Ordsprog, talemåder og eventyr fra det stolte kosakfolk

Ordsprog, Øgenavne, Lignelser…
Bedre at være dræbt end taget til fange!
Uden kamp giver man ikke fjenden jord!
Men når fjenden overvinder, så forlad alt, gå i vildmarken, begynd det gamle liv et nyt sted!
At lytte til fjenden – er at grave sin egen grav!
For Rusland og for vennen udhold varme og snestorm!
Der er ingen større kærlighed end at ofre sin sjæl for sine egne!
Lad dig selv gå til grunde – red din kammerat!
Kasak til kasak – bror, og i krig – hundrede gange mere!
Karakteren – som kasakkernes storm i angreb. Bryd lige ud, rid, så længe hesten har ben!
Selv med snudet i mudder, men vi tog sejren!
Selv om livet er som en hunds, dog kasakkernes ære!
Kend dit grænseland, men fald ikke!
Fra andres bord skammer man sig ej at vende sig bort. Kasakkenes slægt skal aldrig uddø!
Ære til Slægten, for vi er kasakker!
Gud er ikke uden nåde, kasakken ikke uden lykke (må det lykkes, vær håbfuld)
Don-jorden ernærer ikke snyltere (på Don lever du af arbejde)
Som med skeen, så med shashka (både ved bordet og i kamp er du dygtig)
Don-kasakken svigter ikke sin ære, selv om hovedet går tabt (æren er mere værd end livet)
På Don er hver bygd sin melodi (i hver bygd er ting på sin vis)
Kasak-donets kan være skomager, høstmand, spiller på duduk, sanger i kor og kriger i kamp (hvad han tager – kasakken formår alt)
Ikke ataman med stav, men stav med ataman (egenskaber betyder mere end magtposition)
Uden ataman er kasakken forældreløs (ataman er som en farsgestalt for kasakken)
Med ataman er kollektivet stærkt (en pålidelig leder er støtte for alle)
Uden ataman tager man ingen alvorlige beslutninger (uden overordnet går tingene ikke)
At være ataman – at opretholde orden (lederens opgave er at bevare orden)
Selv en ataman har ikke to hoveder på skuldrene (selv en leder kan ikke overskue alt)
Er der en hjerne – vil der også være stav (hvis du har forstand, vil du hæve dig)
Nogle får stav i hånden, andre stok (hver efter evne)
Med feltsstav og egen hjerne (at lede – at tænke selv)
Der hvor ikke en bygd, der er ataman (hvor der er samfund, der er leder)
Fuglen uden vilje, kasakken uden skæbne (uundværlige træk)
Ældre respekteres selv i Orden (og i kasakkernes samfund endnu mere)
Kasakken græder ikke i nød (ord om åndens styrke)
Kasakker som børn: spiser meget, og mætter de små (vant til spartansk krigerliv)
Kasakker bøjer sig for ingen (kasakvæsenet elsker frihed og vilje)
Gamle herrer – de første kasakker (æres ældre)
Hver kasak er fra Don (blandt kasakker flest fra Don)
Kasakker nedstammer fra kasakker (slægtsoprindelse)
Kasakken stammer fra Don (oprindelsessted)
Ære kasakkernes, men livet hundeliv (kasakket liv er hårdt)
Kasakken står som klippe for en kasak (brorskab hører til kasakvæsenet)
For nogle er Don rolig, for andre hård (for egne godt på Don, for fjender vanskeligt)
Man tester glas med lyd, kasakken med ord (et kasaks ord står fast)
Kasakken drikker fra håndfladen, spiser fra håndfladen (simpel i sine behov)

Længe, længe siden i verden
Ikke i Moskva og ikke i Tibet
Ikke i Bagdad, ikke i Kazan,
Men på øen Taman
Ved den store flod Kuban
Blomstrede en mægtig skov
Med træer op mod himlen.
Den skov var fuld af vidundere.
Der fløj heste
Som flygtede fra jagten.
Og havfruer kom svømmende
Og overnattede i palmer.
Der lå guldets bjerge
Slanger borede huller i dem,
Og en frygtelig slange
Blev konge over hele Taman,
Herre over dyrene.
Hvis nogen ikke lydede ham
Kvælede han dem og spiste dem.
Og en dag af sult
Slugte han en hel elefant.
Dyrene frygtede ham
I kan ikke tro
Hvor denne onde slange
Plagede alle skovens dyr.
Ikke blot skovdyr, også i havet
Skabte han stor ulykke:
Han befalede Neptun
At betale ham tribut.
Konge Neptun skyldte ham
At afgive en af sine koner.
Hver dag skulle der sendes gaver
Af rød fisk og kaviar.
Og mange skatte fra havet
Til slangeporten
Skulle bringes.
Og en gang om måneden måtte man komme
Med en smuk havfrue
Til slangefest.
Konge Neptun, af sorg
Sejlede til et andet hav,
Men efter at have tænkt
Vendte han tilbage,
For at det ikke skulle blive værre,
Han gik med tributtet
Og underkastede sig sin skæbne.
Snart blev eventyret fortalt –
Sagen tager tid at udfolde.
I Kaukasus’ bjerge,
I rene jomfruelige skove,
Hvor Kuban begynder
Kom en mild tid.
En god dyre herskede der,
Han var spøgefugl og baljongen.
Han var stor og legesyg,
Skovenes konge – bjørnen.
En dag tog han på fisketur
Med sine venner
Og gik ud på en isflage
På en sø.
Så snart alle var på isen
Så snart de havde skåret hul,
Brækkede isflagen løs
Og de drev bort.
Isflagen drev ud i floden,
Fik fart på,
Dyrene, som i en kajak,
Sejlede ned ad floden.
På bølgen på denne isflage
Forbi kornmarker
Sejlede fem dyr,
Fem store skovvenner.
Der var vildsvin‑festløber,
En vild hund,
Deres fælle ræven –
Han grinede som han ville,
Ulv – spejder og partisan
Og skovenes konge – bjørnen.
Og Kuban var en hurtig flod,
Stor, bred og dyb.
Og vore matroser sejlede
Uden at spise eller drikke,
De blev tyndslidte
Og tænkte intet, vidste intet,
Hvad fjernere egne
For dem beredte.
Hvor lang tid gik – jeg ved det ikke,
Men det nærmede sig maj,
Da dyrene på Kuban
Sejlede forbi Taman‑øen
På den isflage.
Og isflagen, bemærkelsesværdigt,
Blev meget lille,
For solen smeltede den.
Sådanne eventyr.
Og da strømmen bar dyrene
Ud i havet,
Så, kammerater, frygt ikke:
Isen smeltede hurtigt
Og skjulte sig i havet.
Vore rejsende fik det hårdt, men blev reddet,
De var i nød på Azovhavets vand.
Og hvad skam at skjule –
De var klar til at dø.
De tog afsked med hinanden
Og ville gå til bunds.
Men skæbnen lod dem ikke drukne,
Men reddede dem,
For i nøds fald kom
Skovkonge Neptun til dem.
Snart sad de alle fem
Om bordet,
Havkongen begav sig
Ud med brød, ost og kaviar.
Og havfruer rundtomkring
Dansede i ring.
Snart bliver eventyret fortalt
Sagen foldes langsomt ud.
Bjørnen sidder ved bordet,
Taler til havkongen:
– Vi har lidt meget,
Lang var vejen,
Og jeg vil introducere mine ledsagere:
Dette er vildsvin‑festløber,
Dette er den vilde hund,
Denne er ræven –
Han griner som torden,
Ulv – spejder og partisan,
Og mig, skovenes herre,
Konge dyr – bjørnen.
Og dig, vor frelser,
Bliver du havkonge Neptun?
– Ja, – svarede frelseren, –
Jeg styrer havet,
Jeg hersker over Azov.
Og da jeg har reddet jer
Fra havets dybe mørke,
Så beder jeg jer gæste mig,
I mit rige at bo.
Skovkongen takkede,
Blev hos ham,
Fik hvile
For at genvinde styrke
Og klare rejsen hjem.
I mellemtiden var Neptun ikke glad,
Han satte sin gyldne hat
Over sin trefork.
Tiden har ingen ende,
Kongen har intet ansigt.
Og tiden nærmer sig,
Når han skal bringe
Havfruen til slangeporten,
Så slangen kan æde hende.
Havkongen sidder, lider,
Bladrer gennem havfruer
Til først at vælge offeret.
Pludselig kommer bjørnen smygende
Til kongen,
Starter en samtale:
– Hvorfor er du ikke glad
Og har hængt din krone
På din trefork?
Er du utilfreds med os?
Er der noget galt med havene?
Lider du tømmermænd
Efter længe glæde?
– Hvad siger du, bror bjørn, –
Svarte Neptun, –
Jeg lider ikke af tømmermænd,
Kun sorg
Fordi den ondslange
Pålagde mig tributter.
Og Neptun fortalte
Hvor han led,
Hvor han var tvunget
At give en af sine koner.
Hver dag at afsende gaver
Af rød fisk og kaviar.
Og mange skatte fra havet
Til slangeporten.
Og hver måned at bringe
En smuk havfrue
Til slangen.
– Sorg ikke, min ven Neptun, –
Sagde bjørnen, –
Du har skånet os
Og reddet os fra gruelig død,
For det vil jeg tjene dig
Og befri dig.
Tributten skal du ikke betale,
Du skal herske og leve
Og styre havets dybde
Som altid.
I stedet for havfruen
Vil du føre min ræv
Til slangen – tordenræven.
Snart bliver eventyret fortalt
Sagen tager tid.
Neptun skulle bringe
Havfruen til slangen,
Så den kunne æde hende.
Slangen så savlede og tænkte:
Bagte med løg,
Med peber og hvidløg,
Vil han spise havfruen
Og skylle ned med stærk drik.
Det skal være fest
Hvor slangerne hviler.
Sådan tænkte han og drømte
Og vidste ikke,
At en overraskelse ventede
Fra skovkonge bjørnen og havkonge Neptun.
Om morgenen på Taman
Stod de syv venner op.
Blandt dem vildsvin‑festløber,
Den vilde hund,
Deres fælle ræven –
Tordenræven,
Ulv – spejder og partisan,
Skovkongen – bjørnen,
Havkongen – gamle Neptun,
Og et mærkeligt dyr
Mirakeltudseblæksprut.
Ræven blev sminket,
Ikke let at skelne
Mellem ræv og havfrue.
Dyrene spredtes
Gennem skoven.
Neptun og ræven alene
Gik til slangen.
Slangen sad på guld,
Holdt udkig over skoven,
Og spyttede ild.
Den hvæste, stod i damp.
Her nærmede Neptun sig
Og førte ræven frem:
– Hej, smukke slange,
Konge over hele Taman,
Tag din havfrue
Fra havets skønhed.
Slangen så listigt på ham
Befalede ham
At komme om en måned
Med endnu en havfrue.
Neptun trak sig tilbage,
Forsvandt i havets dyb.
Og ræven blev der,
Alene foran slangen.
Hun sagde:
– Slange, jeg ved,
Der er ingen klogere dyr
På jorden,
Så giv mig foran døden
Et kys.
Slangen var meget forbløffet
Og lidt forlegen,
For han havde aldrig kysset
Dem han spiste.
Men gav efter,
Bugede hovedet,
Lukkede øjnene.
Endelig sprang bjørnen frem
Fangede slangen
Og snoede den i knude.
Vildsvinet gik roligt hen,
Flækkede slangen,
Ulv, hund og ræv
Stak slangens øjne ud,
Og mirakeltudseblæksprut
Brev slangen hornet af.
Havkongen Neptun sov ikke,
Sendte måger
Som kom og åd alle små slanger.
Snart blev eventyret fortalt
Sagen tager tid.
Dyrene overvandt slangen,
Began at feste.
Blandt dem vildsvin‑festløber,
Den vilde hund,
Ræven – tordenræv,
Ulv – spejder og partisan,
Skovkongen – bjørnen.
Der var havkongen Neptun
Og mirakeltudseblæksprut.
Der kom dyr fra Taman,
Bragte gaver
Og bad bjørnen:
– Du er stor blandt dyr,
Vær konge over hele Taman.
Bjørnen sagde ja
Og blev på øen.
Hvor bjørnen gik omkring,
Uanset uret hans,
Var han altid med vennerne,
Ingen forlod bjørnen ét skridt.
Og han delte sin magt
Over hele Kuban
Blandt trofaste venner
Over skove og marker,
Men selv blev han på Taman,
Hvor skoven voksede mægtig
Med træer til himlen,
Hvor flyvende heste
Fløj fra jagt,
Og havfruer kom svømmende
Og overnattede i palmer.
Den skov var fuld af vidundere
Her ender eventyret.

Eventyret om kasakken Egor – tidligere tyv
Længe for længe siden,
Spiste grød og drak vin,
Værende hverken fattig eller rig,
I et ortodokst kongerige,
Hvor kasakkernes stolte borg stod,
Hvor alle var glade for hinanden,
En tyv ved navn Egor.
Han var stærk og sund,
Men meget uansvarlig.
Han stjal meget,
Samlede guldet i bunke.
Og han tænkte: “Jeg stjæler lidt,
Når jeg bliver rig,
Vil jeg stoppe.”
Og der var en grund –
Han havde en pige
I kikkerten,
Men hun var rig
Og bevægede sig i højere kredse.
Alle tilgange til hende
Var kun åbne for de rige,
Og for middelmanden Egor
Var der ingen vej til hoffet,
Hvor hun boede.
Hun hed Alena
Og fra spæd var hun
Et forkælet barn.
Fordi hendes far
Var hverken bonde, købmænd
Eller administrator,
Men generalguvernør.
Så han valgte nu svigersønne
Blandt de rige.
Til de fleste fattige
Kasakker og arbejdsmænd
Villle han ikke kigge
Og ej høre dem.
Da Egor hørte det,
Tog han beslutning:
For at være med Alena
Må han samle guld,
For at blive rig
Må han stjæle meget.
Og med den tanke
Begyndte han
At bryde ind i huse,
Stjal det dyreste,
Sælge det på markeder.
Kort sagt, Egor blev
En sand tyv.
I mellemtiden
Valgte generalen
En ægtemand til datteren,
Kaldte friere hjem,
Men ingen faldt Alena i smag.
Enten var de forkælede,
Eller det var ikke overraskelsen,
Men ingen friere
Kunne tilfredsstille hende.
De rige kom og gik,
Men Alena sagde nej.
Hun krævede
At frieren skulle være
Ikke fjols,
Men en enestående blandt mennesker.
General, i raseri,
Sagde til hende:
– Du, Alena, du tager fejl,
Dit hovede forhindrer mig
I at blive dobbelt rig.
Datteren svarede fader:
– Jeg kan ikke hjælpe dig,
For jeg behøver ikke en storherre,
Ej heller en pralende,
Ej heller een stygg handelsmand
Eller en fattig ung mand,
Men en elsket
Helteagtig ung mand.
– Nå, Alena, du bringer mig
Til graven,
Jeg kan ældes med dig.
Helte ligger ikke og venter.
De er sjældne.
Alena sad og grinede:
– Du, far, du er general,
Du har kæmpet i krige,
Forsøg at glæde mig
Og finde en helt.
Rygter om denne samtale
Spredtes vidt og bredt,
Og nåede Egor,
Den forelskede tyv.
På det tidspunkt solgte han
Det han havde stjålet i nat.
Han hørte om Alena,
Blev bedrøvet
Over sin ulykkelige skæbne:
“Tja, er jeg ikke god nok?
Er jeg ikke modig?
Er jeg ikke smukt født?
Hvis jeg er, hvorfor
Mangler der noget i dette liv?
For lykke at finde?”
Så han tænkte og led,
Drømte og sørgede,
Og en nat
Kommende idé slog ham.
Han gik til kirkepladsen,
Stod lidt bag om hjørnet,
Korsfæstede sig
Og gik ind i kirken
Til præsten.
Han sagde:
– Jeg, præst, stjæler,
Stjæler, og intet andet kan jeg.
Giv mig god rådgivning,
For jeg hader denne verden.
Hvad skal jeg gøre?
Hvordan leve?
Hvordan være med Alena?
Hvordan blive hendes mand,
Hvis hun kræver en helt?
Den vise præst sukkede,
Rystede på hovedet,
Svarende sagde:
– For at blive lykkelig
Og tage Alena til brud,
Må du bryde ind hos ataman
I nat.
Og før du går til ham,
Gå hjem,
Giv alt det du har stjålet
Til de fattige.
Hvis du gør dette,
Vil du blive lykkelig
Med Alena.
Egor tænkte lidt,
Brugte sin hjerne
Og besluttede
At handle som præsten sagde.
Han samlede alt det han havde stjålet,
Delte det ud til de fattige.
Ved natten var han klar
Til at bryde ind hos ataman.
Månen skinnede,
Tyven stod ved gården.
Han klatrede over hegn,
Brydede ind i gården.
Men fanget der, snarede man ham.
Så Egor blev fanget.
Kasakker førte ham for ataman.
Ataman startede tale:
– Ved du ikke, Egor,
I hvis gård du brød ind?
Er du skør,
Eller tabt forstanden?
Kom du til te?
Eller du er ude af dig?
Egor sad tungt,
Hans ansigt blåt og led,
Næsten uden at røre øjet,
Sagde til ataman:
– Jeg er dum, hvis jeg handler således.
Jeg elsker kun én pige,
Jeg er blind af kærlighed.
Jeg ved ikke hvad at gøre.
Dø mig eller tilgiv mig,
Verden giver mig intet.
Efter tænken sagde ataman
Til kasakkerne:
– Gå til Egors hus,
Gennem­søg hele huset.
Hvis du finder tyvekoster,
Lad os dømme Egor.
Hvis ikke,
Jeg vil tilgive ham.
Ikke sende ham i fængsel,
Men gøre ham til os,
Den stolte gode kasak.
Kasakker gik til Egors hus,
De gennemsøgte gård og hus,
Men fandt intet.
De kom til ataman,
Sagde: “Vi fandt intet.”
Ataman blødte op,
Kiggede på Egor,
Sagde:
– Egor, jeg tilgiver dig
Og tager dig ind som kasak.
Egor sprang op,
Tak­kede ataman,
Kasakkerne lykønskede ham.
Ataman fortsatte:
– Brødre! Natten er til forberedelse,
Om morgenen tager vi geværer,
Shashka, krudt, tobak,
Vi går mod fjenden.
Nu hvil,
Samle styrke til kamp.
Om morgenen samledes kasakkerne
Ved floden,
Med dem den tidligere tyv
Ny kasak Egor.
I mellemtiden valgt generalen
En mand til datteren,
Kom en tobent frier.
General var glad,
Fordi han var rig.
Han sløsede med penge,
Trådte dem under fode,
Kendte ingen lidelse
Og tilbød
Hjerte, hånd og sig selv
Til Alena.
Alena kneb øjnene:
– Fortæl mig om dig.
Hvor du er fra,
Hvad du har gjort,
Hvordan du har tjent fædrelandet?
Har du udført bedrift?
Har du sejret eller lidt?
Sårede dig?
Led forfølgelse?
Ledede du tropper?
Gik du på tyrkisk felttog?
Eller noget andet?
Tal frit, vær ikke beskeden.
Hvis du intet har at sige,
Beklag dig og gå.
Frier trak sig,
Taknøjed sagde farvel
Og forlod huset.
Alena grinede.
Hun udmattede sin far.
Generalen var ude af sig selv,
Kastede tallerkener,
Råbte til Alena:
– Hvad gør du, dumme?
Du vil aldrig blive gift.
Du forkaster alle friere,
Men finder ingen helt,
Og så går du til grunde alene.
– Og du vil smadre hele stellet, –
Svarende Alena,
Grinede højt.
Langt eller kort,
Eventyret nærmer sig afslutning.
Brødrene jagede tyrkerne
Fra Kuban-floden.
Om det gik stor berømmelse
Over Rusland.
Blandt kasakkerne
Var der modige helte.
Og én helt var der,
Han kæmpede dristigt,
Splittede tyrker,
Og fortjente
Modstanderes ærbødighed
Og kasakkernes respekt.
Lokallegender spredtes
Om den modige kasak,
Den gode kasak,
Ved navn Egor.
Han vendte tilbage
Til sit hjem
Fyldt med æresbevisninger, ordener
Fyldt med berømmelse og kors.
Hvor han kom,
Blev han hædret.
Og en dag søndag
Fik han en invitation:
“Vær æresgæst
På bal, vi beder dig,
Denne bal holdes
Til ære for imperatrices ankomst.”
Til bal under folket
Modtog Egor en orden,
Og derudover
Fik han titul af fyrst.
Til ballet kom Alena,
Og Egor genkendte hende
Og inviterede hende til dans.
Så drømmen blev opfyldt:
Hun mødte helten,
Han fandt hende.
Fra da af gik de aldrig fra hinanden,
Snart blev de viet i kirken
Hvor præsten tjente,
Den som underviste Egor.
Generalen var tilfreds
At få sådan en svigersøn –
Rig fyrste og helt.
Brylluppet blev stor.
Hele kasakkenes stolte by
Hvor hver bror hjalp hinanden.
Selv jeg deltog der,
Drak vodka med peber,
Spiste kaviar,
Råbte “bittert!!!”

Kilde: Казачий стан