Hvad er det, der binder de mystiske brødre sammen?

De fem var samlet igen efter nogle uger, alle samlet i en pyramidal struktur i skumringen. Henry, som havde vendt tilbage til sakramenterne under deres fravær, var nu sammen med de andre i en periode, hvor de ville leve tættere sammen. De blev kaldt De Snavsede Fem, en mystisk orden, en sammenslutning af mennesker, der var forbundet på måder, der ikke umiddelbart kunne forstås af dem udenfor gruppen. Ligesom de hemmelige broderskaber af sorte mænd, som omgav dem, var deres samhørighed tæt og usvækkelig.

De havde oplevet alt, tænkt alle tanker, og gjort alt, hvad der kunne tænkes at blive gjort – eller havde i det mindste haft disse ting i tankerne. De var et broderskab, men det mest fremmedgjorte medlem var ofte det mest broragtige af dem. De havde udført store ting i fortiden, men en form for amnesi havde adskilt dem fra deres tidligere selv.

Casey blev plaget af passager i Duffeys brev, som afslørede mørkere sager. Duffey skrev om et problem, han måtte leve med – de "mærkelige" mennesker, der jagtede ham, og deres forsøg på at korrumpere ham. Han blev truet, og til sidst brækket hans næse og hans højre hånd. Casey kunne mærke den dybe angst i Duffeys ord. Han advarede om en torpedo, en lejemorder i deres del af verden, som var udpeget til at få ham til at underkaste sig. Der var mørke kræfter på spil, og det var klart, at det ikke kun var fysiske skader, men sjælelige, de skulle være opmærksomme på.

Deres samtaler afslørede et broderskab, som var langt dybere end blot et fællesskab af mennesker, der kæmpede sammen. Der var en åndelig dimension til deres relationer, hvor de ikke blot havde formet sig som figurer i denne verden, men også som skikkelser i en mytisk virkelighed.

Duffey selv, som en centristisk figur, repræsenterede et parti, som syntes at være alene i sin kamp. Han var den eneste medlem af den Katolske Centerparti i Amerika. De fem var hans bedste håb, og han håbede, at han kunne tiltrække flere, men hans mål var ikke kun politisk. Han var mere interesseret i at ændre forståelsen af ideologier, som han mente var blevet forvrænget af de liberale, som nu selv blev de mest illiberale af dem alle.

Deres kamp mod de "mærkelige" kræfter, der truer deres tilværelse, er ikke kun en kamp mod fysiske fjender, men mod ideologier, der forsøger at korrumpere deres sandhed. Deres historie er et vidnesbyrd om de dybe kræfter i samfundet og individets kamp mod de kræfter, der forsøger at definere dem.

Der er en læring her, en erkendelse, at det ikke kun er kampen mellem godt og ondt, men også en kamp mellem forskellige forståelser af, hvad det betyder at være fri, hvad det betyder at være tro mod sig selv og hvad det betyder at kæmpe for noget større end én selv. For disse fem er det ikke bare et spørgsmål om overlevelse, men om at bevare deres sjæls frihed i en verden, der truer med at forvride og ødelægge alt, hvad de engang var.

Hvordan finde sin vej i livet? Finnegan og hans valg

Sådan går det ofte, når man er ung – drømmene bliver formet af mulighederne, men frygten for at vælge forkert er konstant. Drømmene om noget større, om noget mere, fjerner sig ikke så let, og man mærker, at noget er på spil. Finnegan havde mange sådanne drømme. En nat, før han nåede frem til Chicago, opstod en særlig drøm, hvor han så sig selv omgivet af de mytologiske muser – Clio, Erato og Euterpe – de inspirerende skikkelser, der ville give ham både viden og smerte. De forsøgte at lægge en stole omkring hans skuldre og et hovedplade på hans hoved, som om de ville tvinge ham til at vælge sin skæbne. Han følte sig fanget, men han kunne ikke vågne fra denne vision. Hvad skulle han gøre? Ville han blive forpligtet til at følge en skæbne, som han ikke selv havde valgt?

I Chicago mødte Finnegan Francine, en ung kvinde, der arbejdede på et hotel. Hun kunne måske hjælpe ham med at finde et job, et skridt mod at etablere sig i den virkelige verden. Finnegan tænkte over det, og efter et par dages venten, hvor han og Howland var tættere på hinanden, introducerede han Howland til hende. Hun foreslog en plan, hvor Howland skulle vente på, at en køkkenassistent blev fyret, så han kunne få hans job. Det var en plan, der mindede Finnegan om de tilfældige veje, livet kunne tage, og de små manøvrer, der kunne føre én fremad.

Sådan var Finnegans liv – et væld af små skridt, lidt tilfældigheder og en god portion held. For ham handlede livet om at forme sig selv gennem de muligheder, han havde, men også om at spille et spil, hvor hans evner ikke nødvendigvis blev anerkendt på den måde, han selv ønskede. Han havde evnen til at skabe kunst, men i stedet for at leve et rent liv som kunstner, tog han nogle gange de lette penge og lavede "novelty"-arbejde for at opretholde sig selv.

På et tidspunkt, hvor han boede sammen med Casey, begyndte Finnegan at lave skulpturer – livsstørrelse "cigar store Indians", der var både humoristiske og autentiske på samme tid. Han solgte dem hurtigt til en velhavende samler og indså, at han kunne skabe, hvad folk ville betale for, ikke nødvendigvis det, der var mest ægte for ham som kunstner. Det var en pragmatisk indstilling, og et udtryk for, at kunst ikke altid handler om integritet, men også om at forstå, hvad der kan sælges.

Finnegan fandt ud af, at livet ikke altid var, hvad han troede det ville være. I stedet for at blive den store jazzmusiker eller den anerkendte kunstner, blev han en del af en cirkel, der kunne hjælpe ham med at finde sin plads i samfundet – en position der ikke nødvendigvis var præget af hans evner, men af hans evne til at passe ind og bruge sin charme og sine forbindelser. Den smidighed, med hvilken han kunne tilpasse sig sine omgivelser, viste sig at være hans største gave.

Det, Finnegan måske indså, var, at mulighederne ikke nødvendigvis skulle vælges i lyset af, hvad man var bedst til, men i stedet afhængigt af, hvad der kunne føre én fremad i livet. Det var ikke nødvendigt at holde fast i en enkelt drøm, men at forstå, hvilken verden man kunne bevæge sig i og hvordan man kunne være en del af den – enten som en autentisk skaber eller som en person, der vidste, hvordan man kunne sælge sig selv.

En ting er dog klar – Finnegan havde evnen til at forstå verden omkring sig. Det var det, der adskilte ham fra mange af de andre, der havde en tendens til at gå den slagne vej. Det var ikke nødvendigt at følge en bestemt sti for at få succes, men snarere at forstå, hvilken vej vinden blæste, og være der, når det var tid. Det var noget, som han var bedre til end de fleste, og det gav ham en vis form for frihed.

Hvordan man lærer et sprog og forstår universets dybder

Dette fænomen er ikke begrænset til sprogstudier, men gælder også for andre områder af viden, såsom astronomi. For eksempel, Professoren, en mand med exceptionelle evner, kunne udregne den præcise stigning af enhver stjerne på enhver given dag – både i fortiden og i fremtiden. Efter et stykke tid ville Hans, som studerede under Professoren, være i stand til at gøre det samme for de stjerner, man oftest spørger om, som Alpha Centauri, Procyon og Betelgeuse. Hans fordybte sig i stjernesystemerne, men samtidig lærte han, at dette kun var begyndelsen på astronomiens videnskab. Det var i teorierne, at Professoren virkelig fandt sin passion.

Professoren sagde ofte, at det, vi ser, kun er bagsiden af det virkelige univers. "Himmelens væv", som han kaldte det, afslørede kun en del af det store billede. For på trods af at vi lever i et fysisk univers, er det ikke adskilt fra et åndeligt. Begge disse områder er ikke to separate enheder, men forskellige aspekter af én helhed. Tid og rum er måske kun to facetter af noget langt større, som vi endnu ikke forstår. Men vi er allerede en del af denne helhed – vi er allerede i et evigt nu, vi er allerede i Himmelens midte, vi er allerede i evigheden. Selvom vi ikke er i stand til at forstå det, er vi dybt forbundet med det.

Når man står overfor det paradoksale og komplekse liv, kan det virke som en næsten umulig opgave at forstå både sprog og universet i deres helhed. Mange har forsøgt at forstå tidens og rummets virkelige natur. Nogle taler om "reentrerende rum", som et forsøg på at forstå uendeligheden, men det er i virkeligheden et forsøg på at se noget, der ligger uden for vores nuværende forståelse. I teorien om reentrerende tid søger man at forstå evigheden, og måske er det netop denne forståelse, vi har brug for for at forstå, at det ikke er to separate verdener, vi lever i, men én verden, hvor tid og rum kun er dimensioner af noget større. Vi lever allerede i det, vi søger, men det kræver en dyb forståelse at indse det.

Et karneval er en verden, hvor man kan møde de mest fascinerende mennesker og udføre de mest varierede opgaver. For den klogeste mand, som var Professoren, var karnevalet ikke bare et erhverv, men et mikrokosmos, hvor han kunne udleve sine talenter og få nye indsigter om menneskets natur, samtidens indviklinger og om tidens og rummets ægte væsen. Det var en verden, hvor han kunne være sig selv, væk fra de begrænsende elementer af magt og penge, og hvor han stadig kunne fortsætte med at udvikle sin forståelse af verden. Det var et perfekt valg for ham.

I karnevalets verden var der ikke blot plads til at performe, men også til at stille de store spørgsmål om livet, døden og tidens mysterier. I den sammensatte verden af mennesker, der arbejder sammen, som Hans og Betty, en talentfuld og stærk ung kvinde, der havde et kompliceret forhold til Hans, kunne man se spejlinger af de større livsproblemer, som alle mennesker står overfor: spørgsmål om relationer, magt, kærlighed og valg. Hans var endnu ikke parat til de relationelle krav, der blev stillet af Betty, men han indså, at dette var et område, han måtte forstå, selvom han endnu ikke kunne handle på det. Der var et langt læringsforløb foran ham, et der ikke kun handlede om fysisk styrke, men om følelsesmæssig og intellektuel vækst.