Hvordan påvirker AI krigsførelse i cyberspace og rummet, og hvad betyder etik i denne sammenhæng?

Cyberoperationer opdeles generelt i offensive og defensive typer. De defensive operationer består af overvågning og håndtering af cyberangreb for tidligt at kunne afsløre rekognoscering, infiltration og selve angrebene. Ironisk nok øger integrationen af AI i cyberkrigsførelse kapaciteten til både at udføre offensive operationer og samtidig styrke den defensive potentiale mod fjendtlige trusler. Uden brug af AI vil et land, der forsvarer sine cybersystemer mod en modstander, som anvender AI, stå over for en katastrofe. Forsvareren kan kun lykkes med forsvaret ved at anvende AI-algoritmer, så kampen bliver i realiteten en krig mellem algoritmer.

Udover cyberspace bliver brugen af AI i rummet en stadig mere reel faktor. Kontrol over rumdomænet, som begynder, hvor atmosfærens påvirkning på luftbårne objekter ophører, er afgørende for alle militære operationer på tværs af domæner. Størstedelen af rumoperationerne foregår inden for forskellige kredsløb omkring Jorden: Geosynkron Jordbane (GEO), Højt Elliptisk Kredsløb (HEO), Medium Jordbane (MEO) og Lav Jordbane (LEO). Satellitter i GEO er velegnede til global kommunikation, overvågning, rekognoscering, og til at observere vejrmønstre samt varsle om missilaffyringer. Satellitter i HEO kan opholde sig længe over et specifikt mål, særligt i høje højder, mens satellitter i LEO befinder sig tættere på Jorden og kan opnå højere opløsning med mindre effektive sendere, men kun kortvarigt overvåge samme punkt på jorden.

Rumoperationer består af tre segmenter: det orbitale segment med satellitter i kredsløb, det terrestriske segment med jordbaserede radarer og opsendelsesanlæg, og link-segmentet, som er det elektromagnetiske spektrum og forbindelsesknudepunkter mellem rum- og jordsegmenterne. AI-integration i satellitbilleder muliggør en langt mere detaljeret analyse af skader efter militære konflikter i byområder. Ved brug af dyb læring og konvolutionsneurale netværk kan automatiseret detektion af ødelæggelser forbedres betydeligt, hvilket understøtter menneskerettighedsovervågning, humanitær bistand og genopbygningsarbejde. Ligeledes kan AI hjælpe med at spore fjendtlige styrkers bevægelser på jordens overflade.

Rumoperationer trues af flere faktorer: nukleare detonationsvåben (NUDET), elektromagnetiske impulser (EMP), fysiske angreb og energivåben som laser, radiofrekvens- og partikelstrålevåben. Laser kan forstyrre eller permanent ødelægge rumfartøjskomponenter, mens EMP kan skade elektriske kredsløb i både satellitter og jordbaserede systemer. Nukleare eksplosioner kan både fysisk ødelægge rumfartøjer og skabe stråling, der skader elektronik. Anti-satellitmissiler kan udslette rumfartøjer og stationer. Rumoperationer er stærkt dataafhængige, og da både jordbaserede og rumbaserede kommunikationsforbindelser løber gennem cyberspace, er de sårbare over for AI-forstærkede cyberangreb, som kan forhindre indsamling og behandling af missionkritiske data.

Kamp i cyberspace og rummet vil derfor i stigende grad blive ført af intelligente maskiner, som kan tilpasse sig situationer og anvende metoder, der måske ikke engang var forudset af deres skabere. Dette rejser væsentlige spørgsmål om moral, lovlighed, krigens love og dyder. Historisk set har hver ny dødelig militær teknologi mødt modstand fra intellektuelle og religiøse autoriteter, som forsøgte at begrænse eller forbyde dens anvendelse. Etik drejer sig om at skelne mellem rigtigt og forkert, hvor normer og dyder skal vejlede handlinger og institutioner for at beskytte menneskelig værdighed og miljøets bæredygtighed.

Et klassisk eksempel er dharmayuddha, den indiske krigsetik, som pålagde krigere at vise respekt for fjenden, handle retfærdigt og ærefuldt, undgå overraskelsesangreb og ikke skade ikke-kombattanter. Det indebærer også beskyttelse af krigsfanger og afholdenhed fra særligt dødelige våben. I Vesten svarer dette til teorien om en retfærdig krig, som Hugo Grotius udviklede med to hovedelementer: årsagerne til at gå i krig (jus ad bellum) og regler for krigsførelsen (jus in bello). Disse principper kræver, at magtanvendelse sker med moralske og juridiske begrænsninger, og at aggression kun må mødes med forsvar.

Udviklingen af AI-embederede våbensystemer og deres anvendelse i krigsførelse kræver derfor en kontinuerlig refleksion over disse etiske og juridiske principper. Det er afgørende at forstå, at teknologien ikke blot ændrer krigens karakter, men også skærper behovet for ansvarlighed og regulering i en stadig mere kompleks og automatiseret konfliktverden. Samtidig understreges det, at menneskelig dømmekraft, etik og internationale normer må være fundamentet for, hvordan AI anvendes i militære sammenhænge, for at undgå en eskalation, hvor algoritmerne alene bestemmer liv og død.

Det er vigtigt at indse, at kampen ikke længere blot er fysisk eller strategisk, men i høj grad en kamp om kontrol over data, algoritmer og informationsstrømme. Evnen til at integrere, beskytte og udnytte AI i både cyber- og rumdomænerne kan derfor blive den afgørende faktor for national sikkerhed og international stabilitet. Forståelsen af de etiske og juridiske rammer må udvikles parallelt med teknologiens hastige fremskridt for at sikre, at teknologien anvendes til forsvar og ikke til destruktion uden kontrol.

Hvordan kan autonome våbensystemer påvirke krigens etik og ansvar?

Autonome våbensystemer (AWS), især de såkaldte "killer robots," udfordrer fundamentale principper inden for krigsførelse og international humanitær ret (IHL). Disse systemer karakteriseres ved deres evne til at udføre drab og forvolde skader uden skelen til kontekst eller måltype, hvilket betegnes som en "indiscriminate effect." Den autonome evolution af disse maskiner, hvor de gennem interaktion med omgivelserne kan lære og udvide deres kapaciteter uden menneskelig indgriben, gør det vanskeligt at forudse og kontrollere deres adfærd.

Kritikere påpeger, at selv brede nationale definitioner af autonome våbensystemer efterlader plads til betydelige grader af selvstændighed i måludvælgelsen, hvilket kan føre til farlige situationer, hvor civile rammes i konfliktzoner. Desuden er AI-systemers beslutninger ofte påvirket af bias i de data, de trænes på. Dette kan føre til diskrimination, særligt mod kvinder og etniske minoriteter, hvilket øger risikoen for uforholdsmæssige og uretfærdige konsekvenser i krigszoner.

Der er dog også argumenter for, at maskiner, der opererer uden følelser eller passion, potentielt kan være mere "objektive" end mennesker, og dermed mindske visse former for uønsket vold mod civile. Men maskiner mangler bevidsthed og etik, hvilket rejser spørgsmålet om ansvar: Hvis en AWS bryder IHL, hvem kan så holdes ansvarlig? Staters ansvar vil blive centralt som et afskrækkende element og incitament til overholdelse af regler.

Menneskelig kontrol er afgørende for at opretholde etik og lovlighed i brugen af autonome våben. Konceptet "meaningful human control" (MHC) indebærer, at en menneskelig kommando skal have det afgørende ansvar for måludvælgelse og ildgivning. MHC kan udøves gennem tre hovedmekanismer: Begrænsning af systemets anvendelsesparametre, kontrol over det miljø, systemet opererer i, samt en konstant menneskelig overvågning med ret til indgriben. Disse kontrolmekanismer er dog svære at implementere effektivt, og spørgsmålet om, hvorvidt AWS kan skelne legitime mål fra civile, forbliver uafklaret.

Princippet om proportionalitet udfordres ligeledes, da AWS mangler evnen til etisk vurdering. Hvis utilsigtede civile tab opstår, kan maskinen ikke holdes ansvarlig, og det skaber et moralsk og juridisk vakuum. Transparens i AI-systemers beslutningsprocesser er derfor nødvendig for at sikre tillid og ansvarlighed. At forstå hvordan algoritmer træffer beslutninger, ikke kun hvilke resultater de leverer, er grundlæggende for at vurdere pålideligheden af sådanne systemer.

I et bredere perspektiv adskiller opfattelserne af AI’s fremtidige rolle sig markant. Optimister mener, at AI, som styres af menneskeskabte instruktioner, ikke udvikler egne mål eller følelser, og derfor ikke udgør en eksistentiel trussel. Pessimister, derimod, forudser en mulig udvikling mod superintelligente systemer, der kan forbedre sig selv uendeligt og dermed overskride menneskelig kontrol, med potentielt katastrofale konsekvenser for menneskeheden. Spørgsmålet om, hvorvidt intelligens nødvendigvis fører til bevidsthed og selvbevarelsesdrift, forbliver uløst, men bør tages alvorligt i vurderinger af fremtidens autonome systemer.

Det er væsentligt at understrege, at højrisko-autonome systemer, hvor AI træffer kritiske beslutninger, bør undgås. Kun systemer med fuldstændig menneskelig kontrol anses som etisk forsvarlige, mens mellemrisiko-systemer kræver strenge testprotokoller for at sikre, at menneskelig dømmekraft altid kan dominere.

Det er vigtigt at forstå, at udviklingen af autonome våbensystemer ikke blot er et teknologisk spørgsmål, men også en dybtgående etisk, juridisk og politisk udfordring. Beslutninger om implementering må tage højde for konsekvenserne for civilbefolkninger, retssikkerhed, og hvordan ansvar placeres i en fremtid hvor maskiner potentielt kan handle uden direkte menneskelig styring. Menneskelig dømmekraft og kontrol skal forblive kerneelementer i enhver anvendelse af AI i militære sammenhænge for at bevare menneskelige værdier og lovens principper i krigens kaos.

Hvordan påvirker kunstig intelligens moderne militære operationer og cybersikkerhed?

I dag integreres kunstig intelligens (AI) i stigende grad i militære strukturer og operationer, hvilket markant ændrer måden, hvorpå kampstyrker planlægger, overvåger og udfører missioner. Med fremkomsten af informationsteknologi-baserede systemer og satellitkommunikation udvikles netværkscentreret krigsførelse (Net Centric Warfare, NCW), hvor C4ISR-arkitekturer (Command, Control, Communications, Computers, Intelligence, Surveillance, and Reconnaissance) baseres på realtidsdata fra rum-baserede systemer. Ved hjælp af avancerede navigationssystemer som GPS, Inertial Navigation Systems (INS) og geografiske informationssystemer (GIS) kan militære kommandoer effektivisere operationelle beslutninger, mens store datamængder fra radar- og teleskopsystemer yderligere skærper præcisionen og fleksibiliteten i planlægningen. Denne digitalisering mindsker behovet for traditionelle værktøjer som papirkort og fysiske modeller.

AI muliggør en næsten øjeblikkelig adgang til og deling af information i hele netværket, hvilket revolutionerer overvågning og efterretning. Sensorer, der bliver stadig mere følsomme og kompakte, forbedrer identifikation og rekognoscering betydeligt, hvor især ubemandede luftfartøjer (UAV’er) anvender AI til at skabe gennemsigtighed på slagmarken gennem dynamiske, tredimensionelle visualiseringer. AI anvendes også i søgning på internettet, militære applikationer, terræn- og atmosfæreanalyse samt robotteknologi. Strategisk set ændrer AI ikke blot kampstyrkernes kommando- og kontrolmekanismer, men påvirker også træning, logistik og styrkeudrulning.

De mange overvågningsplatforme, herunder Synthetic Aperture Radar, Airborne Early Warning Systems og satellitter, genererer konstant enorme mængder data. AI-systemer analyserer disse datamængder for at afdække skjulte mønstre med hidtil uset præcision, enten som selvstændige input eller som støtte til menneskelige beslutningstagere. Fremtidens autonome beslutningsprocesser forventes i stigende grad at inkludere AI, hvilket kan transformere militær ledelse ved at tilbyde intelligente beslutningsstøttesystemer, der ændrer beslutningstagning fra rent menneskelig til en samspilsform mellem menneske og maskine. Blockchain-teknologier og det såkaldte Internet of Military Things (IoMT) vil sandsynligvis understøtte C4ISR-arkitekturer yderligere.

Cybersikkerhed udgør en afgørende udfordring i takt med den øgede digitalisering. Ransomware-angreb er blevet mere sofistikerede og målrettede mod virksomheder og kritiske institutioner som skoler og hospitaler, med betydelige økonomiske konsekvenser globalt. AI’s rolle i cybersikkerhed er todelt: dels anvendes AI til at opdage og afbøde trusler hurtigere og mere effektivt end traditionelle metoder, dels udgør AI-systemer selv sårbare mål for cyberangreb. Militære organisationer må derfor tage højde for både AI’s muligheder og begrænsninger i deres cyberforsvarsstrategier. Samtidig åbner AI’s evne til automatisk fejlsøgning og kodeverifikation nye veje for proaktiv sikring af digitale systemer.

Udviklingen inden for militær AI er intensiv, med stater som USA, Rusland og Kina i front. Selvom mange AI-baserede våbensystemer endnu befinder sig i udviklingsfasen, bruges teknologien allerede bredt inden for logistik og træning. Etiske overvejelser er dog centrale, især i forhold til autonomi og beslutninger om anvendelse af dødelig magt. Generelt eksisterer en konsensus om, at menneskelig kontrol skal bevares i beslutningsprocesserne, selv når autonome systemer anvendes. AI styrker militære ledere ved at tilbyde systematisk og omfattende dataanalyse, hvilket forbedrer beslutningstagning fra planlægningsstadier til gennemførelse. AI-baserede våbensystemer fungerer som kraftfulde multiplikatorer og forventes at revolutionere fremtidens militære operationer med næsten ubegrænsede anvendelsesmuligheder efterhånden som teknologien modnes.

Det er væsentligt at forstå, at integrationen af AI i militæret ikke blot handler om teknologisk innovation, men også om at navigere komplekse etiske, strategiske og sikkerhedsmæssige udfordringer. Samspillet mellem menneskelig dømmekraft og maskinintelligens skal balanceres nøje for at undgå utilsigtede konsekvenser og sikre ansvarlig anvendelse. Yderligere skal forståelsen af AI’s rolle i cybersikkerhed udvides til at omfatte både beskyttelse af AI-systemer mod angreb og udnyttelse af AI’s potentiale til at imødegå nye trusler. Militære beslutningstagere skal derfor kontinuerligt evaluere teknologiske fremskridt og deres indvirkning på både operationelle kapaciteter og den bredere sikkerhedsdynamik.