger kræver implementering af globalisering, sikkerhed og datahåndtering et helhedsorienteret blik på applikationens livscyklus. Dette inkluderer overvejelse af performance og hukommelsesstyring via diagnostik og overvågning, en grundig tilgang til validering af brugerinput med frameworks som FluentValidation, samt forståelse for hvordan moderne udviklingsmiljøer og cloudbaserede udviklingsværktøjer som GitHub Codespaces kan integreres for at øge produktiviteten.

Det anbefales desuden at arbejde aktivt med tests, både unit tests og integrationstests, for at sikre at valideringsregler, dataadgang og forretningslogik fungerer som forventet. Dette kan understøttes af værktøjer som FluentAssertions og brug af mock-objekter til at isolere og simulere komponenter.

Viden om hvordan forskellige teknologier spiller sammen, og hvordan man implementerer dem effektivt, er nøgleelementer for at kunne udvikle robuste, sikre og globalt tilpassede applikationer i .NET-økosystemet.

Hvordan håndtere beregnede egenskaber under oprettelse af en enhed i EF Core

Entity Framework Core (EF Core) giver en fleksibel og kraftfuld måde at arbejde med relationelle databaser på. I nogle tilfælde kræver det, at vi tilføjer ekstra logik til enhedens livscyklus, som f.eks. at beregne eller opdatere værdier, når entiteter bliver hentet fra databasen. I denne kontekst kan det være nødvendigt at håndtere beregnede egenskaber, der ikke nødvendigvis er lagret i databasen, men som skal beregnes dynamisk baseret på specifik logik, når entiteten materialiseres.

En af de vigtigste funktioner, der blev introduceret i EF Core 7, er IMaterializationInterceptor-interfacet, der giver os mulighed for at fange hændelser, når en enhed oprettes, og dets egenskaber initialiseres. Denne funktionalitet er ideel til at implementere scenarier som f.eks. automatisk at opdatere en "sidste opdatering"-dato, når en entitet bliver hentet.

For eksempel, når en service eller klientapp anmoder om entiteter til at blive vist for brugeren, kan der være behov for at cache en kopi af entiteten i et stykke tid. Det kan være praktisk at have en egenskab som LastRefreshed, der automatisk opdateres, når entiteten bliver hentet fra databasen. I dette tilfælde skal vi bruge IMaterializationInterceptor til at interceptere oprettelsen af enheden og opdatere den ekstra egenskab.

Oprettelse af en beregnet egenskab

For at implementere denne funktionalitet skal vi følge flere skridt. Først definerer vi et interface, der indeholder den ekstra egenskab. Derefter implementerer vi dette interface i de enheder, som skal have denne egenskab. Herefter opretter vi en interceptor-klasse, der implementerer IMaterializationInterceptor, og som er ansvarlig for at opdatere den beregnede egenskab. Til sidst skal vi registrere denne interceptor i vores DbContext, så den bliver aktiveret, når enhederne materialiseres.

1. Definer interface: Start med at definere et interface, der tilføjer den beregnede egenskab til enheden.

   csharp
   Copy code
   public interface IHasLastRefreshed
   
   {
       DateTimeOffset LastRefreshed { get; set; }
   }
   

2. Implementér interface i entitet: For hver entitet, der kræver denne funktionalitet, skal vi implementere interface og tilføje en "LastRefreshed"-egenskab, som vi senere kan opdatere.

   csharp
   Copy code
   public partial class Employee : IHasLastRefreshed
   {
       // Andre egenskaber...
       [NotMapped]
       public DateTimeOffset LastRefreshed { get; set; }
   }
   

3. Opret en interceptor: Opret en interceptor, der implementerer IMaterializationInterceptor-interfacet. Denne klasse vil blive kaldt, når en enhed bliver materialiseret fra databasen, og den vil opdatere LastRefreshed-egenskaben.

   csharp
   Copy code
   public class SetLastRefreshedInterceptor : IMaterializationInterceptor
   
   {
       public object InitializedInstance(MaterializationInterceptionData materializationData, object entity)
       {
           if (entity is IHasLastRefreshed entityWithLastRefreshed)
           {
               entityWithLastRefreshed.LastRefreshed = DateTimeOffset.UtcNow;
           }
           return entity;
       }
   }
   

4. Registrer interceptor i DbContext: For at få interceptor til at blive brugt, skal vi registrere det i vores DbContext. Dette gøres i OnConfiguring-metoden.

   csharp
   Copy code
   public partial class NorthwindContext : DbContext
   
   {
       private static readonly SetLastRefreshedInterceptor setLastRefreshedInterceptor = new();
   
       protected override void OnConfiguring(DbContextOptionsBuilder optionsBuilder)
   
       {
           if (!optionsBuilder.IsConfigured)
           {
               optionsBuilder.UseSqlServer("Your_Connection_String");
               optionsBuilder.AddInterceptors(setLastRefreshedInterceptor);
           }
       }
   }
   

Fleksibilitet og god praksis

Ved at bruge EF Core’s muligheder for interception og beregnede egenskaber kan vi skabe en mere fleksibel og vedligeholdelsesvenlig kode. Interceptoren gør det muligt at håndtere den ekstra logik, der er nødvendig for at opdatere egenskaber som f.eks. LastRefreshed, uden at ændre selve databasemodellen eller måtte opdatere hver enkelt forespørgsel, der henter entiteter.

Vigtige aspekter at overveje

For læseren er det vigtigt at forstå, at beregnede egenskaber som LastRefreshed ikke nødvendigvis er data, der skal gemmes permanent i databasen. I stedet bliver de beregnet hver gang enheden hentes fra databasen, hvilket gør det muligt at have dynamisk opdaterede værdier uden at kræve ekstra databasefelter. Interception via IMaterializationInterceptor giver os en effektiv måde at implementere denne funktionalitet, men det kræver, at vi har et klart billede af de krav, der stilles til de enheder, vi arbejder med.

Det er også vigtigt at sikre, at alle enheder, der bruger dette mønster, korrekt implementerer interfacet og at interceptoren bliver registreret i DbContext. Hvis du arbejder med en stor applikation, kan dette mønster også hjælpe med at reducere redundant kode og forbedre vedligeholdelsesevnen.

Hvordan GraphQL Skiller Sig Ud Som Et Alternativ til OData

I de seneste år er GraphQL blevet en af de mest diskuterede teknologier inden for webservices og API-design, og det er blevet et attraktivt alternativ til mere traditionelle teknologier som OData. Begge teknologier deler målet om at tilbyde klienter fleksibilitet i at hente specifik data fra servere, men GraphQL skiller sig ud med sin moderne tilgang til dataspørgsmål og transportprotokoller. I denne artikel vil vi dykke ned i, hvorfor GraphQL er blevet en populær valgmulighed og hvordan det kan anvendes til at opbygge mere dynamiske og effektive webtjenester.

En af de primære ulemper ved OData er dens afhængighed af HTTP og den traditionelle REST-arkitektur, som er blevet kritiseret for at være for rigid og forbundet med forældede teknologier. OData kræver f.eks. at klienter bruger query-strenge i URL’en for at filtrere og tilpasse de data, der returneres fra serveren. Selvom OData stadig er et kraftfuldt værktøj, og i nogle scenarier er en fornuftig løsning, kan det virke tungt og begrænset, især når man arbejder med komplekse eller dynamiske databehov.

En af de mest markante forskelle mellem OData og GraphQL er måden, hvorpå de præsenterer og strukturerer data. I OData skal klienten interagere med flere endpoints for at få adgang til forskellige dataressourcer, mens GraphQL tilbyder et enkelt endpoint, normalt "/graphql". Dette forenkler udviklingsarbejdet og gør det lettere at opretholde systemet, da udviklere ikke behøver at håndtere forskellige URL-strukturer for hver type forespørgsel. Derudover giver GraphQL klienter mulighed for at specificere præcist, hvilke felter de ønsker at hente, hvilket betyder, at de undgår at hente unødvendig data, som ofte er tilfældet i traditionelle REST-API’er.

En GraphQL-forespørgsel er et dokumentformat, der ligner JSON, men i modsætning til JSON kræver det ikke kommaer mellem feltnavne. Dette gør det lettere at læse og forstå forespørgsler. Her er et eksempel på en simpel forespørgsel:

graphql
Copy code
{

  produkt (produktId: 23) {
    produktId
    produktNavn
    pris
    leverandør {
      firmaNavn
      land
    }
  }
}

Derudover understøtter GraphQL ikke kun forespørgsler, men også mutationer og abonnementer. Mutationer bruges til at ændre data (som at oprette, opdatere eller slette ressourcer), mens abonnementer giver klienter mulighed for at blive notificeret om ændringer i data i realtid. Abonnementer fungerer bedst med kommunikationsteknologier som WebSockets, hvilket gør det muligt at skabe moderne, interaktive applikationer, der reagerer på brugerinteraktioner uden behov for at hente data igen og igen.

Sammenlignet med OData tilbyder GraphQL en langt større grad af fleksibilitet og kontrolleniveau for klienterne. Det betyder, at GraphQL kan bruges i en bred vifte af applikationer, der kræver dynamisk datatilgang, hvilket kan være en udfordring med OData. Der er også et større udvalg af klientbiblioteker til GraphQL på tværs af platforme, hvilket gør det lettere at integrere i både web- og mobilapplikationer.

En af de mere moderne og praktiske måder at implementere GraphQL på i .NET-økosystemet er ved hjælp af ChilliCream-platformen. Denne platform tilbyder et væld af værktøjer til at bygge og bruge GraphQL-tjenester. For eksempel gør værktøjet Hot Chocolate det muligt at oprette GraphQL-tjenester, mens Strawberry Shake hjælper med at bygge klienter, der kan interagere med disse tjenester. ChilliCream’s værktøjer er designet til at være så enkle som muligt at implementere, hvilket reducerer den nødvendige opsætning og konfiguration, der ofte findes i andre GraphQL-løsninger.

At vælge mellem OData og GraphQL afhænger i sidste ende af den specifikke anvendelsessituation og de krav, der stilles til datahåndtering. OData kan være det rette valg, hvis der er behov for en mere etableret og dokumenteret løsning, mens GraphQL bør overvejes, hvis der er behov for større fleksibilitet og kontrol over datatilgængelighed. Det er dog klart, at GraphQL giver en moderne tilgang til datahåndtering, og med sin støtte for realtidsopdateringer og evnen til at tilbyde klienter præcis, hvad de behøver, er det et fremragende valg til udvikling af avancerede webtjenester.