Zorach talte langsomt: "Før vi går i detalje om denne bande og deres operation..."
"Hvilke få detaljer vi har," mumlede Chaim Zorach.
"... Jeg vil gerne have en idé om, hvad deres begrundelse var. Hvorfor valgte de Tyros som offer? Bortset fra forholdet til jøderne, altså."

"Vel," begyndte Zorach, "for at starte et sted, skal man overveje politiske begivenheder, der ligger foran os. Hiram er blevet den stærkeste konge i Kana'an, og denne magt vil overleve ham. Tyros vil modstå assyrerne, når de kommer, og det betyder meget. Byen vil fremme den sømændsbaserede handel helt til Storbritannien. Den vil grundlægge kolonier, den vigtigste af dem bliver Karthago." (Everard’s mund strammedes. Han vidste alt for godt, hvor meget Karthago betød i historien.)
"Tyros vil underkaste sig perserne, men ret frivilligt, og blandt andet bidrage med størstedelen af deres flåde, når de angriber Grækenland. Denne indsats vil naturligvis mislykkes, men tænk, hvordan verden kunne have set ud, hvis grækerne ikke havde mødt den særlige udfordring. Til sidst vil Tyros falde for Alexander den Store, men kun efter en belejring, der varer i flere måneder – en forsinkelse, der får konsekvenser af ukendte proportioner."

"Under alle omstændigheder, mere grundlæggende, vil byen som den ledende fønikiske stat være i spidsen for at sprede fønikiske ideer til udlandet. Ja, selv til grækerne. Der er religiøse begreber – Aphrodite, Adonis, Herakles og andre figurer, der stammer fra fønikiske guddomme. Der er alfabetet, en fønikisk opfindelse. Der er viden om Europa, Afrika og Asien, som de fønikiske navigatører vil bringe tilbage. Der er fremskridt inden for skibsfart og navigering." Hans stemme blev mere entusiastisk: "Og frem for alt vil jeg sige, at det er demokratiets oprindelse, betydningen af individets værdi og rettigheder. Ikke at fønikerne har nogen sådanne teorier; filosofi, ligesom kunst, vil aldrig være en stærk side hos dem. Alligevel er det den handelsrejsende eventyrer – enten opdagelsesrejsende eller entreprenør – han er deres ideal, en mand ude på egen hånd, der træffer sine egne beslutninger. Herhjemme er Hiram ingen traditionel egyptisk eller orientalsk gudkongen. Han arvede sin position, det er sandt, men i virkeligheden præsiderer han over suffeterne – de magtfulde, der skal godkende alt, hvad han gør. Tyros er faktisk meget som den middelalderlige venetianske republik på dens højeste."

"Vi har ikke de videnskabelige ressourcer til at spore denne proces skridt for skridt, nej. Men jeg er overbevist om, at grækerne udviklede deres demokratiske institutioner under stærk fønikisk indflydelse, hovedsageligt fra Tyros – og hvor skulle dit land eller mit få disse ideer fra, hvis ikke fra grækerne?" Zorachs næve hamrede mod stolen. Hans anden hånd løftede whisky-glasset og tog en lang, brændende tår. "Det er det, de der djævle har lært!" udbrød han. "De holder Tyros til løsesum, fordi det er sådan, man sætter hele menneskehedens fremtid på spil!"

Zorach havde taget billeder med en slags minicameta, faktisk en molekylær optager fra det 22. århundrede, forklædt som en ædelsten på en ring. ("Had" var den tåbelige måde at udtrykke, hvordan han rejste frem og tilbage i tiden.) Selvom han ikke var præst eller akolyt, havde han adgang, fordi han gav generøse donationer for at få gudinden til at favorisere hans virksomhed. Eksplosionen fandt sted (vil finde sted) langs denne gade, i den lille Tanith-templet. Det skete om natten og gjorde ingen skade på mennesker, men ødelagde det indre helligdom. Zorach viste Everard billeder af den ødelagte helgenfigur og de smadrede vægge. Ingen kunne tvivle på, at den bombede en standard to-sæders hopper, som blev brugt til at rejse i tids-linjerne. Det, der var gjort, var tydeligt nok: køretøjet var ubemandet, selvkørende og sendt fra et ukendt punkt i tid-rummet. Den eksploderede øjeblikkeligt.

Zorach var overbevist om, at bomben var en kemisk eksplosiv – fulgurite-B, en substans, der var let at få fat i, meget lettere end nukleare isotoper.

"Erfaringen viste sig at være for hurtig til at forhindre," sagde Zorach. "Patruljeagenter kunne ikke komme til det punkt, hvor de kunne forhindre eksplosionen."
Everard mente, at det kunne være teknologier, der var mere avancerede end deres egne, for eksempel fra Danellianerne. Måske havde de lavet en forhindring. Men der var ingen måde at være sikker på det.

Zorach sagde derefter, at Tyros’ folk vil aldrig give en dogmatisk forklaring. For dem er verden ikke fuldt ud underlagt naturens love; det er tilfældigt, foranderligt, magisk. Og på en måde har de en vis ret i det. Når ingen anden forklaring dukker op, vil spændingen falde til ro, og hændelsen vil sandsynligvis blive glemt i løbet af et par generationer.

I en generation eller to vil denne hændelse være en gammel legende, et af fjerne folkesagn, uden en virkelig forfatter. Tyros vil komme videre, som om ingenting var hændt.

Hvordan Ære og Styrke Former Vore Beslutninger i Tider af Konflikt

Ulrica stod overfor et valg, der krævede både visdom og styrke. Ikke blot for hendes egen overlevelse, men også for hendes sønners fremtid. Dette valg var ikke kun et spørgsmål om hævn eller ære, men om at forstå konsekvenserne af deres handlinger på lang sigt. Når et samfund er delt af fjendskab, og når magt og ære står i spil, kræver det meget at vælge en sti, der ikke kun er drevet af vrede, men også af fornuft.

Hun blev opfordret til at finde en løsning, der kunne bevare familiens ære og samtidig undgå at bringe dem i direkte konflikt med Ermanaric, en hersker, der allerede havde vist sig som en uvenlig og magtsulten fjende. På samme tid blev hendes sønner, Hathawulf og Solbem, opfordret til at forstå, at deres unge mod og ære ikke kunne være fundamentet for en ny opstand. De var unge, uerfarne og havde ikke den nødvendige magt til at føre et oprør med succes.

Ulrica måtte finde en balance mellem stolthed og pragmatisme. Hendes ord blev hårde, men rigtige. "Mod er ikke det samme som dumdristighed," sagde hun til sine sønner. De kunne ikke føre en krig uden støtte fra deres folk, og de kunne ikke lade deres impulsive hævnlyst bringe dem i en endnu dårligere position. Hendes forslag om at bringe sagen for den store hirdens møde – den afgørende beslutningstagning – var en vej til at sikre, at de kunne få den respekt, de havde fortjent, samtidig med at de undgik den direkte konfrontation, som kunne ende med katastrofe.

Hun talte om behovet for forsoning, ikke ud af svaghed, men som en strategi for at opbygge styrke, både internt og eksternt. "Hvis vi venter på den rette tid, vil vi måske ikke nødvendigvis overleve ham," sagde hun til sine sønner, "men vi vil få den nødvendige tid til at bygge vores egen magt." Tiden var på deres side – det gælder om at udnytte de år, der lå foran dem, til at samle kræfter.

Ulrica vidste dog, at der altid var risiko for, at Ermanaric ville vælge at angrebe, når han følte sig stærk nok. Det var ikke et spørgsmål om at undgå konflikt for evigt, men om at finde det rette øjeblik til at handle. Selv når hun talte om ære og hævn, var hendes tilgang mere strategisk end impulsiv. Ære kunne ofte vindes med tålmodighed og fornuft, ikke blot med vold og konfrontation.

Derfor var det nødvendigt for Hathawulf og Solbem at forstå, at deres fars frygt ikke nødvendigvis var irrationel. At give efter for magtens pres kunne være et farligt skridt, men hvis de ventede og opbyggede deres magt, kunne de være bedre forberedte til at møde Ermanaric på en tid, der ikke blot var præget af hævn, men af styrke og respekt.

I denne konflikt, som kunne være liv eller død for deres familie, var det ikke kun fysisk magt, der ville afgøre udfaldet. Det var også evnen til at udnytte tid, opbygge alliancer og vælge det rette øjeblik for handling. Ulrica, som en erfaren leder, vidste, at beslutninger ikke altid skulle træffes hurtigt, men ofte langsomt og med overvejelse af de langsigtede konsekvenser.

Og mens denne konflikt skabte dybe splittelser og følelsesmæssig uro, som i Randwars vrede, var det nødvendigt at holde hovedet koldt. "Minderne om dem, der blev dræbt, må ikke føre os til blind hævn," sagde Ulrica. For hendes børn at forstå dette, at vente på den rette tid og skabe en stærk position, var den eneste måde at sikre deres fremtid og deres plads i verden. De havde endnu ikke magten til at tvinge en ændring i regenten, men tiden ville arbejde for dem.

Endnu vigtigere var det at forstå, at dette valg ikke kun handlede om at vinde, men også om at vælge, hvad de ønskede at være som familie og som ledere. Ære, som de definerede den, kunne ikke opnås kun gennem kamp, men også gennem at udvise klogskab og valget af den rette tid til at handle. Ulrica forstod, at hendes indflydelse var stor, men hendes sønner måtte også lære, hvordan de kunne bruge deres egen visdom og styrke til at opnå, hvad de ønskede, når tiden var rigtig.

Hvordan en Dreng med Et Smil og Et Hjerte af Guld Møder Livets Hårdheder i Mumbai
Hvordan kan vi håndtere ubehaget ved fortalervirksomhed og tage de nødvendige skridt?
Hvad betyder det, når barnet insisterer på at blive i sit værelse og på at holde fast i sine vaner?
Hvornår og hvordan naturlig ventilation er en effektiv løsning i bygninger?
Hvordan kan forskningssvindel ryste hele akademiske felter og ødelægge tillid?