De fem var samlet igen efter nogle uger, alle samlet i en pyramidal struktur i skumringen. Henry, som havde vendt tilbage til sakramenterne under deres fravær, var nu sammen med de andre i en periode, hvor de ville leve tættere sammen. De blev kaldt De Snavsede Fem, en mystisk orden, en sammenslutning af mennesker, der var forbundet på måder, der ikke umiddelbart kunne forstås af dem udenfor gruppen. Ligesom de hemmelige broderskaber af sorte mænd, som omgav dem, var deres samhørighed tæt og usvækkelig.

Henry F. Salvatore, den fede franskmand, som også var Euphemus, den virkelige leder af flåden, var én af de fem. John G. Schultz, også kendt som Hans og Orpheus, var en anden. Vincent J. Stranahan, som bar navnet Meleager, var tredje. Kasmir W. Szymansky, eller Casey, og John A. Solli, som blev kaldt Finnegan og som var en vanskabt skikkelse, udgjorde de sidste to i gruppen. Deres sjæle havde eksisteret tidligere i en eller anden form, og mytologien kendte dem som figurer som Friar Tuck, Pantegruel eller Giganten fra Bønne-stokket (Henry), Apollo eller Dr. Faustus (Hans), Dionysos eller Ulysses (Finnegan), Mercurius eller Austin (Vincent) og Kasmir Gorshok, en necronomancer fra det 9. århundrede. De var ikke af denne verden; i deres flygtige øjeblikke var de af vidunderen.

De havde oplevet alt, tænkt alle tanker, og gjort alt, hvad der kunne tænkes at blive gjort – eller havde i det mindste haft disse ting i tankerne. De var et broderskab, men det mest fremmedgjorte medlem var ofte det mest broragtige af dem. De havde udført store ting i fortiden, men en form for amnesi havde adskilt dem fra deres tidligere selv.

Da de fem drak sammen og gennemgik breve og papirarbejde fra hjemmet, kunne de mærke en vis nostalgi og længsel efter fortiden. De brugte ølflasker fyldt med benzin og indviklede tøjrester som vikker til lanterner, når mørket faldt på. Vincent havde breve fra Theresa Piccone og sin mor, mens Casey havde modtaget en lang besked fra Melchisedech Duffey og to breve fra Mary Catherine Carruthers i Chicago. Hans havde et kort brev på tysk fra sin far, og efter at have læst det, satte han sig ned og skrev to breve. Det var de første breve, han havde skrevet siden sin tid i hæren. Finnegan havde kun modtaget breve fra Dorothy Yekouris i New Orleans.

Casey blev plaget af passager i Duffeys brev, som afslørede mørkere sager. Duffey skrev om et problem, han måtte leve med – de "mærkelige" mennesker, der jagtede ham, og deres forsøg på at korrumpere ham. Han blev truet, og til sidst brækket hans næse og hans højre hånd. Casey kunne mærke den dybe angst i Duffeys ord. Han advarede om en torpedo, en lejemorder i deres del af verden, som var udpeget til at få ham til at underkaste sig. Der var mørke kræfter på spil, og det var klart, at det ikke kun var fysiske skader, men sjælelige, de skulle være opmærksomme på.

Deres samtaler afslørede et broderskab, som var langt dybere end blot et fællesskab af mennesker, der kæmpede sammen. Der var en åndelig dimension til deres relationer, hvor de ikke blot havde formet sig som figurer i denne verden, men også som skikkelser i en mytisk virkelighed.

Duffey selv, som en centristisk figur, repræsenterede et parti, som syntes at være alene i sin kamp. Han var den eneste medlem af den Katolske Centerparti i Amerika. De fem var hans bedste håb, og han håbede, at han kunne tiltrække flere, men hans mål var ikke kun politisk. Han var mere interesseret i at ændre forståelsen af ideologier, som han mente var blevet forvrænget af de liberale, som nu selv blev de mest illiberale af dem alle.

Med al denne dybde og mystik er De Snavsede Fem et symbol på noget større end blot deres individuelle liv. De er som stenene i en åndelig og intellektuel struktur, hvor deres fællesskab binder dem sammen på tværs af tid og rum. De er på en evig rejse for at forstå deres egen identitet og hvordan deres tidligere liv påvirker deres nutidige eksistens.

Deres kamp mod de "mærkelige" kræfter, der truer deres tilværelse, er ikke kun en kamp mod fysiske fjender, men mod ideologier, der forsøger at korrumpere deres sandhed. Deres historie er et vidnesbyrd om de dybe kræfter i samfundet og individets kamp mod de kræfter, der forsøger at definere dem.

Der er en læring her, en erkendelse, at det ikke kun er kampen mellem godt og ondt, men også en kamp mellem forskellige forståelser af, hvad det betyder at være fri, hvad det betyder at være tro mod sig selv og hvad det betyder at kæmpe for noget større end én selv. For disse fem er det ikke bare et spørgsmål om overlevelse, men om at bevare deres sjæls frihed i en verden, der truer med at forvride og ødelægge alt, hvad de engang var.

Hvordan finde sin vej i livet? Finnegan og hans valg

Finnegan havde hele livet foran sig, og som mange unge mennesker, der står på tærsklen til voksenlivet, overvejede han sine muligheder. På det tidspunkt var han 18 år gammel og fyldt med usikkerhed omkring fremtiden. Han kunne vælge at melde sig ind i militæret eller flå sig videre gennem det civile liv og finde et job – et hvilket som helst job, som han kunne blive ved med. Men hans ven Howland, der var noget ældre og havde set mere af livet, sagde til ham: "Men det er jo det, du gør." Finnegan, der stadig drømte om en fremtid, der ikke nødvendigvis var grå og ensformig, sagde: "Jeg ved det, men jeg vil ikke have, at du skal ende som mig."

Sådan går det ofte, når man er ung – drømmene bliver formet af mulighederne, men frygten for at vælge forkert er konstant. Drømmene om noget større, om noget mere, fjerner sig ikke så let, og man mærker, at noget er på spil. Finnegan havde mange sådanne drømme. En nat, før han nåede frem til Chicago, opstod en særlig drøm, hvor han så sig selv omgivet af de mytologiske muser – Clio, Erato og Euterpe – de inspirerende skikkelser, der ville give ham både viden og smerte. De forsøgte at lægge en stole omkring hans skuldre og et hovedplade på hans hoved, som om de ville tvinge ham til at vælge sin skæbne. Han følte sig fanget, men han kunne ikke vågne fra denne vision. Hvad skulle han gøre? Ville han blive forpligtet til at følge en skæbne, som han ikke selv havde valgt?

I Chicago mødte Finnegan Francine, en ung kvinde, der arbejdede på et hotel. Hun kunne måske hjælpe ham med at finde et job, et skridt mod at etablere sig i den virkelige verden. Finnegan tænkte over det, og efter et par dages venten, hvor han og Howland var tættere på hinanden, introducerede han Howland til hende. Hun foreslog en plan, hvor Howland skulle vente på, at en køkkenassistent blev fyret, så han kunne få hans job. Det var en plan, der mindede Finnegan om de tilfældige veje, livet kunne tage, og de små manøvrer, der kunne føre én fremad.

Sådan var Finnegans liv – et væld af små skridt, lidt tilfældigheder og en god portion held. For ham handlede livet om at forme sig selv gennem de muligheder, han havde, men også om at spille et spil, hvor hans evner ikke nødvendigvis blev anerkendt på den måde, han selv ønskede. Han havde evnen til at skabe kunst, men i stedet for at leve et rent liv som kunstner, tog han nogle gange de lette penge og lavede "novelty"-arbejde for at opretholde sig selv.

På et tidspunkt, hvor han boede sammen med Casey, begyndte Finnegan at lave skulpturer – livsstørrelse "cigar store Indians", der var både humoristiske og autentiske på samme tid. Han solgte dem hurtigt til en velhavende samler og indså, at han kunne skabe, hvad folk ville betale for, ikke nødvendigvis det, der var mest ægte for ham som kunstner. Det var en pragmatisk indstilling, og et udtryk for, at kunst ikke altid handler om integritet, men også om at forstå, hvad der kan sælges.

Der var også de mennesker, Finnegan kunne associeres med, dem der havde de rette forbindelser og den rette forståelse af, hvordan man navigerede i den verden, han ønskede at være en del af. Casey, en ven med penge og forbindelser, talte med ham om, hvordan han kunne komme ind i de rigtige kredse. Der var muligheder for at blive "kultiveret", hvis han spillede sine kort rigtigt. Det handlede ikke nødvendigvis om at male for de rigtige grunde, men om at blive opdaget af de rigtige mennesker og skabe en offentlig persona som en kunstner, der kunne levere – også selvom han ikke arbejdede i det traditionelle kunstneriske felt. Det kunne være som en "proletarisk" maler, og så kunne han bruge sit liv på fester og sociale begivenheder.

Finnegan fandt ud af, at livet ikke altid var, hvad han troede det ville være. I stedet for at blive den store jazzmusiker eller den anerkendte kunstner, blev han en del af en cirkel, der kunne hjælpe ham med at finde sin plads i samfundet – en position der ikke nødvendigvis var præget af hans evner, men af hans evne til at passe ind og bruge sin charme og sine forbindelser. Den smidighed, med hvilken han kunne tilpasse sig sine omgivelser, viste sig at være hans største gave.

Det, Finnegan måske indså, var, at mulighederne ikke nødvendigvis skulle vælges i lyset af, hvad man var bedst til, men i stedet afhængigt af, hvad der kunne føre én fremad i livet. Det var ikke nødvendigt at holde fast i en enkelt drøm, men at forstå, hvilken verden man kunne bevæge sig i og hvordan man kunne være en del af den – enten som en autentisk skaber eller som en person, der vidste, hvordan man kunne sælge sig selv.

En ting er dog klar – Finnegan havde evnen til at forstå verden omkring sig. Det var det, der adskilte ham fra mange af de andre, der havde en tendens til at gå den slagne vej. Det var ikke nødvendigt at følge en bestemt sti for at få succes, men snarere at forstå, hvilken vej vinden blæste, og være der, når det var tid. Det var noget, som han var bedre til end de fleste, og det gav ham en vis form for frihed.

Hvordan man lærer et sprog og forstår universets dybder

At mestre et sprog kræver en ubegribelig mængde koncentration og engagement. En virkelig bemærkelsesværdig hukommelse er nødvendigt, for kun med en sådan kan man effektivt lære de 20.000 ord og symboler, der udgør grundlaget for et nyt sprog. Hver dag skal man lære omkring 600 nye ord, lære dem grundigt og på en sådan måde, at de bliver en del af ens liv for altid. Det er en udfordring, der kræver både tid og fokus, men uden dette engagement kan man aldrig opnå den nødvendige dybde i sproget. Hvis man, efter tre ugers studie, stadig ikke drømmer på det nye sprog, bør man straks revurdere sin tilgang og undersøge, hvad der er gået galt. Et sprog er ikke kun et redskab til kommunikation, det er et vindue til en ny måde at forstå verden på.

Dette fænomen er ikke begrænset til sprogstudier, men gælder også for andre områder af viden, såsom astronomi. For eksempel, Professoren, en mand med exceptionelle evner, kunne udregne den præcise stigning af enhver stjerne på enhver given dag – både i fortiden og i fremtiden. Efter et stykke tid ville Hans, som studerede under Professoren, være i stand til at gøre det samme for de stjerner, man oftest spørger om, som Alpha Centauri, Procyon og Betelgeuse. Hans fordybte sig i stjernesystemerne, men samtidig lærte han, at dette kun var begyndelsen på astronomiens videnskab. Det var i teorierne, at Professoren virkelig fandt sin passion.

Professoren sagde ofte, at det, vi ser, kun er bagsiden af det virkelige univers. "Himmelens væv", som han kaldte det, afslørede kun en del af det store billede. For på trods af at vi lever i et fysisk univers, er det ikke adskilt fra et åndeligt. Begge disse områder er ikke to separate enheder, men forskellige aspekter af én helhed. Tid og rum er måske kun to facetter af noget langt større, som vi endnu ikke forstår. Men vi er allerede en del af denne helhed – vi er allerede i et evigt nu, vi er allerede i Himmelens midte, vi er allerede i evigheden. Selvom vi ikke er i stand til at forstå det, er vi dybt forbundet med det.

Når man står overfor det paradoksale og komplekse liv, kan det virke som en næsten umulig opgave at forstå både sprog og universet i deres helhed. Mange har forsøgt at forstå tidens og rummets virkelige natur. Nogle taler om "reentrerende rum", som et forsøg på at forstå uendeligheden, men det er i virkeligheden et forsøg på at se noget, der ligger uden for vores nuværende forståelse. I teorien om reentrerende tid søger man at forstå evigheden, og måske er det netop denne forståelse, vi har brug for for at forstå, at det ikke er to separate verdener, vi lever i, men én verden, hvor tid og rum kun er dimensioner af noget større. Vi lever allerede i det, vi søger, men det kræver en dyb forståelse at indse det.

I denne konstante rejse mod dybere indsigt i både sproget og universet møder vi personer, der har valgt at leve et liv i det, vi kunne kalde "karnevalsverdenen" – en verden, der, selvom den måske virker simpel, afslører flere lag af kompleksitet, end de fleste aner. På overfladen kan man måske tænke, at den klogeste mand i verden ville vælge en mere prestigefyldt karriere. Men som Professoren påpegede, er mange af de mest magtfulde og intellektuelt udfordrende job også de mest begrænsende. En leder af et land eller en hær står ofte overfor magtens og stolthedens forurening. At være en del af et karneval, på den anden side, giver frihed fra disse tyngende forpligtelser, og samtidig giver det plads til konstant læring og udfordring – både fysisk og intellektuelt.

Et karneval er en verden, hvor man kan møde de mest fascinerende mennesker og udføre de mest varierede opgaver. For den klogeste mand, som var Professoren, var karnevalet ikke bare et erhverv, men et mikrokosmos, hvor han kunne udleve sine talenter og få nye indsigter om menneskets natur, samtidens indviklinger og om tidens og rummets ægte væsen. Det var en verden, hvor han kunne være sig selv, væk fra de begrænsende elementer af magt og penge, og hvor han stadig kunne fortsætte med at udvikle sin forståelse af verden. Det var et perfekt valg for ham.

I karnevalets verden var der ikke blot plads til at performe, men også til at stille de store spørgsmål om livet, døden og tidens mysterier. I den sammensatte verden af mennesker, der arbejder sammen, som Hans og Betty, en talentfuld og stærk ung kvinde, der havde et kompliceret forhold til Hans, kunne man se spejlinger af de større livsproblemer, som alle mennesker står overfor: spørgsmål om relationer, magt, kærlighed og valg. Hans var endnu ikke parat til de relationelle krav, der blev stillet af Betty, men han indså, at dette var et område, han måtte forstå, selvom han endnu ikke kunne handle på det. Der var et langt læringsforløb foran ham, et der ikke kun handlede om fysisk styrke, men om følelsesmæssig og intellektuel vækst.

I denne verden, som både er fysisk og åndelig, kan vi finde vores egen rolle, vores egen betydning. Verden, vi lever i, er et væv af mange aspekter af én større virkelighed, og vi er alle en del af denne væv. At forstå sprog, forstå astronomi, forstå relationer – alt dette er brikker, der hjælper os med at finde vores vej i denne uendelige og mysterierfyldte eksistens.