Hvordan kan forskningssvindel ryste hele akademiske felter og ødelægge tillid?

Når videnskabelig forskning viser sig at være manipuleret eller fabrikeret, rammer det ikke blot en enkelt forsker, men rykker ved fundamentet for hele det felt, forskningen tilhører. Sagen om Francesca Gino, en højtprofileret professor ved Harvard Business School, viser med skræmmende tydelighed, hvordan tillid i akademia kan blive knust på få dage – og hvor svært det er at genopbygge den.

Gino blev i 2023 anklaget for systematisk at have fabrikeret data i flere publicerede artikler. Dette blev oprindeligt afdækket af et lille hold forskere via en blogpost, men udviklede sig hurtigt til en regulær akademisk skandale med dækning i internationale medier. Ironien var ikke til at overse: Gino havde specialiseret sig i forskningen af ærlighedens psykologi – og var nu selv mistænkt for at have brudt de mest fundamentale regler for videnskabelig integritet.

Men konsekvenserne rakte langt ud over Gino selv. Juliana Schroeder, hendes mangeårige samarbejdspartner og underviser ved UC Berkeley, blev tvunget til at genoverveje hele sit akademiske virke. Sammen havde de publiceret syv artikler og optrådt ved snesevis af konferencer. Hvad sker der, når én part i et videnskabeligt partnerskab viser sig at have bygget sin karriere på bedrag? Risikoen for kollateral skade er enorm. Schroeder blev nu konfronteret med muligheden for, at store dele af hendes CV kunne være kompromitteret – ikke af egne fejl, men som følge af hendes samarbejde med en bedrager.

Schroeders reaktion var ikke resignation, men en systematisk, næsten opslidende bestræbelse på at genoprette tilliden. Hun gik i gang med en audit af samtlige af sine fælles projekter med Gino. Hun kontaktede kolleger, rekvirerede rådata, og genanalyserede resultaterne. Hendes mål var ikke blot at rense sit navn, men at bidrage til en bredere oprydning i feltet. Den akademiske reaktion på hendes indsats har været præget af respekt – hun blev betragtet som et sjældent eksempel på ansvarlighed og mod i en tid, hvor mange hellere tav, end risikerede deres ry.

Men efterhånden som året gik, og beviserne mod Gino hobede sig op, blev det klart, at problemet stak dybere. Dette handlede ikke om en enkelt afviger. Det handlede om strukturelle svagheder i måden, forskningen blev til på. Problemer med små stikprøvestørrelser, uigennemsigtige analyser og manglende gennemsigtighed i databehandling havde været kendt i årevis. Men hvor man før havde talt om “replikationskrisen”, var det nu blevet klart, at visse forskere ikke bare havde taget smutveje – de havde fabrikeret hele datasæt.

Business schools, som tidligere havde høstet prestige og profit fra de “sexede” resultater i adfærdsforskning, befandt sig pludselig i en identitetskrise. Det viste sig, at mange af de indsigter, der var blevet solgt som nye nøgler til ledelse, innovation og beslutningstagning, ikke havde bund i valid forskning. Og det hele var blevet accepteret – ofte ukritisk – af tidsskrifter, medier og universiteter. Den illusion af objektivitet og empirisk præcision, som havde omgivet forskningsfeltet, var brudt.

Den største skade ligger dog ikke i de enkelte artiklers tilbagetrækning eller i faldet for stjerneprofessorer. Den ligger i den dybe mistillid, der nu risikerer at brede sig i hele den akademiske verden. Hvad betyder det, hvis forskere ikke længere tør stole på hinanden? Hvis unge forskere ikke ved, om deres vejledere spiller efter reglerne? Hvis offentligheden mister troen på, at akademisk forskning overhovedet er noget, man kan bygge beslutninger på?

Det er vigtigt at forstå, at forskningsverdenen ikke er et fjernt elfenbenstårn, men en integreret del af samfundets beslutningsgrundlag. Når den fejler, fejler vi alle. Derfor er det ikke nok at fjerne de skyldige. Det er nødvendigt at ændre systemerne, incitamenterne og den

Hvem har ansvaret, når data i psykologisk forskning manipuleres?

Skandalen omkring Francesca Gino, en tidligere anerkendt forsker inden for adfærdspsykologi, har udløst en bølge af selvransagelse i et akademisk felt, der længe har været betragtet som både indflydelsesrigt og fremtidsorienteret. Hendes arbejde, ofte centreret omkring idéen om, at små adfærdsændringer eller "life hacks" kan skabe målbar succes, havde tiltrukket opmærksomhed fra både erhvervsliv og offentlighed. I flere år havde hendes artikler været hyppigt citeret og anvendt som bevis for, at ritualer og psykologiske tricks kunne mindske angst og forbedre præstation.

Schroeders opdagelser førte hurtigt til et uventet vendepunkt. Et af de studier, som hun selv havde været med til at forfatte — “Don’t Stop Believing: Rituals Improve Performance by Decreasing Anxiety” fra 2016 — viste alvorlige uregelmæssigheder. Forsøget byggede på ideen om, at udførelsen af et simpelt ritual kunne mindske angst før en præstationssituation, i dette tilfælde karaoke-sang foran andre.

Studiet omfattede 167 studerende, hvis puls blev målt tre gange: ved ankomst, efter besked om at skulle synge, og umiddelbart før fremførelsen. De tilgængelige datasæt — offentligt postet af Schroeder selv — viste et mønster, som ikke kunne forklares med tilfældig variation. De første to pulsmålinger varierede som forventet med en vis støj, mens den tredje målte serie fremstod usædvanligt ensartet, næsten matematisk glidende, hen over mere end 100 deltagere.

Den originale forsøgsbeskrivelse og spørgeskemaer stemte heller ikke overens med de rapporterede resultater. I nogle tilfælde var skalaerne ændret; hvor forsøgsdeltagere skulle angive angst på en fempunktsskala, rapporteredes resultater mellem 2 og 8. Kilden til disse fordrejninger kunne ikke spores, og dataenes oprindelse forblev uklar.

Ingen mente, at Gino havde været involveret i netop disse karaoke-eksperimenter. I stedet blev opmærksomheden rettet mod en anden hovedforfatter: Alison Wood Brooks. Ifølge forfatterrækkefølgen og tidligere arbejde var det sandsynligt, at hun havde været ansvarlig for netop de to eksperimenter — Studies 1a og 1b — som indeholdt de mistænkelige data. Brooks har tidligere publiceret forskning med lignende eksperimentelle design og metoder, hvilket yderligere styrkede formodningen om hendes involvering.

Denne sag rejser et fundamentalt spørgsmål om ansvar i samarbejdsbaseret forskning. Når flere forfattere deler æren for en publikation, hvordan fordeles så skylden, når noget går galt? Det akademiske system belønner ofte publikationsmængde og placering på forfatterlisten, men det mangler tilsvarende mekanismer til at afdække og håndtere videnskabeligt bedrageri.

Vigtigt er det at forstå, at sådanne hændelser ikke kun handler om enkeltpersoners uetiske valg, men om systemiske svagheder i den akademiske kultur. Manglende gennemsigtighed i datahåndtering, uklare ansvarsfordelinger mellem medforfattere og utilstrækkelig ekstern kontrol bidrager til et klima, hvor fejl og manipulation kan forblive skjult i årevis.

Hvordan kan Hawaiis selvstændighed forstås i nutidens komplekse virkelighed?

En væsentlig udfordring i diskussionen om Hawaiis selvstændighed er at forstå den historiske baggrund og den aktuelle sociale virkelighed uden at forenkle eller romantisere begivenhederne. I dag oplever mange hawaiianske familier dyb økonomisk usikkerhed; omkring en fjerdedel af morgenhusstandene kæmper med at skaffe tilstrækkelig mad, og over halvdelen bekymrer sig om, hvordan de skal betale for basale fornødenheder som husly, benzin og sundhedspleje. Den gennemsnitlige indkomst ligger under 28.000 dollars per person, og kun 13 procent af befolkningen har en universitetsuddannelse. Fattigdomsraten for hawaiianere er højere end for andre større etniske grupper på øerne, og selvom hawaiianerne kun udgør en lille procentdel af den samlede befolkning, repræsenterer de cirka halvdelen af de hjemløse på O‘ahu. Denne sociale virkelighed sætter en tung ramme for alle diskussioner om suverænitet.

Kūhiō Lewis, der voksede op under vanskelige forhold og engang var en aktiv kritiker af systemet, har ændret tilgang og arbejder nu indenfor systemet som leder for en nonprofit-organisation for hawaiiansk udvikling. Han erkender den dybe uretfærdighed, der blev begået mod hawaiianerne, men mener, at en strategi, der involverer samarbejde med USA, snarere end konfrontation, kan være mest effektiv. Han påpeger, at vejen til reel uafhængighed kræver en leder med både mod og vilje til at påtage sig store personlige ofre.

Denne pragmatiske tilgang deles til en vis grad af senator Brian Schatz, der i Washington repræsenterer Hawai‘i. Han understreger, at Hawai‘i er en strategisk vigtig region for USA og mener, at spørgsmålet om hawaiiansk selvbestemmelse må behandles med omtanke og realisme. Samtidig erkender han, at internettet, som mange unge aktivister benytter til at udbrede deres budskaber, ikke altid er et konstruktivt forum for løsninger. Der findes en voksende gruppe, især på det amerikanske fastland, der er optaget af social retfærdighed og de historiske overgreb, men som ikke nødvendigvis bidrager til konkrete løsninger for hawaiiansk selvstændighed.

Historien om Hawaiis tab af selvstændighed er ikke isoleret, men hænger sammen med bredere mønstre i kolonialisme og national annektering. Eksempler som Filipinernes kamp mod amerikansk kolonialisme i starten af det 20. århundrede illustrerer kompleksiteten i bestræbelserne på at opnå selvstyre og anerkendelse. Ligesom i Hawai‘i måtte filippinerne kæmpe mod store menneskelige omkostninger i kampen mod annektering og senere forsinke deres formelle uafhængighed i næsten 50 år.

Forståelsen af Hawaiis situation forhindres ofte af den meget sammensatte etniske sammensætning i staten. Omkring en fjerdedel af indbyggerne identificerer sig som multiracial, hvilket komplicerer spørgsmålet om identitet og tilhørsforhold. Mange er adspredt i deres forståelse af, hvad suverænitet betyder, og hvordan den bedst kan opnås. Diskussionerne må derfor balancere mellem ønsket om kulturel genoplivning, politisk selvbestemmelse og sociale realiteter.

Derudover skal man ikke overse den dybtgående følelsesmæssige og psykologiske effekt, som tabet af land, sprog og kultur har haft på hawaiianske samfund. Denne fortrængning og fremmedgørelse gør det svært at skabe bred konsensus om fremtidige strategier. Det er afgørende at anerkende både den historiske uretfærdighed og den nuværende socioøkonomiske virkelighed for at kunne navigere mod en mulig fremtid, hvor hawaiiansk selvbestemmelse kan blive en realitet — hvad enten det sker gennem samarbejde eller mere radikale løsninger.

Hvordan har idéen om alderdom og pension udviklet sig, og hvad betyder det for fremtiden?

Idéen om alderdom og pension, som vi kender den i dag, er langt fra naturlig eller eviggyldig. I 1800-tallet var alderdom et kort og ofte smertefuldt kapitel i livet, hvor mange mennesker nærmest uundgåeligt led af svækkelse og sygdom. Den gennemsnitlige levealder ved 30-års alderen var omkring 30 år mere, og tanken om et langt otium var nærmest ukendt. Ældre blev set som trængende, og forventningen var snarere, at de trak sig tilbage til et liv i ro og eftertænksomhed – en slags afslutning snarere end en ny begyndelse.

Den amerikanske drøm om alderdommen fik et gennembrud i 1960’erne med udviklingen af store pensionsfællesskaber som Sun City, et byområde skabt til aktive pensionister. Her blev alderdommen forvandlet til en mulighed for fritid, socialt liv og rekreation, hvor ældre ikke længere var isolerede eller afhængige, men en gruppe med egne rettigheder og livsindhold. Social sikring, Medicare og pensionsordninger gav økonomisk frihed og sikkerhed, hvilket reducerede ældres fattigdom drastisk og ændrede deres position i samfundet.

Men selvom disse tiltag har forbedret livskvaliteten for ældre markant, er udviklingen ikke stået stille. Den model for alderdom og pension, der blev skabt i midten af det 20. århundrede, passer dårligt til det moderne samfund. Demografiske forandringer, økonomiske udfordringer og ændrede sociale forventninger stiller nye krav. Ældre i dag identificerer sig i højere grad med yngre generationer og ønsker ikke at blive reduceret til en homogen gruppe med særlige behov. Det betyder, at identiteten som ældre bliver mere flydende, men også at der kan opstå konflikter om, hvordan samfundet skal tilpasse sig.

Samtidig står de sociale systemer, som sikrer ældre deres rettigheder, over for alvorlige økonomiske udfordringer. Sociale sikringsprogrammer og sundhedsforsikringer trues af budgetunderskud, og politiske kræfter søger at reducere udgifterne eller privatisere systemerne. Det rejser fundamentale spørgsmål om, hvordan vi prioriterer velfærd og ansvar over for ældre i fremtiden. Skal samfundet fortsætte med at investere i omfattende offentlige ydelser, eller skal ældres omsorg i højere grad overgå til private ordninger? Og hvordan sikrer vi, at ældre får den nødvendige støtte uden at skabe uretfærdige byrder for yngre generationer?

Det er vigtigt at forstå, at alderdom ikke blot er en biologisk fase, men i høj grad en social konstruktion, formet af kulturelle, politiske og økonomiske faktorer. Vores opfattelse af alder og pension afspejler derfor samfundets værdier og prioriteringer på et givet tidspunkt. For at imødekomme fremtidens udfordringer kræves en dybdegående debat om, hvordan vi ønsker at leve og støtte hinanden gennem hele livets faser, samt en vilje til at gentænke velfærdsstatens rolle og struktur i et samfund med længere levetid og ændrede behov.

Endvidere er det centralt at erkende, at aldring og pension ikke kan ses isoleret fra andre sociale spørgsmål som generationssolidaritet, økonomisk bæredygtighed og lighed. Udviklingen i børns og unges økonomiske situation i forhold til ældres bør inddrages i diskussionen om, hvordan vi opbygger et retfærdigt samfund for alle aldre. At forstå alderdommens dynamik kræver derfor en tværfaglig tilgang, hvor biologi, sociologi, økonomi og politik væves sammen i et komplekst billede af menneskets livsforløb og samfundets udvikling.

Hvordan håndterer vi usynligheden i et fragmenteret, kontrolleret rum?

Teksten skildrer en situation, hvor en mor og hendes søn er fanget i en slags underlig, kontrolleret verden, der nærmest virker som et iscenesat teater eller filmset. Barnet er blevet udvalgt til en rolle, men hans mor står udenfor, ude af stand til at gribe ind, forhindret af usynlige barrierer, usynlige magter, der kontrollerer bevægelse og kommunikation. Der er en næsten klaustrofobisk følelse af begrænsning, hvor det umiddelbart frie nærmiljø bliver til et rum af overvågning, lydløshed og underkastelse.

Det usædvanlige er, hvordan det almindelige—en familie, en skole, en søndag i forårsfri—opløses til fragmenterede billeder og bevægelser, hvor de menneskelige relationer og følelser presses ind i et fremmedgjort, nærmest surrealistisk scenarie. Barnet må holde op med at tale og lege, indtil det "er tilladt," hvilket peger på en tabuisering af spontanitet og frihed. Den voksne magt repræsenteres både af en assistent og usynlige kameraer, som overvåger og dikterer, hvad der er muligt.

Det er også en fortælling om identitet og tilhørsforhold. Barnets ansigt, som “ville blive fanget for evigt” i en andens historie, understreger, hvordan individet kan blive reduceret til en brik i en større, ukendt fortælling, uden mulighed for selvbestemmelse. Forældrene forsøger at navigere i dette, med små håb om normalitet og fremtid, men den konstante overvågning og den påtvungne deltagelse i noget, de ikke forstår, sætter en grænse for deres handlemuligheder.

Vigtigt at forstå er, at denne situation ikke blot handler om kontrol i fysisk forstand, men også om psykisk og social usynlighed og fremmedgørelse. Når man mister evnen til at kommunikere frit og bevæge sig uden indskrænkninger i sit eget nærmiljø, bliver den menneskelige erfaring fragmenteret og disintegreret. Teksten åbner op for en refleksion over, hvordan moderne samfund og institutioner i stigende grad kan skabe sådanne rum, hvor frihed undertrykkes under påskud af orden og sikkerhed.

Derudover er der en kompleksitet i forholdet mellem det fiktive og det virkelige, hvor grænserne udviskes. At barnet er "castet" og skal følge instruktioner, men samtidig forsøger at insistere på sin egen rolle og sin egen vilje, antyder en kamp mellem personlig autonomi og systemets krav om konformitet.

Endelig er det vigtigt at erkende den emotionelle belastning, som denne form for usynlig kontrol påfører individerne. Moderen og barnet oplever både håb, frygt, frustration og resignation. Den tavse overvågning og de påtvangne regler skaber en følelse af isolation og afmagt, selv når de omgives af familie og velkendte omgivelser.