Hvordan en Dreng med Et Smil og Et Hjerte af Guld Møder Livets Hårdheder i Mumbai

Ramu var en lille dreng med et rundt, lyst ansigt og glitrende, uartige øjne. Hans udseende var det klassiske billede af en livsglad og godhjertet unge, og selvom han ikke havde et hjem, havde han altid et smil på læben. Hans hus bestod af intet andet end den åbne himmel som tag og fortovet som gulv. Men alligevel var han lykkeligere end mange voksne, som havde alt. Hver dag stod han på gadehjørnet og tilbød sine tjenester til forbipasserende. "Taxi, sir?" råbte han, og uden at tænke på at blive afvist, fløj han videre til den næste person. Det var Ramu's måde at tjene sit daglige brød på i den hektiske, larmende by Mumbai.

Han jagtede taxi’erne, som om de var hans egne. Uanset om det regnede eller solen bagte ned, ville han løbe efter den første bil, han kunne finde, og åbne døren med et bredt smil, mens han håbede på en generøs drikkepenge. Og indimellem, når han havde held, fik han en belønning i form af en mønt eller to. Men selv når det ikke var tilfældet, tog han det hele med et skuldertræk og fortsatte ufortrødent. Livet på gaden var hårdt, men Ramu var ligeglad. Hans glæde kom ikke fra penge, men fra den simple glæde ved at kunne hjælpe andre.

En anden ven, som Ramu holdt meget af, var Waman, den stille og triste dreng med kun ét øje. Waman havde mistet sit øje i en ulykke og bar den tunge byrde af at være anderledes. Han arbejdede i en kantine og bar rundt på varme kopper og plader med mad til kontorarbejderne. Selvom han var stille og sjældent talte om sine følelser, havde han åbnet op for Ramu og Lambu om sin sorg. Han længtes efter at få et glasøje, så han kunne blive som alle de andre. Men det virkede som en fjern drøm, da han aldrig havde penge til at få det.

En dag, da Ramu så, at Waman så mere nedtrykt ud end normalt, spurgte han sin ven, hvad der var galt. Lambu fortalte Ramu, at Waman var blevet tilbudt en mulighed for at få et glasøje gennem en velgørende hospital. Dr. Mehta, en venlig læge, som Waman kendte, havde arrangeret det hele. Men Waman var i et dilemma: selvom operationen var gratis, skulle han stadig betale for en specialist. Prisen var 100 rupees, en sum, han simpelthen ikke kunne skaffe.

Det var en rørende historie om håb og om de udfordringer, man møder, når man lever i en verden, hvor penge betyder alt, men ikke nødvendigvis kan købe lykke eller retfærdighed. Waman, selvom han var forsigtig med sine følelser og sjældent viste sin sorg, vidste, at han havde venner, der ville støtte ham. Lambu og Ramu, som ofte kæmpede med deres egen virkelighed, var alligevel der for ham, på den måde, som kun ægte venskab kunne være.

Det, der er vigtigst at forstå, er, at selv i de hårdeste og mest udfordrende forhold, har menneskets venskab og støtte en magisk kraft. Selvom Ramu og hans venner ikke havde meget, delte de det, de havde, og de havde nok af det til at føle sig rigere end de fleste. Hvad de manglede i penge, kompenserede de for i vilje, håb og uselviskhed. Hver eneste dag var en ny chance for at finde glæde i det små, for Ramu havde lært én vigtig ting: det er ikke det, man har, men det, man deler, der definerer ens liv.

Hvordan afslører man en forbrydelse uden beviser – og undgår at dø undervejs?

Lambus beslutning kom pludseligt, men instinktivt. Politiet ville ikke nå frem i tide. De få minutter, det ville tage at underrette dem, var alt, hvad de mistænkelige mænd behøvede for at forsvinde. Han kendte ikke deres skjulested. Han havde kun ét valg: at følge dem selv. En isnende frygt løb ned ad hans rygsøjle – hvad ville de gøre, hvis de opdagede ham? Han havde allerede set deres brutalitet. T-shirt havde slået en mand uden tøven. Og han vidste: han kunne forvente samme skæbne. Alligevel lod han sig ikke standse. Han tænkte på sine venner – hvordan Ramu og Waman ville lytte med beundring, når han senere fortalte om sin modige gerning.

De forlod restauranten. Lambu rejste sig og gik efter dem. De næste halvanden time blev de farligste i hans unge liv. Én gang måtte han springe ind i en boghandel for at gemme sig. Hans hjerte hamrede. Havde Skeleton og T-shirt set ham? Fatso var forsvundet. Bag et bogskab kiggede han ud. De to talte sammen ved et vejkryds. Så gik de i hver sin retning. Lambu tøvede ikke. Han ville følge T-shirt. Men da han trådte frem, lagde en fremmed hånd sig brat på hans skulder.

”Hvad laver du her, din unge slyngel?” lød en kold stemme. En butiksassistent i pænt tøj så mistænksomt på hans flossede skjorte og bare fødder. ”Du ville stjæle, ikke købe,” sagde han med overbevisning. Lambu blev et øjeblik rystet, men svarede selvsikkert: ”Jeg kiggede bare på billederne. Jeg kan ikke læse. Jeg kan ikke engang skrive mit navn.” Assistenten lod ham gå – men ydmygelsen stak. Med næsen i sky forlod han butikken og genoptog jagten.

”Så du troede, du kunne spionere på mig, hvad?” lo han hånligt. Uden et ord blev Lambu ført til en skummel hytte, oplyst af en svag lanterne. Seks-syv mænd med hårde øjne sad derinde. Der var ingen tvivl: disse mænd ville ikke tøve med at dræbe. T-shirt forklarede, hvordan han havde fanget ham. En spark i siden tvang Lambu ned på jorden. Men hans hjerne arbejdede videre. I et hjørne stod en tønde. Lugten afslørede indholdet – ulovlig spiritus. De var faktisk bootleggere. Hans mistanke var bekræftet.

”Bind ham,” sagde en af mændene. De havde travlt. En lastbil ventede. De bandt hans hænder, skjulte gummislanger med sprut under deres løse skjorter o

Hvordan afslører man en tyv midt i mængden uden at blive troet?

Natten lå som en tung skygge over den sovende gade. De forhutlede kroppe på fortovet var henlagt i søvnens ro, kun afbrudt af en enkelt hests utilfredse vrinsk og en kat, der jamrede sig et sted i mørket. En politibetjent patruljerede tungt, som han plejede, tyggende sin betel og snurrende sin stav bag ryggen. På jorden, med et smil i søvnen, lå Ramu – et kendt ansigt for betjenten, som betragtede ham med et strejf af vemod. Han mindedes de barnlige drillerier: “Hvor mange skurke har du fanget i dag, Inspector Chacha?” Og svaret kom altid: “Omtrent to tusind.” De to lo sammen. For politibetjenten var dette måske nattens eneste lyspunkt.

Men nogen i mørket lo ikke.

Dada, tyven, havde ventet. Skjult, med glødende øjne og sultne hænder, havde han luret på posen med penge, der lå gemt under Ramus hoved. Han kendte summen, havde set den, vidste at sådanne drenge ikke burde eje den slags penge. Men det bekymrede ham ikke hvordan de havde fået dem – kun at han selv ville tage dem. Han ventede på, at månen gemte sig bag en sky, sneg sig frem, hånden strakte sig frem mod byttet. Men så – lyden af støvler. Politibetjenten igen. Dada forsvandt hurtigt bag den sovende kusks vogn.

Hesten vrinskede på ny, kusken bandede i søvne – uvidende om at faren var blot få skridt væk.

En lavine af kroppe væltede op fra fortovet. Stemmer, fødder, hænder – alle løb i én kaotisk jagt, råbende “Chor, pakdo chor!” Ingen vidste rigtigt hvem de jagtede, men ingen ville være udenfor jagten. Mænd i alle former og farver styrtede frem, opfyldt af nattens pludselige drama.

Men der var forvirring. Hvilken vej? Hvem var det? Beskrivelserne var modstridende: en gammel fed mand, en ung fyr, en med en voldsom moustache. Ingen ville indrømme, at de ikke havde set noget.

Ramu vidste, han måtte handle alene. Han smuttede gennem en kendt smøge og nåede gaden foran mængden. Han greb en pind, placerede den i mørket. Og da Dada som første mand stormede frem – snublede han, faldt, blev afsløret.

Dette øjeblik er en allegori over byens puls. I de tætte gader og tætpakkede liv, hvor tillid og bedrag eksisterer side om side, og hvor selv en hjælpsom stemme kan skjule en tyvs hensigter, er det ikke let at skelne ven fra fjende. Ramu forstod, at sandhed ikke er nok – man må også kende menneskenes måde at tænke på, deres behov for at tro det lette, ikke det sande.

Det, som ligger gemt i denne fortælling, rækker ud over den konkrete hændelse. Den rører ved forholdet mellem autoritet og marginaliserede, om hvordan de, som lever i byens skygger, bærer på en forståelse og årvågenhed, som autoriteterne måske ikke altid besid