Dataindsamling er et centralt element i moderne valgkampagner, og Cambridge Analytica og Haystaq er to af de mest omtalte aktører, når det gælder brugen af data til politisk mikro-targeting. Cambridge Analytica blev i høj grad kendt for deres anvendelse af Facebook-data, som de brugte til at opbygge detaljerede psykologiske profiler af vælgere. Ifølge Kaiser (2019) påstod Cambridge at have købt og licenseret "alle personlige oplysninger om hver eneste amerikanske borger", selvom dette naturligvis er en overdrivelse. Det, der dog er centralt, er, at Cambridge havde adgang til store mængder af forbrugerdata, herunder finansielle oplysninger, ferievaner og fritidsaktiviteter, som de kunne matche med politisk information og Facebook-data.

I 2012 ansøgte Facebook om et patent for at kunne bestemme brugerens personlighed baseret på kommunikationen og de karakteristika, som blev delt gennem sociale netværk. Denne teknologi gjorde det muligt for Facebook at forudse og opbevare brugerens personlighedstræk i forbindelse med deres profil. Desværre betød de løsere regler, som Facebook havde mellem 2010 og 2015, at alle apps, der blev downloadet, havde adgang til brugerens venneliste. Det gav ikke kun Cambridge Analytica, men også andre organisationer, som fx Obamas valgkamp i 2012, mulighed for at få adgang til de samme typer af data (Tobias, 2018).

Aleksandr Kogan, en dataforsker ved Cambridge, udnyttede Facebooks svage datastyring gennem sin app "This Is Your Digital Life". Appen tilbød brugerne en personlighedstest, der var baseret på den internationalt anerkendte IPIP NEO-PI, et psykometrisk måleinstrument, som vurderede personer på de fem store personlighedstræk: åbenhed, samvittighedsfuldhed, ekstroversion, venlighed og neuroticisme. Brugerdata blev derefter kombineret med data fra Facebook og kommercielle kilder, herunder offentlig data og data fra den amerikanske folketælling. Kogan hævdede, at han kunne forudsige, hvilke psykologiske træk en person havde, og effektivt målrette denne person med politiske budskaber.

På den anden side indsamlede Haystaq sine data gennem spørgeskemaer og forsøgte at matche "virkelige og online identiteter". Ifølge Ken Strasma, ejeren af Haystaq, blev 10.000 personer interviewet hver anden måned, og dataene blev kontinuerligt opdateret. Firmaet kunne derefter bruge disse oplysninger til at skabe politiske modeller, som var knyttet til over 200 millioner individuelle vælgere og kunne kombineres med både offentlige og kommercielle data. Haystaqs mål var ikke kun at målrette vælgere, men også at understøtte aktiviteter som vælgerregistrering og tilpassede kampagner.

Begge firmaer, Cambridge og Haystaq, brugte statistiske modeller, herunder regressionsanalyser, til at omdanne enorme mængder af information til klare tendenser og forudsigelser. Disse modeller kunne forudsige sandsynligheden for, at en vælger ville stemme på en bestemt kandidat baseret på faktorer som alder, køn, geografisk placering og online adfærd. Det var især psykologisk mikro-targeting, der gjorde det muligt for kampagner at tilpasse deres budskaber til specifikke personlighedstyper. Som Kaiser (2019) forklarer, var det psykologer, der anvendte psykometriske data til at bestemme, hvad der motiverede vælgerne til at handle, mens kreative teams skræddersyede beskeder til de forskellige personlighedstyper.

Det er vigtigt at forstå, at de teknologier og metoder, der blev brugt af Cambridge og Haystaq, ikke kun handlede om at identificere, hvem der ville stemme på hvilken kandidat, men også om at påvirke de "marginale" vælgere – dem, som ikke var faste i deres politiske overbevisning, men som kunne overbevises til at stemme i en bestemt retning. Ved at målrette specifik kommunikation mod disse vælgere forsøgte kampagnerne at skabe en psykologisk påvirkning, der kunne flytte vælgernes beslutning tættere på den ønskede kandidat.

Den omfattende anvendelse af data og mikro-targeting har åbnet op for en ny æra i politiske kampagner, hvor vælgere ikke længere blot ses som en homogen gruppe, men som segmenterede målgrupper, hvis holdninger og adfærd kan forudses og manipuleres. Denne udvikling rejser spørgsmål om både etiske og demokratiske udfordringer, da det giver små, stærkt målrettede grupper mulighed for at udnytte data på måder, som kan underminere det demokratiske processystem.

Det er væsentligt at erkende, at mikro-targeting ikke kun handler om at forstå vælgernes præferencer, men også om at manipulere dem. De psykologiske profiler, der blev udarbejdet, kunne ikke blot forudsige, hvad folk måske ville stemme på, men også hvordan man kunne tilpasse kampagnerne til at påvirke deres beslutninger. Dette skaber et etisk dilemma, da teknologierne potentielt kan bruges til at påvirke vælgerne på en måde, som underminerer deres evne til at træffe uafhængige, informerede beslutninger.

Hvilke institutioner har fremmet forsoning i Rwanda?

I Rwanda, hvor man har været vidne til både grusomheder og en bemærkelsesværdig genopbygning, har institutioner som Gacaca-domstolene og Abunzi-mediation spillet en central rolle i både rettergang og forsoning. Gacaca-domstolene, der blev genindført efter folkemordet for at håndtere sager relateret til folkemordet, har med succes forbedret adgangen til retfærdighed. Ifølge O'Reilly og Zhang (2018) har disse domstole ikke blot afhjulpet et presserende behov for opretholdelse af lov og orden, men også bidraget til en bedre administrering af retfærdighed og styrkelsen af både formelle og uformelle institutionelle rammer i Rwanda.

Gacaca-systemet har givet befolkningen mulighed for at deltage aktivt i forsoning og retspleje, hvilket har skabt en form for fælles forståelse i samfundet. Den fleksibilitet, som dommerne i Gacaca havde til at tilpasse straffe, har i høj grad bidraget til, at straffene med tiden er blevet mindre repressive og mere rehabiliterende. Dette har givet de involverede parter mulighed for at gå videre i livet, samtidig med at de er blevet ansvarlige for deres handlinger.

På den anden side blev Abunzi-mediation genindført som et supplement til den overbelastede formelle rettergang. Dette system har vist sig særligt effektivt i håndteringen af mindre civile og kriminalsager, og det har været med til at afhjælpe de formelle domstoles overbelastning. Karakteristisk for Abunzi er dets lavpraktiske tilgang, hvor små konflikter bliver løst hurtigt og effektivt, hvilket gør det muligt for almindelige borgere, som måske ikke har råd til at gå til de nationale domstole, at få opfyldt deres rettergangsbehov. På trods af nogle kritikpunkter, især bekymringen for politisering af systemet, har Abunzi-mediation ofte været en effektiv løsning i et samfund, hvor tilliden til de formelle rettergange kan være lav.

Gacaca og Abunzi viser, at der ikke altid er brug for en stærk topstyring for at genopbygge et lands institutioner. Derimod kan lokale, skræddersyede løsninger være langt mere effektive, især i samfund, der har lidt under voldelige konflikter. Begge institutioner er eksempler på, hvordan tilpasning af gamle, indfødte systemer kan forbedre adgang til retfærdighed og fremme forsoning. I tilfældet med Gacaca var det ikke kun formel retfærdighed, der blev fremmet, men også et socialt og kulturelt fundament, der kunne understøtte varig forsoning.

Forsoningen i Rwanda er ikke kun sket gennem juridiske mekanismer, men også gennem en række menneskelige, sociale strategier, som Rwandanerne selv har udviklet i deres hverdag. Dette understøttes af Roosts (2018) interviews, der påpeger, at det ikke nødvendigvis er de juridiske rammer, men snarere de små, daglige handlinger og beslutninger, der har været afgørende for forsoningen. Mange Rwandanere beskriver i interviews, at de på mange måder har fundet det muligt at leve sammen med deres tidligere fjender på et mere personligt plan.

En af de vigtigste funktioner ved disse institutioner er deres tilpasningsevne. Gacaca-domstolene, som oprindeligt var designet som en retributiv proces, udviklede sig til at blive mere restorative over tid. Både Gacaca og Abunzi-systemerne har haft evnen til at justere deres tilgang i takt med samfundets behov. For Rwanda er dette en vigtig læring: i stedet for at forsøge at genopbygge alle institutioner på én gang, bør man muligvis fokusere på de eksisterende, tilpassede og mere fleksible systemer, der kan fremme forsoning i et samfund, der er langt fra at være genopbygget.

Når man ser på Rwandas eksempel, kan det argumenteres, at en overdreven fokus på formelle institutioner ikke nødvendigvis er løsningen efter voldelige konflikter. I stedet kan indfødte og uformelle institutioner, der allerede eksisterer i samfundet, være mere effektive i genopbygning og forsoning. Dette gælder især i kontekster, hvor den formelle stat er svag eller helt ødelagt.

Gacaca og Abunzi illustrerer en vigtig pointe i forhold til institutionelt design og post-konflikt governance: I et samfund, hvor de formelle institutioner er blevet udhulet, kan det være mere gavnligt at anerkende og støtte de eksisterende, ofte lokalt forankrede institutioner, som folk allerede stoler på. Det handler om at bygge videre på de netværk og strukturer, som kan opretholde samfundets sociale og retslige normer, selv i svære tider. Dette er en påmindelse om, at succesfuld genopbygning af institutioner i post-konflikt samfund kræver fleksibilitet, tilpasningsevne og en forståelse for de lokale dynamikker.

Hvordan Føderalisme og Offentlig Sundhedspolitik Udfordrer Borgernes Rettigheder og Myndighedernes Ansvar i Tider med Krise

Forfatningen tildeler staterne den ultimative autoritet til at beskytte samfundets velfærd. Denne autonomi er dog ikke uden forbehold, da den føderale regering har retten til at overtrumfe eller erstatte statslige sundhedsforskrifter. Gennem brugen af "supremacy"-klausulen får den føderale regering omfattende magt til at tilsidesætte statslige sundhedslovgivninger. Denne magt blev særligt tydelig under COVID-19-pandemien, hvor spørgsmål om føderal indblanding og statslige rettigheder blev rejst med intensitet.

Et centralt eksempel på den føderale indblanding var CDC's udsmidningsmoratorium. Ifølge den føderale boliglovgivning kunne udlejere, der sendte lejere ud, risikere op til et år i fængsel eller en bøde på op til 250.000 dollars. Argumentet var, at moratoriet skulle bremse spredningen af COVID-19. Mens kongressen havde vedtaget CARES-loven, som lagde et seks måneder langt moratorium på visse boligudsmidninger, var det CDC, der forlængede dette moratorium, hvilket skabte betydelig debat om, hvorvidt en sådan handling lå inden for den føderale regerings kompetenceområde.

Denne praksis illustrerer det brede magtområde, som den føderale regering kan udnytte gennem administrative agenturer. Selvom disse agenturer ofte er velmenende og besidder omfattende ressourcer og ekspertise til at håndtere folkesundhedsspørgsmål, rejser deres beslutningskraft et grundlæggende problem: De er ikke folkevalgte. Dette betyder, at de ikke er direkte ansvarlige over for borgerne, hvilket giver anledning til bekymring om demokratisk kontrol og borgernes mulighed for at holde regeringen ansvarlig. Det er et spørgsmål, som ikke kun berører de personer, der bliver direkte påvirket af beslutningerne, men også dem, der er fanget i et system, hvor de ikke kan stille spørgsmålstegn ved eller ændre på den magt, der udøves over dem.

Det er på dette punkt, at diskussionen om føderalisme og statslige "police powers" (politimyndigheder) bliver central. Ifølge teoriens grundprincipper bør staterne være autonome lovgivere, der eksisterer uden for det føderale system. Denne opfattelse har dog ændret sig gennem tidens løb, da staterne ikke altid har været i stand til at modsætte sig føderal lovgivning, især når den føderale regering har udnyttet sin "overhøjhedsret" til at pålægge staterne bestemte krav, som de ikke nødvendigvis er enige i. De stater, der modarbejder eller undlader at implementere føderale lovgivninger, kan fremme en form for "modstridende føderalisme", hvor de forsøger at opretholde deres ret til at styre uden indblanding.

I denne kontekst er det også vigtigt at bemærke, hvordan den føderale struktur spiller en rolle i forholdet mellem statslige og føderale myndigheder. Selvom staterne har ret til at udfordre og begrænse visse føderale krav, er de stadig underlagt det fundamentale princip om, at føderal lovgivning har forrang, hvilket skaber et kompleks forhold, hvor både lovgivere og domstole konstant skal navigere mellem interesserne for den nationale autoritet og de lokale behov.

I lyset af COVID-19-pandemien blev disse spændinger mellem føderal kontrol og statslige rettigheder særlig tydelige. De spørgsmål, som pandemien rejste, rørte ved de fundamentale principper for det amerikanske demokrati: hvordan sundhed og sikkerhed kan beskytte befolkningen uden at undergrave de friheder, som republikken er bygget på. Både stater og den føderale regering må fortsat holde hinanden ansvarlige, men det er de administrative agenturer, der spiller en nøglerolle i at implementere disse beslutninger. Deres magt er dog uden præcedens og rejser spørgsmål om deres legitimationsgrundlag i forhold til den oprindelige republikanske struktur.

Det er også nødvendigt at erkende, at mens staterne er blevet anerkendt som de primære aktører i at beskytte deres borgeres sundhed og sikkerhed, må de samtidig være opmærksomme på de potentielle konflikter, der kan opstå, når føderale myndigheder træder ind på deres områder. Spørgsmålet om, hvorvidt staten eller den føderale regering bør have den sidste beslutning, afhænger ikke kun af juridiske principper, men også af de politiske og sociale forhold, som råder på det givne tidspunkt.

Selv om de føderale agenturer ofte opererer ud fra et ønske om at beskytte folkesundheden, er deres handlinger ikke uden konsekvenser for borgernes grundlæggende rettigheder og friheder. Det er derfor afgørende at etablere klare grænser for disse agenturers magt og sikre, at deres beslutningsprocesser er gennemsigtige og ansvarlige. Hvis de fortsat skal fungere effektivt i et føderalt system, må der være en balancering af både føderale og statslige myndigheder, der skaber et samarbejde, hvor hver part holdes ansvarlig for deres handlinger.

Hvordan post-konflikt governance og retsopgør påvirker samfundets genopbygning?

I efterdønningerne af voldelige interne konflikter står samfundet overfor komplekse udfordringer i bestræbelserne på at genopbygge både politiske og økonomiske institutioner. Studier har påpeget, at ikke kun fysiske ødelæggelser, men også den sociale og politiske kapital bliver stærkt påvirket. Det er således vigtigt at forstå, hvordan institutioner og retsopgør efter konflikter fungerer, og hvilken betydning de har for samfundets langsigtede stabilitet og udvikling.

Forskning viser, at konflikter har langvarige effekter på både statslige institutioner og de sociale strukturer, som er nødvendige for at sikre en effektiv og retfærdig forvaltning. Der er flere måder at gribe dette an på. For eksempel beskriver O'Reilly (2021) i sin forskning hvordan krige ofte leder til et betydeligt tab af statslig kapacitet, hvilket gør det svært for nye politiske institutioner at få fodfæste. Samtidig er den økonomiske vækst i mange tilfælde kraftigt hæmmet af den politiske instabilitet, der følger efter borgerkrige og andre former for intern vold. I stedet for at fremme økonomisk udvikling kan post-konflikt interventioner ofte medføre politiske forvrængninger og forværre de eksisterende problemer, som konflikterne efterlod (O’Reilly & Powell, 2015).

Genopbygningen af samfundet efter en konflikt kræver både retsopgør og etablering af en fungerende governance-struktur. Et eksempel på en sådan struktur er de rwandiske Gacaca-domstole, som blev oprettet for at håndtere de mange sager efter folkedrabet i 1994. Disse lokale domstole, der afveg fra den traditionelle retspraksis, var en form for retsopgør, der havde både en rehabiliterende og forsonende funktion, men som også blev kritiseret for at mangle den retssikkerhed og objektivitet, som internationale domstole tilbyder (Pozen, 2014). Det er et klassisk eksempel på de dilemmaer, der opstår i forsøgene på at balancere mellem retfærdighed og forsoning i post-konflikt samfund.

I et bredere perspektiv peger flere forskere på, at stabiliteten i et post-konflikt samfund ikke alene afhænger af genopbygningen af staten, men også af genopbygningen af sociale institutioner. Cilliers et al. (2016) beskriver, hvordan social kapital – altså tillid, normer og sociale relationer – både kan fremmes og hæmmes af de beslutninger, der tages i genopbygningsprocessen. Det er derfor ikke kun et spørgsmål om at etablere effektive statslige institutioner, men også om at sikre, at disse institutioner bliver accepteret og støttet af befolkningen. Genopbygning af social kapital gennem forsoningsprocesser som Gacaca-domstolene kan således være afgørende for, at samfundet når en varig fred og stabilitet.

Desuden viser Coyne og Boettke (2009) vigtigheden af, at genopbygningspolitikken tager højde for de økonomiske og politiske incitamenter, der kan forme udfaldet af de institutionelle reformer. I mange tilfælde har udenlandsk bistand og internationale organisationer en stor indflydelse på post-konflikt samfund. Selvom målet med denne bistand ofte er at støtte økonomisk udvikling og institutionel opbygning, viser forskning, at den ofte kan have utilsigtede konsekvenser. Remmer (2004) dokumenterer, hvordan udenlandsk bistand kan føre til udvidelse af statslige institutioner på en måde, der ikke nødvendigvis fremmer udviklingen, men derimod skaber nye afhængigheder, der kan føre til politisk ustabilitet og ineffektivitet.

Den økonomiske genopbygning er også tæt forbundet med politik. Det er ikke nok at reparere infrastrukturen, hvis de politiske og økonomiske institutioner ikke er tilstrækkeligt stærke til at sikre en bæredygtig vækst. Collier (2007) understreger, at lande, der er ramt af borgerkrige, ofte er fanget i en "krigsfælde", hvor ødelæggelsen af institutioner og kapital resulterer i en lav vækstrate, som gør det svært at bryde cyklussen af konflikt og stagnation. For disse lande er det derfor nødvendigt at skifte fokus fra blot at genopbygge fysiske strukturer til at genopbygge institutioner, der kan understøtte en økonomisk vækst og demokratisk udvikling på lang sigt.

Et væsentligt aspekt, som ofte overses, er den rolle, som uformelle institutioner og samfundsstrukturer spiller i post-konfliktgenopbygningen. I mange tilfælde er det de uformelle institutioner, der kan have den største effekt på samfundets stabilitet og fremtidige udvikling. Murtazashvili (2019) påpeger, at selv i meget skrøbelige stater kan samfundsbaserede løsninger og selvstyre i høj grad bidrage til at opretholde orden og sikre borgernes grundlæggende behov, mens den centrale stat mangler kapacitet. Dette understreger, at det ikke kun er de formelle statslige institutioner, der er vigtige, men også de uformelle praksisser, der kan danne et grundlag for stabilitet i post-konflikt samfund.

Forståelsen af post-konflikt governance kræver derfor, at man tager højde for både de formelle og uformelle institutioner, deres interaktion og de kompleksiteter, der opstår i genopbygningen af sociale og politiske strukturer. Det handler ikke kun om at etablere funktionelle politiske institutioner, men om at skabe et miljø, hvor social tillid, retfærdighed og økonomisk uafhængighed kan blomstre.

Hvordan forstå menneskelig handling i økonomi: Hvad er værdifuldt for økonomisk tænkning?

Menneskets nødvendighed for at vælge betyder, at han til enhver tid handler for at opnå et mål, enten på kort eller lang sigt. Det vil sige, at han har formål. De skridt, han tager for at nå disse mål, udgør hans midler. Mennesket er født uden medfødte ideer om, hvilke mål han skal vælge, eller hvordan han bedst bruger de tilgængelige midler til at nå disse mål. Uden medfødt viden om, hvordan man overlever og trives, må han lære, hvilke mål og midler han skal adoptere, og det er sandsynligt, at han vil begå fejl undervejs. Men kun hans ræsonnerende sind kan vise ham, hvilke mål der er værd at forfølge og hvordan han når dem.

Humanomics forsøger at forstå økonomi som en humanistisk videnskab. Det forsøger således at forstå økonomisk aktivitet i lyset af det hele menneske og ikke som en udelukkende selvinteresseret nytte-maksimerende enhed (homo economicus). Eksperimenterne af Vernon L. Smith og hans publikationer med Bart J. Wilson, især deres arbejde Humanomics: Moral Sentiments and the Wealth of Nations for the Twenty-First Century fra 2019, viser, hvordan en humanistisk forståelse af økonomi både er nødvendig og mulig. Denne tilgang trækker på både moral og økonomi og giver os en bredere ramme for at forstå menneskelig adfærd og økonomiske beslutninger. Det er dog vigtigt at bemærke, at dette essay går i en lidt anden retning.

I østrigsk økonomi er handlingsaksiomet (eller aksiomet om menneskelig handling) fundamentet. Dette aksiom siger, at menneskelig handling er formålsbestemt adfærd. I et tidligere essay (Rasmussen, 2020) blev der skitseret en forskningsagenda for, hvordan dette aksiom kan forklares og forsvares i neo-aristotelisk-thomistiske termer, som Murray N. Rothbard hævdede, det kunne, og dermed tilbyde et realistisk alternativ til positivistiske og konstruktivistiske forklaringer af menneskelig handling. Dette gjorde det muligt at bevæge sig væk fra den traditionelle opfattelse af mennesket som rent egoistisk og i stedet betragte mennesket som en handlende væsen med formål og mål, der ikke nødvendigvis er selviske.

Amartya Sen har i sin indflydelsesrige artikel "Rational Fools" (1977) korrekt påpeget, at antagelsen om, at al menneskelig handling er selvinteresseret, er arbitrær, unødvendig og ikke sand. Ved at bruge begrebet "definitorisk egoisme" viser Sen, hvordan definitionerne af menneskelig handling kan føre til fejlagtige konklusioner om menneskets natur. Det betyder, at økonomisk tænkning ikke nødvendigvis behøver at hvile på antagelsen om, at alle handlinger er selviske, men kan udvides til at omfatte en bredere forståelse af menneskelig adfærd.

Rothbard tilbyder et svar på disse udfordringer ved at introducere begrebet homo agens (mennesket som handlende væsen). Denne tilgang anerkender, at menneskelig handling er nødvendigvis formålsbestemt og fokuserer på, hvordan mennesker bruger knappe ressourcer til at opfylde deres mest presserende behov i fremtiden. I denne forstand er økonomisk teori ikke nødvendigvis optaget af de specifikke indhold af menneskelige mål (om de er egoistiske eller altruistiske), men i stedet af de formelle relationer mellem midler og mål, hvordan de er relateret i økonomisk aktivitet.

Dette perspektiv medfører en forståelse af, at mennesket ikke handler som en universel nytte-maksimerende enhed, men i stedet handler i overensstemmelse med sine egne mål eller præferencer. Det betyder, at vi skal opgive ideen om mennesket som en simpel nytte-maksimerer og i stedet fokusere på, at handlingen i sig selv er formålsbestemt, uanset om det er et egoistisk eller altruistisk mål, eller om det er for det personlige gode eller for et fælles gode.

Et af de vigtige elementer, der støtter denne teori, er ideen om marginalnytte, som er et grundlæggende økonomisk begreb. Ifølge loven om faldende marginalnytte, vil den første enhed af en vare blive brugt til at opfylde det mest presserende behov, den næste enhed til det næst mest presserende behov, og så videre. Dette betyder, at økonomi ikke kun handler om at maksimere følelser eller velvære, men om den faktiske brug af ressourcer for at opnå de mål, vi har sat for os.

En yderligere pointe, som Rothbard fremhæver, er, at menneskelig handling ikke nødvendigvis er begrænset til at opnå eksterne mål. Der findes også handlinger, der er værdifulde i sig selv, såsom handlinger, der forbedrer agentens indre tilstand. Dette kan f.eks. være aktiviteter som at lære eller udveksle ideer. Således er både økonomisk og etisk tænkning ikke nødvendigvis i konflikt, men kan begynde fra et fælles udgangspunkt, nemlig at menneskelig handling er formålsbestemt.

For at afslutte, så betyder forståelsen af menneskelig handling i økonomi, at vi ikke behøver at reducere mennesket til en egoistisk eller mekanisk aktør. Tværtimod, ved at anerkende menneskets evne til at handle ud fra egne formål og præferencer, kan vi udvikle en mere nuanceret og realistisk tilgang til økonomisk tænkning, som tager højde for de menneskelige dyder og den etik, der ligger bag vores handlinger. Denne forståelse gør det muligt at kombinere økonomisk teori med etisk reflektion og dermed åbne op for en mere kompleks og humanistisk tilgang til økonomi.

Hvordan forskere har forandret verden med deres banebrydende opdagelser
Hvordan sikre nøjagtighed og pålidelighed i forskning og udgivelse: Betydningen af kildekritik og ansvarlig praksis
Hvordan man opnår strålende hud og sparer penge på skønhedsprodukter