Hvad betyder det, når barnet insisterer på at blive i sit værelse og på at holde fast i sine vaner?

Laura prøvede at ignorere den underlige stemning, som Hyacinths opførsel havde efterladt, men kunne ikke undslippe indtrykket. Hun blev ufrivilligt hevet ud af sin sædvanlige ro, og et øjeblik brød hun ud i et udbrud: “Hvad er det, Hyacinth? Hvorfor venter du altid nu—venter du på, at jeg skal gå?” Et skræmt blik fløj over barnets følsomme ansigt. “Venter? Hvad mener du, Mummie? Hvorfor tror du, jeg vil have, at du skal gå?” Med en uerfaren undvigelse begyndte hun at tale om ligegyldige ting—kattekillingerne, den nye gartner, ponyen der havde sparket groomen—alt, hvad der kom hende i tankerne. Med et tungt hjerte og en følelse af absurditet gav Laura sig til at føre samtalen videre med et barn, hvis tillid hun engang havde besiddet fuldstændigt.

På trods af Hyacinths mange særheder, var den mærkeligste for Laura hendes insisteren på at få den gamle gyngehest bragt ind i sit værelse. “Men skat, det vil tage så meget plads. Og hvad er meningen med en gyngehest, du ikke kan ride på?” Hyacinths blege, spidse ansigt satte sig fast i stædighed. “Jeg vil have den. Jeg har brug for den,” var alt, hvad hun ville sige. Så den gamle, slidte gyngehest blev slæbt langs gangen og stod i en stilstandende dans for enden af barnets seng.

Med en usædvanlig ivrighed sagde Hyacinth: “Vil du læse for mig nu, Mummie?” Laura gav sig villigt. “Før jeg begynder, skal jeg dog fortælle dig nogle gode nyheder. Lægen siger, at du kan komme op om en uge, og den allerførste dag, du kan komme op, tager vi dig med til London.” “Skal I tage mig med til London?” Hyacinths stemme var skarp af frygt. “Ja, skat. Bliver det ikke sjovt?” Til sin forfærdelse brød Hyacinth ud i gråd. “Åh nej, Mummie! Nej, nej, nej! Vær venlig ikke at tage mig væk herfra. Jeg kan ikke gå! Jeg vil ikke gå! Det ville ikke være fair!” “Hvad mener du, du absurde barn? Du vil få det fantastisk i London. Vi tager dig med til Zoologisk Have og Madame Tussauds, og vi skal spise lyserøde is hos Gunther’s. Vi skal gøre alle de ting, jeg plejede at fortælle dig om i New York.” Hyacinths øjne fyldtes med tårer. “Åh, vær venlig, Mummie, ikke tage mig væk fra det dejlige her.” “Men, min skat, jeg elsker, at du elsker dette sted, men du kan ikke altid være her. Det vil være meget sjovere at komme tilbage til det.” Hun forsøgte at grine barnet ud af sin nød. “Det er jo ikke som om det løber væk, bare fordi vi tager væk. Alt vil være præcis det samme, når vi kommer tilbage.” “Jeg ved ikke, Mummie,” snøftede Hyacinth. “Man kan ikke vide. Jeg er bange for at gå—desuden ville det ikke være fair.” “Ikke fair! Hvad mener du?” spurgte Laura, nu fuldstændig forvirret. “Åh! Jeg ved det ikke, Mummie! Men jeg er så glad her. Må jeg ikke blive? Vær venlig, vær venlig, vær venlig!” Da Laura så Hyacinth så hysterisk ophidset, sagde hun bestemt: “Vi taler ikke mere om det nu,” og begyndte at læse højt for de ørerne, der ikke lyttede.

Næste dag virkede Hyacinth langt mere fornuftig. Laura fortalte hende, at deres afrejse var helt besluttet, og hun gjorde en tydelig indsats for at acceptere det uundgåelige med så god en nåde som muligt, men hun så bleg og anspændt ud, og hendes opførsel var endnu mere præget af fordybelse. “Hun ser ud som om hun prøver at forlige sig selv,” forklarede Laura sin mand. “Forsøger at forlige sig selv? Hvilket absurd udtryk!” lo han. “De idéer, du har om det barn!” “Jeg har ingen idéer om hende.” Laura var forbløffet over intensiteten i sin egen stemme.

En interessant pointe at overveje er, hvordan Hyacinths vægring mod forandring, hendes frygt for at forlade det velkendte, og hendes intense tilknytning til sine vaner og objekter som gyngehesten og juletræet spejler en underliggende psykologi af usikkerhed og et behov for kontrol i en uforudsigelig verden. Den måde, hvorpå barnet reagerer på ændringer i hendes miljø og rutiner, viser et dybt ønske om stabilitet og tryghed, selvom hendes handlinger kan virke irrationelle for de voksne omkring hende. Hyacinths følelser af "ikke fair" indikerer en underliggende følelse af magtesløshed i en verden, hvor hun måske ikke føler, at hun har nogen kontrol over, hvad der sker omkring hende.

Hvordan kan man forstå fortidens spor og de utilsigtede konsekvenser af fortidens handlinger?

Der var noget i Terry, noget, der var mere i stand til at konfrontere virkeligheden end hans bror John nogensinde ville kunne. John havde aldrig kysset Josephine. Terry kunne mærke, hvordan hans hænder rystede, og hvordan hans ord blev mere og mere desperationens råb. Men da han forsøgte at tale med sin far om fremtiden, blev der intet sagt, der kunne ændre noget. Hans far, uden at vise nogen interesse i emnet, spurgte med en vis ærgrelse, hvad Terry egentlig håbede på. Terry kunne ikke finde sine ord og følte, hvordan hans håb og drømme langsomt opløstes i løbet af samtalen.

Rose Hill var blevet efterladt som et spøgelseshus efter mordet på Harold Bentley, og selvom det var solrigt, moderne og bekvemt, kunne ingen få sig selv til at købe det. Skønt huset kunne have været et ideelt weekendsted for den rigtige køber, var de forfærdelige minder om mordet, der havde fundet sted, umulige at ignorere. Huset havde været omgivet af så mange grusomme associationer, at ingen længere kunne se på det uden at tænke på tragedien.

Men for Wright-familien var der ingen sådanne betænkeligheder. De var ikke kun ubekymrede for fortiden; de havde den samme ideologi om, at alle problemer kunne forklares rationelt, og at ingen kunne blive forhindret af tidligere begivenheder. For dem var mordenes historie blot noget, der var sket før, som nu kun var en kuriositet. De fjernede de dårlige minder om tidligere beboere og gjorde huset til deres eget. I deres øjne havde det ingen betydning, at tragedien var knyttet til stedet, fordi de betragtede det som et simpelt produkt af et socialt problem, som kunne overvindes med tid og hårdt arbejde.

Men som tiden gik, begyndte de at bemærke den tunge, lukkede atmosfære, der stadig hængte over huset. Trods deres forsøg på at rense og forny det, kunne de ikke slippe af med lugten af noget, der stadig var til stede i væggene. Det var en påmindelse om, at selv når fortiden forsøges begravet, er dens spor umulige at fjerne helt. Huset kunne ikke blive renere, før det for alvor kunne renses for sin historie.

Hvad der dog er vigtigt at forstå, er, at sådanne steder og hændelser ikke blot forsvinder, fordi nogen forsøger at fortrænge dem. Tragediens dybe spor er ikke kun fysiske, men psykiske. For Terry var hans handlinger noget, han ikke kunne flygte fra, selv når hans familie forsøgte at ignorere hans indre konflikt. Selvom de ydre spor af mordet kunne fjernes og husets udseende kunne ændres, kunne ingen ændre den atmosfære af ubehag, der altid ville hænge over det.

For Terry og for de, der er konfronteret med fortidens tunge minder, er der én sandhed, som er uundgåelig: man kan ikke rømme fra sig selv, og man kan ikke fjerne den følelsesmæssige belastning, som fortiden pålægger én. Fortiden former ens fremtid, og uanset hvor meget man forsøger at ændre sine omgivelser, kan de uløselige bånd til ens egne handlinger aldrig helt brydes.