Hvorfor risotto, og hvorfor Burano?

Risottoen, som jeg fik serveret på Burano, har længe været et emne for fascination og indviklet refleksion. Det er et måltid, der rummer flere lag end blot sin tekstur og smag. Mens jeg rørte i gryden med en stor, slidt træske, blev jeg på en måde tilskuer til en gammeldags, næsten kunstnerisk praksis, hvor hver bevægelse ikke blot havde en funktion, men en dybde, som kunne forstås som en meditationsform. Ved et bestemt tidspunkt i min rejse til denne lille venetianske ø, begyndte det at gå op for mig, at risottoen ikke kun var en kulinarisk oplevelse, men også en symbol på de bånd, vi knytter til steder, mennesker og minder.

Min første opdagelse af risottoen i september - en tid på året, der synes at bære både afslutningens og begyndelsens vægt - blev hurtigt et uadskilleligt element i mit forhold til Burano. Jeg var sammen med Hermann Moosbrugger, en mand, der havde undervist i en lille skole i St. Gallen i fyrre år, og som nu i sin pensionisttilværelse levede i Locarno. Vores samtaler undervejs i risottolavningen var ligeså lærerige som de teknikker, han delte med mig. Det var ikke bare retten, der blev tilberedt; vi delte viden og erfaringer, som langsomt begyndte at forme min forståelse af, hvad risotto egentlig repræsenterede.

Denne risotto, som vi i grunden lavede sammen, var langt fra et simpelt måltid. På overfladen kunne man sige, at vi blot rørte i en gryde fyldt med Carnaroli-ris, løg, bouillon og en smule vin. Men den årlige praksis af at skabe denne ret sammen med Moosbrugger og Thomas Schnarwiler, der dirigerede arbejdet som en form for alkemist, gav et indblik i noget dybere, noget, der handlede om at bevare traditioner og samtidigt være i stand til at forny dem. Schnarwiler hældte ingredienserne i gryden med en sådan elegance, at hver tilsætning virkede som en omhyggelig gestus, et tegn på respekt for både retten og de, der ville spise den.

Hver skefuld risotto på Burano var en del af en større kulturel fortælling, der havde rødder langt tilbage i tiden. Risottoen var aldrig bare mad, men en måde at forbinde sig med et sted, et fællesskab og en historie. Gò, som er et ord for en lille fisk, på dialekt fra Venedig, blev ofte nævnt som en metafor for risottoens jordnære, men livgivende karakter. Dette er en ret, som ikke blot fylder maven, men som giver plads til refleksion og samhørighed.

I denne sammenhæng er risottoen ikke kun en skål med ris og bouillon. Den er et symbol på den italienske tilgang til tid og kvalitet. At lave risotto kræver tålmodighed, en forståelse for de subtile skift i tekstur og smag, og vigtigst af alt, en villighed til at investere sig selv i processen. Det er ikke en hurtig eller impulsiv handling, men snarere et langsomt, næsten meditativt ritual, hvor kokken og ingredienserne arbejder sammen om at skabe noget, der er større end summen af sine dele.

Det er vigtigt at huske på, at det ikke nødvendigvis er ingredienserne, der gør en ret uforglemmelig, men snarere hvordan de tilberedes og hvordan de forbindes til et større narrativ. Risottoen på Burano var ikke bare en del af et måltid – det var et memento, et symbol på forbindelsen mellem fortid og nutid, mellem mennesker og steder. På samme måde som risottoen langsomt suger bouillonen til sig, suger vi alle de erfaringer og minder til os, som gør os til dem, vi er. Det er derfor, vi vender tilbage til bestemte steder og retter – for at finde tråde til vores egen historie.

Hvad sker der, når arkitektur bliver politisk og personlig?

Fortiden lurer i arkitekturen, som et spøgelse der nægter at forsvinde. Brady Corbet forstår dette instinktivt. Når han iscenesætter sin nye film, The Brutalist, som et værk om immigration, tilhørsforhold og uønskethed, er det ikke blot en fortælling om mursten og beton, men om det, der aldrig blev bygget – og dem, der aldrig fik lov at bygge. Det er en meditation over eksil og æstetik, over hvad det vil sige at være fremmed, både i et land og i en kunstform.

Han er besat af ideen om at bringe historien til live – ikke som museum, men som chok. Under åbningsceremonien for OL i Paris følte han rædsel ved synet af de symbolske afhuggede hoveder: Marie Antoinette reduceret til dekoration. “Denne kvinde led,” sagde han. En påmindelse om, hvordan vi bruger historie uden at føle den.

At overleve er ikke det samme som at lykkes. Corbets hovedperson, Tóth, befinder sig i grænselandet mellem tolerance og foragt. “Vi tolererer dig,” siger en karakter – med en stemme, der afslører det modsatte. Den følelsesmæssige udstødelse spejler den æstetiske: de bygninger, som præsidenter kalder “grimme”, dem, der ikke passer ind i en bestemt forestilling om skønhed. Corbet ser dette som et kulturelt overgreb. Det er ikke kun mennesker, der afvises. Det er deres ideer, deres former, deres sprog.

Immigration og kunst smelter sammen. “De ønsker os ikke her,” siger Tóth. Og det gælder ikke kun nationer, men også institutioner, akademier, juryer. De, der former smag og historie, kan være lige så ekskluderende som grænsevagter.

Da Trump i december 2020 underskrev et dekret om “smuk” føderal arkitektur, var det med ønsket om at genoplive antikkens former – som en æstetisk nationalisme forklædt som orden. Corbet så det som en symbolsk vold: et ønske om at slette modernismens arv, at afvise de fremmede former. Breuers bygninger, erklæret upopulære, blev målt for deres mangel på appel, ikke deres historiske tyngde.

Det handler ikke kun om arkitektur eller flygtninge, men om, hvad der sker, når et samfund nægter at rumme det, der ikke passer ind. Den brutale æstetik – både i beton og i fortælling – bliver en måde at insistere på eksistens. The Brutalist er dedikeret til dem, der aldrig fik bygget. Til de stemmer, der blev kvalt i krigens og smagens maskineri.

Det er afgørende at forstå, at arkitektur ikke blot er form – det er vilje, magt og politik. De bygninger, der ikke blev rejst, siger lige så meget om en tid som dem, der står. For mange immigranter er selve akten at bygge – at skabe noget fysisk i et fremmed land – en måde at insistere på retten til at være. Men når staten definerer “skønhed” som det, der hører fortiden til, bliver nutiden og det fremmede marginaliseret. Det er ikke kun historie, man forsøger at kontrollere – det er fremtiden.

Hvordan kan man snyde sig til en førsteklasses eksamen på universitetet?

Efter at have lukket døren bag sig, stod han stille på trappeafsatsen. Det var en vanvittig tanke, som slet ikke havde krydset hans sind før. Han kiggede ned: hans slidte Adidas-sko på den slidte brosten, hvor århundreders studerende, der steg op og ned ad trappen, havde skabt en mærkbar erosion. Lys og luft sivede ind gennem vinduet, gennem rosen og blåregnens blade, og Gabriels sammenhængende tanker kulminerede i en smuk klarhed: han kunne snyde.

Gabriel ønskede ikke at ende som en overarbejdet, underbetalt gymnasielærer. Han havde brug for en førsteklasses eksamen.

Han gik gennem kollegiets bygninger og ledte efter June, hans tutor, som han håbede kunne hjælpe ham. Han fandt hende alene ved et langbord, med en kop kaffe, en bog og en uåbnet pakke chokoladekiks. Hun virkede mere fokuseret end sædvanligt, opmærksom på sine studier, som eksamenerne nærmede sig. Da han satte sig ved siden af hende, åbnede hun pakken og tilbød ham en kiks. Han tog en, stille, og spurgte casual: “Ved du, om de scanner os, når vi går ind? Med vores kroppe, mener jeg.”

June lo sagte. “Nej, Gabriel. De er ikke særlig interesserede. Du kan gå på toilettet under eksamen, og de følger dig ikke engang ned ad gangen. Det er gentlemanly forståelse.” Hun rystede på hovedet og fortsatte: “Men du bliver nødt til at svare på det, der står på opgavepapiret. Det lyder indlysende, men det er svært. De fleste skriver bare det, de allerede kan, og forsøger at passe deres svar ind i spørgsmålet. Men du skal ikke sige det rigtige på den rigtige måde – det handler om at sige det forkerte på den rigtige måde. Det rigtige forkerte.”

Gabriel smilede og følte en snigende beundring for Junes klare blik på tingene. Det handlede ikke om ren fakta, men om at forstå spillet, de var en del af, og hvordan man kunne manøvrere inden for det. Han tænkte på sine noter, på de gamle engelske tekster, som hans vejleder Thornton havde gennemgået, og på hvordan man kunne anvende små tricks til at vise tilsyneladende indsigt.

For læseren er det vigtigt at forstå, at universitetsverdenen, især på eliteinstitutioner, ofte handler lige så meget om sociale spil og kulturel kapital som om akademisk dygtighed. Det er en arena, hvor adgang ikke kun baseres på fortjeneste, men på arv og forbindelser, og hvor overlevelse kræver en balance mellem tilpasning og oprør. At kende og kunne navigere i disse uskrevne regler er mindst lige så afgørende som den faktiske faglige viden.

Det er også væsentligt at erkende den mentale og følelsesmæssige pris, dette spil koster de studerende, især dem som ikke hører til de privilegerede klasser. Under den tilsyneladende akademiske kamp gemmer sig en dybere kamp om identitet, tilhørsforhold og værdighed.

Hvordan skaber man magi gennem kostumer og kreative processer i scenekunsten?

Det unikke ved kostumedesign ligger i den minutiøse opmærksomhed på detaljer og det tætte samarbejde mellem kunstnere, håndværkere og teknologi. Paul Tazewell, en prominent kostumedesigner kendt for sit arbejde på Broadway og film som “Hamilton” og “West Side Story”, illustrerer dette gennem sin tilgang til design, hvor et enkelt stykke som en kjoles korsage kan kræve hundredvis af timers håndarbejde og indarbejdelse af tusindvis af perler. Det er ikke blot beklædning; det er et kunstværk, der formidler karakterens sjæl og tidens æstetik.

Bag kulisserne arbejder et helt hold af specialister – brodøser, maskinbrodører, vævere, maskinstrikkere og smykke- og bæltemagere – alle med en rolle i at bringe kostumerne til live. Denne kollektive indsats kombinerer traditionelt håndværk med moderne teknologi som 3D-print og laserskæring, hvilket tillader en kreativ frihed og præcision, der tidligere var utænkelig. Det giver designerne mulighed for at skabe både historisk troværdighed og magiske elementer, som for eksempel krone og krystalbeklædning, der fungerer som fortællende elementer i forestillingen.

Tazewells egen karriere bærer præg af en dyb passion for teaterverdenen, hvor han ikke blot designer, men også er bevidst om den kulturelle og sociale betydning af de fortællinger, han hjælper med at bringe frem. Hans engagement går hånd i hånd med en personlig historie, hvor tab og transformation har formet hans kunstneriske vision. Dette giver et ekstra lag af autenticitet til hans arbejde, som også omfatter innovation inden for C.G.I.-kostumer til dyr og samarbejde med prominente skikkelser som Steven Spielberg.

Det samme gælder Thurston Moore, hvis fordybelse i musik, litteratur og erindringer udgør en form for kunstnerisk bearbejdning af personlige og kollektive historier. Hans tilgang til det kreative rummer en balance mellem det personlige og det universelle, hvilket også ses i hans ønske om at skildre menneskers søgen efter forbindelse i urbane miljøer og subkulturelle sammenhænge. Der er en meditativ kvalitet i hans relation til bøger, som symboliserer en dybere forståelse for kulturens lag og betydning.

Sammen illustrerer deres historier, hvordan kreative processer er præget af en symbiose mellem håndværk, teknologi og personlige fortællinger. Forståelsen af, hvordan hver detalje – fra farvevalg til materialevalg og tekniske løsninger – spiller en rolle i formidlingen af en historie, er central for at skabe en oplevelse, der både visuelt og følelsesmæssigt rører publikum. Det er en påmindelse om, at scenekunst og visuel fortælling ikke blot er overfladiske elementer, men nøje sammensatte værker, der kræver tålmodighed, ekspertise og en dyb forståelse for menneskelig erfaring.

Det er også væsentligt at forstå, hvordan kreative miljøer ofte er kollektivt drevne, og hvordan støttefunktioner som assistenter, tekniske specialister og endda ukendte stemmer i medierne kan spille en afgørende rolle for den kunstneriske proces og dens reception. Anonymitet og fællesskab kan skabe nye former for stjernestatus, der ikke alene handler om traditionel berømmelse, men om indflydelse og kulturel resonans.

Denne indsigt er afgørende for læseren at bære med sig, da den understreger, at ægte kreativitet fordrer en helhedsforståelse – af mennesker, teknologi, håndværk og kulturhistorie. At værdsætte denne kompleksitet åbner for en dybere anerkendelse af kunstens værdi og de usynlige kræfter, der arbejder bag scenen for at skabe magiske oplevelser.

Hvad betyder det, at risotto skal være "all’onda," og hvordan forstår man perfektion i risottokunst?

Udtrykket all’onda beskriver bevægelsen af risen i panden, som bølger blidt op mod kanten, og det er en kerne i kunsten at tilberede risotto. Det er ikke blot et spørgsmål om tekstur, men også om timing og sanselig oplevelse — risen skal hverken være for hård eller for udkogt, og retten skal fremstå blank og cremet, aldrig klæbrig eller tør. Denne balance er central og kan kun opnås ved at forstå risottos mange nuancer.

Risotto, trods sin tilsyneladende enkelhed, er langt fra en ensartet ret. Der findes utallige regionale variationer, som alle er dybt forankrede i deres respektive lokaliteter. Den traditionelle risotto alla milanese er et udtryk for byens stolthed og dens historie, hvor kun den originale version respekteres af lokale kendinge. På samme måde vil en risotto al nero di seppia, lavet med blækspruttens blæk, være umulig at erstatte eller oversætte til en anden kulinarisk kontekst uden at miste sin essens.

Historisk set er risotto et produkt af Italiens fragmenterede kultur og geografi. Før 1861, hvor Italien blev samlet som nation, var madlavning og ingredienser ofte specifikke for bystater og regioner. Hver type risotto fortæller derfor en historie om det sted, den kommer fra — det kan være alt fra de unikke ingredienser som grønne ærter og frøer i Venedig til den robuste risotto med Amaronevin i Verona. Disse forskelle understreger, at risotto ikke blot er en ret, men også et kulturelt fænomen.

Det mest fascinerende ved risotto er måske dets relation til enkelhed og kompleksitet. Selvom ingredienslisten ofte er kort — smør, ris, vin og fond — kræver tilberedningen konstant opmærksomhed og præcision. En risottos perfektion kan ikke måles i opskrifter alene, men i følelser og erfaringer. Den berømte kok, som klikker sine tænder let to gange, giver et lydløst svar på, hvornår risottoen er færdig: det er en følelse, en rytme. Dette understreger, at teknik og intuition går hånd i hånd.

Det er også vigtigt at bemærke, at risotto aldrig skal overstiges af overdreven kompleksitet eller unødvendige ingredienser. For eksempel er løg fraværende i mange traditionelle opskrifter, fordi de kan forstyrre balancen og smagsprofilen. Ligeledes er det essentielt at bruge en levende, boblende ild og tilføje væsken i små mængder, så risen langsomt kan absorbere og frigive sin stivelse og aroma.

Endelig rummer risotto en dybere refleksion over madens rolle som bindeled mellem mennesker, tradition og sted. Det er en ret, der indbyder til langsomhed og opmærksomhed, hvilket står i skarp kontrast til det moderne samfunds hastværk. At mestre risotto er derfor ikke bare et spørgsmål om teknik, men en invitation til at genfinde en mere meditativ tilgang til mad og liv.