Hvordan opleves hjemmets nærvær i en forandret verden?

Den blideste brise, næsten usynlig, men alligevel mærkbar, og alligevel føles det ikke som efterår. Ellas stemme var som silke, en sang om en hyggelig lejlighed i det gamle Manhattan, og jeg mistede mig selv i skønheden ved det sted, hvor vi bor. Lyset omkring os gjorde det til et hjem, ikke bare en tom, død koralrev uden liv. Leonards latter, rig og rullende som en øboers, fik mine bekymringer til at forsvinde. Cashmere-tæpper lå i lejligheden, og jeg ønskede næsten, at det var køligere, så vi kunne putte os under dem. Men jeg måtte stoppe med at håbe på et andet øjeblik og bare nyde nuet. Aftenen var sød og smuk, og jeg var taknemmelig. Jeg lagde mit hoved mod hans bryst og skulder, og han undgik at dreje mig rundt for ikke at gøre mig svimmel. I stedet vuggede han mig i sine arme i månelyset, længe. Jeg følte, at byen var levende igen, og vi svævede over den. Vi havde forvandlet Manhattan til en ø af glæde.

Tracker, derimod, var optaget af helt andre sanseindtryk. En by, der havde mistet sin livskraft, var blevet et sted uden mange mennesker. Duften af hav, fisk og måger blandet med døde skaller og glubske havdyr fyldte luften. Men for Tracker bar vinden også et kald – City Man’s kald. Det var ikke bare et navn, men et væv af duft, berøring og følelser, der bandt Trackers dage sammen som en kontinuerlig tråd. Jesse, hans trofaste følgesvend, kunne ikke høre kaldet, men hun vidste, at han gjorde. Hendes blik mod ham mindede ham om jorden, kabagerne i hans have – gamle, uændrede gener, uskyldige som for tusind år siden.

City Man var blind, men hans skabninger var overnaturligt følsomme, i stand til at mærke hinanden på afstand, selv på en anden planet eller i kredsløb om månen. Hans magt over liv og død var ubestridt – døden var hans tjener, ikke hans herre, og det gav hans skabninger en slags udødelighed. Kvinden, der besøgte ham, var fuld af liv og uden døds skygge, en kontrast til de fleste i City. Hun var både kedsommelig og fascinerende, og hendes tilstedeværelse bragte en underliggende spænding.

Tracker blev sendt ud på en mission: at finde en af City Man’s skabninger, en kvinde, der tidligere var flygtet, men som blev fundet igen. Denne gang var City Man ikke interesseret i selv at søge hende, men ville have Tracker til at gøre det. Der var en tvetydighed i hans ord, en skjult modvilje, og i Jesse’s stille uro kunne Tracker mærke, at denne opgave var sværere, end det umiddelbart syntes.

Den gamle verden og den nye blandede sig i Tracker’s tanker – de gamle planter, de nye skabninger, en verden der stadig søgte mening og forbindelse. Byen, selv om den var forandret, levede gennem minderne og skabernes tilstedeværelse. At forstå denne verden kræver en sanselig tilgang: man må læse mellem linjerne i duftene, følelserne, og de små detaljer som rystelsen i vinden eller en skrøbelig knogleport. Det er en påmindelse om, at hjem og liv ikke kun findes i fysiske rammer, men i de relationer og oplevelser, der binder os sammen, selv når omgivelserne synes øde og forandrede.

Det er vigtigt at forstå, at selv i en verden, hvor det kendte forsvinder, og nye skabninger tager over, eksisterer en underliggende samhørighed mellem fortid og nutid, mellem det naturlige og det skabte. At mærke denne forbindelse kræver en dyb opmærksomhed på verden omkring os – en forståelse for, hvordan livets væv fortsætter, selv når det synes skrøbeligt eller fjern. Byens puls, selv i dens stille øjeblikke, bærer et ekko af tidligere tider og en drøm om fremtidens muligheder.

Hvad sker der, når mistænkelige handlinger bringer os til den hellige inkvisition?

Matteo havde altid været vant til den bløde skumring i hans sind, et sind, der var vant til at følge rytmerne af et liv, der syntes uforanderligt. Men denne skumring var anderledes. Det var ikke blot den svage lysning af daggry, som afslørede det ukendte; det var mørket, der lå tættere end normalt, tættere end han nogensinde havde været vant til, som hævede sig omkring ham og lod hans tanker sløre. Hvad han ikke vidste, var at dette mørke nu var hans livs ramme.

Inden han kunne forstå hvad der foregik, blev han trukket gennem korridorer, hvor de høje vinduer blot afslørede et udtværet skær af daggry, som næsten aldrig blev til lys. Han forsøgte at finde greb om sine tanker, men blev hurtigt kastet fra side til side i en hastighed, der kun efterlod en følelse af kaos og forvirring. Hans krop var ikke længere hans egen. Den blev trukket, ikke af venlige hænder, men af noget mere tungt, mere ubønhørligt.

Da dørene blev åbnet, og han blev ført ind i et værelse, så han straks, hvad han havde frygtet. Ikke et rum af helligdom og barmhjertighed, men et råt rum, hvor den magt, som han havde mødt for første gang i sit liv, var uomtvistelig. I midten af bordet sad en mand, tynget af det ansvar, han bar – ikke som en præst eller biskop, men som en inkvisitor, en person, hvis magt var fuldstændig. Hvad var han kommet for at afsløre, for at dømme? Det var en frygt, Matteo aldrig før havde mærket.

Anklagen mod ham var lige så absurd som den var alvorlig. Det var ikke længere en almindelig forbrydelse, men noget langt mere mystisk og uforståeligt – hans handlinger, hans handlinger med nogle harmløse bønner, blev nu betragtet som en trussel mod orden og religiøs integritet. "Divination," blev der sagt. Spådom. Hans sind kunne ikke rumme det. Bønnerne, som han havde købt og bragt til en kvinde ved navn Franchescina Castellano, var blot en almindelig vare – intet andet, end noget han kunne bruge til at forsøge at opnå økonomisk succes. Men nu blev de bragt frem som et symbol på noget meget værre.

Som det ofte er med sådanne retter, er det ikke den fysiske handling, der straffes, men tankerne bag. Det, der skulle være en simpel handel med bønner, blev vendt til et indhold af overnaturlig kraft og ansvar. Hvorfor var han blevet trukket ind i dette net af anklager? For hvad, ud over det faktum, at han måske havde solgt et par bønner til en kvinde? Det var her, den uforståelige verden af den hellige inkvisition åbnede sig for ham.

Og da han blev tilbageholdt i cellen, og dagene begyndte at flyde sammen i et uudholdeligt mørke, blev hans tanker mere og mere desperate. Franchescina, som han nu frygtede havde brugt de samme bønner, som han havde givet hende, til at kaste spådomme, havde muligvis afsløret ham under sin egen forhør. De mørke skygger, som indfangede hans sind, blev ikke blot en trussel mod hans fysiske frihed, men mod hans navn, hans familie, hans fremtid.

Hans fortsatte ophold i cellen, uden nogen form for klart svar på hans skæbne, var et levende billede på, hvordan sådanne institutioner – dem, som blev drevet af det hellige og det uforanderlige – kunne føre til en uoverskuelig tilstand af tvivl og håbløshed. Der var ingen opmuntring i mørket, kun forfaldet af hans sind og de træk, som samfundet og systemet ville lade ham udholde. Det var som at være fanget i et væv, han selv ikke havde vævet, men nu ikke kunne slippe.

Det er i sådanne øjeblikke, at vi måske bliver mindet om, at vores handlinger ikke kun ses for sig selv, men indgår i et større netværk af relationer, ideer og magtstrukturer, der er langt uden for vores kontrol. Det er måske i disse perioder, at vi lærer noget essentielt om, hvordan vi selv og vores handlinger bliver vurderet af andre. I denne fortælling er det klart, at det ikke altid er fakta, der bestemmer vores skæbne, men også de systemer, vi er en del af, og hvordan vi kan blive fanget af magtens konstruktioner.