Hvordan påvirker Alt-Right bevægelsen den amerikanske evangeliske kirke og dens arv af racisme?

Den amerikanske evangeliske kirke står over for dybt rodfæstede problemer med hvidt overherredømme og racemæssig uretfærdighed, som Alt-Right-bevægelsen blot har bragt mere i fokus. For mange kristne handler det ikke blot om at modsætte sig Alt-Right som sådan, men om at tage fat på kirkens egen medskyldighed i eksklusion, uretfærdighed og systemisk vold. Denne erkendelse går på tværs af teologiske og politiske skel og findes både blandt liberale og konservative kristne grupper.

Southern Baptist Convention (SBC) er et særligt vigtigt eksempel, når man skal forstå denne dynamik. Som en majoritets-hvid, konservativ evangelisk organisation med historiske bånd til slaveri og segregation, illustrerer SBC, hvordan kristne institutioner kæmper med deres fortid og nutidens udfordringer. Den historiske baggrund er markant: SBC blev grundlagt i 1845 af hvide sydstats-baptister, der modsatte sig afskaffelsen af slaveriet, og de opretholdt segregationen i årtier efter. Denne arv er ikke glemt, og den præger stadig institutionens selvforståelse og diskussioner.

I 1995 vedtog SBC en resolution, hvor de tog afstand fra racisme, udtrykte anger og bad om tilgivelse for tidligere tiders synd mod afroamerikanere. Alligevel har racisme fortsat været en vedvarende udfordring inden for SBC, som også blev tydeligt ved fremkomsten af Alt-Right. Bevægelsen tvang SBC til at konfrontere deres egen rolle i opretholdelsen af racemæssige skel og spurgte medlemskabet direkte, hvordan de forholdt sig til racelighed.

Den vedvarende diskussion i SBC omkring race afslører, at kirkens kamp mod racisme ikke kun handler om fortiden, men om den vedvarende virkelighed og strukturelle udfordringer i nutiden. Kirkens engagement må derfor være mere end symbolsk anger; det kræver dybtgående ændringer i praksis, ledelse og teologisk refleksion.

Det er vigtigt at forstå, at racisme og hvide overherredømme i kirkens historie ikke kun var politiske fejltrin, men ofte var indlejret i teologiske argumenter og institutionelle praksisser, som stadig kan have eftervirkninger. For at konfrontere dette skal kirkens selvforståelse og missionsopfattelse genovervejes i lyset af retfærdighed og inklusion. Dette indebærer at anerkende, hvordan race og magtstrukturer kan påvirke tolkning af skrifterne, praksis i menigheden og samfundsengagement.

I den kontekst er det vigtigt at se på, hvordan kirkens lederskab, uddannelsesinstitutioner og menigheder kan arbejde for at fremme ægte inklusion, mangfoldighed og retfærdighed, ikke blot som en taktisk nødvendighed, men som et uundværligt udtryk for evangeliets kernebudskab. At konfrontere denne arv kræver mod til selvkritik, fornyet teologisk refleksion og vedholdende handling, der rækker ud over deklarationer til konkret praksis.

Hvordan har race og politisk partiskhed formet amerikanske evangeliske kristne?

Det er blevet tydeligt, at race og politisk tilhørsforhold udgør dybtgående spændinger inden for amerikansk evangelisk kristendom, særligt illustreret af konflikten i Southern Baptist Convention (SBC). Pastor John Onwuchekwa, en tidligere stigende afroamerikansk leder i SBC, valgte at forlade konventionen, da han ikke så den som et redskab til at nå den forandring, han ønskede: en reel korrektion af de racemæssige uretfærdigheder og socioøkonomiske ulige forhold, der stadig præger USA. Hans beslutning blev begrundet i fire hovedårsager, hvoraf de mest centrale er en fordrejet historieskrivning omkring SBC’s støtte til slaveri og raceadskillelse, en ineffektiv indsats for racial retfærdighed og ikke mindst en skadelig partiskhed, som har manifesteret sig i stærk støtte til Donald Trump og Det Republikanske Parti.

Denne partiskhed, som Onwuchekwa betegner som "usund," ses i konkrete hændelser, der har splittet konventionen – herunder reaktioner på kritik af Trump og prominente støtteerklæringer til ham fra ledende skikkelser som Al Mohler. Selvom SBC praler af politisk og kulturel mangfoldighed, har denne ensidige støtte til Trump til skade for konventionens omdømme, især fordi Trumps retorik har været racialt splittende. Onwuchekwa påpeger, at mindretal i konventionen deler denne opfattelse, hvilket understreger det vedvarende spændingsfelt mellem racemæssig retfærdighed og politisk loyalitet.

På trods af at SBC arbejder på at løse sin enhedsproblematik, insisterer Onwuchekwa på, at løsningen ligger i en grundig og ærlig konfrontation med raceproblematikken i Amerika. Han kritiserer konventionens snak om "racial reconciliation" for at være overfladisk, da det reelle spørgsmål om enhed ofte bliver ignoreret eller afvist som påvirket af kritisk racediskussion og kulturel marxisme. Han frygter, at mindretallenes fortsatte tilstedeværelse i SBC risikerer at blive set som en invitation til overfladisk accept fremfor reel forandring, og advarer potentielle tilhængere med et "Enter at Your Own Risk"-skilt.

Denne dynamik i SBC er ikke isoleret. Flere afroamerikanske kristne har udtrykt lignende frustrationer over hvide amerikanske kristnes fortsatte støtte til Trump, hvilket har forværret tidligere anstrengte relationer. Civil rights-aktivisten John Perkins understregede, at evangeliske kristne har "solgt ud," hvilket har skabt dybe splittelser i kirken. Selv efter valget i 2016 har disse positioner stået fast, og hvide kristne grupper har fortsat vist en markant gunstig holdning til Trump.

De kulturelle og politiske konflikter, som Alt-Right bevægelsen bragte op i offentligheden, fortsætter med at influere debatten om amerikansk kristendom og race. Selvom bevægelsen som sådan har mistet sin tidligere betydning, eksisterer dens mærkesager og metoder fortsat, ofte gennem sociale medier og kontroversielle aktioner, der søger at provokere og dele. Disse begivenheder illustrerer, hvordan racemæssige spændinger og politisk ideologi forbliver uløste og brændpunkter inden for kristne institutioner.

Det er vigtigt at forstå, at kampen mod racial uretfærdighed i kristne fællesskaber ikke er en fjendtlig overtagelse eller en trussel mod enhed, men et nødvendigt skridt mod en mere autentisk og inkluderende tro. Spørgsmålet om race er dermed et moralsk imperativ, der kræver mod til at stå over for svære sandheder og til at genoverveje langvarige traditioner og holdninger, som har bidraget til vedvarende uligheder og splittelser. Denne proces er smertefuld, men uundgåelig, og dens udfald vil i høj grad forme kristendommens fremtid i Amerika.