Fortælling “Ksheni”. Forfatter S. A. Goncharov
KSHENI
Atamanen tog sin papakha af, drog en dyb indånding og bøjede sig i livet mod kringen, hvorefter han henvendte sig til kosakkerne: – Atamaner er dygtige mænd! Den kejserlige tjeneste er forbi, og zarens russer sender os hjem til Don. Og for tro tjeneste belønner tsar Fjodor Ivanovitj os med sølv og guld. – Så tog han af hånden fra en boyar, der stod ved siden af ham, og kastede en sæk med penge ind i kringen. – Tag efter jeres samvittighed, brødre kosakker, men glem ikke de falne og andelen til den hellige kirke. Efter dovan vil være en samtale, da må vi mindes de faldne og fejre tjenestens afslutning.
Kosakkerne råbte i kor – Lyubo! – og begyndte dovan fra den kejserlige skat ved at udfolde et tæppe, hvorpå de fordelte hver deres andel, særskilt til de familier, der havde mistet folk, og særskilt til den hellige ortodokse kirke. Boyars tjenere rullede en tønde vodka frem – en kejserlig gave. Efter bøn åbnede kosakkerne tønden og sendte øse rundt – tsarens bæger. Derefter rullede atamanen to tønder grøn vin, og festen tog fart.

Atamanen, med esaul og nogle få gamle og erfarne kosakker, holdt råd. Vejen var lang og farlig. Man skulle gå fra den vestlige grænse af Moskvariget gennem Kurskregionen, det Vilde Felt, til floden Voronezj, og derfra videre hjem til Don. Rygterne sagde, at nogajerne og krimtatarerne atter havde kriget mod fyrstendømmet Rjazan og pludselig dukkede op ved Oka nær Kashir. Atamanen frygtede ikke mødet med krimtatarerne, for efter plyndringen og delingen af fangenskab splittede de sig i små grupper, der opløstes i stepperne, og udgjorde ingen særlig fare for en femhundredmands kosakkeskare. Atamanen vidste også, at efter et raid i Rusland splittede Nogajhorden sig fra krimtatarerne i den polovtsiske steppe, og efter at have delt byttet og medbragt fangenskab drog de tilbage gennem det Vilde Felt til Voronezj, krydsede til Dons venstre bred og fortsatte til Kubanstepperne. Det var netop den horde, der udgjorde den største fare for kosakkerne.
Om morgenen brød kosakkerne op mod Don. Atamanen førte dem gennem Seversk‑landene til Kursk og dernæst gennem det Vilde Felt. Da de nåede den befæstede by Barda kovo vest for Seversk‑landet, så kosakkerne landsbyer brændt ned omkring den. – Kan det være, at horden også har været her? – spurgte kosakkerne hinanden. Feltherren, som ledede byens forsvar, blev meget glad, da han så kosakkerne: – Gud ske tak! I aner ikke, hvor lykkelig jeg er. Vores sevryuker sammen med kamarinterne forfulgte horden i håb om at befri fangenskab. Jeg har ingen kræfter til at forsvare byen, hvis horden vender tilbage. Bliv hos os nogle dage, indtil vores sevryuker‑kosakker vender tilbage.
– Godt – sagde atamanen – og befaledde kosakkerne at sadle hestene.
Næste dag ankom en budbringer fra Kursk‑fyrsten og meddelte fyrstens ordre: alle, der kan føre våben, skal drage til kursianernes hjælp. Horden havde brændt klostret med den Rod‑ikon, og efter at have røvet det forsøgte de at storme Kursks by, men stormangrebet blev slået tilbage. Fyrsten låste sig inde i kremlen med sit følge. Hans kræfter var få.
– Op på hestene – befalede atamanen, og kosakkerne red ud for at hjælpe kursianerne. De nåede Kursk på den anden dag. Horden var allerede væk, og kun brændte landsbyer omkring Kursk og en udbrændt by med lig af dræbte på voldene fortalte om razziaen. Kursk‑fyrsten kaldte atamanen til sig og bad tårerigt om hjælp til at befri fangenskabet fra tatarerne. Atamanen samlede kosakkerne i kringen, og kosakkerne begyndte at overveje, om de skulle blande sig i denne kamp. Ifølge det, man kunne finde ud af, talte tatarmassivet mindst to tusinde mand. Ud fra de døde stod det klart, at hovedparten var nogajer. – Atamanen tog ordet:
– Vores vej til Don, brødre kosakker, går netop gennem nogajerne.
– Hvis vi slår dem her sammen med kursianerne, vil vores vej mod Don blive sikrere. Derfor foreslår jeg, brødre kosakker, at vi hjælper Kursks fyrste og vore brødre sevryukerne sammen med kamarinterne. Kamarinterne er krigeriske folk. De kom til Rusland fra Serbien og med sværdet rykkede de slaviske folk til side og bosatte sig ved siden af sevryukerne. De kaldes kamarinter på grund af deres sorte klæder. Komar betyder sort. De bærer sorte pelskapper som papakhaer, sorte pelsjakker vendt udad, sorte støvler, og deres våben er også sorte. Kvinderne bærer også sort i alt, fra sorte tørklæder med røde blomster til sorte støvler og kjoler. De bor på skrænter af kløfter i krat. Deres bosættelser er uordnede, men ligner ventery. Tataren vil ikke besøge deres områder. De er brutale og ubarmhjertige. Nogle hævder, at de spiser mennesker, er troldmænd og forvandler sig til ulve. Så, skal vi hjælpe kursianerne, brødre kosakker? –
– Lyubo, ataman! – lød kosakkernes samstemmende råb.
– Vi vil hjælpe kursianerne og sevryukerne med at befri fangenskabet. Nogajer er vore grumme fjender.
– Så vær det som I ønsker – sagde atamanen og bøjede sig.
– Gør jer klar, brødre kosakker, i morgen tidlig drager vi ud. –
Om morgenen rykkede fem hundrede kosakker ud af kremlen. Deres ledere var sevryuker. Efter at have tilbagelagt 20 verst, nåede de den sidste russiske fæstning på grænsen til det vilde felt – Besedensk‑fæstningen. Den stod på en brat bred ved floden. Fra voldene kunne man se stepperne mindst 40 verst. Atamanen vidste, at den nærmeste flod med “sød vand”, som nomader kalder det, lå først 70 verst borte, og ved flodens udspring stod en lille russisk fæstning – Tim, som ofte blev fuldstændig udslettet af plyndring. Derfra, direkte mod øst gennem stepperne, løb en smal flod cirka 80 verst i retning mod Voronezj, som derefter skar skarpt mod nord og løb ud i floden Sosna tre verst fra byen Livny. Fra dette sving til Don var der 85 verst. Netop ved denne flod havde krimtatarer og nogajer et mødested på Muravsky‑ruten, hvor de delte deres bytte efter razziaer. Sandsynligvis kunne nogajerne findes netop dér.
Samlede styrker af kursianere og kosakker lejrede sig nær Tim. Kavalerieskorteer sendt ud i stepperne konstaterede, at nogajerne lå 20 verst fra Tim ved flodens udspring og åbenbart ikke ventede forfølgelse. På rådet besluttede man at angribe nogajerne ved kosakkernes skik i tusmørket. Kosakker, sevryuker og kamarinter skulle slå til som en lade fra steppe‑siden, fra en polovtsk gravhøj, hvor flodens bred var jævn. Kursk‑fyrsten med sit følge skulle angribe fra modsatte side, fra den stejle bred, og drive nogajerne ind i floden, hvor de fælles skulle hugge, dræbe og forfølge dem langs floden og hindre deres flugt til stepperne.
Man udvalgte en hundredmands kernel — de mest dristige don‑, kamariner‑ og sevryuk‑krigere — og sendte dem ud i stepperne til at overvåge nogajernes og krimtatarernes bevægelser og ødelægge deres efterretning. Ved aften gik de samlede styrker af kursianere, dontere, sevryuker og kamarinter uforstyrret frem til nogajhordens lejr. I tusmørket kunne man se røg fra lejrbål, høre hestens vrinsken, kamelers brølen, vognakslernes knirken og menneskers gråd. Nogajlejren levede sin sædvanlige tilværelse: kedler kogte lammesteg, får brevede, heste vrinskede, kvinder råbte. Efter deres sædvane delte nogajerne fangenskabet på mænd, kvinder og børn. De unge mænd og kvinder blev adskilt fra resten. De kønneste kvindelige fanger og børn blev udvalgt til salg, mens andre unge kvinder blev udsat for vold, jaget rundt til hest i cirkel og kastet omkuld som unge hingste og voldtaget bagfra. Gravide kvinder blev korsfæstet på græsset, voldtaget i flok, deres maver revet op.
Atamanen trak sin sabel fra sliren og løftede den.
– Herre, velsign os! Fremad, brødre, med Gud. –
Donterne drog deres sabler og skred over i trav. Atamanen svingede sin sabel, og fem hundrede kosakker, sammen med fem hundrede sevryuker og kamarinter, accelererede med fløjt og brøl, dannede en lave i femmands tænder[7], og stormede fra polovtsk gravhøj mod de intetanende nogajer.
Selvom nogajerne ikke ventede angreb, lod de sig ikke bukke, sprang til hest med vragende sabler og red imod kosakkerne. De stødte sammen. Kampen begyndte med den rytme, kosakkerne i front satte. Uden at kunne modstå deres koordinerede slag fra kosakker, sevryuker og kamarinter, vendte de overlevende nogajer deres heste og styrtede mod floden. Fra kommandørens telt sprang murzaen ud med sine nærmænd, som omringede ham i tæt formation, og han red med del af hæren mod den stejle modsatte bred. Lyd af trompeter lød, og kurskernes tropper under fyrstens ledelse styrtede ned fra skrænten. Pressede fra begge sider blev nogajerne kastet ud i flodens leje, hvor de blev hugget, stikket, skåret, druknet.
Atamanen, nogle kosakker og kamarinter befandt sig midt i kampens kerne og blev isolerede fra sine. E saul, der så dette, råbte:
– Brødre kosakker, atamanen er i fare! – og sammen med et halvt hundrede kosakker, skar de sig vej gennem fjender for at redde atamanen. Kamarinter faldt, og de tilbageværende kosakker dannede en cirkel omkring atamanen og beskyttede ham. Atamanen, snurrende i sadlen, afværgede slag med sin sabel. Pludselig fik han øje på murzaen, der flygtede. Med et råb rejste han sin hest på bagbenene og red mod murzaen. Murzaen så ham og red også frem med sit spyd. De to stødte sammen. Atamanen dykkede under spyddet, og da murzaen passerede ham, slog han ham med en templetønde mod hovedet og dernæst med sabel mod halsen. Murzaen faldt fra hesten og blev trampet ihjel under de hvirvlende heste.
Resten af nogajhæren blev jaget cirka 10 verst langs floden, indtil mørket faldt. Horden blev fuldstændig nedkæmpet og hele fangenskabet befriet.
Da atamanen tog afsked med fyrsten, sagde han:
– Den flod her var hidtil uden navn på Muravsky‑ruten, men nu skal den kaldes Donternes Ksheni, fordi vi plyndrede her hordens vognpark – og som bekendt hedder vognpark på tatarisk “kshe”, og dette sted skal kaldes Ksheni.
– Så lad det være! – sagde Kursk‑fyrsten.
Siden da har det navn stået ved magt. Årene gik, og den bæk, som atamanen kaldte Ksheni, hedder stadig Ksheni, og stedet for slaget kaldes også Ksheni.
Fra det slag gik der over hundrede og tredive år. Da zar Peter I lå ved Poltava, sendte den svenske konge Karl XII folk til Nogajhorden for at få den til at støtte ham mod Poltava og lovede mange nåder. Horden lod sig friste. I juni 1709 drog horden ad den vej, som århundrederne havde banet. Den nåede Ksheni og krydsede floden der og angreb Rusland. Tyve verst øst for Ksheni mødte donterne, skytterne, kursianerne den og slog den fuldstændig. På det sted står nu et støbejernskors, rejst af en kosak og den russiske billedhugger Vyacheslav Klykov. Det var det sidste store raid fra Nogajhorden mod Rusland.

[1] Søn af tsar Ivan IV (den Grusomme)
[2] Hovedstad for kamarinterne
[3] En hestekæmper (gammel russisk)
[4] Det mest krigerske af de slaviske stammer fra Serbien, som kom til Rusland senere end alle slaviske stammer. Med sværdet rykkede de slaviske folk til side og tog land ved grænsen mellem nutidens Kursk, Bryansk og Orlov oblast. Kamarinterne støttede falske Dmitrij I og blev som straf udslettet af den russiske hær på ordre fra Boris Godunov.
[5] Severskerne, også kaldt novgorodseverskerne, også sevryuker — en gren af den doske kosakkedom
[6] Den mest kendte rute, som krimtatarer og nogajer brugte til ragnarok mod Rusland
[7] Laven byggedes i tænder. En tand bestod enten af tre (tredobbelt tand) eller fem (femdobbelt tand). Hver tand blev ledet af den mest erfarne kosak, ofte den, der kendte kosakkernes “spas”, som satte kampens rytme. Hans flankering beskyttede kosakker inde i tanden.
[8] Nutidens landsby Ksheni

Hvordan opleves hjemmets nærvær i en forandret verden?
Hvad er hævnmotivet bag kidnapningen af Montaraz-barnet?
Hvad betyder det at være "konge" i et rumforhold?
Hvordan hyperspektral billedbehandling og dyb læring kan optimere detektion af plantehelbredelse under vandstress
Hvordan Skakaflader og Tagvinduer kan Forvandle Dit Badeværelse
Gennemgang af praksis for behandling af klager fra kontrollerede enheder, indgivet i henhold til obligatorisk præ-retterlig klagebehandling, samt praksis for behandling af klager over beslutninger truffet af den Føderale Tjeneste for Naturressourcestyring
Central Forstadspassager Selskab (Åbent Aktieselskab "Central PPK")
Anmodning om erhvervelse af almindelige aktier i PAO "Aeroflot" i forbindelse med udnyttelse af fortrinsret ved yderligere aktieudstedelse
Tematisk lektion dedikeret til 10-årsdagen for de tragiske hændelser i Beslan
Lærerens Dag: En Festlig og Humoristisk Hyldest til Skolens Helte