Hvordan fortællingens kraft er symptomatisk for viljen til magt over tid og væren

Øjeblikket afslører de måder, hvorpå vi må afholde os fra at fortælle historier og i stedet ontologisk udfolde de måder, hvorpå selve narrativiteten er symptomatisk for en vilje til magt over tidens og værens fejlvendte gang – den fortsatte udnyttende tradition i vestlig metafysisk tænkning. Denne opgave begynder med at stille de ontologiske spørgsmål, der rejses i dette kapitel, anerkende de magtsystemer, der spiller en rolle i vestlig metafysisk tænkning, og rekonceptualisere historien som noget andet end et system af homogene relationer. Som vores Foucault-inspirerede genealogiske analyse af Trumps splittende agenda afslører, er den nuværende historiske episteme centreret omkring "at gøre vores land stort igen" gennem en reduktiv og voldelig homogenisering af det amerikanske politiske legeme. Sproget om "tilbagevenden" er gennemsyret af et rudimentært, patriarkalsk ønske om at give magten tilbage til den hvide, hypermaskuline politiske elite og er det, der understøtter Trumps politiske agenda.

I denne sammenhæng hævder Kelly, at progressivisme og modernitet er målene for Alt-Right’s retorik og citerer den påståede "degenerering" af nationalstaten. Hun henviser til den højreorienterede radiokommentator Michael Savage, der beskriver, hvordan liberalisme og feminisme har “feminiseret og homoseksualiseret” meget af Amerika til det punkt, hvor nationen er blevet passiv, modtagelig og masochistisk. Savages sprogbrug er symptomatisk for retorikken fra Trump-æraen, som ser feminisme, liberalisme og progressivisme som indikatorer på national opløsning. Trumps hvide populistiske agenda har været under udvikling i lang tid, og som Foucault forklarer i The Order of Things, er der i enhver kultur og på ethvert givent tidspunkt kun én episteme, der definerer betingelserne for muligheden af al viden. Kellys undersøgelse afslører, hvordan vores nuværende kulturelle episteme er gennemsyret af narrativ progression, på begge sider af den politiske skala.

I forbindelse med at kombinere Foucaults analyser fra de tre tekster, vi har gennemgået, kan vi konkludere, at denne narrativ impuls, som ser historien som en lige linje, ikke blot er epistemen i øjeblikket, men også ontologisk. De fortællinger, eller historier, vi fortæller, skaber ikke kun mening, men skaber måder at være i verden på. Som Foucault argumenterer, betyder det at afdække magt at undersøge de regulerende mekanismer, der er på plads og definerer subjektivitet, især i relation til spørgsmål om ontologi: “Hvad er magt? Og, for at være mere præcis: Hvordan udøves den, hvad sker der præcist, når nogen udøver magt over en anden?” Når vi undersøger de narrativitetsgrundlag, der er til stede i vores kulturelle imaginære, argumenterer vi for det presserende behov for ontologisk at undersøge fortællingens magt til at skjule, distrahere, begrænse og producere.

Hvad sker der, når vrede bliver en politisk strategi?

I en tid, hvor politisk og socialt polarisering når nye højder, er det interessant at observere, hvordan vrede bliver et centralt element i den offentlige debat. Dette er tydeligt i politiske skikkelser og bevægelser, der på et grundlæggende niveau udnytter denne følelse til at fremme deres dagsorden. Et eksempel på dette fænomen er Donald Trumps retorik, der har fået mange til at føle sig overset og underrepræsenteret, hvilket har resulteret i en massiv politisk mobilisering af personer, der føler sig udstødt. Gennem hans taler og tweets formåede Trump at udnytte disse følelser af vrede og frustration, hvilket blev en drivkraft bag hans politiske succes.

En vigtig aspekt af denne strategi er, hvordan man kan definere og omforme begreber som "deplorable" (uforskammede), et ord, der blev brugt af Hillary Clinton i en tale i 2016. Selvom Clinton forsøgte at trække sine ord tilbage og understregede, at hendes kritik var rettet mod Trump og ikke hans tilhængere, blev ordet "deplorable" hurtigt et symbol for dem, der følte sig marginaliseret. Dette begreb blev i stedet et mærke af stolthed, et tegn på, at man tilhørte en gruppe, som var blevet overset af de etablerede politiske kræfter.

Retorikken omkring det, der bliver opfattet som "angst for tabet af traditioner" og ønsket om at bevare etablerede normer og værdier, har forstærket følelsen af, at det er nødvendigt at kæmpe imod en udefrakommende trussel. Denne trussel bliver ofte præsenteret som en konfrontation mellem "den virkelige Amerika" og de politikere og eliter, der angiveligt ignorerer folkets behov og ønsker. Det skaber en polarisering, hvor vreden bliver kanaliseret mod politiske modstandere og samfundsgrupper, som ses som ansvarlige for den opfattede forringelse af nationale værdier.

I denne atmosfære har vreden også fået et vigtigt politisk udtryk i form af protester og offentlige manifestationer. En bemærkelsesværdig hændelse fandt sted under et foredrag af Jordan Peterson i 2018, hvor en protester brød et vindue og blev fundet med et garrotte. Denne episode viser, hvordan vrede og aggression kan blive kanaliseret mod individer, der opfattes som symboler på det, man ønsker at bekæmpe. Det er værd at bemærke, at sådanne handlinger ikke nødvendigvis kommer fra en enkeltstående gruppe, men ofte opstår fra en bredere offentlig debat, hvor vrede fra begge sider af det politiske spektrum forstærker konflikten.

Et centralt aspekt i denne debat er spørgsmålet om "civilitetsretorik". Hvis man ser på udtalelser fra prominente personer som Maxine Waters, der opfordrede til offentlig chikane af Trump-tilhængere, er det klart, hvordan vreden kan blive et våben i kampen om offentlig magt. For mange er det et udtryk for en nødvendig modstand mod det, der opfattes som en uretfærdig politisk orden. For andre er det et skridt mod en samfundsmæssig nedbrydning af de normer, som samfundet er bygget på.

Det er også vigtigt at forstå, hvordan disse retoriske strategier påvirker det politiske landskab i bredere forstand. Der er en tendens til at fremstille politiske modstandere som ikke kun uenige, men som moralsk og politisk korrupte. I en tid, hvor begreber som "fake news" og "alternative fakta" er blevet dagligdags, er det blevet lettere at retfærdiggøre ekstreme handlinger og udtalelser som nødvendige svar på det, der bliver betragtet som en overhængende trussel. Denne dynamik har ført til en situation, hvor den politiske debat ofte bliver præget af indignation, som i nogle tilfælde overskrider grænserne for acceptabel opførsel.

De politiske strømninger, der opstår som følge af denne vrede, er ikke kun et udtryk for en ukontrolleret følelse af utilfredshed, men også et strategisk valg. Der er et stærkt element af politisk kalkulation i, hvordan vreden bruges til at mobilisere vælgere og sikre politisk støtte. Ved at appellere til folk, der føler sig overset eller undertrykt af de etablerede magtstrukturer, skaber disse bevægelser en følelse af, at kampen er for noget fundamentalt—et forsvar for "rigtige" værdier mod et samfund, der anses for at være blevet korrumperet af politisk korrekthed og elitisme.

Vreden som politisk kraft bør ikke undervurderes. Den spiller en afgørende rolle i at forme nutidens politiske klima. Det er ikke kun et symptom på utilfredshed, men en motor, der driver handling, fra de ord, der udtales af politikere, til de handlinger, der tages på gaderne. Denne udvikling kræver en kritisk refleksion over, hvordan vreden bruges, og hvilke konsekvenser det har for samfundets sammenhængskraft og demokratiske processer.