I de seneste år har vi været vidner til en markant udvikling i den amerikanske medieøkologi, hvor et splittet medielandskab i høj grad præges af en asymmetrisk opdeling mellem venstre- og højreorienterede medier. Dette skaber to forskellige konkurrencemæssige dynamikker, som udfordrer det klassiske professionelle journalismeideal, hvor objektivitet og faktuel nøjagtighed burde være norm. Mens venstreorienterede medier konstant holdes ansvarlige for fakta og fejl af både interne og eksterne kritikere, fungerer højreorienterede medier i høj grad uden samme grad af faktatjek og professionel tilsyn. Her er falske påstande sjældent genstand for rettelser internt i medieøkosystemet, og de journalister, der fremfører fejlinformation, står sjældent til ansvar for deres handlinger.

En markant illustration af denne asymmetri kan ses i dækningen af Seth Rich-konspirationsteorien. I denne sag blev en DNC-medarbejder, Seth Rich, fundet død under tilsyneladende mystiske omstændigheder, og højreorienterede medier fremsatte hurtigt påstande om, at han var blevet myrdet, fordi han var ansvarlig for lækagen af de interne DNC-eposts, frem for de påståede russiske hackere. Den journalist, Malia Zimmerman, som først rapporterede denne historie på Fox News, blev hverken kritiseret eller straffet for hendes fejlinformation. Dette står i stærk kontrast til de konsekvenser, som journalister i mainstream medier typisk står overfor, når de bringer faktuelt ukorrekte historier.

På venstrefløjen er der en konstant risiko for, at en mediekanal mister sin troværdighed, hvis den begår store fejl i rapporteringen. I mainstreammedierne, hvor flere aktører konkurrerer om opmærksomhed og præstation, er det ikke usædvanligt, at en nyhedshistorie hurtigt bliver afsløret som fejlagtig og derefter bliver rettet. Journalister, der bringer falske eller fejlinformerede historier, risikerer at blive fyret eller få deres karriere beskadiget. På den anden side er mekanismerne for korrigering og faktatjek i højreorienterede medier næsten fraværende, hvilket skaber et medielandskab, hvor ideologisk renhed og tro på visse narrativer bliver mere afgørende end faktuel korrekthed.

Denne udvikling, som har skabt en form for "epistemisk lukning", som den libertarianske kommentator Julian Sanchez beskrev det, betyder, at højreorienterede medier primært fungerer som et lukket system, hvor ideologiske synspunkter opretholdes uden hensyn til modstridende fakta. I praksis bliver nyhedshistorier og propaganda ofte fremstillet på en måde, der bekræfter læserens eller lytterens eksisterende overbevisninger, og i mange tilfælde bliver fejlinformation omfavnet og videreformidlet uden nogen form for intern kritik.

Men dette betyder ikke, at mainstreammedierne er uden kritik. Selvom mainstreammedierne står overfor deres egne udfordringer – såsom kommercielle interesser, der presser for sensationalisme, og ejendommes indflydelse på redaktionelt indhold – er der stadig en grundlæggende mekanisme, der modererer de værste overtrædelser af fakta. Medierne på venstrefløjen er ofte ansvarlige for fejlinformation, men de står som regel til ansvar for disse fejl gennem interne redaktionelle processer, offentlige undskyldninger og korrigerende artikler. De har på den måde et system, der, om end ufuldkomment, stadig forsøger at bevare en vis grad af objektivitet og troværdighed.

En af de store drivkræfter bag højreorienterede mediers vækst har været det økonomiske potentiale, der er forbundet med denne ideologiske specialisering. Med starten af Rush Limbaugh i 1988 og senere udvidelsen af netværket af konservative radiostationer og tv-kanaler, har højrefløjen i USA udviklet et omfattende medieimperium, som tiltrækker millioner af lyttere og seere. Disse medier, som primært understøtter konservative og populistiske ideer, har skabt et lukket system, hvor ideologi og økonomi går hånd i hånd. Højreorienterede medier har ikke de samme faktuelle kontrolmekanismer som mainstreammedierne, og fejlinformationer har i høj grad været en del af deres kommunikationsstrategi.

Det er også vigtigt at forstå, at asymmetrisk propaganda ikke kun handler om højrefløjens medier. Den rolle, som mainstreammedierne har spillet i at fremme misinformation, er heller ikke uvæsentlig. I konflikten omkring Iraks massedestruktionsvåben (WMD) i 2003 og i dækningen af præsidentvalget i 2016 så vi, hvordan mainstreammedierne ofte understøttede visse politiske dagsordener ved at fremstille information på en måde, der passede til de herskende magtstrukturer. Dette inkluderer ikke kun direkte fejlrapportering, men også den måde, hvorpå medierne valgte, hvilke historier der skulle fremhæves, og hvilke der blev ignoreret, alt sammen for at fremme bestemte politiske narrativer.

Denne analyse af den asymmetriske mediedynamik i USA understreger ikke kun behovet for at forstå medierne som et produkt af økonomi og politik, men også hvordan disse faktorer kan underminere offentlighedens tillid til de informationer, de modtager. Den information, som folk modtager gennem medierne, er ikke kun et spørgsmål om fakta, men også om hvordan fakta vælges, præsenteres og fortolkes.

Endtext

Hvordan Internettet Formede Tro og Politik i Moderne Samfund

De sidste par årtier har vidnet om en markant ændring i, hvordan vi forstår samfundsmæssige relationer, ideologiske strømninger og teknologisk indflydelse. Det er ikke længere muligt at forstå de politiske og sociale dynamikker udelukkende gennem etablerede institutioner og medier. Teknologi, især internettets muligheder, har åbnet nye veje for både mobilisering og misinformation, som har haft en dyb indvirkning på vores kollektive bevidsthed.

Bevægelser som "The Movement for Black Lives" har omformet offentlig debat om politivold mod sorte mennesker, ikke gennem traditionelle mediekanaler, men gennem de decentraliserede platforme, der nu kendetegner den digitale æra. Mobiltelefonens kamera og de sociale mediers delingsfunktioner, som YouTube og Facebook, har gjort det muligt for borgerne at dele ufiltrerede og potentielt dybt foruroligende billeder, hvilket har ændret hele måden, samfundet reagerer på sådanne hændelser. På den anden side har grupper som de hvide supremacister udnyttet de samme platforme til at organisere sig, sprede had og indlede voldelige handlinger på globalt plan. Sociale medier har dermed skabt nye muligheder for at forme meninger og organisere handlinger, men også nye risici, som vi skal forholde os til.

Det er i denne sammenhæng, at studier af social mobilisering og misinformation på internettet bliver stadig mere relevante. Hvordan tror folk på det, de tror på, og hvordan ændres deres overbevisninger i en tid, hvor enhver kan få adgang til og dele information? En sådan analyse er dog forskellig fra at forstå, hvordan millioner af mennesker formes i større politiske beslutninger som nationale valg eller folkeafstemninger som Brexit. Her handler det om større, mere komplekse sociale kræfter, der påvirker den kollektive tro og ideologi.

Diskussionen om, hvor meget af de kriser, vi ser i dag, kan tilskrives individuel handling versus strukturelle faktorer, er kompleks. Nogle mener, at individer med stor økonomisk magt og politisk indflydelse har spillet en central rolle i at skabe det, vi nu kender som neoliberalismen. Dette er tydeligt i forsøgene på at manipulere offentlighedens opfattelse gennem akademiske netværk og politiske kampagner finansieret af superrige individer og store virksomheder. Andre påpeger, at strukturelle faktorer som ændringer i økonomien og teknologi har været med til at skabe et miljø, hvor ideologiske og politiske skel er blevet endnu mere udtalte.

Internettet har uden tvivl haft en central rolle i disse forandringer, men det er også nødvendigt at forstå, hvordan disse teknologiske ændringer påvirker de grundlæggende relationer mellem medier, politik og institutioner. Paul Starr fremhæver, hvordan internettets indflydelse har destabiliseret den gamle finansieringsmodel for nyhedsproduktion, og hvordan mediernes rolle er blevet fragmenteret i en verden, hvor alle har mulighed for at dele information og skabe deres egen virkelighed. Dette skaber ikke blot problemer i forhold til misinformation, men også i forhold til, hvordan vi opfatter og forholder os til den politiske magt.

De ændringer, der fandt sted mellem 1960'erne og 1980'erne, har været afgørende for den opfattelse, vi i dag har af institutionernes pålidelighed. Den store nedgang i tilliden til regeringen og medierne kan ikke adskilles fra den økonomiske og politiske omstrukturering, der fandt sted i denne periode. Efterkrigstidens vækst og solidaritet er blevet efterfulgt af en periode med økonomisk liberalisering, hvor fokus på markedsøkonomi og individualisme har skabt en større afstand mellem magthavere og befolkningen.

Det er vigtigt at forstå, at denne udvikling ikke er en isoleret hændelse, men en del af en større bølge af ændringer, der har præget det 20. århundrede. For mange mennesker har det ikke længere været muligt at stole på de institutioner, der tidligere blev anerkendt som bastioner for sandhed og autoritet. Denne ændrede opfattelse har haft vidtrækkende konsekvenser for, hvordan vi forholder os til politik, medier og sociale relationer.

I betragtning af disse udfordringer er det klart, at den måde, vi interagerer med information i dag, er anderledes end nogensinde før. Vi befinder os i en tid, hvor internettet både fungerer som en kilde til empowerment og som en arena for manipulerende kræfter, der kan fremme ideologisk splittelse og polarisering. Det er derfor nødvendigt at reflektere over, hvordan teknologien kan bruges til at fremme mere ansvarlige og inkluderende diskurser, samtidig med at vi anerkender dens potentiale til at sprede misinformation.

Hvordan implementeres en søgefunktion og Immersive Mode i Android-apps?
Hvad betyder nudler for lang levetid?
Hvordan man sparer penge på mobiltelefoner og streamingtjenester