Hvad kan de arkæologiske fund fra den sene Harappan-kultur fortælle os om den tidlige indiske samfundsudvikling?

De arkæologiske fund fra områder som Sanghol og Sanauli giver os et sjældent kig på de komplekse landbrugssamfund og håndværksaktiviteter, der prægede den sene Harappan-periode, og de relaterede kulturer, der opstod omkring 1900–1400 f.Kr. Undersøgelserne afslører en række økonomiske og sociale strukturer, der peger på betydelige interaktioner mellem forskellige kulturzoner. Det er dog stadig uklart, hvordan disse fund relaterer sig til de tidlige indoeuropæiske migranter og deres mulige indflydelse på subkontinentets udvikling.

I Sanghol, for eksempel, er fundene af plantemateriale omfattende, hvilket indikerer en avanceret landbrugskultur, som ikke kun dyrkede byg, hvede og ris, men også en række frugter og bælgfrugter som linser og kikærter. Denne mangfoldighed tyder på, at befolkningen her havde en veludviklet viden om jordbrug og kunne sikre sig mod dårlige høstforhold gennem en diversificeret afgrødeproduktion. Det er også muligt, at disse samfundsøkonomier kunne have været en reaktion på de ændringer i klimaet og landskabet, som fandt sted efter den harappanske civilisationens nedgang.

På lokaliteter som Mohrana finder vi beviser for tidlige landbrugsteknikker, hvor byg og hvede var de dominerende afgrøder, mens opium og kålfrø viser en begyndende viden om medicinske og tekniske planter. Denne varierede afgrødeproduktion var et afgørende skridt i udviklingen af et stabilt samfund, og det kunne have været en af de faktorer, der gjorde det muligt for disse samfund at overleve i en periode præget af store forandringer.

Senere i perioden ser vi udviklingen af kulturer som den OCP (Ochre Coloured Pottery)-kultur, som introducerede en ny type keramik, der var anderledes end de tidligere Harappan-traditioner, men samtidig viste spor af indflydelse fra Harappa. OCP-keramikken, med sin karakteristiske rødbrune farve og sorte indskæringer, fandtes især i det vestlige Uttar Pradesh og kunne indikere en overgangsperiode, hvor de tidligere harappanske træk begyndte at udvikle sig mod nye lokale traditioner.

I OCP-kulturens keramik og artefakter kan vi også se et billede af samfund, der stadig havde forbindelse til de tidligere Harappan-samfund, men som også havde deres egne særprægede kulturelle identiteter. Arkæologiske udgravninger på steder som Lal Qila og Atranjikhera viser, at de mennesker, der levede her, boede i små landsbyer og byggede boliger af mudder og træ, en praksis, der kan ses som et skridt væk fra de mere sofistikerede, stenbyggede boliger i Harappa.

Der er dog en vigtig dimension ved disse fund, som stadig er genstand for debat: Hvordan relaterer disse kulturer sig til de tidlige indoeuropæiske grupper, der efter sigende skulle have migreret til den indiske subkontinent? De bull-drawn carts fundet på steder som Sanauli giver et første indtryk af, at sådanne teknologier kunne være blevet introduceret af disse folk, men det er stadig uklart, om disse migrationer kunne forklare de store sociale og økonomiske ændringer, som finder sted i denne periode.

Når man kigger på den OCP-kultur og de sen-harappanske fund i det hele taget, er det vigtigt at forstå, at den tidlige indiske civilisation ikke var en lineær udvikling fra Harappa til de senere indoeuropæiske kulturer, men snarere et væv af forskellige, men interagerende kulturelle strømme, der gradvist dannede grundlaget for det, vi senere ville forstå som den klassiske indiske civilisation.

Derfor er det ikke kun de konkrete artefakter og strukturer, der er vigtige i denne sammenhæng, men også forståelsen af de sociale, økonomiske og kulturelle mekanismer, der kunne have faciliteret samspillet mellem forskellige grupper og de langsigtede konsekvenser af dette samspil. Det er først gennem en holistisk forståelse af disse interaktioner, at vi kan begynde at få et mere klart billede af, hvordan de tidlige samfund i Indien udviklede sig mod de rige og komplekse kulturer, vi kender fra den senere jernalders begyndelse og de første århundreder af den klassiske indiske historie.

Hvordan handelscentre og håndværk formerde Sydindien i antikken

I antikkens Sydindien var fremstillingen af smykker, metalarbejde og andre håndværk essentielle elementer af de store byer og økonomier i regionen. Beviserne for de forskellige stadier af forberedelse og produktion afslører, at perlefremstilling og metalhåndværk var blandt de vigtigste håndværk. Metalgenstande bestod af jern, kobber, sølv og bly, og omfatter blandt andet spydspidser, pilspidser, sværd, dolke, hakker, plovjern, økser, segl, knive, søm og ringe. Dette er ikke kun et vidnesbyrd om de tekniske færdigheder, men også om den brede anvendelse af metal som et materiale, der var dybt integreret i hverdagen og religiøse ritualer.

Et af de mest markante fund i regionen findes i Nagarjunakonda i Andhra. Dette område, som engang var hovedstad i Ikshvaku-dynastiet, afslører en lang række bygningsværker og strukturer, der afslører det sofistikerede samfund, der eksisterede her. På toppen af Peddakundelagutta-højen er ruinerne af en befæstet citadel. I nærheden af den østlige indgang er der fundet kaserner og stalde, mens vestporten afslørede religiøse strukturer som en fire-trins trappetank forbundet med dræn og gange, hvilket antyder, at dette var et sted for religiøse ceremonier og ritualer.

I nærheden af disse strukturer fandtes et hus, der sandsynligvis var et værksted for en guldsmed. De fundne genstande, herunder terracotta smeltedigler, en berøringssten og støbeforme, tyder på, at håndværk som smykkefremstilling var en vigtig del af den lokale økonomi. De nærliggende gravpladser og templer, herunder et dedikeret til Karttikeya, underbygger den religiøse og rituelle betydning af stedet. Udover de materielle fund indikerer det brede udvalg af artefakter den økonomiske og kulturelle kompleksitet, der kendetegnede regionen.

I den sydlige del af Indien er Amaravati et andet bemærkelsesværdigt sted, der fremhæver både den kunstneriske produktion og religiøse praksis. I denne region er der fundet en lang række artefakter, herunder guldsmedens forme og smykkedesigns, som vidner om en udviklet metalindustri. Dateringer fra det 2. århundrede f.Kr. til 3. århundrede e.Kr. viser, at håndværk og handel i denne periode var tæt forbundet med både lokale og fremmede netværk.

Med denne udvikling af byer og handelscentre, såsom Madurai, Kanchipuram og Karur, bliver det klart, at det første urbane opblomstring i Sydindien ikke blot var et resultat af politiske styrker, men også af kulturelle og økonomiske transformationer, hvor handel, håndværk og byplanlægning spillede afgørende roller. Handelsbyerne var ikke kun knudepunkter for varer, men også for kulturel udveksling og håndværksmæssige innovationer.

De arkæologiske udgravninger i Karur afslører, hvordan smykkefremstilling og metalarbejde var tæt knyttet til byens status som et politisk og økonomisk centrum. Ud over smykkerne, der afspejler den lokale æstetik, er der også fundet romerske mønter, der vidner om den internationale handel, som Karur var en del af. Dette afspejles i fundene af romerske amforaer og graveringer på keramik, som indikerer et aktivt samfund, hvor både lokale og internationale varer blev handlet.

Korkai, der i de klassiske kilder er kendt som en vigtig havn, var centrum for perlefiskeri og en nøgleaktør i handel med perler. Udgravningerne bekræfter de gamle beretninger om Korkais betydning som et handelscenter. De fundne perlemuslinger og keramik fra denne periode understøtter tanken om en veludviklet økonomi med stor eksport af perler, hvilket var en vigtig eksportvare for regionen.

Det er også værd at bemærke, at disse tidlige byer og handelscentre i Sydindien havde et stærkt netværk af udveksling med både den romerske verden og de arabiske handelsruter. Dette førte til en kulturel og økonomisk mangfoldighed, som afspejledes i de artefakter, der er blevet fundet i disse områder.