Hvad var Afghanistan's internationale position under Babrak Karmals ledelse i 1980'erne?

I begyndelsen af 1980'erne var Afghanistan et centrum for geopolitisk opmærksomhed, især på grund af den sovjetiske intervention og landets kamp mod udenlandske aggressioner. Babrak Karmal, der var leder af den Demokratiske Republik Afghanistan (DRA), spillede en central rolle i landets forsøg på at opnå både intern stabilitet og international anerkendelse. I flere møder med sovjetiske ledere, herunder i Moskva i november og december 1982 samt i februar 1984, diskuterede han den fortsatte sikkerhedssituation i regionen og de udenlandske trusler, som DRA stod overfor.

Både Karmal og de sovjetiske ledere udtrykte en enighed om, at Afghanistan havde ret til at forme sin egen skæbne uden indblanding fra udenlandske magter. Der blev lagt vægt på nødvendigheden af at stoppe den væbnede intervention og enhver anden form for udenlandsk indblanding for at opnå varig fred og stabilitet i Asien. Det blev samtidig understreget, at det var afgørende for både Sovjetunionen og DRA at opretholde et stærkt venskab og videreudvikle de politiske bånd mellem de to nationer.

Afghanistan, som en suveræn, ikke-allieret stat, søgte aktivt at fremme internationalt samarbejde og opnå anerkendelse på verdensscenen. På trods af den igangværende krig og den sovjetiske støtte, opretholdt DRA diplomatiske forbindelser med næsten 80 lande i midten af 1980'erne. Desuden havde den folkedemokratiske revolution i 1978, som havde væltet det tidligere monarkistiske regime, skabt nye muligheder for politiske og økonomiske forandringer i Afghanistan. Karmal og hans parti, det Afghanske Folkedemokratiske Parti (PDPA), arbejdede på at etablere tættere forbindelser med kommunistiske og revolutionære bevægelser verden over.

Karmal og hans ledelse var også opmærksomme på de dybe rødder af den nationale demokratiske revolution, som havde forvandlet Afghanistan i 1978. Ifølge den marxistiske teori er revolutioner en stærk drivkraft for social og politisk fremgang, som kan føre et land til at opnå på flere årtier, hvad det ellers ville have taget århundreder at opnå under normale forhold. I denne sammenhæng blev revolutionen i april 1978 betragtet som en begyndelse på en ny æra for Afghanistan, som muliggjorde dybtgående ændringer og fremskridt.

Det er dog også vigtigt at forstå, at Afghanistan i denne periode befandt sig i en kompliceret geopolitisk situation. Selv om DRA og Sovjetunionen forsøgte at skabe stabilitet i regionen, forblev krigen en uafbrudt kilde til lidelse for Afghanistans folk. Den udenlandske støtte til modstandsstyrkerne, herunder USA's støtte til mujahedinerne, gjorde det endnu sværere for den afghanske regering at opnå kontrol over landet og afslutte konflikten.

Det er også væsentligt at bemærke, at de afghanske mennesker og deres revolutionære bevægelse måtte navigere gennem en kompleks international struktur, der var præget af både solidaritet og modstand. Selv om de fik støtte fra forskellige kommunistiske lande og revolutionære grupper, var det afgørende, at de samtidig tog højde for de interne politiske, sociale og kulturelle faktorer, der havde formet Afghanistan i århundreder. Landets historie og samfundsstrukturer kunne ikke ignoreres, når man forsøgte at etablere en ny, moderne stat.

Derfor er det vigtigt for læseren at forstå, at Afghanistan i denne periode ikke kun var et offer for udenlandsk indblanding, men også en nation, der kæmpede for at skabe sin egen fremtid, samtidig med at den måtte håndtere de interne spændinger og udfordringer, der fulgte med en radikal revolution. Revolutionens politiske og sociale konsekvenser, samt de mange eksterne faktorer, spillede en afgørende rolle i shaping landets fremtidige kurs.

Hvordan Feudalisme og Socio-Økonomiske Relationer Formede Afghanistan i Det 19. Århundrede

Afghanistan, et land med dybe historiske rødder, har gennemgået en kompleks og turbulent udvikling, der har været præget af stammemæssige relationer, feudalisme og udenlandsk indblanding. Landets socio-økonomiske system, som var domineret af tribal organisering, oplevede store forandringer i det 19. århundrede, især med fremkomsten af den afghanske stat og udfordringerne fra både interne og eksterne aktører.

Afghanistan i det 19. århundrede var på mange måder et mikrokosmos af det bredere politiske og økonomiske klima i Centralasien, hvor samfundsstrukturerne i vid udstrækning var formet af stammefællesskaber og feudalisme. Feudalisme, som ofte ses som et historisk fænomen knyttet til Europa, havde også en stærk tilstedeværelse i Afghanistan, hvor den feudale model spillede en afgørende rolle i udviklingen af statens strukturer. Samtidig var tribalismen ikke kun et kulturelt fænomen, men en praktisk nødvendighed for at forstå de magtforhold, der styrede landets politiske liv.

I denne periode blev Afghanistan ofte ramt af interne konflikter mellem de forskellige stammer, som kæmpede om kontrol over ressourcer og magtpositioner. Yusufzai-stammerne, for eksempel, var en central aktør i denne kamp, og deres socio-økonomiske systemer har været genstand for omfattende forskning. Deres sociale struktur og de økonomiske relationer, der opstod i samspillet mellem feudale landbesiddelser og tribalsystemet, var ikke kun en lokal begivenhed, men et spejl af de større politiske og økonomiske tendenser i regionen.

En vigtig del af forståelsen af Afghanistans 19. århundredes historie er de eksterne magters indblanding, som ændrede landets politiske landskab markant. Dette blev især tydeligt med Storbritanniens engagement i regionen, som ledte til de britisk-afghanske krige, og den russiske indflydelse i Centralasien. Denne udenlandske indblanding påvirkede ikke kun Afghanistan politisk, men også dets sociale og økonomiske systemer. De feudale relationer i Afghanistan blev udfordret af udenlandske interesser, der forsøgte at kontrollere regionens ressourcer og strategiske position.

Marxistiske teoretikere som Marx og Engels beskrev præ-kapitalistiske socio-økonomiske formationer, og deres analyser kan også anvendes på Afghanistan. De klassiske feudale relationer i Afghanistan, hvor magten var koncentreret i hænderne på en lille aristokratisk gruppe, blev gradvist mere komplicerede, da nye økonomiske faktorer begyndte at spille en rolle. Handelen med nabolande, den politiske indflydelse fra imperier som Storbritannien og Rusland, og de interne økonomiske strukturer skabte et dynamisk og ofte kaotisk forhold, der stadig har konsekvenser for landets udvikling i dag.

Afghanistan i det 19. århundrede var også vidne til en række opstande og oprør, både interne og mod eksterne besættelser, som afspejlede landets uafhængighedstrang og modstand mod fremmede kræfter. Herat-oprøret i perioden 1716-1732 er et eksempel på et sådant opgør mod udenlandsk indflydelse. Disse opstande var ikke kun politiske, men også økonomiske, da de ofte var drevet af ønsket om at beskytte de lokale stamme- og feudale interesser mod eksterne trusler.

Den afghanske litteratur og skriftlige kilder fra perioden giver også et indblik i de socio-økonomiske forhold. Værker som "Siraj at-Tawarikh" og andre historiske tekster giver os et værdifuldt perspektiv på de politiske intriger og de økonomiske forhold, der prægede denne periode. For eksempel kan man i værkerne finde beskrivelser af de interne magtkampe mellem de forskellige stammer og klaner, som var et grundlæggende træk ved Afghanistans politiske landskab.

Afghanistan i det 19. århundrede er således et eksempel på, hvordan feudalisme, tribalismens magtstrukturer og eksterne politiske indgreb kan forme et lands udvikling. Mens stammebaserede relationer og feudale magtstrukturer forblev centrale i mange afghanske samfund, blev de langsomt tilpasset de ændrede politiske og økonomiske forhold, som blev påtvunget af både interne opstande og udenlandske imperier. Dette skaber en kompleks og dynamisk historisk ramme, hvor tradition og forandring konstant kolliderer.

Det er vigtigt at forstå, at disse socio-økonomiske systemer ikke kun var præget af tilbagegang, men også af tilpasning og transformation. Afghanistan, som mange andre lande i Centralasien, har historisk været et sted for kulturel og politisk interaktion mellem øst og vest. De udfordringer, som landets feudale systemer og tribal strukturer mødte i mødet med den kapitalistiske verdensøkonomi og de geopolitiske stridigheder, er stadig relevante for at forstå de komplekse forhold i regionen i dag.

Hvordan Abdurrahman Khans Magt og Uro i Afghanistan i Slutningen af 1800-tallet Formede Landets Fremtid

Abdurrahman Khan, der havde konsolideret sin magt gennem brutalitet og centralisering, mødte betydelige vanskeligheder i de regioner, der tidligere havde undgået regelmæssig beskatning. Dette gjaldt især Shinwari-stammen og de bjergrige områder som Ghilzai-landene, hvor skatterne tidligere havde været små, og jorden ikke var blevet opmålt. Disse stammer havde i århundreder opereret under et system med lav beskatning og fik traditionelt lov til at betale tributter til deres egne khaner, der derefter overførte en del til staten. Men med Abdurrahman Khans reformer blev denne gamle praksis ændret, og en ny landbrugsskat, kendt som "se kot", blev indført. Dette betød, at en tredjedel af høsten fra de irrigere lande skulle afsættes til statens kasse. Skattebyrden blev forøget, og det fik mange af de gamle stammer til at protestere.

Abdurrahman Khan forsøgte flere gange at berolige de oprørske Ghilzai-stammer ved at love skattelempelser og anerkende deres religiøse betydning, men disse løfter viste sig at være uden værdi. Stammelederne forsøgte at mobilisere folket gennem appeller om traditionel solidaritet og påpegede, at de havde kæmpet for Afghanistans uafhængighed i årtier. Selvom Abdurrahman Khan forsøgte at vinde støtte fra de Durrani-stammer, som havde historisk modstand mod Ghilzais, og mobilisere militær støtte fra udenlandske magter som Storbritannien, var opstandens omfang for stort til, at det kunne kontrolleres hurtigt.

I 1887, efter flere tilbageslag, lykkedes det for emirens styrker at besejre oprørerne, især med hjælp fra Durrani-stammerne og leverancer af materiel fra Qandahar. Men opstanden var langt fra overstået. I stedet for blot at være en lokal konflikt i Ghilzai-landene, spredte oprøret sig hurtigt til andre stammer, herunder Wazir og Kakar. Da oprørerne begyndte at angribe de militære garnisoner, blev situationen i landet kritisk, og Abdurrahman Khans position som hersker blev rystet.

Samtidig begyndte en anden, endnu mere alvorlig opstand at tage form i det nordlige Afghanistan, ledet af Abdurrahman Khans fætter, Muhammad Ishaq Khan. Ishaq Khan, der tidligere havde hjulpet Abdurrahman Khan med at komme til magten, var nu i gang med at opbygge sin egen magtbase. Han opnåede støtte ved at udnytte de dårlige levevilkår for befolkningen i Afghan Turkestan, hvor han forsøgte at vinde popularitet ved at give skattelempelser og optræde som en religiøs beskytter for befolkningen. Han erklærede sin uafhængighed og indledte et oprør, som skulle vise sig at være en alvorlig trussel mod Abdurrahman Khans styre.

Ishaq Khans oprør viste sig at være en taktisk trussel. Hans evne til at skabe støtte blandt militære enheder og civilsamfundet i Turkestan gjorde opstanden mere farlig end Ghilzai-oprøret. Den politiske og militære dynamik mellem Abdurrahman Khan og hans fætter afslørede, hvordan interne rivaliseringer kunne underminere en herskers magt. Konflikten varede hele sommeren 1888, og selvom Abdurrahman Khan til sidst fik kontrollen tilbage, var hans styre blevet mærkbart svækket.

Det er vigtigt at forstå, at disse opstande ikke blot var et resultat af økonomiske byrder, men også af dybtgående politiske og sociale faktorer. Stammerne i Afghanistan havde en lang tradition for autonomi og var ikke villige til at underkaste sig centraliseringens kræfter uden betydelig modstand. Ghilzai-opstanden, sammen med opstanden i det nordlige Afghanistan, afslørede de underliggende strukturelle spændinger i samfundet, som havde eksisteret i århundreder. Oprørene understregede også, hvordan magtkampen mellem de centrale myndigheder og lokale stammeledere kunne påvirke hele landets stabilitet.

I slutningen af 1880'erne var Abdurrahman Khan stadig i stand til at fastholde magten, men på bekostning af store politiske og sociale omkostninger. Hans styre blev mere autoritært, og han indførte strenge metoder for at sikre loyalitet blandt sine militære enheder. På trods af hans succes i at overmande opstandene, var det klart, at den politiske struktur, han havde opbygget, var yderst skrøbelig og kunne bryde sammen, hvis han ikke var forsigtig.

Hvordan økonomisk og social ulighed formede Achaemenidernes imperium

I de østlige satrapier i Achaemeniderne, som dækkede områder som Bactria, Persida og Margiana, så vi, hvordan den interne sociale og økonomiske ulighed førte til store opstande og omvæltninger. Her var den lokale adel i mange tilfælde splittet: nogle støtte erobreren, mens andre vendte sig mod deres egne folk. Denne klasseforskellighed, som blev mere udtalt i løbet af det 6. og 5. århundrede f.Kr., spillede en central rolle i de opstande, som opstod efter mordet på Cambyses' bror, Bardiya, et mord, der blev begået af Cambyses selv for at sikre sig énmandsstyre.

Cambyses’ død under mystiske omstændigheder i 522 f.Kr. førte til, at Gaumata, en magus, erklærede sig for at være Cyrus' søn og overtog magten i Persien. Imidlertid blev han snart besejret, og Darius I, der kom fra en yngre gren af Achaemeniderne, blev kronet som "konge af konger". Darius I, som først og fremmest måtte håndtere den interne uro, forsøgte hurtigt at genoprette orden ved at undertrykke de opstande, der allerede var i gang.

I Margiana, et område, der var ramt af uroligheder, blev der valgt en lokal leder ved navn Frada. En stor opstand opstod, men blev slået ned i et blodigt slag i december 522 f.Kr., hvor mere end 55.000 oprørere blev dræbt, og 6.500 blev taget til fange. Den politiske situation for Darius blev dog kun mere presset, da en ny opstand under ledelse af Vahyazdata, der påstod at være Bardiya, brød ud i Persida. Denne oprør kunne heller ikke hurtigt undertrykkes, og først i februar 521 f.Kr. blev oprøret helt knust.

De opstande, der fandt sted, kan i høj grad forstås som et resultat af den voksende sociale ulighed i Achaemenidernes imperium. Den hurtigt stigende klasseforskellighed førte til, at de underprivilegerede i samfundet gjorde oprør mod den økonomiske og politiske elite. Det var et oprør fra de, der var blevet stadig mere marginaliseret, og som var dybt utilfredse med de skattekrav og militære forpligtelser, de blev pålagt.

Efter hans sejr i disse opstande iværksatte Darius I en række reformer, som skulle styrke hans kontrol over satrapierne. Der blev etableret en mere effektiv administrativ struktur, og økonomien blev forbedret med blandt andet bedre veje og mere effektive pengeforsyninger. Men på trods af disse tiltag forblev de østlige satrapier stadig præget af en vis grad af uafhængighed, og Darius måtte i de følgende år håndtere yderligere oprør, især i Bactria.

Bactria, der var kendt for sin strategiske betydning og velstand, blev et særligt problem. Satraperne i Bactria var ofte medlemmer af den herskende Achaemenid-dynasti og begyndte at bruge deres magtpositioner til at fremme deres egne politiske ambitioner. Under Xerxes’ regering (486–465 f.Kr.) gjorde hans bror Aryamen krav på tronen som leder af Bactria, og senere opstod endnu et oprør ledet af Masista, en anden Bactrisk satrap, som havde bred støtte blandt både Bactrere og Sakas.

Den politiske uorden og den sociale opsplitning havde langsigtede konsekvenser for Achaemenidernes imperium, som var i tilbagegang, især efter de mislykkede militære felttog mod Grækenland. Perioden var også præget af interne konflikter og svækkelsen af den persiske hær, der i stigende grad bestod af lejesoldater. Som følge heraf blev nogle af de fjernere satrapier i øst mere uafhængige, og nogle begyndte at fungere som separate stater. Khwarizm i øst og flere indiske regioner brød væk fra imperiet. Besus, den sidste Achaemenid-satrap i Bactria, udvidede sin magt til også at inkludere Sogdiana og dele af Indien og forsøgte at etablere en uafhængig stat efter Achaemenidernes nederlag ved Alexanders hænder.

Endnu vigtigere er det, at disse opstande ikke kun bør ses som isolerede begivenheder, men som et tegn på de dybereliggende sociale og økonomiske spændinger, der var ved at rive imperiet fra hinanden. Oprørene var ikke kun et udtryk for utilfredshed med den politiske elite, men også en reaktion på de dybe klasseforskelle, der var blevet stadig mere udtalt i hele imperiet. De oprørske masser forsøgte at bekæmpe et system, der i stigende grad favoriserede de velstående og magtfulde, mens de, der var tvunget til at leve under hårde forhold, blev marginaliseret.

I det lange løb var det derfor ikke kun den politiske magt, men også den sociale struktur, der var i opbrud i Achaemenidernes imperium. Dette kunne ikke opretholdes i længden, og det var i høj grad de interne spændinger, der bidrog til imperiets fald.

Hvordan Daouds Republikanske Regering Formede Afghanistan og Hvad Blev Overset

Daouds republikanske regering, som trådte i kraft efter afskaffelsen af monarkiet i 1973, reflekterede de krav, der var blevet fremført af de demokratiske kræfter i Afghanistan før kuppet. Programmet, selvom det var uklart og til tider deklarativt, blev hurtigt understøttet af en stor del af befolkningen. Mange så i det en mulighed for grundlæggende reformer, som kunne forbedre forholdene for arbejderklassen og fremme demokratiseringen af det offentlige liv. Denne brede opbakning var i høj grad resultatet af deltagelsen af venstreorienterede og radikale kræfter i magtens højeste niveauer, hvilket i sidste ende satte sit præg på regeringens politiske og økonomiske tiltag.

Regeringen introducerede også tidlige arbejderrettigheder, såsom en 7,5-timers arbejdsdag og en maksimal 45-timers arbejdsuge på statsejede virksomheder. Overtid skulle aflønnes ekstra, og minimumslønnen for industrielle arbejdere blev fordoblet. Nye arbejdstagerrettigheder, herunder betalt ferie og social forsikring, blev lovfæstet, og pensionsfonden blev udvidet. Den øverste økonomiske råd, oprettet sent i 1973, blev ansvarlig for langsigtet planlægning og koordination af nøgleindustrier og landbrug.

I 1974 blev en ny lov vedtaget, som regulerede både udenlandske og lokale investeringer og begrænsede operationerne for lokale private og udenlandske kapitalinteresser til lettere industrier som fødevareproduktion, hvor udenlandsk kapital ikke kunne udgøre mere end 49 %. Samme år blev alle private banker nationaliseret, og flere private industrielle virksomheder blev overtaget af staten efter at være blevet anklaget for underslæb, bestikkelse og smugling.

På det sociale område var der også planer om landreformer. Før den lovgivende landreform blev vedtaget i 1975, blev nogle landløse bønder tildelt jord fra nyanlagte statsejede irrigationsområder. De første forsøg på landreformer gav land til omkring 5.000 bønder, svarende til mindre end én procent af de landløse eller jordfattige bønder. Landreformloven, der blev underskrevet den 6. august 1975, fastsatte en grænse for jordbesiddelse på 20 hektar irrigeret jord, og overskydende jord skulle tages fra bønderne mod betaling.

I denne periode blev der også taget initiativer til at forbedre uddannelsessystemet, især ved at øge antallet af skoler og reorganisere den sekundære uddannelse. Der blev også oprettet et nationalt organ for at bekæmpe analfabetisme, og alle private skoler, herunder dem, der fungerede i moskeer, blev underlagt statens kontrol.

Daouds magtbase blev styrket blandt forskellige sektioner af samfundet, herunder intellektuelle, liberale elementer og landets mindre bourgeoisie, der blev tiltrukket af hans populistiske, men overfladiske reformer. Mange bønder og militære officerer, især unge, støttede også Daoud, da han appellerede til deres interesser, samtidig med at han fastholdt sine højreorienterede synspunkter.

I takt med at Daoud styrkede sin position i regeringen og blandt samfundets højreorienterede kræfter, blev venstrefløjen systematisk marginaliseret, og den oprindelige demokratiske agenda blev gradvist udvandet. På overfladen fortsatte landreformer og sociale reformer at blive gennemført, men de manglede den nødvendige dybde og politiske vilje, der kunne have transformere landet til et ægte demokrati. I sidste ende viste det sig, at Daouds regering var mere optaget af at bevare magten og sikre sin politiske base end at gennemføre de radikale reformer, som mange havde håbet på.