Hvordan sociale medier og den digitale æra har transformeret vores forståelse af medier og publikum

Forholdet mellem medier, beskeder og publikum har gennemgået fundamentale forandringer. Den digitale tidsalder og den udbredte brug af sociale medier har i væsentlig grad annulleret det traditionelle begreb om et passivt publikum. I stedet for et konstant og ensartet publikum er vi nu vidner til, at mediebrugere er blevet aktive deltagere og medspillere i den mediedrevne virkelighed. De etablerede tv-netværk i USA oplever et markant fald i seertallene, især blandt den unge demografi på 18-49 år, som ellers tidligere var hjørnestenen i tv-forbrug. I denne kontekst er den tv-format, der ændrede publikumsforventninger, nu under pres for at blive mere refleksiv i forhold til de ændrede normer, der dikteres af sociale medier.

De klassiske tv-stationer kæmper for at tiltrække et publikum, men deres indhold slår ikke længere an som tidligere. De store netværk har problemer med at fange opmærksomheden hos unge mennesker, der i højere grad er til stede på sociale medier, hvor indhold er mere personligt, visuel og øjeblikkeligt tilgængeligt. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvad der blot bliver sendt, men om hvordan indholdet er tilpasset det sociale mediesfæres krav om interaktivitet, visuel appel og engagement.

Medierne har ændret sig i dybden. Sociale medier har givet alle mulighed for at være både producer, performer og publikum i én og samme person. Donald Trump er et yderst relevant eksempel på, hvordan digitale medier kan bruges til at forme den offentlige virkelighed og politiske diskurser. Hans succes i at udnytte sociale medier til at tiltrække opmærksomhed og fremme sin egen politiske karriere er et eksempel på, hvordan den nye medieøkologi skaber nye former for autoritet og indflydelse. Ved at udnytte platforme som Twitter opnåede Trump enorm synlighed og kunne udforme sin egen virkelighed, der appellerede til hans tilhængere.

Den medieproduktion, vi ser i dag, er ikke længere et spørgsmål om at blot formidle information; det handler om at producere en fortælling, som engagerer følelser, synspunkter og personlige erfaringer. Dette skaber et marked, hvor følelser og personlige tilknytninger er den drivende kraft. For sociale mediebrugere, som Trump’s 80 millioner følgere, er det ikke længere virkeligheden, som medierne præsenterer, der betyder noget – men derimod den verden, de selv skaber og deler gennem sociale medier. De har magten til at konstruere virkeligheden, og den eneste virkelighed, der tæller, er den, de skaber i deres interaktive netværk.

Denne form for kommunikation er ikke kun en ændring i teknologiske formater, men også i de sociale strukturer, der styrer kommunikationen. Det er et skift fra en informationsbaseret kommunikation til en oplevelsesbaseret kommunikation, hvor følelser og visuelle elementer er blevet de vigtigste drivkræfter. Dette har haft en betydelig indvirkning på både de politiske landskaber og på den måde, vi som samfund interagerer med hinanden.

Trumps politiske strategi var i høj grad baseret på hans evne til at udnytte følelsesmæssige tilknytninger og skabe et image, der appellerede til hans følgers følelser og oplevelser. Dette er blevet en central del af moderne kommunikation, som ikke længere kun handler om at give objektiv information, men også om at skabe oplevelser, der engagerer og fastholder modtagerens opmærksomhed. Markedsføring og medier konkurrerer nu om at fange og fastholde følelsesmæssig opmærksomhed, hvilket har skabt en ny form for kommercialisering af medieoplevelsen.

Medierne er blevet mere personlige, visuelle og øjeblikkelige. De skaber oplevelser, hvor brugerens følelser og sociale interaktioner er lige så vigtige som de informationer, der formidles. Medieproduktionen er ikke længere kun et spørgsmål om indhold, men om at skabe en oplevelse, der kan deles og forbindes med andre. Denne nye dynamik kræver, at vi genovervejer vores forståelse af, hvad medier egentlig er, og hvilken rolle de spiller i vores liv.

Hvordan frygt og medier former samfundets opfattelse af risiko og kontrol

Fra 1960 til 2000 skiftede det kulturelle fokus markant, hvad angår skildringer af kriminalitet og lovhåndhævelse. Dette skift kunne ses på tværs af både forsvarsadvokater og anklagere, og ikke mindst i skildringerne af den kriminelle fra den klassiske westernsæbeopera til nutidens farlige forbrydere og psykopater. I 1960'erne blev publikum opfordret til at identificere sig med den kriminelle helt, som for eksempel Bonnie og Clyde, hvor heltene var rebelske og karismatiske. Cavender (2004) påpeger, at dette synspunkt ændrede sig i 1970'erne, hvor en markant skift i kriminalpolitikken fandt sted. Fra denne tid begyndte film som The French Connection og Dirty Harry at portrættere kriminelle som psykopater og voldtægtsforbrydere – en markant kontrast til de tidligere tidsperioders "Robin Hood"-lignende figurer. Det var en tid, hvor de kriminelle ikke længere var helte, men farlige skurke, der personificerede den mørke side af menneskets natur.

Mediernes rolle som bærere af frygt bliver især tydelig i deres fokus på kriminalitet og de storslåede optrædener af lovens håndhævelse. Her ser vi, hvordan film og tv-programmer i de seneste årtier ikke blot har underholdt, men også skabt et klima, hvor frygt er blevet en del af den daglige opfattelse af virkeligheden. Denne medie-logik skaber en fortælling, hvor der konstant er fare, og hvor lovhåndhævelse er den eneste løsning på de problemer, der opstår. Det er en fortælling, som har været med til at skabe en social orden, hvor overbevisningen om, at "kriminalitet er overalt", og at "lovens håndhævelse har brug for hjælp", er blevet normaliseret.

Donald Trump udnyttede effektivt disse medierede forestillinger om trusler, og byggede sin kampagne på en fortælling om, at Mexicanske immigranter var voldtægtsmænd, mordere og narkohandler, samtidig med at han fremmede en "lov og orden"-politisk dagsorden. Dette blev et stærkt kendetegn ved hans politiske stil, hvor frygt og manipulation spillede en central rolle. Hans udtalelser om "fake news" og den konstante appel til, hvad der kunne opfattes som "realiteter" i medierne, er et eksempel på, hvordan frygten kunne blive udnyttet som et magtfuldt politisk værktøj.

På trods af de mange modsigelser og faktafejl, som prægede hans embedsperiode, formåede Trump at mobilisere et stort politisk fundament baseret på denne frygt. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan frygt, når den er blevet indlejret i medierne og den offentlige diskurs, kan føre til betydelige politiske ændringer. Dette skaber en kultur, hvor borgerne konstant er på vagt, og hvor de kan blive mere tilbøjelige til at støtte politiske tiltag, der er baseret på overvågning og straffende politikker.

Frygtens medielogik har imidlertid dybe konsekvenser for det civilsamfund, hvor borgernes engagement kan blive ændret, når frygten for det ukendte, de kriminelle eller de fremmede bliver forstærket. Det skaber en polariseret virkelighed, hvor forvrængede fremstillinger af virkeligheden kan føre til, at man ser trusler, hvor der måske ikke er nogen. Denne form for frygt skaber grobund for politisk manipulation, hvor frygten for det fremmede og ukendte kan udnyttes til at fremme bestemte politiske mål, som måske ikke nødvendigvis er til gavn for samfundets helhed.

Endelig er det vigtigt at bemærke, at frygten ikke nødvendigvis kun handler om de faktiske trusler, men i høj grad om, hvordan truslerne bliver formidlet gennem medierne. Den måde, frygten bliver pakket ind i dramatik, spænding og sensation, påvirker den måde, som offentligheden forholder sig til virkelige farer på. Dette betyder, at vi som samfund bør være opmærksomme på, hvordan mediebilleder, især i form af politik og underholdning, kan forme vores opfattelse af virkeligheden og dermed påvirke vores adfærd og beslutningstagning.

Hvordan Medielogik Former Politikeres Selvforståelse: Et Kig på Kyrsten Sinema og Gonzo Governance

Kyrsten Sinema er et markant eksempel på, hvordan moderne politikere udnytter mediernes kraft til at skabe og promovere deres personlige brand. Dette fænomen, som jeg vil kalde "Gonzo Governance", er et produkt af en politisk kultur, hvor personlig branding og mediebilleder er blevet en integral del af politiske karrierer. Sinema, en demokratisk senator fra Arizona, har på mange måder formået at udnytte medierne til at forme sit image og politiske indflydelse på en måde, der bryder med traditionelle normer og konventioner. Hendes opførsel som politiker kan forstås i lyset af, hvordan politikere i den digitale tidsalder ikke længere kun er ansvarlige overfor deres vælgere, men også overfor en bredere mediepublikum, som former deres politiske identitet.

Sinema er et tydeligt eksempel på, hvordan politikere kan bruge deres image som et politisk værktøj. Hendes baggrund som akademiker og hendes opstigning fra relativt beskedne kår til senator har givet hende et stærkt fundament for at udnytte mediernes logik. Hendes personlighed, som omfatter hendes biseksualitet, hendes intellektuelle tilgang og hendes flamboyante stil, er blevet en del af hendes politiske brand. Hun fremstår som en, der ikke kun er politiker, men også en offentlig figur, der er i stand til at navigere i den moderne medievirkelighed, hvor det handler om at skille sig ud og skabe opmærksomhed.

Dette fænomen er ikke begrænset til Sinema alene. Det reflekterer en bredere tendens i moderne politik, hvor medierne spiller en central rolle i, hvordan politikere præsenterer sig selv og interagerer med offentligheden. I denne æra af politisk fragmentering, hvor information hurtigt bliver spredt gennem digitale platforme, er det muligt for politikere at skabe deres egen narrative og positionere sig selv som unikke, uafhængige figurer. Som politisk teoretiker Pildes påpeger, fremmer den digitale tidsalder en politik, der er performance-baseret, og som muliggør politisk fri agentur. Politik bliver ikke længere kun et spørgsmål om at følge partilinjer og institutionelle procedurer, men om at udnytte medielandskabet for at skabe en stærk, personlig politisk identitet.

Hvad der er endnu mere ironisk ved Sinemas opførsel er, at hendes politiske karriere – som en åbenlyst biseksuel kvinde i et konservativt miljø – er bygget på den politiske bevægelse, der har kæmpet for at udvide stemmeretten og rettighederne for de underrepræsenterede grupper, herunder LGBTQ+ samfundet. Hendes modstand mod stemmerettigheder er en påmindelse om, hvordan politikere kan agere i strid med de samfundsmæssige bevægelser, der oprindeligt hjalp dem til magt. Hendes beslutning om at blokere stemmeret-lovgivning kan derfor ses som et eksempel på, hvordan politisk opportunisme og personlig branding kan komme på tværs af de værdier, som samfundet ellers kæmper for at opretholde.