Hvad kan vi lære af de vildtlevende dyrs adfærd?

I februar og marts bliver Skokholm et sted, hvor havfugle, specielt skarver, vender tilbage fra deres vinterrejse. De seneste eksperimenter, som blev afsluttet, havde til formål at undersøge fuglens hjemvendelsesadfærd. Forskere valgte at frigive nogle skarver uden for den kendte rækkevidde for både de mærkede fugle fra Skokholm og Manx-skarven som art. Fuglene, som var udvalgt til forsøget, var dem, der næsten var færdige med deres ynglepleje, og som havde unger, der var i stand til at klare sig selv. To fugle blev sendt til Amerika og frigivet til havs på koordinaterne 62°N og 43°W. Planen var oprindeligt at sende flere fugle til den Sydatlantiske Ocean, men da de ikke rejste godt på ruten mellem England og Kapstaden, blev de frigivet tidligere på rejsen ved 30°N og 15°W.

Disse eksperimenter, sammen med de resultater man håber at opnå næste år, kan muligvis give en form for bevis for eller imod den almindelige opfattelse, at fuglenes evne til at finde hjem skyldes et specielt magnetisk sansesystem. Forskere er dog i øjeblikket meget forsigtige med at fremsætte en endelig konklusion om dette emne. Syn og hukommelse spiller helt sikkert en vigtig rolle (visualisering af hukommelse kunne måske være et bedre begreb), men der synes også at være en anden form for sans, og kun ved hjælp af sådanne eksperimenter kan dette mysterium blive løst.

I en anden, mere personlig fortælling om naturens adfærd møder vi en lille, nyfødt porcupine ved navn Quills. Han blev født i et rummeligt hul i stammen af et gammelt rødmaple-træ i New Brunswick, nær Tobique-floden. Hullet, som var stort nok til at rumme hans moder, en stor og stærk stikkende porcupine, havde en ideel placering - beskyttet og skjult for fjender. Quills, som var en usædvanlig stor unge, selv når han kun var få timer gammel, blev hurtigt vant til livets realiteter i vildmarken. Hans første dage var præget af den konstante mætte hunger og en underlig uvillighed til at tie stille, som hans art ellers var kendt for. Det var netop hans fravær af frygt, der viste sig at være hans bedste forsvar mod fjender som den småsnigende mår, som en dag nærmede sig og blev fristet af lyden fra den lille porcupine.

Porcupinerne, som er kendte for deres uforskammede og uhyre sjældne tendens til at lave støj, adskiller sig betydeligt fra de fleste andre dyr i skovens dyreliv. Quills var et ungt væsen, der, på trods af sin barske og nådesløse fødeindtagelse, var fuldstændig uvidende om de farer, som lå uden for hans sikre hjem. Hans moders adfærd, som tilsyneladende var præget af en langsommelig ro, var dog et godt eksempel på et væsen, der havde lært at tilpasse sig det langsomme og omhyggelige liv i skovens store kredsløb.

Moderen, som med sin store størrelse og skarpe pigge var en af de få, der kunne opretholde sin sikkerhed, gik langsomt på jagt efter føde, mens hendes unge sov trygt. Porcupinens liv er langsomt og tilbagelænet, og der er ikke noget hastværk i deres daglige rutiner. Dette står i skarp kontrast til den næsten paniske hast, som andre dyr udviser, når de skal finde føde. Quills var alene, da hans mor forlod ham, og hans småklynken i denne periode viste hans fortsatte afhængighed af hendes nærhed og beskyttelse.

Det er klart, at der i naturen er et væld af strategier og tilpasninger, som er specifikke for hver art. Vildtlevende dyrs adfærd handler ikke kun om at reagere på deres omgivelser, men også om at forstå og forudse den rytme og orden, der styrer deres liv. De er konstant i dialog med naturens elementer og har, i mange tilfælde, udviklet mekanismer for at sikre deres overlevelse og for at tilpasse sig de udfordringer, de møder.

Hvordan man fanger den mystiske fisk i den perfekte morgen

Vi havde været vidner til en usædvanlig begivenhed. Som en fisk, der langsomt blev dræbt, så vi Moriarty forsvinde op ad stien, mens han råbte vejvisende ord til sig selv. Vi stod bare og så på. Rich, stadig med et håndklæde i den ene hånd og ganske upåvirket af de fluer, der fløj omkring hans nøgne krop, gik i gang med at gennemgå indholdet af en tackle-bag. "Hvor har vi lagt Circus Spoon?" spurgte han. Circus Spoon var en enorm spinner, der var blevet købt mange år tidligere, efter at have læst en samling irske fiskerhistorier. Den var aldrig blevet brugt, men havde dog figureret i flere fremragende fortællinger, som Rich fortalte – helst om natten, når ingen kunne se vores skjulte latteranfald. Nu så det ud til, at Circus Spoon's øjeblik var kommet.

"En mærkelig fortælling. Hvad synes du om den?" spurgte Rich.

"Det lyder som en gedde. Logisk set kan det ikke være andet. Teoretisk set udrydder gedderne ørreder i en sø, men de har været naboer før. Uanset hvad, vil vi prøve at fange den og samtidig få nogle ørreder med på vejen."

"Godt. Det ville være fantastisk at blive kroget i noget, der er helt uden for rammen af Fishing Gazette - en gigantisk gedde eller en helt anden usædvanlig fisk. Tænk på det ..."

Novicen stirrede undrende på Rich, mens han talte. "Hvad med morgenmaden?" spurgte han.

Åh, morgenmaden! Det blev hurtigt overstået, denne særlige morgenmad. Uvaskede krus blev stablet sammen, og teltet blev sikret mod bjergene omkring os. De kraftige havstænger blev bundet med fine split-kaner og grønne hjerter til turen til søen. Den største af de tre gaffel-hager blev filtet til en nålespids. Circus Spoon lå sammen med en ni-tommer tope-spole blandt metaltråde og mindre spinnere. Materialer til frokosten blev smidt sammen, og et sidste kig over alt blev givet. Vi var klar, næsten uden at være opmærksomme på, at vi hverken havde barberet os, kæmmet håret eller børstet tænderne. Morgenen var på alle måder perfekt fra en fisker’s synspunkt. Lyset var for stærkt, og skyggerne for skarpe. Vi kunne kun håbe på, at der stadig var lidt natte-mørke tilbage over søen.

Det var hurtigt at nå ned til søen. Sammen løb vi og snublede mellem store, blege stubbe og sten, holdt stængerne højt for at undgå at beskadige dem. Rich humrede blidt for sig selv i en glad fordybelse. Søen var storslået i morgens lyse fuldkommenhed, vinden flækkede vandoverfladen til et sølvagtigt skum. Buzzard’en ventede højt oppe, en ensom mørk plet mod den blå himmel. De fjerne bjerge var smukt indhyllet i tåge, som om leoparder hvilede i stilhedens fysiske glæde.

Pludselig blev skyggen af en sky trukket hurtigt hen over klippevæggene som en møl på en væg og forsvandt hurtigt. Strenge af vand, der løb ned ad høje klipper, lignede sølvhår på et stort, bekymret ansigt. På et punkt sprøjtede en strøm vandet ud som en fin, fjeragtig fane, der syntes at spise sig selv. En båd sejlede langs søen, tilsyneladende hindret af de strålende vandblade, Moriarty bøjet heroisk over årerne. Vi ventede på ham ved den stenede strand, Rich travlt med at kaste og justere sine liner, mens han diskuterede fluer med varme ord.

"Der er han!" råbte han, og hans stemme ekkoede i luften. "Ekkon kunne forklare, hvorfor ørrederne er så sky. De hører for meget."

Rich kastede Circus Spoon ud og trak med al sin styrke. "Hvis vi kroger Old Mystery, så må han danse til vores melodi."

Båden blev trukket op på land, og Moriarty plaskede ud i vandet, som om vandet var en illusion. "Er I klar?" spurgte han.

"Ja, vi er klar," svarede Rich og begyndte forsigtigt at binde sin kasteliner. Moriarty studerede Circus Spoon og satte sig til at prøve hækkene i sin stive tommelfinger. "Er dette det bedste, I har? Jeg håber, det er nok til ham. Han er en frygtelig tyran, og han har min søns sjæl på samvittigheden. Ingen medlidenhed i ham," sagde han.

Han trak endnu en gang båden til sig og steg ombord, begyndte at tømme den med en gammel gryde. "Båden er lidt våd," sagde han og smilede skævt, "men det betyder ikke noget, for vi er mere optaget af at fange den store djævel end at bekymre os om våde fødder."

Vi blev klar til afgang. Når man kigger på dette moment, står det klart, at fiskeri ikke længere var den stille og meditative aktivitet, som Novicen engang havde forestillet sig. Tvivlen havde begyndt at sprede sig i hans forsigtige sind.

Hvordan kan man lede en efterforskning uden klare spor?

Når man befinder sig i en position, hvor det er nødvendigt at handle uden at have alle oplysninger, bliver planlægning og erfaring afgørende. Hovedpersonen, Andrew, følger sine rutiner nøje; han tænder op i ildstedet, henter frisk vand fra kilden og samler tørv til dagens behov. Hans metoder er grundfæstede i praksis, i det velkendte og forudsigelige. Alligevel er han konfronteret med en situation, der bryder med det sædvanlige: en hvid grævling, hvis tilstedeværelse ændrer landskabet af kendte holter og grave.

Det paradoksale i fortællingen ligger i modsætningen mellem nødvendigheden af at kende sandheden for at handle og de impulsive, næsten skøre forberedelser, som Squire og hans mænd gør sig uden at kende det præcise sted. Den udstillede impulsivitet står i skarp kontrast til Andrews metodiske natur, og hans indre kamp mellem loyalitet og skepsis træder tydeligt frem. At forfølge en hvid grævling – et væsen der næsten bliver mytisk – giver anledning til hån og mistro i det lokale samfund, og det risikerer at underminere Andrews anseelse som en erfaren jordstopper, der gennem årtier har været ansvarlig for at bevare kontrollen over de mange grave.

Fortællingen illustrerer, hvordan en vellykket efterforskning ikke kun afhænger af værktøjer og fysisk forberedelse, men af den rette viden og en forståelse for terrænet. Andrew erkender, at chancen for at finde grævlingens grav på det pågældende sted er minimal, men han fortsætter, drevet af pligtfølelse og et ønske om at bevare sin integritet. Hans anstrengelser på den stejle, krystede bakke, hvor han kæmper sig gennem tæt vegetation, symboliserer den fysiske og mentale kamp, der følger med søgen efter sandheden.

Det er også værd at bemærke, hvordan lokalsamfundets dynamik spiller ind. Mændene, der morede sig over situationen, viser en vis distancering fra den alvor, som Andrew føler. Dette understreger spændingen mellem erfaring og ungdommelig overmod, mellem tradition og impulsivitet. Squires begejstring for eventyret med den hvide grævling spejler en menneskelig trang til mystik og opdagelse, men også faren ved at handle uden tilstrækkelig indsigt.

For læseren er det vigtigt at forstå, at handlinger uden grundlag kan føre til både latterliggørelse og skuffelse, men også at erfaring, tålmodighed og en dyb forståelse af omgivelserne er uundværlige redskaber i enhver form for søgning eller efterforskning. Det handler om at kende terrænet – ikke blot geografisk, men også socialt og psykologisk. At forstå de skjulte spor, både i landskabet og i menneskernes adfærd, kan være forskellen mellem succes og fiasko.

Samtidig bør læseren anerkende, at tillid og loyalitet ofte udfordres i arbejdet med det ukendte. Andrews trofasthed overfor Squire, selv under pres og med fare for at blive hånet, viser en kompleksitet i menneskelige relationer, der sjældent kan overses i sådanne fortællinger. Det giver et nuanceret billede af, hvordan personlighed, ansvar og tradition flettes sammen i kampen mod uvisheden.

Hvad kan vi lære af livet langs Amazonasfloden og dens vilde natur?

Liv langs Amazonasfloden er præget af en hård, men også forunderlig tilværelse, hvor naturens lov styrer alt. I de fjerne dele af denne enorme flod er det ikke kun flodens store mængde vand, der sætter dagsordenen, men også de utallige væsener og de mystiske legender, der knytter sig til disse områder. En af de mest bemærkelsesværdige skikkelser i disse fortællinger er anacondaen – en legendarisk og frygtindgydende slange, der på mange måder er symbolet på den vilde natur i Amazonas.

Anacondaen er ikke blot en stor og farlig slange; den er også en væsentlig del af de lokale myter, og de indfødte folk taler ofte om en endnu større, skræmmende vandorm, som de kalder Mai d’agoa. Denne væsen, der angiveligt kan nå flere gange sin egen længde, er i mange tilfælde et produkt af de legender, som opstår omkring observationer af særligt store anacondaer. Disse historier, som bliver flittigt delt ved lejrbål og omkring ildsteder i afsidesliggende bosættelser, er en vigtig del af det lokale liv og vidner om den forbindelse, folk har til den vilde og til tider farlige natur.

Men Amazonas er ikke kun hjem for enorme slanger. Den er også et rige for utallige dyrearter, og mange mennesker, der lever langs floden, har specialiseret sig i jagt og fiskeri. I et af mine ophold ved floden, nær hjemmet til en jæger ved navn Paulo Christo, oplevede jeg den rå natur på tæt hold. Arbejdet i skovene omkring floden var hårdt, og mine rejsekammerater og jeg måtte ofte finde løsninger på problemer, som vi ikke havde forudset. På et tidspunkt måtte vi bygge en montaria, en slags kano, som blev skabt fra et stort træ, der blev fældet og forarbejdet på en måde, der krævede både færdigheder og tålmodighed. Den blev derefter testet af de lokale, som forberedte sig på en festlig afsendelse med den nybyggede båd.

Livets daglige realiteter langs Amazonasfloden er fulde af udfordringer, som man måske ikke oplever andre steder i verden. Jagten på dyr som iguaner og krybdyr er en del af hverdagen, og det er ofte nødvendigt at være opfindsom og fleksibel i sine kostvaner. Jeg mindes særligt én tid, hvor vi næsten udelukkende spiste fisk i flere dage, og hvor jeg blev så svækket af denne ensformige kost, at jeg måtte finde alternative måder at tilberede kød på. Kød fra Coaita, en stor og smuk abe, viste sig at være en livline, og vi røgede og tørrede det for at sikre, at vi kunne opretholde en nogenlunde stabil forsyning af næring.

Selvom vi ofte gik på jagt for at finde kød og fisk, var succes ikke garanteret. Dyrene er spredt over det store område, og det kræver både tid og dygtighed at få fat på dem. Der var også perioder, hvor vi blev nødt til at stole på skovens andre gaver – som iguanaæg, som de lokale indfødte tilberedte på deres egen måde. Deres olieagtige smag var en oplevelse for sig, men de var nødvendige for at kunne fortsætte vores rejse. Jagten på føde er et af de grundlæggende elementer i livet langs Amazonas, og det lærer én hurtigt at forstå naturens barske realiteter og de krav, den stiller til en overlevelse.

Når man arbejder i Amazonas, lærer man hurtigt at forstå den indbyrdes sammenhæng mellem mennesker, natur og ressourcer. Hvert element af den vildmark, der omgiver en, er ikke bare et produkt af tilfældigheder, men er et resultat af århundreders udvikling af menneskelig tilpasning og læring. Uanset om man skal bygge en montaria, finde føde eller forstå de farlige væsener, der lever i flodens dybder, er det klart, at den, der lever i Amazonas, bliver et produkt af sin omgivelser – præcis som de, der er født til at jage, fiske og forstå skovens rytmer.