Hvordan Digital Microtargeting påvirker den politiske kommunikation og vælgernes beslutningstagning

Digital mikro-targeting har ændret måden, politiske kampagner engagerer vælgere på, hvilket gør det muligt for politikere at skræddersy deres budskaber til enkeltpersoners præferencer og personlighedstræk. Denne form for målrettet politisk kommunikation, som anvender store datamængder og avancerede psykologiske profiler, giver kampagner mulighed for at appellere direkte til de dybeste overbevisninger og følelser hos potentielle vælgere.

Metoden har udviklet sig som en central del af den digitale politiske strategi i nyere valg, især siden præsidentvalget i USA i 2016. Ved hjælp af dataindsamling gennem sociale medier som Facebook og andre onlineplatforme kan politiske aktører få indsigt i vælgernes interesser, holdninger og endda deres psykografiske profiler. Denne viden giver dem mulighed for at udforme personligt tilpassede politiske budskaber, som har en langt større chance for at resonere med den enkelte vælger.

Forskning har vist, at personliggjorte appeller har en stærk psykologisk effekt. Et studie af Hirsh et al. (2012) viste, at overtalelse er mere effektiv, når beskeder er skræddersyet til modtagerens personlighedstræk. For eksempel kan vælgere, der er mere åbne for nye oplevelser, blive tiltrukket af kreative og innovative kampagnebudskaber, mens vælgere, der er mere traditionelle, reagerer bedre på stabilitet og sikkerhed i budskaberne. Denne personlige tilgang gør det muligt at forstærke vælgernes politiske præferencer på en måde, der er langt mere subtil og målrettet end traditionelle politiske reklamer.

En af de mest markante anvendelser af digital mikro-targeting var under valget af Donald Trump i 2016. Kampagnen anvendte en sofistikeret tilgang til dataanalyse og målretning, hvilket var muligt gennem Cambridge Analytica, et firma, der var kendt for at bruge Facebook-data til at segmentere vælgere på et detaljeret niveau. Ifølge Lapowsky (2018) spillede Brad Parscale, Trumps kampagneleder, en central rolle i at integrere dataanalyse i kampagnens strategi. Ved at identificere specifikke vælgergrupper og skræddersy budskaber til deres interesser og frygt, kunne kampagnen effektivt manipulere med vælgernes beslutningsproces.

Men selvom mikro-targeting kan være effektivt, rejser det også alvorlige spørgsmål om privatlivets fred og demokratiets integritet. Kritikerne hævder, at metoden kan forstærke polarisering og skabe "filterbobler," hvor vælgere kun bliver eksponeret for information, der bekræfter deres eksisterende holdninger. Dette kan føre til en situation, hvor vælgere bliver mindre åbne for alternative synspunkter, hvilket i sidste ende kan underminere den offentlige samtale og demokratiske beslutningsprocesser.

Derudover er brugen af personliggørelse i politiske kampagner ikke uden etiske udfordringer. I sin forskning påpeger Matz et al. (2017), at psykologisk målretning kan udnytte individers svagheder ved at appellere til deres dybeste frygter eller forudfattede meninger. Dette kan medføre en etisk gråzone, hvor vælgerne ikke nødvendigvis træffer deres beslutninger på et rationelt grundlag, men i stedet manipuleres af psykologiske taktikker, der er designet til at spille på deres følelser.

Mikro-targeting er ikke kun begrænset til store præsidentkampagner som Trumps. Ifølge Pew Research Center (2016) har politiske kampagner i flere lande over hele verden implementeret digitale strategier for at målrette vælgere mere effektivt. Dette kan være en fordel for kampagner med begrænsede ressourcer, da det gør det muligt at nå de mest relevante vælgere med minimal spildtid og penge. Derimod kan det også føre til en koncentration af politisk magt hos de aktører, der har de bedste data og teknologiske ressourcer, hvilket kan skabe en ulige magtfordeling i demokratier.

En anden vigtig dimension af mikro-targeting er, hvordan det påvirker valgresultaterne. Forskning af Spenkuch og Toniatti (2018) viser, at politisk reklame, der anvender digital mikro-targeting, har en målrettet effekt på vælgerne, hvilket kan resultere i ændringer i vælgernes adfærd. Det er dog vigtigt at forstå, at selvom mikro-targeting kan være en effektiv strategi, er det ikke nødvendigvis en garanti for valgsejre. En kampagnes succes afhænger af mange faktorer, herunder budskabets indhold, vælgernes demografi og den generelle politiske klima.

På lang sigt kan mikro-targeting både styrke og svække demokratiske processer. På den ene side giver det politikere mulighed for at engagere sig med vælgere på en mere personlig og effektiv måde. På den anden side kan det føre til en situation, hvor politikere kun taler til en smal gruppe vælgere, hvilket kan forhindre politiske løsninger, der tager hensyn til bredere samfundsmæssige interesser. Det er derfor vigtigt for både vælgere og politikere at forstå de dybe implikationer af digital mikro-targeting og den rolle, som data og teknologi spiller i moderne politisk kommunikation.

Endtext

Er det rimeligt at forvente, at forretningsdrivende skal fremme social ansvarlighed udover profitmaksimering?

Mange intellektuelle har en vis tiltrækning til ideen om egalitarisme, men for flertallet af os, de almindelige mennesker, er appellet måske mindre åbenlyst. De fleste af os ville være glade for at have blandt os mennesker med "umådeholden rigdom", som gør livet mere interessant for os end det ellers ville være. Og vi har ret til at byde sådan rigdom velkommen og gøre det muligt for disse mennesker at fastholde deres velstand. Desuden er det ikke rigtig til vores skade. De "umådeholdent rige", som jeg henviser til her, og som jeg formoder udgør langt størstedelen af de velhavende, tjener deres penge ikke på vores bekostning. I stedet tilfører de livet en dimension, der gør det mere interessant for os alle. Hvis nogen skulle spørge, "Men hvor kommer pengene fra?", er svaret kort: Pengene vokser, når forretningsaktivitet vokser. De kommer fra netop de aktiviteter, der fremmes af investoren eller den store forbruger. Uden disse aktiviteter ville pengene simpelthen ikke eksistere! Det er derfor ikke så åbenlyst, at vi kan retfærdiggøre at beskatte disse penge hårdt.

Men kritikken af denne tilgang kommer ikke sjældent. Kritikerne peger på konsekvenserne af den økonomiske filosofi, som blev fremført af Milton Friedman i 1970. Ifølge Friedman er forretningens eneste sociale ansvar at øge sin profit. Denne filosofi, som ofte er blevet kaldt "Friedman-doktrinen", er en central idé indenfor neoklassisk økonomi og har betydet meget for virksomheders tilgang til profitmaksimering. Friedman hævdede, at virksomheden ikke skal have nogen anden funktion end at maksimere profitten, forudsat at den gør dette i overensstemmelse med loven og uden at bedrage. Han fastslår, at virksomhedens ledelse kun har ansvar overfor sine aktionærer, og at de dermed kun bør træffe beslutninger, der er til gavn for dem.

Når vi ser på denne debat, er det relevant at bringe de tanker, som den katolske teolog Thomas Aquinas fremsatte i det 13. århundrede, ind i diskussionen. Aquinas, der er kendt for sin sammenfletning af Aristotelisk metafysik og katolsk teologi, fremhævede vigtigheden af økonomisk produktion som et middel til at opretholde menneskets liv og velfærd. I sin Summa Theologiae understregede han, at mennesket ikke kun arbejder for at opretholde sig selv, men også har et ansvar overfor andre. For Aquinas er menneskets handlinger rationelle, fordi de altid er rettet mod et formål - et formål, der har et socialt aspekt, da vi lever i et fællesskab.

I konteksten af Friedmans synspunkt om profitmaksimering, ville Aquinas have påpeget, at økonomisk aktivitet ikke kun skal vurderes ud fra, hvordan det gavner aktionærer, men hvordan det fremmer menneskers liv i bredere forstand. Økonomisk aktivitet bør således ikke kun sigte mod individuel profit, men også bidrage til et fællesskab, hvor alle kan drage nytte af det. Dette perspektiv kræver, at vi overvejer, hvordan rigdom ikke kun skaber vækst i et økonomisk system, men også fremmer et etisk ansvar i forhold til samfundet.

Friedman ville måske mene, at det ikke er virksomhedens opgave at påtage sig et ansvar ud over profitmaksimering, men Aquinas’ filosofi viser, at et samfund kun kan opnå reel bæredygtighed og menneskelig trivsel, hvis det økonomiske system er ordnet omkring et fælles gode. Hvis virksomheder kun søger at maksimere profitten uden at tage hensyn til de sociale konsekvenser af deres handlinger, kan det føre til en situation, hvor økonomien ikke fungerer til alles bedste, men kun til de fås fordel.